Jeg synes næsten trængslerne i Fukushima er røget helt ud af medierne de sidste par dage. Man kan åbenbart ikke blive ved med at sælge den samme dårlige nyhed, selv jeg ellers synes den er i konstant forandring.

Derfor er jeg begyndt at følge med i japanske medier, hvor de trods alt ikke helt har glemt historien. Ret langt fra, faktisk.

Og her er de seneste nyheder, at havet udfor Fukushima nu viser en koncentration af radioaktivt jod, I-131, på 7,5 millioner over grænseværdierne.

Det er meget! Det er ganske, ganske meget!

Og næsten værre er det, at man samtidigt har målt Cæsium-137 koncentrationer på 1,1 million gange grænseværdierne. I-131 har nemlig en halveringtid på ca 8 dage, hvorfor selv store mængder forsvinder indenfor en overskuelig fremtid. Cæsium-137 har derimod en halveringstid på 30 år, og er dermed ikke sådan til at komme af med.

Og så vil man iøvrigt dumpe lav-radioaktivt vand ud i havet, så man kan få plads til at opbevare det højradioaktive vand. Det har været nævnt i danske medier, men mængden der er tale om er nu lidt højere - man vil dumpe 60.000 ton lav-radioaktivt vand, det svarer til 60 millioner liter. Eller hvad der svarer til 24 olympiske svømmebassiner.

Det siger lidt om problemets omfang, at der er brug for et sådant volumen til opsamling af højradioaktivt vand.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

[Dette indlæg er egentligt skrevet for en lille uge siden, ca. Opdagede lige at det stod som kladde - troede egentligt det var udgivet for længe siden. Ikke fordi det ændrer noget - men måske er der noget af teksten der mønter sig på noget højaktuelt da jeg skrev det. I så fald er dette forklaringen.]

I lidt research på de forskellige radioaktive stoffer, som jo er ret apropos hele tiden for iden, stødte jeg på noget i Wikipedia's opslag om plutonium, som jeg fandt ret skræmmende, nævnt i en bisætning: at man havde indsprøjtet patienter med plutonium, for at lave forsøg med det. Så det googlede jeg lidt nærmere. Og fandt dette notat om emnet.

Og den er god nok - kort fortalt ville man i USA i 1945/46 gerne have mere viden om hvor meget plutonium blev optaget i den menneskelige krop, og for at finde ud af det måtte man måle hvad der blev udskilt gennem afføringen - efter at have indgivet præcise mængder.

Så derfor bad man op tilladelse til at injicere patienter på forskellige hospitaler med meget små mængder plutonium direkte i blodet, og derefter anylysere deres afføring. En tilladelse der blev givet, og forsøgene blev udført på mindst 18 patienter fordelt på et par hospitaler.

Små 30 år senere ville man lave nogle opfølgende forsøg på de patienter som stadig var i live. (En del var døde, ikke på grund af plutoniumen, men man havde til forsøgene primært brugt folk oppe i årene og med begrænset forventet levealder.)

Der var bare et problem: man havde aldrig informeret patienterne om forsøgene, og i mellemtiden var der kommet lovgivning om at medicinske forsøg krævede informeret samtykke. Alligevel blev de genindkaldte patienter stadig ikke informeret om, hvad man havde udsat dem for.

Tankevækkende, synes jeg.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Det må vist være på tide at denne Jomfru Ane Bands Balladen om Atomkraft fra start-80'erne får en revival:



Iøvrigt, hvis nogen undrer sig over, at der tales om plutonium i forbindelse med Fukushima's reaktor 3 -plutonium som man ellers mest forbinder med atombomber - så skyldes det, at man siden september er gået over til at bruge en såkaldt MOX-blanding i netop den (MOX=mixed oxide). Det er en blanding af plutonium samt uran og forarmet uran, som fungerer ca som det uran man normalt bruger i a-kraftværker.

Det er en måde at komme af med overskydende plutonium på, istedet for at skulle gemme det af vejen i milliarder af år, og det er jo som sådan en god nok idé.

Når det altså ikke går galt.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

På Information.dk kan man i dag finde en artikel, om tallene for de radioaktive udslip fra Fukushima som godt kan give anledning til bekymring.

Det drejer som om Nature, som offentliggør beregninger fra Østrigs Meterologiske Institut ZMAG. Beregninger som baserer sig på de målinger, som har vist forøget forekomst af radioaktive stoffer rundt om i verden (der regnes her med tal fra Claifornien, Alaska og Rusland - men siden har man jo også fundet partikler i for eksempel Island og Sverige).

Ikke at disse tal i sig selv giver grund til panik, hvor de er målt - det skal understreges. Men hvis man regner bagud, og regner på hvor meget radioaktivitet der sandsynligvis er lukket ud fra Fukushima, giver det nogle skræmmende resultater, ihvertfald hvad angår isotoperne Jod-131 og Cæsium-137.

På de første 4 dage efter udslippet, viser målingerne i følge beregningerne, at der for Jod-131s vedkommende er sluppet 20% ud, i forhold til det samlede Tjernobyl-udslip. Og for Cæsium-137s vedkommende er udslippet efter 4 dage på 50% af det samlede Tjernobyl udslip.

Det er ret skræmmende tal - ikke mindst set i lyset af, at de japanske myndigheder til at starte med slet ikke mente at der skete noget udslip. De første 4 dage... i morgen er det 14 dage siden jordskælvet og tsunamien ramte - og det er jo ikke fordi man har en fornemmelse af at der er sket en markant forbedring i forhold til begyndelsen, snarere tværtimod.

Med andre ord, kan det langtfra afvises at man allerede nu står med et udslip der for Cæsium-137s vedkommende langt overstiger Tjernobyl, og hvad angår jod-131 er ved at matche.


Ikke rart - selv ikke hvis det meste er havnet i Stillehavet. Det vil ihvertfald nok gøre at man bør overveje en ekstra gang, om man nu har lyst til den sushi. Især tun, da det sandsynligvis vil ophobe sig øverst i fødekæden. Hvor tun er sidste stop - inden mennesket.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Det her bygger i store træk på Wikipedia-opslaget om Kyshtym-katastrofen - men jeg blev nysgerrig omkring hvad det nu var for noget, da jeg så den som en 6'er da jeg skrev om INES-"skalaen". Og fik lyst til at udbrede kendskabet. Så her en kort genfortælling, som jeg læser den.

Kyshtym-katastrofen - som sagt kategoriseret som en INES 6'er, indtil videre kun overgået af Tjernobyl - skete i Sovjetunionen d. 29/9 1957 på Mayak-værket ved byen Ozersk (Озёрск). Katastrofen er navngivet Kyshtym fordi Ozersk var en hemmelig by - og Kyshtym (Кышты́м) var den nærmeste offentligt eksisterende by - den ligger nord for den russisk/kasakhiske grænse.


Vis stort kort

Mayak-værket var ikke til for at lave energi, men var et forsknings- og plutoniumsudvindingscenter for kernevåben; og i modsætning til Tjernobyl er der ikke tale om en reaktorulykke, men om eksplosion i et lager af radioaktivt affald, som ikke var nedkølet ordentligt.

Tydeligvis har man på det tidspunkt haft en lemfældig omgang med det radioaktive affald, og ikke sikret det ordentligt. Til at starte med blev affaldet ledt direkte ud i floden Ob - men henad vejen har man så fundet ud af, at det måske alligevel ikke var så smart, og lavet lagre. Men altså uden tilstrækkelig køling. (Det giver samtidig tanker til reaktor 4-6 på Fukushima, som vist netop for tiden "blot" indeholder affald - men hvor 4'eren som er uden nedkøling, ikke dækket af vand og ikke indkapslet, og derfor kan udvikle sig ganske slemt.)

Efter eksplosionen spredte en sky af radioaktivt materiale sig i et smalt bælte mod nordøst, 350 km langt - et område som i dag betegnes the East Ural Radioactive Trace (EURT).

Befolkningen blev - naturligvis - ikke gjort bekendt med uheldet, først efter en uge begyndte man at evakuere folk - naturligvis uden at give dem en forklaring. Området er senere blevet gjort til naturreservat - ikke for naturens skyld, men for at have en plausibel grund til at holde mennesker ude, for at hemmeligholde ulykken.

På trods af hemmeligholdelsen var CIA dog bekendt med hvad der var sket - men lode være med at fortælle noget om det - muligvis for ikke at spænde ben for atomkraft-industrien i USA, som endnu var ved at udvikles.

At man ikke har hørt mere til Kyshtym-katastrofen og dens konsekvenser kan vel dels tilskrives Sovjets hemmeligholdelse af den - og så det at den skete i et så tyndt befolket område.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Blog-kollega HummusHanne er i øjeblikket i Japan - vistnok i Kyoto, ihvertfald 600 km fra det nedsmeltende Fukushima-værk. Hun flyttede dertil ganske kort før ragnarok begyndte.

Jeg blev først opmærksom på hende på Twitter, hvor jeg blev bedt om at hjælpe hende med noget blogger-halløj. Hvilket jeg gjorde, men den slags koster: i nogle kulturer er man ansvarlig for en person, hvis man redder høndes liv. Nu bilder jeg mig ikke ind, at jeg har reddet nogens liv, men lidt ansvarlig kommer man jo alligevel til at føle sig.

Så i nat rådede jeg hende på Twitter til at komme væk fra Japan. Et råd hun vist er lidt skeptisk for - og hun opfatter mig muligvis også lidt melodramatisk. Og det kan jeg sådan set godt forstå.

Jeg må tilstå, at jeg her føler Twitter en anelse begrænset - det er lidt svært at komme med ordentlige argumenter på 140 karakterer (minus 13 for @HummusHanne).

Men her er hvorfor jeg ville get the hell out:

• Helt grundliggende har jeg en fornemmelse af, at denne ulykke vil udvikle sig mere og mere katastrofalt. Og at vi endnu kun har set toppen af isbjerget - og som jeg skrev i går, at den bliver værre end Tjernobyl. Det har jeg ikke særligt meget konkret at have i - udover tingenes hidtidige udvikling og en fornemmelse. Desværre har jeg ret ofte ret i mine fornemmelser. Jeg vil være glad hvis jeg tager fejl, og det ikke bliver meget værre end det allerede ser ud til at være.
• Hvis det går så galt som jeg tror, så vil alt afhænge af vindretning og om der er nedbør. Der er tale om partikelforurening, og ligesom vinden i øjeblikket holder den væk fra Japan, kan den blive båret ned over hele Honshu. Ved Tjernobyl blev for eksempel store områder af Lapland forurenet. Husk atter på, at det ikke er den nuværende stråling der er farlig, men den kommende fra radioaktive partikler.
• Lige meget om man er i reel fare eller ej, er der god mulighed for at folk bliver bange. Går i panik, hamstrer, med videre, ligesom der kan komme flygtningestrømme fra nord. Altsammen noget der kan gøre opholdet mindre sjovt.
• Man optager ressourcer - som der kan gå hen og blive knaphed på. Hvis man ikke er der i en eller anden hjælpende funktion, kan man risikere at blive en byrde.
• Og - tingene ser muligvis ikke så slemme ud nu - problemet er, at i det øjeblik de gør, vil det være rigtigt, rigtigt svært at komme væk.

Hvis ovenstående lyder melodramatisk er jeg sådan set helt enig - det er det. Og jeg kan da også se mange grunde til at ville blive - ikke mindst en form for oplevelses- eller eventyrlyst. Og af stædighed. Det er meget muligt at jeg selv på tidligere tidspunkter af mit liv ville være blevet.

Men i dag, efter at være blevet forælder ikke mindst: no way. (Og så kan det jo godt være man tænker, at man ikke er forælder, og dermed kun har ansvar for sig selv. Men når det handler om radioaktivitet og stråling  bør man også lige tænke over ufødte børn.)

Anyway - @HummusHanne - jeg skal selvfølgelig ikke blande mig (mere end højst nødvendigt) i hvad du vælger at gøre, og du kender selv din situation bedst. Det her er hvad jeg tænker hjemme i trygheden på Frederiksberg. Men jeg håber i hvertfald både for dig og Japan at tingene udvikler sig så fredeligt som muligt. May the force be with you... som jeg vist allerede har skrevet en gang.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Jeg skal være helt ærlig, og indrømme at jeg i dag lidt fortryder mit indlæg fra i går. Ikke for det, indholdet var sådan set reelt nok.

Men dels var jeg nok lidt for morsom da jeg skrev overskriften. Og dels kan det virke som om jeg ville negligere den direkte strålingsfare.

Jeg mener stadig også den største risiko ikke er i den direkte stråling, men i det radioaktive materiale*. Og jeg havde ikke på det tidspunkt regnet med at strålingen omkring værket var eller ville blive så høj som den tilsyneladende er nu.

Men al ære skal gå til de mennesker som i øjeblikket prøver at bekæmpe udviklingen i værket - jeg kan slet ikke forestille mig hvad der går gennem hovedet på dem. Det er en opofrelse udover alle grænser - ligesom det var ved Tjernobyl hvor mange brandfolk omkom af de strålingsdoser de fik i deres forsøg på at begrænse skaderne.

Det allerværste er, at ofret synes at være forgæves - reaktor efter reaktor kommer længere og længere fra hvad der ligner antydningen af kontrol, og selv de reaktorer som sådan set var slukkede og blot skulle tømmes løber løbsk.

Og min fornemmelse er, at vi er vidne til en katastrofe der indenfor ganske få dage vil vise sig at være værre end Tjernobyl. Hvilket er slemt nok, men i et land med en befolkningstæthed som Japan - i skarp kontrast til Ukraines - er det dobbelt katastrofalt.

Og imens er Gaddafi & søn ved at sønderbombe sin egen befolkning - og er stolte af det. Og jeg skal forsvare min bror imod hallucinationer og vrangforestillinger fra min mor.

I sandhed interessante dage, som kineserne ville kalde det.

Så kan det ærligt talt godt forekomme lidt ligegyldigt at en flok jyske landmænd kører til København i traktor og får parkeringsbøder. (De havde sikkert endda en idé om at de virkelig ville spærre for trafikken i København. Lidet anede de, at her kører alle 30 km/t.)

Og så ville jeg godt kunne slutte med en ordentlig pointe. Men jeg har ikke rigtigt nogen. Jeg tror jeg er en smule i chok af alting.

* Jeg ville virkelig ønske, at medierne kunne finde ud af at skelne mellem radioaktivt materiale og stråling. Radioaktivt materiale laver stråling. Og det giver ingen mening at tale om radioaktiv stråling, som de hele tiden gør. Radiation=stråling.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Frankrig og Japan er i øjeblikket lidt uenige om kliassifikation af Japans atomare-problemer. Frankrig mener det er en INES 6, hvor Japan foreløbig sætter dem til en INES 4. Men muligvis er de ikke så uenige - det japanske estimat er helt tilbage fra 12. marts, og der er jo løbet en del kølevand under broen siden.

Men jeg besluttede mig for at finde ud af hvad det her INES egentligt er for noget. Det står for International Nuclear Event Scale - så at tale om INES-skalaen, som danske medier gør, er sådan set noget vrøvl, så bør man tale om INE-skalaen.

Skalaen er - i lighed med Richter-skalaen - baseret på logaritme-10. Forstået på den måde at for hvert tal på skalaen regnes omfanget som 10 gange større end en hændelse 1 punkt under. Men i modsætning til for eksempel Richter-skalaen er INES-tallet baseret på et skøn, og ikke objektive målinger (og kan vel for det meste først fastsættes efter hændelsen er afsluttet).

Skalaen går fra "under 0" og så fra 0 til 7:

7: Stor Ulykke / Major Disaster (eneste eksempel - indtil videre - er Tjernobyl)
6: Alvorlig Ulykke / Serious Accident
5: Ulykke med Vidtrækkende Konsekvenser / Accident with Wider Consequences (Tre-Mile Øen)
4: Ulykke med Lokale Konsekvenser / Accident with Local Consequences
3: Alvorlig Hændelse / Serious Incident
2: Hændelse / Incident
1: Anomali / Anomaly (kan ikke finde bedre ord på dansk...)
0: Afvigelse / Deviation
<0: Uden for skalaen / Out of Scale

Hvad der mest af alt overraskede mig, da jeg kiggede på skalaerne, er alle de uheld og ulykker jeg aldrig havde hørt om. For eksempel 6'eren Kyshtym-katastrofen ved Mayakværket i Sovjet, 1957.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Jeg må tilstå at jeg er ved at være noget irriteret på de eksperter medierne herhjemme har disket op med i forbindelse med a-kraft problemerne i Japan. Ihvertfald de fleste af dem. Det bedste ved dem, synes jeg, er at de ganske godt demonstrerer hvordan man til alle tider har skullet tage forsikringer om sikkerheden ved a-kraft med et gran salt.

For lige at løbe igennem:

Først var der jordskælvet, men det skulle man ikke være bange for, for japanske a-kraftværker er bygget til at holde til den slags.

Så havde køleanlægget sat ud - men det var der ingen grund til at være urolig for, der var andre måder.

Så kølede man med havvand - intet problem i det, ok reaktoren ville tage skade, men det var kun et økonomisk problem efterfølgende.

Så eksploderede betonkappen om den ene reaktor - jaja, det så da dramatisk ud, men der var ingen grund til bekymring, for inderkappen holder jo stadig.

Så kommer der for højt tryk i reaktoren - tænk ikke på det, der skal bare lukkes lidt radioaktiv damp ud, det er der såmænd ingen der tager skade af - og det blæser jo alligevel udover vandet.

Så nedsmelter brændselsstavene og lægger sig som en ukrontrollerbar masse af 3000 grader varm uran + alt andet godt i bunden af reaktorerne - det går nok, og det er da godt værket ikke har været i drift i flere dage (hvad helvede betyder det om værket producerer strøm - når uranen brænder ukrontolabelt videre??).

Så måles der øget ganske kraftigt forøget strålingsniveau, helt i Tokyo - men det skal man såmænd ikke være bekymret for - 10 gange almindelig stråling tager man ikke skade af.

Og for at holde fast i det sidste - nej, det er overfladisk set rigtigt. sådan en dagsdosis på 10 gange almindelig stråling svarer vel til en uge sydpå.

Det er bare en helt forkert måde at se på det - for det er ikke strålingen i sig selv, der er farlig i øjeblikket, men hvor den stråler.

Langt det meste af den stråling vi dagligt modtager kommer fra verdensrummet - en del fra solen, og en del fra alle mulige steder i universet. Og den stråling tager vores hud sig af, og er ikke synderligt farlig.

Og hvis strålingen fra det radioaktive udslip rammer huden er der heller ingen fare i den. Alpha-strålingen fra det radioaktive materiale kan såmænd ikke stråle et par centimeter gennem atmosfærisk luft før det bremses - og kan slet ikke trænge igennem huden.

Problemet er, at det radioaktive materiale fra udslippet kommer ind i kroppen. I lungerne via luften, og i maven via maden, og derefter i blodbanen og derefter i cellerne - husk på, at der er tale om atomer her, som kan indgå i forbindelser som almindelige, ikke-radioaktive atomer.

Og så sidder der sådan en radioaktiv isotop inden i en celle i et organ - og afgiver sin stråling. Og så er det den stråling går ud og laver rag i en cellekernes DNA - og når den laver den rigtige fejl i DNA'et, er det at man får kræft - eller misdannet afkom. (Det er som skrevet også derfor man giver jod som beskyttelse mod kræft i skjoldbruskkirtlen.)

Og de partikler kan - afhængig af typen - være der som et radioaktivt problem fra i få øjeblikke til adskillige hundrede år.

Så - det giver et meget bedre billede af sådan et udslip, at tænke på det som en forurening med forskellige kræftfremkaldende stoffer. Strålingen kan bruges som indikator for tilstedeværelsen og mængden af disse stoffer - men den stråling man kan måle i atmosfæren har ikke som sådan noget med farligheden at gøre.

(Det ville selvfølgeligt være noget ganske andet hvis der var tale om mere massiv stråling, som gammastrålingen ved en atombombe - men det er misforstået at tænke på det på den måde. Det virker ikke desto mindre som om det er hvad nogle af eksperterne gør.)

Bare lige et surt udslip, som jeg har gået og dampet med hele dagen. Forhåbentligt letter det trykket lidt - og der er nok ikke nogen som tager skade.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.