Jeg er netop blevet færdig med bogen The Heretic's Daughter. Den har taget mig riglig lang tid at læse; tildels fordi jeg har været travl med andre ting, og tildels fordi den er noget tung i det. Men først og fremmest fordi den er rigtig, rigtig hård at komme igennem, fyldt som den er med en meningsløs ondskab.

Vi følger en ti-årig pige, hvis familie bliver hvirvlet ind i hekseprocesserne i Salem og Andover, i New England kolonierne i 1693. Den første del af bogen er det endnu kun krusninger og mistanker, og en underliggende paranoia, og vi venter utålmodigt på de kan komme igang. Men da de endelig kommer igang, er beskrivelserne af måden familier sættes til at vidne mod hinanden, brugen af tortur, fængselsopholdet med alt for mange afmagrede kvinder lukket inde i den samme overskidte, alt for lille, celle, og hængningerne så livagtige, at vi bare ønsker de skal holde op igen.

Bogen har også en sidehistorie, der går tilbage til Oliver Cromwell's magtovertagelse i England, men den kunne godt være mere uddybet.

Til gengæld er hovedhistorien, om de fanatiske puritanere, og deres galskab og hykleri, særdeles vigtig. Og en af den slags historier man ikke må glemme. Især ikke, da det alt for tit sker, at den samme historie gentager - om det er med en Cotton Mather, en Joe McCarthy eller en Dick Cheney i spidsen. Og om råbet er Heks, Kommunist eller Terrorist.

En god bog, og tankevækkende. Men den skal fordøjes, og jeg vil ikke påstå, at det er sådan en man er ked af at blive færdig med. Det skal med, at forfatteren, Kathleen Kent, selv er efterkommer af hovedpersonen, og det kan nok være en del af forklaringen på det nærvær man føler i forhold til historien.