Det er blevet tid. Faktisk er det blevet over tid.
Som så mange andre var jeg engang beundrer af Baby Trump, i hans daværende inkarnation. I virkeligheden var den inkarnationen jo nok den samme, og det var bare sværere at se forbi elbilerne, soltagene & rumraketterne - men han virkede ihvertfald til at have fat i noget fedt.
Men billedet krakelerede langsomt. I starten virkede det egentligt tilforladeligt, som om han bare blev mere og mere excentrisk. Jeg havde det svært med at han overhovedet ville tale med Papa Trump, og han fremstod ikke længere beundringsværdig.
Men det var først ved oversvømmelsen af grotterne i Thailand at jeg for alvor kunne se hvem der gemte sig bag masken - og jeg ikke bare mistede alt for ham, jeg så ham derefter som en fjende & en fare.
Et billede han kun har forstærket i årene siden, men i det mindste kunne jeg undgå ham.
Lige indtil han kom til at købe twitter. Og nu, som den baby han er, er i færd med at ødelægge, som en rangle han ikke kan forstå.
Jeg elskede engang twitter, så det er svært. Ikke for det, twitter var langt fra perfekt før, og jeg brugte det mindre og mindre. Til dels fordi jeg i disse år har mindre tid, men også fordi stemningen var skiftet der - noget flokmentalitet der ikke var der før, var opstået.
Men på trods af uperfektheden rummede det stadig en masse minder, og jeg vidste at det var der, hvis jeg skulle få brug for det.
Men ikke længere. Med Baby Trumps tilkomst er det blevet et værktøj for ondskab, det bliver tydeligere og tydeligere. Og så meget jeg gennem tiden har punket facebook-brugere for ikke at forlade dén ondskab, kan jeg ikke rigtigt se mig selv i øjnene, hvis jeg ikke drager konsekvensen.
I første omgang er det at gå eksil. Jeg lukker ikke min konto på twitter - endnu - jeg har stadig et håb om at det hele på en eller anden måde går over. Men jeg afinstallerer min app, og kontoen kommer til at være i dvale for nu.
Istedet er jeg blevet lukket ind i Helvede på mastodon, og vil der kunne findes som leoparddrengen@helvede.net - hvor meget det kommer til at blive til der er jeg ikke helt klar over endnu, jeg skal vænne mig til at trutte i stedet for at pippe.
Twitterguiden lader jeg foreløbig være. Når jeg tager mig sammen til det, tilføjer jeg en note om at jeg ikke længere kan anbefale twitter, og måske et link til dette indlæg. Men af historiske årsager synes jeg den vil være forkert at fjerne.
Efter alle forlydender skulle Trump have besluttet at trække USA ud af Paris-aftalen. Det giver mindelser til, da hans forgænger-idiot, George W. Bush fik stoppet ratifikationen af Kyoto-protokollen for USAs vedkommende, efter at Al Gore havde udvandet den for at USA kunne komme med.
Det var slemt nok. Men det her er værre; for det første er det hjernedødt dumt, men tiden er også knappere nu.
Derfor er Verden efter min mening også nødt til at svare igen; Trump laver mange hjernedøde og ubehagelige ting, men det meste af det er trods alt kun noget der rammer amerikanere, folk der vil ind i USA, eller modtager støtte fra USA.
Vi kan synes det er dumt & horribelt hvad han og Republikanerne har gang i, men det hører under "indre anliggender" for USA.
Men det er det sgu ikke, hvis USA med Trump ved roret har tænkt sig at gå enegang, og ødelægge planeten mest muligt. Det vedrører os alle, og vi har en forpligtigelse til for fremtidige generationer at gøre hvad vi kan for at stoppe det.
Så jeg synes alle verdens lande skulle gå sammen om en karbon-told på varer og tjenesteydelser købt i USA, som passende kan øremærkes til klimatiltag.
Vel at mærke en afgift der kan mærkes. Så selv Trump kan se, at det på ingen måde kan betale sig at prøve at krybe udenom; og ellers må vi med åbne arme tage imod de virksomheder der vil forlade den synkende skude USA gør sig til.
Det vil sikkert give lidt palaver i WTO, men man kan fremføre en udmærket sag om at USA med sin udtræden er både konkurrenceforvridende og protektionistisk. Og hvis alverdens lande er med på den skulle den sag nok kunne køres hjem. Ellers må vi finde på en erstatning for WTO.
En sådan mur er ikke kun for vores skyld, også for de millioner af amerikanere & mange delstater, som godt ved den er helt gal. De fortjener også vores hjælp mod kæmpebabyen, også selvom det midlertidigt kan ramme dem.
Men mest af alt fortjener de fremtidige generationer det.
(uddrag fra kapitlet Krystalliseringen, fra bogen Dommerens Første Periode, udgivet af Nationalmediet 2027)
[…]
Hvilket bringer os frem til juni 2017. Præsident Trumps reformer var begyndt at virke, arbejdet med de nye miner i Appalacherne var undervejs, og efter importstoppet for udenlandske biler kom der atter gang i fabrikkerne omkring Detroit. Ikke mindst efter det kom frem at Teslas-fabrikkernes batterier var en latent eksplosionsfare, og der blev nedlagt forbud mod salg af elbiler, indtil man kunne finde ud af hvad der foregik.
Så optimismen prægede den ellers så hårdt prøvede amerikanske befolkning — man følte at Obama-årenes åg nu ikke længere hvilede om skuldrene, og der var lys forude. Og man glemte at være vagtsom!
For da var det det skete — angrebet på Trump Tower i New York, den 14. juni 2017, da en bombe eksploderede i Atriumet i dette symbol på Amerikas storhed. På selve Dommerens fødselsdag. En hån.
17 amerikanere blev dræbt, 67 såret (og paradoksalt nok blev også 5 muslimer dræbt). Det varede dog ikke længe før chefen for Homeland Security kunne fortælle, at angriberne var blevet identificeret som en celle af den hidtil hemmelige terrorgruppe I Kalifat for Martyriet, og dræbt — nogle af dem var syriske "flygtninge" med falske pas, kom det frem, men mere skræmmende var de fleste amerikanske muslimer, som ikke havde udvist tegn på radikalisering.
Og hvad værre, var, der var tydelige tegn på, at de var del af et vidt forgrenet netværk.
Der blev straks indført undtagelsestilstand, og myndighederne beroligede med, at de allerede var igang med at optrevle dette netværk.
Men det var et wake-up call for den amerikanske befolkning. Man havde — baseret på liberal propaganda — troet at truslen fra muslimerne var isoleret til en forholdsvis lille radikaliseret gruppe, men nu stod det klart at den var allestedsnærværende. Dette førte til kaotiske scener, da amerikanere i selvforsvar begyndte at jage muslimer overalt i landet — politiet stod magtesløse overfor at skulle splitte parterne ad.
Da var det, at Præsident Trump. Dommeren,holdt sin tale den 20. juni 2017. Hvori han redegjorde for, at den amerikanske befolkning nu var blevet krystalliseret som en krystal; at det nu ikke længere handlede om blot America First, men om America Only; og at han nu ville indføre det, som fremsynede amerikanere — ham selv indbefattet — længe havde talt om, sikkerhedslejre for muslimer.
Ikke kun for amerikanernes skyld, men mindst lige så meget for muslimernes.
Dette gjorde befolkningen tryg igen, da lejre i rekordfart blev opført i Indianerreservater (hvis juridiske status gjorde at man kunne agere mere smidigt) over hele landet, blev indrettet til de muslimer der ikke var mistanke til; og lejren på Guantanomo, samt en ny og større på Guam, blev indrettet til Opklaringslejre, hvor de der var mistanke til, herunder de muslimer som ikke frivilligt tog med i Sikkerhedslejre, kunne afhøres nærmere.
Endvidere åbnede undtagelsestilstanden op for, at man kunne sætte ind overfor de som propaganderede i mode Amerikas Sikkerhed, og ligeledes anbringe disse propagandister i Sikkerhedslejre. Det viste sig hurtigt nødvendigt, da flere liberale propagandister prøvede at fremføre konspirationsteorier uden hold i virkeligheden, om at man ikke havde nogle beviser for hvem der egentligt stod bag angrebet på Trump Tower; nogle påstod endda at Præsidenten skulle have brugt det til forsikringssvindel, blot fordi han som en naturlig manøvre et par uger før havde hævet policen på området.
Men heldigvis var det nu også muligt hurtigt at få sat en stopper for disse utryghedsskabende elementer. Der var selvsagt ingen internet i Sikkerhedslejrene.
[…]
Hvis jeg nu måtte stemme til det amerikanske præsidentvalg, hvad ville jeg så egentligt stemme? Det er et spørgsmål jeg har stillet mig selv undervejs i valgkampen, og jeg har været lidt spændt på svaret, for jeg har følt det måtte komme lidt an på hvordan tingene lå.
Svaret kan måske lyde enkelt: det handler først og fremmest om at den orange kæmpebaby ikke skal komme til. Men: det er ikke nogen hemmelighed at jeg ikke just er fan af Hillary Rodham Clinton. Noget som på ingen måde har ændret sig undervejs i valgkampen. (Så var jeg også blevet for alvor overrasket.)
Så hvad ville jeg stemme?
Svaret må blive: det kommer an på. An på hvor jeg skulle stemme — i hvilken stat. For det amerikanske valgsystem, der er ganske vanvittigt, gør det til en nødvendig overvejelse.
I langt de fleste stater ville jeg dog stemme Jill Stein. Man kan sige meget om hende, og som præsident ville det nok gå hen og blive ret kokset. Men hun står for en del værdier, som USA i den grad har brug for. Rettigheder, fordeling og grønt. Hende ville jeg stemme på, hvis jeg for eksempel skulle stemme i Californien, Washington eller New York; de mest sandsynlige steder for mig at bo i USA, tænker jeg. Stater som helt sikkert går til Hillary.
Men jeg ville også stemme på Jill Stein, hvis jeg stemte i Mississippi eller Louisiana, eller andre af de stater der helt sikkert går til den orange kæmpebaby.
Kun i Ohio, Florida eller en af de andre få svingstater, ville jeg ende op med at stemme på Hillary. Nødtvungent, og jeg ville have det virkeligt dårligt med det — og nok kaste lidt op bagefter. Men jeg ville gøre det. Fordi alternativet, at den orange kæmpebaby skulle vinde der, er for forfærdelig en udsigt.
Og så er der pudsigheden, Utah: her ville jeg stemme på mormonen Evan McMullin — der på landsplan ikke har en chance for noget som helst, men i Utah har en chance for at slå kæmpebabyen og score statens 6 valgmænd. (Det kan så føre til andre interessante situationer længere nede ad vejen, men vil alt andet lige være en kæp i hjulet for den orange befamler.)
At amerikanerne stadig (på nær få stater) kører med winner takes all på deres valgmænd er grotesk; ja hele valgmandsystemet er langt ude.
Jeg mener jeg læste i år 2000 — i balladen om Gore og W. Bush — at det oprindeligt var lavet som værn mod at en populist skulle kunne narre folket. Hvis det var sandt, kunne valgmændene jo passende træde i karakter i tilfælde af en Trump-sejr; men det tror jeg nu ikke meget på de ville gøre. (Omend det måske kan komme på tale, hvis den voldtægtssag mod Trump der starter den 16. december har noget på sig.)
Edsvoren udtalelse i sag om voldtægt af mindreårig af Trump og Epstein, der kommer for retten efter valget. pic.twitter.com/MawtXxBLYF
Jeg ledte efter noget baggrunden for dette system med valgmænd, men stødte i stedet for på dette forsvar for det. Skrevet af en amerikansk circuit judge og jura-lektor. Og det er fuldstændig ude i hampen i sine argumenter.
Systemet er så skørt at der er lavet en app, så de der vil undgå kæmpebabyen kan bytte stemmer mellem staterne, så de kan stemme på hvem de ønsker, og stadig bremse kæmpebabyen i svingstaterne. Absurd, men skulle jeg stemme i en svingstat ville jeg nok også prøve den.
Og resultatet af det hele? Ja, jeg er jo nødt til at håbe og heppe på Hillary i nat. Selvom jeg virkeligt ikke bryder mig om det. Men det andet er trods alt værre.
Jeg tror nu nok det skal gå. Jeg håber så også at det bliver et så slemt valg for Republikanerne, at de ser at det ikke er en farbar vej, den racisme/fascisme/vanvids kurs de er slået ind på.
Det bedste der kunne ske ville nok være at Hillary vinder, og GOP ender med at splitte fra hinanden, og at det betyder at amerikanerne langt om længe indser at deres valgmandsystem & winner-takes-all ikke længere kan bruges.
Men det er nok lige utopisk nok. Ligesom at Jill Stein skulle få ret mange stemmer.
Men man har da endnu lov at håbe. Hvis kæmpebabyen kommer til bliver det nok forbudt.
Lad mig starte med at slå fast, at jeg holder med Bernie Sanders — selvom jeg synes han er vel gammel til jobbet som USAs præsident.
Udover jeg naturligvis synes at USA nok kunne have meget godt af en lidt skandinavisk inspireret tilgang til velfærd, så skyldes det at jeg holder med Sanders mindste lige så meget min modvilje mod Hillary Clinton. Som jeg på rigtig mange måder synes er ret forfærdelig.
Det er en modvilje der nok or alvor begyndte, da jeg en nattetime i januar 2003 sad og så George W. Bush' State of the Union-tale. Hvor grunden blev lagt til den krig mod Irak der kom et par måneder senere. Og hvor de mest entusiastiske klappere ved udsigten til krig mod Irak ikke var nogle neokonservative — men de Demokratiske senatorer Joseph Lieberman og Hillary Rodham Clinton.
Siden er den blevet udbygget. Som da hun i et interview i The Atlantic affærdigede kritik af Israel i forbindelse med bombardementerne og myrderierne i Gaza med, at det var udtryk for europæisk anti-semitisme. (Hvilket hun så netop selv gjorde sig skyldig i.) Og hendes nylige carte blanche til Netanyahu — lige meget hvad han finder på, vil han og Israel have hendes opbakning.
Men jeg tror ikke at det at jeg håber på Sanders vil komme bag på så mange af mine læsere. Der kan jeg måske mere overrumple, når jeg siger at jeg blandt republikanerne håber på Trump.
Det er naturnligvis ikke fordi jeg er fan af Trump. Men hans eneste relle modkandidat, Ted Cruz, er simpelthen meget værre. Trump har ikke rigtigt nogen ideologi, men Cruz er fundamentalistisk teokrat.
Af de to onder ser jeg Trump som det mindste — også selvom hans wannabe brunskjorte følgere er skræmmende.
Så har meget været sagt om mediedækningen — først og fremmest hvor uforholdsmæssigt meget tid Trump har fået. Men ser man på demokraterne er fordelingen — især herhjemme — lige så skæv. Sanders ignoreres stort set; medierne har besluttet sig for at Hillary er den der vinder, og så må dækningen afpasses derefter.
Så Sanders overaskende mange sejre ignoreres, istedet fremhæves det når Hillary vinder, og "øger" afstanden til Sanders.
Et eksempel på en sådan øgning var primærvalgene 22 marts: Arizona, Idaho og Utah var i spil. Clinton vandt Arizona 57,6% mod Sanders 39,9%. Det blev af danske medier udlagt til at Clinton endnu engang øgede. De få medier der nævnte at Sanders vandt Idaho og Utah sagde at det ikke rigtigt betød noget, for Arizona gav flest delegerede.
Nuvel. Men Sanders vandt de to stater med 75%-80%. Og sammenlagt gav dagen 77 delegerede til Sanders, mens Clinton fik 63. Hvilket altså blev udlagt til at Clinton øgede sit forspring.
Nu tog Sanders så i nat 3 stater mere, den største Washington; med 70%-80% af stemmerne. Den har været lidt svær at udlægge som fremgang til Hillary, så for næsten første gang nævnes det at Sanders vandt.
Så bliver det igen og igen slået fast at Clinton har et forspring som er nærmest umuligt at indhente. Og man kan for eksempel se en aktuel stilling som hedder 1004 til Sanders mod 1712 til Clinton.
Og det er da sandt, at det ser svært ud. Men der er et par ting at bemærke: Clintons store sejre er alle kommet i Sydstaterne. Og der er ikke rigtigt flere tilbage.
En anden vigtig pointe, man stort set aldrig hører, er at dette store forspring skyldes de såkaldt Superdelegerede. Hvis man tager dem ud af ligningen hedder stillingen 925 til Sanders og 1243 til Clinton; altså meget tættere på dødt løb, hvis man ser på den stemmemæssige opbakning, indtil nu. (De Superdelegerede er ikke demokratisk valgt, men er udpeget af partiet, samt medlemmer af Repræsentanternes Hus og Senatorer fra staterne; deres stemmer afhænger således af studehandler og hvem partiet gerne ser: dem fra Sanders stort set ingen af).
Sandsynligheden taler naturligvis for at Clinton kører den hjem. Men der er bestemt ingen grund til at være skråsikker — og der er ihvertfald slet ingen grund til at tro, at det betyder hat hun nærer synderlig popularitet i befolkningen.
Og Sanders får tvunget Clinton til indrømmelser (hvis man da ellers kan stole på dem). Så hans kampagne har under alle omstændigheder en effekt.
Så har jeg set en del der siger, at de egentligt holder med Sanders, men alligevel håber på Clinton, fordi hun vil have bedst mulighed mod Trump.
Og det har da egentligt også været min instinktive tanke, ikke mindst fordi selve tanken om en valgkamp af Sanders vs Trump lyder så vanvittig — men jeg kom til at tænke nærmere over det, og jeg er ikke længere så sikker på at det er rigtigt. (Og det er lidt grunden til at jeg satte mig for at skrive dette indlæg.)
For det første skal det nok slås fast, at som tingene ser ud nu, er der ikke meget der tyder på at en Trump har nogensomhelst chancer mod en Demokratisk kandidat, hvem det så end måtte blive. Men meget kan ændre sig — og man kan ikke sige andet end at Trump har overrasket igen og igen. Så man skal jo nok passe på med at være for sikker på noget som helst hvad det angår.
Men min tanke er, at Sanders og Trump faktisk ikke er så langt fra hinanden i hvem de henvender sig til: primært hvide vælgere, som på den ene eller den anden måde er desillusionerede ved Washington; i den ene ende af spektret har vi så KKK, Tea Party og survivalists, og i den anden Occupy-bevægelsen og lignende.
De som har det fint med de etablerede vil nok føle sig ret hjemløse i mellem de to. Og kan nok gå hver vej, hvis de da ikke opgiver at stemme.
Hvor jeg så vil påstå at Sanders har fordelen er de etniske stemmer. Som lige nu i høj grad er hans problem i primærvalgene — dem har Clinton (af en eller anden grund) bedre fat i. Men hvis valget står mellem Trump og Sanders, så kan jeg ikke se andet end at langt de fleste (lige bortset fra eksilcubanere) vil gå til Sanders. Som trods alt ikke kalder dem dovne hunde og voldtægtsforbrydere, eller har KKK som nære støtter, eller bruger Mussolini-citater.
Hvorimod Clinton mod Trump er det etablerede Washington imod oprøret. Det er noget Trump kan spille på — det er faktisk lige vand på hans mølle. Jeg er ret sikker på at Trump langt hellere vil op mod Clinton end han vil op imod Sanders. Ikke mindst fordi Trumps metoder kan fungere mod Hillary.
Jeg har svært ved at se dem fungere imod #BirdieSanders.
Det er ikke fordi jeg vil påstå at Sanders har bedst chancer mod Trump. Jeg synes bare heller ikke man skal tage det som givet at hans chancer er dårligere.
Jeg har fået et eksklusivt interview med rigmanden Donald Trump, efter at han i dag tilsyneladende led et nederlag, da Obama-administrationen udleverede det store fødselscertifikat for Obama. (De har tidligere udleveret det lille men det var ikke godt nok.)
Leoparddrengen: Mr Trump, first of all, let me congratulate you on last weeks acquisition of the Danish blockbuster-party, Newly Liberal Alliance!
Donald Trump: You're welcome!
LPD: Now, I imagine you may be dismayed at todays news from the White House?
DT: Not at all, not in the slightest!
LPD: How come?
DT: Well, it is really just a piece of paper, right? You could write anything on that?! Actually, it's not even a piece of paper, it's a file on a computer. You know how easy it is to fake such a thing? Have you checked the date on the file? It doesn't say 1961, it says 2011.
LPD: So you are saying the file is faked? Or the certificate is?
DT: I'm saying no such thing - I'm saying it could be! And I want to help the President clear this up, so we can focus on more important things, like tax cuts and removing the deadweight restrictions on the financial markets.
LPD: But... if the birth certificate is actually the genuine article - will you admit that Mr Obama is actually a born American?
DT: No! Most certainly not!!
LPD: Why is that?
DT: Well for one, his allegedly born in Hawaii - is Hawaii actually a part of US?
LPD: Well, it is one the fifty states...
DT: Is it? Or more to the point: was it - when Obama, allegedly(!), was born?
LPD: According to my information it became the 50th state on August 21, 1959? Two years before Obama was born?
DT: But did it? I mean, maybe there was some kind of law passed that day - but was it in effect in 1961? I'm not saying it wasn't - but these things have to be investigated.
LPD: But... for the sake of argument; if the birth certificate is true; if Hawaii was actually a US state - will you concede he is the legal President in that case?
DT: No, certainly not!
LPD: Whyever not?
DT: Because maybe his father was a terrorist!
LPD: Whatever gave you that idea?
DT: Well, why not. He was a Kenyan after all - you saw what they did to our embassy!
LPD: Have you any evidence whatsoever that Mr Obama's father was a terrorist?
DT: I'm not saying he was - I'm saying he might have been!
LPD: Even then - let's say Obama's father was a terrorist. That doesn't mean Obama can't be President...
DT: I'm not sure - it might...
LPD: How come?
DT: It might be written in an amendment. "No son of a terrorist shall ever set foot to become President of the U.S. of A" or something to that effect. I don't know. I'm just saying, it needs to be investigated. After all, if Obamas father is a terrorist, I think the American public has a right to know the truth!
LPD: Well, I think that more or less wraps things up. I can see where you stand. Just one thing... do per chance have dealings with Karl Rove? I think I recognize his style...
DT: Turdblossom? He's pissed... I'm using his material, but I'm not giving him credit. I'm the Ace in the Hole, the final Trump-card. And he can't do a thing about it. Rove: you're fired!!
Efter at det det meste af aftenen har svirret med rygter om at kapitalfonde ville købe Saxo Bank, viser det sig nu at den sidste spiller i handlen Junk, Inc - kontrolleret af den kontroversielle amerikanske rigmand, Donald Trump - har droppet at give et endeligt bud på hele konsortiet.
Donald Trump - ny ejer af LA
I følge en troværdig læk i Forsvarsministeriet, skyldes Donald Trumps tøven med at kaste de sidste penge i projektet, at der simpelt hen er for mange skeletter i skabet.
Tilgengæld har Trump været meget interesseret i at købe Saxo Banks politiske gren i Danmark, partiet Liberal Alliance. Præcis hvad formålet med det skulle være står ikke helt klart, men word on the street siger at Trump agter at stille op som republikansk præsidentkandidat i USA til præsidentvalget i 2012, med mærkesagen at Obama slet ikke er amerikaner.
Og teorier går på at han med købet af Liberal Alliance satser på at corner the market, hvad det så end vil betyde.
Jeg holder øje med sagen, og håber på en snarlig kommentar fra Anders Samuelsen - spørgsmålet er om han får lov at fortsætte som CEO for Liberal Alliance, for rygterne siger at Trump har et godt øje til politisk ordstyrer, Simon Emil Ammitzbøll. Men hvis man skal af med Anders Samuelsen koster det et meget dyrt gyldent håndtryk, og det er usikkert om det kan betale sig.
Man må sige at dansk politik er interessant for tiden, og det gør det ikke mindre kedeligt at den er ved at blive outsourcet og globaliseret!
Sidste; Lars Seier udtrykker tilfredshed med handlen, men vil ikke ud med hvor meget Saxo Bank har fået for Liberal Alliance. Men han udtrykker at det ihvertfald var mere end partiet var værd, både set ud fra aktiver og fra et strategisk synspunkt.
Det lyder med andre ord som om det er en win-win handel for alle!
