Hvis jeg nu måtte stemme til det amerikanske præsidentvalg, hvad ville jeg så egentligt stemme? Det er et spørgsmål jeg har stillet mig selv undervejs i valgkampen, og jeg har været lidt spændt på svaret, for jeg har følt det måtte komme lidt an på hvordan tingene lå.

Svaret kan måske lyde enkelt: det handler først og fremmest om at den orange kæmpebaby ikke skal komme til. Men: det er ikke nogen hemmelighed at jeg ikke just er fan af Hillary Rodham Clinton. Noget som på ingen måde har ændret sig undervejs i valgkampen. (Så var jeg også blevet for alvor overrasket.)

Så hvad ville jeg stemme?

Svaret må blive: det kommer an på. An på hvor jeg skulle stemme — i hvilken stat. For det amerikanske valgsystem, der er ganske vanvittigt, gør det til en nødvendig overvejelse.

I langt de fleste stater ville jeg dog stemme Jill Stein. Man kan sige meget om hende, og som præsident ville det nok gå hen og blive ret kokset. Men hun står for en del værdier, som USA i den grad har brug for. Rettigheder, fordeling og grønt. Hende ville jeg stemme på, hvis jeg for eksempel skulle stemme i Californien, Washington eller New York; de mest sandsynlige steder for mig at bo i USA, tænker jeg. Stater som helt sikkert går til Hillary.

Men jeg ville også stemme på Jill Stein, hvis jeg stemte i Mississippi eller Louisiana, eller andre af de stater der helt sikkert går til den orange kæmpebaby.

Kun i Ohio, Florida eller en af de andre få svingstater, ville jeg ende op med at stemme på Hillary. Nødtvungent, og jeg ville have det virkeligt dårligt med det — og nok kaste lidt op bagefter. Men jeg ville gøre det. Fordi alternativet, at den orange kæmpebaby skulle vinde der, er for forfærdelig en udsigt.

Og så er der pudsigheden, Utah: her ville jeg stemme på mormonen Evan McMullin — der på landsplan ikke har en chance for noget som helst, men i Utah har en chance for at slå kæmpebabyen og score statens 6 valgmænd. (Det kan så føre til andre interessante situationer længere nede ad vejen, men vil alt andet lige være en kæp i hjulet for den orange befamler.)

At amerikanerne stadig (på nær få stater) kører med winner takes all på deres valgmænd er grotesk; ja hele valgmandsystemet er langt ude.

Jeg mener jeg læste i år 2000 — i balladen om Gore og W. Bush — at det oprindeligt var lavet som værn mod at en populist skulle kunne narre folket. Hvis det var sandt, kunne valgmændene jo passende træde i karakter i tilfælde af en Trump-sejr; men det tror jeg nu ikke meget på de ville gøre. (Omend det måske kan komme på tale, hvis den voldtægtssag mod Trump der starter den 16. december har noget på sig.)

Edsvoren udtalelse i sag om voldtægt af mindreårig af Trump og Epstein, der kommer for retten efter valget. pic.twitter.com/MawtXxBLYF

— Leoparddrengen (@Leoparddrengen) 1. november 2016

Jeg ledte efter noget baggrunden for dette system med valgmænd, men stødte i stedet for på dette forsvar for det. Skrevet af en amerikansk circuit judge og jura-lektor. Og det er fuldstændig ude i hampen i sine argumenter.

Systemet er så skørt at der er lavet en app, så de der vil undgå kæmpebabyen kan bytte stemmer mellem staterne, så de kan stemme på hvem de ønsker, og stadig bremse kæmpebabyen i svingstaterne. Absurd, men skulle jeg stemme i en svingstat ville jeg nok også prøve den.

Og resultatet af det hele? Ja, jeg er jo nødt til at håbe og heppe på Hillary i nat. Selvom jeg virkeligt ikke bryder mig om det. Men det andet er trods alt værre.

Jeg tror nu nok det skal gå. Jeg håber så også at det bliver et så slemt valg for Republikanerne, at de ser at det ikke er en farbar vej, den racisme/fascisme/vanvids kurs de er slået ind på.

Det bedste der kunne ske ville nok være at Hillary vinder, og GOP ender med at splitte fra hinanden, og at det betyder at amerikanerne langt om længe indser at deres valgmandsystem & winner-takes-all ikke længere kan bruges.

Men det er nok lige utopisk nok. Ligesom at Jill Stein skulle få ret mange stemmer.

Men man har da endnu lov at håbe. Hvis kæmpebabyen kommer til bliver det nok forbudt.

[Opdatering: Læs også Peter Kofods indlæg om hele (fra)valget.]


Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Lad mig starte med at slå fast, at jeg holder med Bernie Sanders — selvom jeg synes han er vel gammel til jobbet som USAs præsident.

Udover jeg naturligvis synes at USA nok kunne have meget godt af en lidt skandinavisk inspireret tilgang til velfærd, så skyldes det at jeg holder med Sanders mindste lige så meget min modvilje mod Hillary Clinton. Som jeg på rigtig mange måder synes er ret forfærdelig.

Det er en modvilje der nok or alvor begyndte, da jeg en nattetime i januar 2003 sad og så George W. Bush' State of the Union-tale. Hvor grunden blev lagt til den krig mod Irak der kom et par måneder senere. Og hvor de mest entusiastiske klappere ved udsigten til krig mod Irak ikke var nogle neokonservative — men de Demokratiske senatorer Joseph Lieberman og Hillary Rodham Clinton.

Siden er den blevet udbygget. Som da hun i et interview i The Atlantic affærdigede kritik af Israel i  forbindelse med bombardementerne og myrderierne i Gaza med, at det var udtryk for europæisk anti-semitisme. (Hvilket hun så netop selv gjorde sig skyldig i.) Og hendes nylige carte blanche til Netanyahu — lige meget hvad han finder på, vil han og Israel have hendes opbakning.

Der er (den jødiske) Bernie Sanders noget mere balanceret.

Men jeg tror ikke at det at jeg håber på Sanders vil komme bag på så mange af mine læsere. Der kan jeg måske mere overrumple, når jeg siger at jeg blandt republikanerne håber på Trump.

Det er naturnligvis ikke fordi jeg er fan af Trump. Men hans eneste relle modkandidat, Ted Cruz, er simpelthen meget værre. Trump har ikke rigtigt nogen ideologi, men Cruz er fundamentalistisk teokrat.

Af de to onder ser jeg Trump som det mindste — også selvom hans wannabe brunskjorte følgere er skræmmende.

Så har meget været sagt om mediedækningen — først og fremmest hvor uforholdsmæssigt meget tid Trump har fået. Men ser man på demokraterne er fordelingen — især herhjemme — lige så skæv. Sanders ignoreres stort set; medierne har besluttet sig for at Hillary er den der vinder, og så må dækningen afpasses derefter.

Så Sanders overaskende mange sejre ignoreres, istedet fremhæves det når Hillary vinder, og "øger" afstanden til Sanders.

Et eksempel på en sådan øgning var primærvalgene 22 marts: Arizona, Idaho og Utah var i spil. Clinton vandt Arizona 57,6% mod Sanders 39,9%. Det blev af danske medier udlagt til at Clinton endnu engang øgede. De få medier der nævnte at Sanders vandt Idaho og Utah sagde at det ikke rigtigt betød noget, for Arizona gav flest delegerede.

Nuvel. Men Sanders vandt de to stater med 75%-80%. Og sammenlagt gav dagen 77 delegerede til Sanders, mens Clinton fik 63. Hvilket altså blev udlagt til at Clinton øgede sit forspring.

Nu tog Sanders så i nat 3 stater mere, den største Washington; med 70%-80% af stemmerne. Den har været lidt svær at udlægge som fremgang til Hillary, så for næsten første gang nævnes det at Sanders vandt.

Så bliver det igen og igen slået fast at Clinton har et forspring som er nærmest umuligt at indhente. Og man kan for eksempel se en aktuel stilling som hedder 1004 til Sanders mod 1712 til Clinton.

Og det er da sandt, at det ser svært ud. Men der er et par ting at bemærke: Clintons store sejre er alle kommet i Sydstaterne. Og der er ikke rigtigt flere tilbage.

En anden vigtig pointe, man stort set aldrig hører, er at dette store forspring skyldes de såkaldt Superdelegerede. Hvis man tager dem ud af ligningen hedder stillingen 925 til Sanders og 1243 til Clinton; altså meget tættere på dødt løb, hvis man ser på den stemmemæssige opbakning, indtil nu. (De Superdelegerede er ikke demokratisk valgt, men er udpeget af partiet, samt medlemmer af Repræsentanternes Hus og Senatorer fra staterne; deres stemmer afhænger således af studehandler og hvem partiet gerne ser: dem fra Sanders stort set ingen af).

Sandsynligheden taler naturligvis for at Clinton kører den hjem. Men der er bestemt ingen grund til at være skråsikker — og der er ihvertfald slet ingen grund til at tro, at det betyder hat hun nærer synderlig popularitet i befolkningen.

Og Sanders får tvunget Clinton til indrømmelser (hvis man da ellers kan stole på dem). Så hans kampagne har under alle omstændigheder en effekt.

Så har jeg set en del der siger, at de egentligt holder med Sanders, men alligevel håber på Clinton, fordi hun vil have bedst mulighed mod Trump.

Og det har da egentligt også været min instinktive tanke, ikke mindst fordi selve tanken om en valgkamp af Sanders vs Trump lyder så vanvittig — men jeg kom til at tænke nærmere over det, og jeg er ikke længere så sikker på at det er rigtigt. (Og det er lidt grunden til at jeg satte mig for at skrive dette indlæg.)

For det første skal det nok slås fast, at som tingene ser ud nu, er der ikke meget der tyder på at en Trump har nogensomhelst chancer mod en Demokratisk kandidat, hvem det så end måtte blive. Men meget kan ændre sig — og man kan ikke sige andet end at Trump har overrasket igen og igen. Så man skal jo nok passe på med at være for sikker på noget som helst hvad det angår.

Men min tanke er, at Sanders og Trump faktisk ikke er så langt fra hinanden i hvem de henvender sig til: primært hvide vælgere, som på den ene eller den anden måde er desillusionerede ved Washington; i den ene ende af spektret har vi så KKK, Tea Party og survivalists, og i den anden Occupy-bevægelsen og lignende.

De som har det fint med de etablerede vil nok føle sig ret hjemløse i mellem de to. Og kan nok gå hver vej, hvis de da ikke opgiver at stemme.

Hvor jeg så vil påstå at Sanders har fordelen er de etniske stemmer. Som lige nu i høj grad er hans problem i primærvalgene — dem har Clinton (af en eller anden grund) bedre fat i. Men hvis valget står mellem Trump og Sanders, så kan jeg ikke se andet end at langt de fleste (lige bortset fra eksilcubanere) vil gå til Sanders. Som trods alt ikke kalder dem dovne hunde og voldtægtsforbrydere, eller har KKK som nære støtter, eller bruger Mussolini-citater.

Hvorimod Clinton mod Trump er det etablerede Washington imod oprøret. Det er noget Trump kan spille på — det er faktisk lige vand på hans mølle. Jeg er ret sikker på at Trump langt hellere vil op mod Clinton end han vil op imod Sanders. Ikke mindst fordi Trumps metoder kan fungere mod Hillary.

Jeg har svært ved at se dem fungere imod #BirdieSanders.

Det er ikke fordi jeg vil påstå at Sanders har bedst chancer mod Trump. Jeg synes bare heller ikke man skal tage det som givet at hans chancer er dårligere.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Bubber

Lars Barfoed

Det slog mig i dag, da TV Avisen havde et indslag, hvor udenrigsministerjustistminister Lars Barfoed skulle forklare, at det bestemt ikke var racisme at vise 23 romaer ud uden at de var dømt for noget, at han da egentligt ligner Bubber utroligt meget. Og ikke bare ligner, hans mimik er også en tro kopi.

Faktisk så meget, at jeg tilsidst kom i tvivl: er Bubber faktisk Lars Barfoed? Eller er det Lars Barfoed som er Bubber? Og hvem af dem er det som er udenrigsminister? Og vidste Hillary, at Lars Barfoed var blevet fængslet under klimatopmødet? Indvirkede det på Danmarks chancer for at få fat på olien i Arktis?
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Da jeg i morges så historien med, at Lene Espersen endnu engang ikke kunne komme til møde med Hillary & Co gibbede det jo i mig for at skrive noget satirisk.

Noget om ferie i Kasakhstan, og ikke kunne komme fordi man skulle overholde hviletidsbestemmelserne.

Men jeg besluttede mig for, at det ville jeg ikke - det var jo næsten synd for hende, når hun nu faktisk dennegang forsøgte.

Det er en beslutning jeg holder fast i. Selvom det har været svært i løbet af dagen, som historien har udviklet sig: for det kan jo godt være, at hun ikke var den eneste som blev fordrevet fra lufthavnen, men det lykkedes altså tilsyneladende for alle andre at nå frem, alligevel. Sådan kan det jo gå, og det har garanteret ikke været noget hun kunne gøre ved.

Og at gøre grin med at hun prøvede at nå frem til frokosten, efter mødet var forbi, ville jo virkelig være under bæltestedet, selvom det kunne lyde rigtigt morsomt.

Den usbekiske ambassadør?

Nu siger hun så, at hun vil indkalde den usbekiske ambassadør, og klage over at hun ikke kunne få tilladelse til at flyve over Usbekistan, og derfor ikke kunne nå frokosten. Der er så bare den hage ved det, at Danmark ikke har diplomatiske forbindelser med Usbekistan, og der derfor ikke er nogen ambassadør at klage til - men det ville virkelig være for meget forlangt, at en udenrigsminister skulle være klar over det, inden man begynder at varme op til diplomatiske skærmydsler.

Og Politiken synes jeg er rigtigt onde, når de påpeger at et større kontingent danske soldater ikke kunne nå hjem på påskeferie fra Afghanistan, fordi de ikke kunne få overflyvningstilladelse over Usbekistan - og at det ikke dengang gav anledning til diplomatiske samtaler - for dengang var det jo Forsvaret der klokkede i det, og glemte at udfylde de rigtige papirer.

Så alt i alt er jeg glad for at jeg ikke laver sjov med Lene Espersen i denne omgang - selvom det er svært at lade være.

(Og hvis man undrer sig over titlen på indlægget, er det fordi jeg før har været inde i nogle af de samme diskussioner med mig selv, i anledning af Lene Espersen.)
Ceterum censeo Facebook esse delendam.