Leoparddrengens
Public Key
Viser opslag med etiketten Saudi-Arabien. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Saudi-Arabien. Vis alle opslag

torsdag den 10. februar 2011

Ubudne gæster

Ingen kommentarer
At Saudi-Arabiens Kong Abdullah af huset Saud nødigt ser Ægyptens Mubarak stødt fra tronen kan sådan set ikke overraske - ligesom det ikke er mærkeligt, at han vil støtte Mubarak økonomisk hvis USA trækker sig.

Kong Abdullah - en mand af den oldgamle skole.
For ham er status quo jo en dejlig tilstand - og det værste der kan ske, er for ham, at folket skal få for gode idéer. Som de allerede er godt på vej til at få i mange lande i regionen. Og hvis Mubarak må gå fra hus & hjem med halen mellem benene vil det klart være et signal til endnu flere: det kan faktisk lade sig gøre, at komme fri af årtiers/århundreders undertrykkelse.

Hans syn på folket gives meget godt i hans betegnelse af de ægyptiske demonstranter: de er ubudne gæster. Prøv lige at vend den i munden engang. Ubudne gæster.

Han ser den legitime befolkning i et andet land, som værende ubudne gæster, når de forlanger forandringer i deres eget land. Hvis det så var i Saudi-Arabien kunne man tildels forstå udtrykket, for her består den arbejdende befolkning stort set udelukkende af gæstearbejdere.

Men, nej, det er ikke derfor: for Kong Abdullah er befolkningen kun gæster i eget land. Tredjerangsborgere. Ja, faktisk er de vel ikke engang at regne som borgere - slaver og fæstebønder er der tale om. Som skal kende deres plads.

Ubudne gæster - han er sgu længere ude end Marie-Antoinette?!

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

mandag den 6. december 2010

Quiz 124: Hvilket administrationssystem

Ingen kommentarer
Det er udbredt i store, patriarkalsk opbyggede familier, især hvor polygami praktiseres - for eksempel bruges systemet både af bin Laden-familien og Huset Saud i Saudi-Arabien. Formålet med systemet er at holde styr på arvefølge, samt hvem som arver hvad - noget som er stort set umuligt uden. Hvad kaldes systemet?

Svar findes her.

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

torsdag den 25. november 2010

Hvad så hvis....?

Ingen kommentarer
Stig Elling mener at der skal gives dispensation til homoseksuelle, i forhold til ægtefællesammenføringsreglerne. Og det kan man jo sådan set godt forstå - pointen er, for ham, at man kan blive afvist fordi Udlændingeservice mener man har større samlet tilknytning til et andet land, men at det kan være umuligt at leve som partnere der, på grund af landets holdning til homoseksuelle.

Fair nok. Altså bortset fra at hele komplekset omkring ægtefællesammenføring på ingen måde er fair, men jeg forstår ham da.

Men så melder spørgsmålet sig straks hos mig - hvad med for eksempel par af en dansk agnostiker og en for eksempel saudisk muslim, som skønnes at have større samlet tilknytning til Saudi-Arabien? Dér vil et sådant ægteskab (såvidt jeg er orienteret) i bedste fald ikke anerkendes - og man risikerer sandsynligvis en hel del udover det.

Og er der ikke bare så mange mulige steder, hvor det vil være nødvendigt med dispensation - at det tydeliggør sygeligheden i foretagendet?

(Og lad mig så lige minde om Ægtefællesammenføringsspillet! :) )

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

søndag den 25. oktober 2009

Det lyder vel egentligt meget rimeligt

Ingen kommentarer
Saudi-Arabien kan jo godt se, at hvis der bliver gennemført en effektiv aftale ved det kommende klimatopmøde, vil det på sigt betyde mindre olieindtægter end ellers.
Derfor forlanger de kompensation, i form af penge og vestlig teknologi (det har de jo næsten ikke noget af i forvejen).

Som de skriver i lederen i Arab News: Der er et etableret lovprincip i de fleste lande om, at hvis nogen begår en handling, der resulterer i, at en anden taber penge, så skal der kompenseres.

Øhm, ja.... så hvis jeg begår den handling, at jeg ikke længere ønsker at handle hos min lokale købmand, fordi jeg ikke bryder mig om hans varer - så skal jeg i fremtiden betale ham kompensation for ikke at handler der?

Men jeg må da indrømme, at jeg godt kan forestille mig engang i fremtiden, at Saudierne vil true med at vedblive at pumpe olie op, men afbrænde den, hvis der ikke er nogen der køber den. Hvilket unægteligt vil sætte den internationale ret og suverænitetsprincippet på noget af en prøve.

Ceterum censeo Facebook esse delendam.