Nu hvor Caroline Wozniacki atter klarer sig godt på tennisbanen i US Open, er der nok atter en eller anden som får interesse for spillet. Og så måske undrer sig lidt over, hvor de underlige udtryk og regler for pointgivning dog stammer fra.

Og ofte er det svært at få svar på det, og får man endeligt noget bliver det ikke til så meget andet end "fordi de er skøre, de englændere!".

Men der er faktisk mening i galskaben; for at forstå den må man imidlertid dykke ned i historien, og se hvad sporten kommer af.

Tennis hed slet ikke tennis til at starte med, og var ikke et boldspil. Det var snarere en slags fangeleg, opfundet af den normanniske første Jarl af Tennys, i grevskabet af samme navn, på grænsen til Wales.

Man mener det er opstået  i slutningen af det 11. århundrede: som del af at vise sig som herrefolket overfor angel-sakserne havde normannerne taget en del skikke med sig fra kontinentet, herunder droit de seigneur - måske bedre kendt som first night,  at når en kvinde blev gift, skulle hendes bryllupsnat foregå med den lokale lord, ikke med gommen.

Dette gad Lord Tennys ikke — om han ikke var til kvinder, eller bare ikke kunne overkomme det melder historien ikke noget om — så istedet udviklede han legen A Gayme of Fyrst Servyce, som hans riddere kunne deltage i; og vinderen fik så retten til bryllupsnatten.

Deltagerne blev inddelt i par, der skulle dyste mod hinanden, og gik simpelthen ud på at den ene (catcher'en) skulle prøve at fange den anden.

Lykkedes det fik den fangne lagt lodder for 15 pund i en sæk han bar på ryggen; lykkedes det ikke fik catcher'en lagt 15 pund i sin sæk.

Så var stillingen Love-Fifteen til den ene: Love som symbol på hvad der var i vente, og Fifteen angav vægten den anden bar i lodder. Derefter skiftede de, så den anden blev catcher.

Vandt man igen en runde kunne man vælge selv at få fjernet lodder for 15 pund (hvis man havde nogen), eller tilføje den anden 15 pund (mere).

Man kunne kun vinde hvis man vandt en runde ved stillingen Love-Fortyfive; altså hvis man ikke selv havde nogle lodder, og den anden bar på 45 pund. Når man vandt gik man så videre og mødte en anden vinder, indtil kun én stod tilbage — og denne kunne så se frem til bryllupsnatten.

Femogfyrre pund viste sig imidlertid i praksis hurtigt at være for meget, kom man hertil havde man de facto tabt, det var for tungt at rende rundt med. Så man satte denne vægt ned til 40 pund, så der i det mindste var en teoretisk mulighed for atm man kunne komme tilbage.

Nogle gange kunne en match dog vare meget længe, hvorfor en dommer kunne erklære at de to kombatanter skulle bindes sammen med et 15 fod langt reb. De blev så bundet sammen med nogle meget udførlige og specifikke knob, som godt kunne tage noget tid at lave. Imens blev der så serveret forfriskninger både til tilskuere og deltagere, hvilket blev kaldt et tie break, en bindingspause.

En noget mere grusom variant af legen blev indført af Jarlens uægte barnebarn, en bastard ved navn Ramsay. Her var det ikke privilegier man kæmpede om, men overlevelse! Tilfangetagne walisere blev sat til at kæmpe mod hinanden, efter nogenlunde samme regler. Men nøgne. Og vægten der blev tilføjet var ikke 15/30/40 pund, men 15/30/40 unser — en vægt, som blev fastgjort til fangens kønsdele; efter eget valg kunne disse fastgøres til penis (kaldet ace), eller testiklerne (kaldet deuce). Tabte man en runde blev man henrettet. Det er også fra denne udgave udtrykket New balls! oprindeligt stammer.

Heldigvis var det ikke en variant der overlevede; og det gjorde Ramsay iøvrigt heller ikke længe.

Men der skete også forandringer med den oprindelige sport; som normannerne faldt til i England blev de også mere satte. Så i stedet for at løbe efter hinanden blev spillet til en form for stikbold, hvor man kastede bolde efter hinanden på skift: ramte man talte det som at man havde fanget, undgik den anden (eller greb han) blev kasteren (som dog stadig blev kaldt catcher) dømt til at få lodder.

Spillet blev nu også spillet for sjov, altså uden at det nødvendigvis handlede om en bryllupsnat med en ungmø, og denne skik blev da iøvrigt også snart afskaffet, men da levede spillet videre selvstændigt.

Og bredte sig efterhånden til andre dele af England, her blev det blot kaldt A Game of Tennys, og service gik istedet ind og blev det man kaldte når man måtte kaste bolden.

Snart fandt man på at slå med en form for bat, istedet for at kaste bolden, og det var nu battet man kaldte en catcher — og istedet for at gribe bolden, kunne modstanderen så slå den tilbage efter den der havde service med sin catcher. Og ret snart gik man væk fra at skulle ramme hinanden, men blot holde bolden indenfor en bane. Og man droppede lodderne, og spillede istedet om point. Og så gav det mere mening at man spille om at få point, istedet for om at prøve at undgå at få dem. Men love, 15, 30 og 40 holdt man fast i — hvorfor skulle man da også lave om på det?

Efter man også fandt på at indføre et net lignede det faktisk ret meget det tennis vi kender i dag.

Endnu en variant af tennis blev afprøvet i starten af det 19. århundrede, det var en pudsig blanding af
tennis og fodbold (som gik under navnet Tennis-Soccer Wembleydon Rules). Den gik hurtigt i sig selv igen, men gav alligevel navn til både det engelske nationalstadion, Wembley, og Wimbledon. (Man mener iøvrigt at tvillingetårnene på det oprindelige Wembley var en henvisning til det oprindelige dobbelt-falliske symbol for Lord Tennys' leg: to penisser der kæmper om retten til bryllupsnatten. Idag bruges naturligvis istedet et par krydsede ketchere, men betydningen er klar nok.)

De nutidige regler for tennis er i deres første udgave nedskrevet af Lord Tennyson (selv en fjern slægtning af den oprindelige første jarl af Tennys). Og man mener da også at hans berømte linjer:

'Tis better to have loved and lost
Than never to have loved at all

er en reference til det oprindelige A Gayme of Fyrst Servyce.

Jeg håber meget at denne lille gennemgang har været lærerig for dig, kære læser, og at de fornøjelige tenniskampe giver meget mere mening fremover! Hvis du følte dig oplyst af dette indlæg er der flere lignende oplysende historier i min bog, Til almeen Dannelse.

Og her findes iøvrigt: kildemateriale og noteapparat.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Det undrer mig gang på gang meget, at Englands grumme historie med talibanere aldrig nævnes, selvom det med udviklingen i Afghanistan i 1990'erne og frem burde stå klart hvor meget det er en gentagelse af hvad der skete i England for 600 år siden. Hvilket burde stå klart, når man husker at taliban betyder studerende - og at alt handler om skoling.

Først må man forstå, at der dengang ikke fandtes mange skoler, så hvis man skulle undervises måtte forældre eller værger selv ansætte en hjemmelærer - som først og fremmest underviste børnene i katekismus, så de ikke endte i Helvede.

Som så mange revolutioner startede det tilfældigt, og med hvad der i dag kan synes som en lille ting.

En gruppe hjemmelærere gik sammen og skrev i 1455 til Pave Nikolas V om noget der lå dem meget på sinde; og noget de havde en formodning om han ville give dem ret i: nemlig at der ikke længere skulle undervises i Højsangen - den var simpelthen for fræk og ukristelig, mente de. Som eksempel fremdrog de indledningen på Højsangen 2 (Song of Solomon 2), som lyder:

I am the rose of Sharon, and the lily of the valleys.

Det var simpelthen for stærk kost, mente de - i det rosen naturligvis er en reference til de kvindelige kønsorganer - og sangen således vel nærmest kan sammenlignes med de moderne Vagina-monologer.

Var anmodningen nu blevet behandlet af den meget misogyne Pave Nikolas havde de såmænd nok fået ret, og Højsangen ville være blevet strøget fra bibelen. Men mens brevet var undervejs døde Nikolas og Callixtus III indtog Pavestolen. Og han var ikke sådan at bide skeer med: versene i biblen var blevet fastlagt ved Synodet i Hippo i AD 393, og resultatet var velsignet - og forsøgte man at lave om på det, var det kætteri. De havde bare at undervise i hvad der stod, om de så fandt det syndfuldt eller ej, var svaret fra paven.

Det var ikke noget der bekom lærerne i England vel, da de modtog svaret. De var i mellemtiden vokset til en landsdækkende organisation, The Tudors - tutorerne, hjemmelærerne. (Idag ville det naturligvis staves The Tutors på engelsk, men der sker jo noget med sprog på 600 år - og man bruger stadig den gamle stavemåde, nok af hensyn til traditionen.)

Så de gjorde oprør - i første omgang mod den katolske kirke i England, men da Kongen, Richard af York, støttede kirken - det var trods alt med Pavens velsignelse han var konge - blev det med tiden også et oprør mod kongemagten og (dele af) adelen.

Men Tutorerne fik store dele af befolkningen med sig - nok ikke fordi de gik synderligt op i doktrinen, men de så en mulighed for et bedre liv. Denne borgerkrig kendes som Rosenkrigen, opkaldt efter argumenterne i Tutorernes oprindelige pavelige anmodning - og endte med Kong Richards død i 1460, og biskoppernes tvungne undsigelse af Paven i Rom.

Hvis folket havde troet de ville få det bedre, tog de imidlertid fejl - de næste 100 år under Tutorernes hierokrati bød blot på et rædselsregime af yderligere undertrykkelse. Offentlige halshugninger for de mindste forseelser hørte til dagens orden. Især kvinderne blev undertrykt - det var jo trods alt deres forbudne frugt som Tutorerne i første omgang havde set sig sure på, så kvinder blev bandlyst i det offentlige rum, og betragtet som en ren handelsvare til bryllupper og "24 timers giftermål".

Og havde man troet at Tutorerne herredømme ville skabe fred, tog man også fejl - for nu hvor der først var ændret i Biblen fik forskellige grupperinger naturligvis lyst til at ændre andre ting som faldt dem for brystet. Og andre grupper brød sig ikke om disse ændringer - hvorfor det naturligvis førte til kampe mellem de forskellige fraktioner, om hvilken lære der nu var den rigtige.

Stort set det eneste varige det lykkedes dem at bygge var Tower of London, som de brugte til opbevaring af de få dødsdømte, som ikke blev henrettet umiddelbart. Tutorerne var meget bedre til ødelæggelse, og som talibanerne gjorde de meget for at ødelægge symboler på tidligere tiders tro - det værste var nok, at de flåede taget af Stonehenge.

Dette varede indtil Elizabeth - efternavn ukendt. Hun var en "24-timers brud", som på klog vis ved sine mange giftermål blandt ledende Tutorer fik samlet en magtbase, som pludselig i 1758 samlede sig - og gjorde hende til Dronning Elizabeth I af England.

Det kan synes besynderligt at store dele af Tutorerne skulle samle sig bag en kvinde, men det giver i historisk perspektiv ganske god mening - det var simpelthen den eneste måde at opnå fred og en samlet doktrin, som Elisabeth - ironisk kaldet The Virgin Queen - stod for: Church of England. At meget af Tutorernes oprindelige idéer var udeladt eller ændret gjorde ikke så meget - de fleste havde alligevel glemt hvad de egentligt kæmpede om - det vigtigste var at der ikke var tale om en tilbagevenden til Pavevældet.

Elizabeth kaldte sig også en Tudor, omend hendes rolle mest var en afvikling og normalisering. Hvorfor hun også endte med at omtale sig som Den Sidste Tudor. Og en af hendes sidste love var et forbud mod undervisning i hjemmet, så et lignende regime aldrig mere skulle kunne opstå - dette er årsagen til den udbredte Engelske tradition for kostskoler, som stadig ses i dag.

Under afviklingen af Tutorernes æra skete der en kulturel opblomstring. Det ses måske tydeligst  i dag i Shakespeares løsslupne værker, som ikke lægger fingrene imellem. Her for eksempel hans slet skjulte hilsen til Tutorerne i Romeo & Julie (2. akt, første scene):

Juliet:

'Tis but thy name that is my enemy;
Thou art thyself, though not a Montague.
What's Montague? it is nor hand, nor foot,
Nor arm, nor face, nor any other part
Belonging to a man. O, be some other name!
What's in a name? that which we call a rose
By any other name would smell as sweet;
So Romeo would, were he not Romeo call'd,
Retain that dear perfection which he owes
Without that title. Romeo, doff thy name,
And for that name which is no part of thee
Take all myself.

I dag hører man imidlertid meget lidt om Tutorerne - jeg tror englænderne basalt set er skamfulde. Pink Floyd forsøgte sig med en musical, The Tower (All in all you're just another brick in The Tow'r og Hey, Tutor, Leave Them Girls Alone ), men dette viste sig for kontroversielt, så istedet blev det til en musical om onde lærere i Vestberlin, The Wall. Don't mention the war, indeed.

Så i dag kendes Tutorerne mest når der dukker møbler op fra den tid - Tudor-stilen. Dette er som regel hårde bænke og pulte, hvor børn har kunnet sidde og lære den katekismus der nu var gængs på det tidspunkt, hos deres hjemmelærer.

Om man direkte kan lære noget i forhold til Taliban i Pakistan og Afghanistan ved jeg ikke, men det virker ihvertfald helt forkert at undertrykke historien - vi burde kunne lære af den. Og hvem ved - måske Taliban kan få en Elizabeth på et tidspunkt?

Find andre af mine historiske essays i bogen Til almeen Dannelse.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Nedenstående er i dag del af eBogen Til almeen Dannelse, som man også kan læse mere om her.

Mange snakker i dag om Oplysningstiden, men desværre ved en del ikke hvad den egentligt handler om. Det vil jeg her prøve at rode bod på.

Helt kort fortalt udviklede Oplysningstiden sig til en kamp - både bogstavelig og begrebsmæssig - mellem Kirken og visse videnskaber, om hvad man skulle have lov til at tænke og gøre - og på grund af navnet, Oplysningstiden, er der i dag mange som tror at det handlede om hvilke typer pærer man skulle have lov at bruge.

Tidlig alkymi-vejledning

Men faktisk er hele navnet en misforståelse, der er sket et vokalskifte. Egentlig hedder det slet ikke Oplysningstiden, men Opløsningstiden. Den drivende kraft i udforskningen af verden var nemlig på det tidspunkt alkymien. Som i begyndelsen var en jagt på De Vises Sten, med hvilke man skulle kunne transformere Grundstofferne (mest omtalt er transformationen af bly til guld). Ret hurtigt viste det sig imidlertid, at det slet ikke drejede sig om Sten, men om væsker, hvori man kunne opløse metallerne, og inddampe krystaller som andre metaller.

Sidenhen gik den alkymiske jagt ind på at finde en Eliksir til Evigt Liv, men perioden på over hundrede år, hvor man arbejdede med at opløse metaller, er det som har givet navn til tiden: Opløsningstiden.

Kirken var som nævnt meget imod denne praksis, og fandt den vederstyggelig - den mente at det var at forsøge at ændre på Guds skaberværk. Derfor udsendtes bandbuller mod de som praktiserede alkymi og relaterede beskæftigelser. Og da jagten på Eliksiren gik ind, følte kirken at den måtte gøre et modtræk - og fandt på historien om den Hellige Gral, som hvis man drikker af den ligeledes giver evigt liv.

Symbolikken er klar - om vejen til det evige liv (frelsen) går gennem egen tanke (alkymien), eller gennem troen - repræsenteret ved den Hellige Gral. Det er i bund og grund også derfor Kirken i dag har så meget imod Dan Brown - fordi de nødigt vil have at der ændres på folks forestilling om hvad Gralen er, af frygt for at man atter skal vende sig til alkymien.

Herhjemme var vi godt med - Tycho Brahe var en af tidens store alkymister. Et uheld gjorde dog at han engang kom til at opløse en fjerdedel af statskassen, hvorfor han blev sendt ud på Hven, så han kunne eksperimentere der uden at gøre yderligere skade. Det var i det samme uheld at hans næse blev opløst, så han lavede en ny i indsaltet sølv.

Idag er han dog mere kendt som astrolog - han var den første der fandt på at lave dagshoroskoper (som man kender det fra aviserne i dag). De blev hurtigt umådeligt populære, og han måtte have flere hundrede munke (som straks blev ekskommunikeret) sendt ud på Hven, så de kunne arbejde som Skriverkarle og dagligt kopiere horoskoperne for hvert stjernetegn. Disse kopier blev så sejlet ind til København og derfra videre rundt i landet, så adelen (som var de eneste der havde råd til dem) kunne få at vide, hvad dagen ville bringe.

Da Tycho Brahes tyske ven, Johann Gutenberg, var på besøg, og så hvilke enorme ressourcer der blev brugt på at skrive denne mængde af horoskoper, tænkte han over om der ikke fandtes en bedre løsning - og det var på den måde han fandt på Trykpressen, som straks blev brugt til at udbrede dagshoroskoperne til endnu flere. Hvilket igen betød at en af Kirkens grundpiller, informationsmonopolet, blev brudt.

De tidligere munke, skriverkarlene, blev omskolet til at være typografer - og kort efter opfandt de Strejken og dermed Arbejdskampen, men det er en anden historie.

Opløsningstiden var stor i Danmark, men det land som fik mest ud af perioden er uden tvivl England. Det skyldes at den mest basale ingrediens i væskerne til opløsning var portvin. Og portvin laves som bekendt på rosiner, og nogle af de bedste rosiner kom fra de engelske besiddelser ved Gibraltar, på grund af den tørre og salte luft der er i strædet. Så England havde stort set monopol på portvin, og tjente styrtende med penge - ikke mindst fordi de øvrige lande, som også kunnet have produceret rosiner var på Kirken og Pavens side. Det også derfor Opløsningstiden på engelsk omtales som The Age of Raisins (Rosinernes Tidsalder).

Men for at få rosinerne fra Gibraltar til England måtte man først forbi Spanien. Og Spanien var måske det land, som var mest på Pavens side. Derfor oprettede de et elitehold af toldere, kaldet Den Spanske Inkvisition, som støttet af Den Spanske Armada skulle opbringe engelske skibe og konfiskere eventuel last af rosiner.

Hvis spanierne var gode toldere, var englænderne dog endnu bedre smuglere. Ledet af den snu Sir Francis Drake (kendt som Dronning Elisabeths elsker) klarede de engelske skibe sig igen og igen udenom den Spanske Armada. Dette ses af mange som grundlaget for det Britiske Imperiums senere storhed. I et legendarisk togt snød Drake således de spanske toldere ved at sejle hele vejen rundt om jorden - den havde de ikke set komme.

Mange mener iøvrigt at Shakespeare-skuespillet Romeo og Julie er en slet skjult hentydning til Elisabeth og Drakes forhold.

Englænderne var også de eneste der nåede frem til en virkningsfuld ungdomseliksir, men opskriften er (vistnok) siden gået tabt. Faktisk er den eneste man med sikkerhed ved den har virket på Dronning Elisabeth, der jo som bekendt stadig sidder på tronen.

Man hører det iøvrigt ofte sagt, at Islam skulle være en problematisk religion, fordi den ikke har oplevet en Opløsningstid. Og det er både rigtigt og forkert - for for Islam fandt Opløsningstiden sted i Arabien før religionens formulering ved Muhammed, hvor tidlige arabiske alkymister eksperimenterede med portvin. Idéer om Opløsningstiden er således inkorporeret i Koranen - det er for eksempel derfor der tales om, at man i Paradis modtager 72 rosiner (senere fejltolket til at betyde 72 jomfruer).

72 regnes som det perfekte tal, som også Tycho Brahe regnede sig frem til - det består af (2 gange 3 gange 7) plus 13 plus 17 - alle sublime tal, som allerede Pythagoras slog fast. (2 gange 3 gange 7) kender man iøvrigt også fra andre skrifter, hvor det betegnes som Svaret på Livet, Universet og Alting. Araberne siger dog at regnestykket hedder 0 + (2 gange 3 gange 7) plus 13 plus 17 - resultatet er dog det samme, men araberne var så glade for at have opfundet 0'et at de ville have det med.

Historisk grænser Opløsningstiden i Danmark op til Guldalderen,  og indeholder andre betydelige perioder, såsom Kaudervældet.

Det var en lille primer på Opløsningstiden / Oplysningstiden. Jeg håber den har været oplysende. (Undskyld ordspillet!)
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Det gør det, fordi en af de største befolkningsgrupper til at befolke landet i omkring år 600-700 var Anglerne - en germanisk stamme som kom fra området omkring halvøen Angeln sydøst for Flensburg. Sammen med saxerne (som kommer længere nede fra i Tyskland, blandt andet Sachsen) er det de primære folk*, indtil Normannerne begynder at rykke ind efter slaget ved Hastings (1066).

England er således en fordrejning af Anglernes Land eller Angler Land.

England omtales i øvrigt også nogle gange som Albion, som er et oldtidsnavn for hele øen England er del af.

Dermed ikke forstås at der ikke var mennersker der før, der har været mennesker gennem mange tusinde år, men de er blevet fortrængt eller assimileret - som man også har set det ske i Danmark.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Jeg modtog følgende mail fra Theodor Tøhe, fodboldprofessor ved Dansk Idræts-Fysiologisk Institut. Jeg bringer den bare ordret, så behøver jeg ikke selv forklare det hele.

Kære Leoparddreng

Jeg er kommet på sporet af en opsigstvækkende nyhed, som sikkert vil være et scoop for dit tidsskrift eller weblog eller hvad det nu er betegnelsen er.

Som vi talte om forleden er Jabulani jo fyldt med aske fra Eyjafjallajökull - og det har fået større konsekvenser end jeg havde forudset.

For det betyder ikke bare, at bolden bevæger sig uberegneligt - nej, visse lyssky personer har udnyttet det på en kriminel måde. For sådan noget vulkan-aske består jo for en stor dels vedkommende af jern, hvorfor det selvfølgelig er magnetisk påvirkeligt.

Det har disse kriminelle elementer så udnyttet til at få syet stærke elektromagneter ind i spillernes støvler og handsker, magneter som kan fjernstyres.

Hvis man aktiverer magneten tiltrækker det askestøvet inde i bolden, når støvlen er tæt på den - hvilket får bolden til næsten at klistre til støvlen - og så er det jo ingen sag at drible forbi modstanderne.

Jeg ved at nogen hold benytter sig af det - desværre ved jeg ikke hvilke - men ellers er det vist mest den russiske mafia, som bruger det til at fixe spil - og det er vist også dem, som har sat de kinesiske støvle-fabrikker til at indlægge elektromagneterne.

Hidindtil har jeg ikke fundet fyldestgørende eksempler på brugen af magneterne, men har fundet et godt eksempel, hvor en spiller regner med magneten, men den på mystisk vis er slået fra - sandsynligvis fordi det engelske hold benytter magnetdoping, men russiske hackere har fået deres passwords, og på strategiske tider kan slå det fra. Jeg taler selvfølgeligt om Robert Greens såkaldte drop i kampen mod USA - det er tydeligt at han forventer at magneterne i handskerne griber bolden, og da de ikke virker triller bolden forbi ham og i mål - og han bliver så overrasket at han reagerer for sent.

Hvis man undersøger sagen, er jeg ganske sikker på, at der i minutterne op til scoringen er blevet spillet kraftigt på amerikansk udligning!

Hvem som benytter magnet-doping står lidt hen i det uvisse - og mange spillere er sandsynligvis ikke selv klar over det - men mine spilleragenter fortæller, at især de støvler med pangfarver - gule, orange og røde - er inficeret med magneter.

Hvor udbredt det allerede er, vises lidt ved at man kan finde en iPhone-applikation, som man kan downloade, og som man kan bruge til at styre magneterne, hvis man har deres IP-nr. Den hedder Soccer: Magnetic Yanking of Balls, eller forkortet SocMYBalls.

Jeg håber det er noget du kan bruge, og gerne føre til offentlighedens kendskab - den har ret til at kende til problemet. Milliarder af mennesker risikerer at blive snydt, og det forkerte hold kan ende med at blive verdensmestre. Jeg har kontaktet Sepp Blatter om problemet, men han har ignoreret mig. Jeg havde nu heller ikke forventet andet.

Din ven,
dr. phil., dr. med., mm, Theodor Tøhe, professor

Som bevis har jeg lige fundet videoen hvor Robert Greens magneter kikser - jeg synes det er ret tydeligt hvad der sker - og bemærk hvordan han efterfølgende viser sin handske frem; tydeligvis fortæller han til nogen, at det var den det var galt med.

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Når England og Argentina havner i pulje med hinanden i VM, eller bare som i dag, spiller kampe samme dag - kommer jeg uvægerligt til at tænke på Falklandskrigen.

Denne meget mærkelige krig, som pludselig brød ud, da Argentina invaderede og gjorde krav på Falklandsøerne - eller Maldiverne som Argentina kaldte dem.

Og man kan sige, det er med en vis ret, Argentina vil have dem - geografisk giver det jo unægteligt en del mere mening, at de forblæste rev i Sydatlanten skulle høre til dem, end til Storbritannien - de er en rest af det verdensomspændende britiske imperium. Og er jo bestemt ikke interessante i sig selv, men giver adgang til en masse dejlige råstoffer i havet omkring dem.

Men der stod vi pludselig i 1982 med en krig som involverede et europæisk land. Og det var ikke sådan en pussenusset krig som dem vi har nu, hvor det altid gøres for befolkningens skyld eller af bedste mening. Nej, den her krig handlede om territorier og råstoffer, og om at Storbritannien fandeme ikke ville lade sig træde på, af sådan nogle lommeoberster, som dengang styrede Argentina.

Og fyldt med had var den. Margaret Thatcher rullede sig ud, med fråde om munden. Og alle feministerne, som gennem 70'erne havde præket, at hvis bare kvinder var ved magten, var der ikke mere krig, stod med skægget i postkassen.

Det var også en gammeldags krig i en anden forstand, for der var søslag af den rigtige slags, hvor skibe blev sænket - først var der er større argentinsk krigsskib der røg, siden et britisk.

Men der hvor jeg bedst kan huske krigen og hadet var på fodboldbanen. Dengang spillede den lille argentiner, Osvaldo Ardiles, for Tottenham - hvor han var ganske populær indtil udbruddet af krigen - men efter det måtte han rejse hjem, hadet og bagtalt i England. (Og så blev hans fætter dræbt i løbet af krigen, så den var virkelig god for ham...) Han kom tilbage et par år efter, men det blev aldrig det samme.

Og som skæbnen ville det, mødtes England og Argentina til VM i '86 - i en fantastisk kvartfinalekamp, som først og fremmest huskes for Maradonas scoring "med Guds hånd", som englænderne vist aldrig har tilgivet ham. Hvilket nu er lidt synd, for han spillede storartet i det hele taget.



Så, jo, det sætter altid ting i gang i hukommelsen, når de mødes.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

I dag hører jeg ikke meget radio. Men en overgang i mine teens gjorde jeg. Til at starte med, da jeg fik egen radio/kassetteafspiller var det P3. Men så opdagede jeg mellembølgebåndet, hvor man kunne tage udenlandsk radio. Og opdagede især de engelsksprogede udsendelser fra Radio Luxembourg.

Hvilket jo var fantastisk. For dengang var det stadig sådan, at tingene i England var 3 måneder længere fremme end i Danmark - og dermed også i Storhertugdømmets radiostation på 1440 KHz. Så, med undtagelse af På Slaget 12, og andre nationalklenodier på den tid, var jeg auto klar over hvad der ville blive et hit om 3 måneder, bare ved at høre den kanal.

Ikke at det på nogen måde hjalp mig til noget som helst - men det har vel givet mig en føling af at have fingeren på pulsen...

En DJ der var på stationen husker jeg især - han havde mange af de sene udsendelser, det vil sige dem der sluttede klokken 5 om morgenen. (Og jeg skulle møde i skole klokken 8. Hæ.) Han hed Bob Stewart, og havde en ganske dyb stemme. Og jeg kan stadig huske hans afslutningsreplik, som han fyrede af der kl 5 minutter i 5, ganske fast: "This is Bob Stewart - wishing you a good night & good morning - wherever you are!"

Senere begyndte jeg så også at høre lokalradio fra københavn. Radio Sokkelund, Radio Rosa og Christiania Radio var noget af det jeg hørte mest. Men jeg skiftede meget fem og tilbage, for det kom an på hvad jeg læste - jeg fandt ud af, at hvis jeg læste noget på dansk, var det bedst hvis radioen kørte på engelsk, hvorimod hvis jeg læste på engelsk skulle radioen helst være på dansk.

Og det har nok været hovedårsagen til at jeg efterhånden forlod Radio Luxembourg helt. Det blev siden til RTL TV, og radioen lukkede... men på det tidspunkt var jeg forlængst væk. Og hører altså stort set ikke radio i dag.

Men især et nummer kan få mig til at tænke på den radio. Okay - 2. Radio Gaga med Queen kan også, men det er fordi det nærmest handler om den radio, eller lignende. Men Mike Oldfields Moonlight Shadow (Maggie Reilly synger) lå nummer 1 præcis på det tidspunkt da jeg først begyndte at høre stationen, i '83. På det tidspunkt havde den ligget nummer 1 meget længe, så de gad næsten ikke snakke om den mere - men for mig var den ny, og den blev også først et hit i Danmark nogle måneder senere.


Ceterum censeo Facebook esse delendam.