Jeg synes det har været meget svært at blive klog på konsekvenserne af den eksploderede boreplatform (Deepwater Horizon - navnet lyder som en science fiction serie?) i den mexicanske golf.
Men et virker sikkert - fra time til time bliver det værre og værre; først var der ingen læk, så var der, men kun en lille en og siden er den blevet større og større.
Det går mig lidt på, at man får så lidt at vide - for jeg har ikke kunnet finde ud af, er den læk fra resterne af platformen, fra et rør - eller fra det undersøiske reservoir selv?
Hvis svaret er noget af det første, må man vel så også have en idé om, hvad den maksimale foruneing kan blive. Hvis svaret er det sidste, kan man undre sig over, at olien bliver ved at komme op, uden en pumpe mekanisme - men endu værre, så er der ingen udsigt til at det kan stoppe.
Og BP. De har - klædeligt - påtaget sig det fulde ansvar; nok i realisation af, at der ikke var noge vej uden om. Men jeg tvivler på at de kan overleve som selskab, hvis de skal betale alle erstatninger der kommer på tale - og så bliver det forsikringsselskaber bag BP som skal betale, og det er ikke sikkert de bare vil påtage sig det ansvar - eller rettere, det er ret sikkert, at det vil de ikke bare. Og så ender det i et juridisk cirkus.
Under alle omstændigheder: BP påstod at de sagtens kunne håndtere en undersøisk læk, men reelt aner de ikke hvad de skal stille op. Det øger ikke ligefrem tiltroen til big corporations og kontrollen af dem.
Og så er der stedet - som om New Orleans ikke blev hårdt nok ramt af Katrina for fem år siden, kommer nu dette. Smak i Mississippi-deltaet - udløbet af Nordamerikas to største floder. At tale om et specielt naturområde er underdrivelse af dimensioner.
Og hvis olien forstætter med at strømme til - for ingen ved tilsyneladende hvordan man skal få det stoppet - vil det betyde at en meget stor del af golfen vil blive ramt, efterhånden som strømmen fører olien rundt. Og Everglades, som ellers ligger et godt stykke sydpå, kan næppe regnes udenfor risiko.
Så det tegner megaslemt. Det eneste lyspunkt, hvis man kan kalde det det, jeg kan se ved sagen, er at man måske bliver mere forsigtig med olieudvinding i fremtiden. Om det er i den Mexicanske Golf, Alaska eller andre steder. Og måske overvejer om prisen på olie ikke bør være højere end prisen på vind & sol med videre.
Og så - selvom der ikke er noget som helst sjovt ved det hele - kan jeg altså ikke lade være at tænke på Forrest Gump, når de taler om the shrimping business.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.
Din Adresse til Sex og Erotik Qloo.dk
2 måneder siden
0 kommentarer:
Send en kommentar