Er netop blevet færdig med serien 13 Reasons Why, som er ny på Netflix. For så kort tid siden at øjenkrogen stadig er fugtig. Det er en rå sag…

Baseret på en roman af samme navn, som jeg ikke kender (på dansk Døde piger lyver ikke.)

De fleste kan nok sætte sig ind i at være ulykkelig forelsket i en i gymnasiet, og aldrig få sagt det til hende. Forestil dig så at hun begår selvmord, tilsyneladende uforståeligt. Men at du føler at du kunne have gjort mere, at det er din skyld. Og du får en stak kassettebånd (ja, kassettebånd!) hun har indspillet inden sin død, hvor hun forklarer om de 13 årsager der førte til hendes selvmord. Og du ved at du er en af de årsager.

Det er præmissen for 13 Reasons Why, der følger Clay, som netop har fået en æske med 7 bånd, indspillet af Hannah, den døde pige.

Han har en hård tur foran sig, som vi seere bliver taget med på, akkompagneret af teen angst musik i mol — i første afsnit er det Joy Division's Love Will Tear Us Apart, der lægger baggrunden, og så kører det videre derfra, i 13 afsnit — et afsnit per bånd.

Det kan nok lyde som om det kunne blive alt for meget, meget hurtigt. Og det er meget. Men det er skidegodt lavet. Som en blanding af Twin Peaks første afsnit i sin emotionelle direktehed og Breakfast Club i sin tilgang til hovedpersonerne.

Og så er der i tillæg et budskab og en anklage.

En på en gang meget tidløs og nutidig historie, som først og fremmest er en emotionel kajeryster, af den gode slags. Virkeligt god!
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Da jeg første hørte at HBO var igang med at lave en serie baseret på den gamle, semi-klassiske Science Fiction film Westworld, syntes jeg det lød interessant, men så heller ikke mere.

Det var først da jeg for nogle måneder siden stødte på et interview med en af hovedrolleindehaverne i serien, Evan Rachel Wood, at jeg fik fornemmelse af at det måske var mere end blot… interessant. (Og, ja, jeg ved godt interviews gerne må skabe hype, men jeg fornemmede nu en ærlighed, som jeg i det hele taget finder hos hende. Har fulgt hende på twitter et års tid.)

Sister Babe Knudsen introducerede Westworld

Så jeg har gået og glædet mig til det skulle blive start oktober pænt længe. Og fik så muligheden for at komme ind og se premiere-afsnittet i Imperial i dag. (Man kunne godt have fortalt mig det var en decideret gallapremiere med rød løber og fotografer, så skulle jeg nok være kommet i leoparddragt!)

Og det er en lettere opgave end normalt at fortælle indtryk, for jeg er normalt meget undvigende i forhold til at fortælle selv basale ting om historien, da jeg ikke vil spoile noget. Men når serien er baseret på en 40 år gammel film, kan man vel godt slippe afsted med at fortælle hvad grundkonceptet er: Westworld er en forlystelsespark, hvor folk i dyre domme kan tage hen og opleve en tur i det vilde vesten. Og der er befolket med menneskelignene robotter, så du kan skyde beboerne som du lyster. Eller gøre andre interessante ting med dem. Og naturligvis går det hele på et tidspunkt galt. (Jurassic Park med robotter; eller snarere omvendt, da Michael Crichton lavede Westworld længe inden han skrev Jurassic Park.)

Den oprindelige film husker jeg (omend det er længe siden jeg har set den) mest af alt som en forgænger til Terminator.

Men allerede fra seriens første øjeblik drages tankerne snarere hen på Blade Runner; det lyder næsten som er vi havnet i en Voight-Kampff-test.

Og selv om jeg var særdeles interesseret i handlingen på lærredet, sattes mine tanker undervejs igang: fra hvor kunne det være fedt at være gæst i sådan en park — ikke nødvendigvis for at skyde eller kneppe nogen, men for det fuldstændige rollespil, over ville være interessant at skulle programmere de storylines de skal følge, må være meget som level-programmering i et CRPG, til hvordan kan man som gæst være sikker på man ikke er vært [værter er seriens betegnelse for androiderne/robotterne], det er sgudda Paint It Black og fuck, der kommer mange lag i det her!

Netop det sidste synes jeg meget man fornemmer. Det her er ikke gjort med et Spartacus-lignende robotoprør, og lidt bugs værterne har svært ved at håndtere.

Vi skal dybere ind — helt ind i sindet. Og dertil kommer intriger i parkens ledelse, en skjult dagsorden, Asimov og filosofi. Og vi er ikke engang kommet igang endnu, så vi har ikke fået nogen J.J. Abrams what the fuck-øjeblikke endnu, men vi ved det kommer.

Den levede op til mine forventninger for første afsnit. Jeg glæder mig helt vildt til næste mandag. Og jeg tror den ender med at blive større end Game of Thrones. Ihvertfald for mig.

Produktion og cast er der naturligvis ikke en finger at sætte på, det skriger blot på mere. Dobbelt-plus-godt.

[Skal måske lige gøre opmærksom på at jeg ikke fik billet tilgengæld for anmeldelse, dette er skrevet helt på eget initiativ. Billetten havde jeg også fået som almindelig dødelig!]
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Da jeg for et par dage siden begyndte at se den nye Netflix-original Flaked, var det mest for at slå tid ihjel. Navnet, 30-minutter per episode, Will Arnett — det gav altsammen indtryk af letbenet sitcom.

Men det indtryk er bullshit. Det opdager man godt nok ikke med det første. Den lever fint op til hvad man tror af letbenethed:

Will Arnett spiller Chip, en fyr der bor i Venice Beach, han laver taburetter og sælger dem i sin butik. Hvis han da nogensinde har solgt nogen, det fremgår ikke helt. Og hænger ellers mest ud. Ligesom alle andre gør, det er Venice, det er Dude-territorie.

For 10 år siden dræbte Chip en mand. Uagtsomt, ganske vist: han var fuld, han kørte bilen… siden har AA været en stor del af hans liv. Muligvis fordi han her kan lukke alt sit bullshit ud, sine platheder. Og score.

Og Chip er så tilpas røvirriterende, at jeg var meget tæt på at stoppe serien efter de første par episoder. Men det begyndte at gå op for mig, at serien ikke var en letbenet komedie. Den handler om Chips bullshit. Som der unægteligt er meget af. Men som bliver skrællet af, lag efter lag, i et efter min mening ret elegant skrevet manus.

Det er ganske vist en komedie, men letbenet er den ikke, og den er ret meget i mol. Men man opdager det ikke først. Derfor også denne lille anbefaling: giv den lige lidt mere tid, hvis du er ved at droppe den i første afsnit: for måske er det en lidt anden serie end du tror.

Om bullshit og Venice. I 8 afsnit af 30 minutter er den til at overkomme. Og bestemt tiden værd, i mine øjne.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Her i juledagene kan man jo godt trænge til at komme lidt væk i tid & rum, og det skulle de to serier jeg her anbefaler nok kunne hjælpe til. Begge er ganske nye — og jeg har selv hygget mig gevaldigt med dem den seneste uges tid.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

I den sidste halvdel af firserne gerådede min far sig ud i nogle investeringer han siden fortrød bitterligt.

Jeg tror han gjorde det af to årsager: grådighed (der blev lokket med en hurtig skattegevinst) og spænding. Ihvertfald det sidste fik han opfyldt til overflod.

Vi andre havde svært ved for alvor at have ondt af ham da det gik galt; at en mand der altid har ligget yderst på venstrefløjen begynder på den slags, bærer et eller andet sted hybris i sig selv.

Men det var en interessant historie - og en jeg kom til at høre en del om i en del år - han slap vist dog ud omkring midt-90'erne.

Så blev jeg i går pinget - om den her sag beskrevet i bogen Det Store Containerkup ikke var noget for mig at skrive om. Og først syntes jeg det så interessant & og underholdende ud - men da jeg så opdagede at sagen jo var den selv samme som min far havde været involveret i blev jeg meget interesseret.

Så den var ikke længe efter installeret på min Kindle. Og nu altså fortæret.

Bogen er skrevet af journalisten Lars Abild. Som i offentligheden - eller ihvertfald i min bevidsthed - nok er mest kendt for at DSBs Økonomidirektør var så træt af hans undersøgende journalistik, at han gav DSBs spin-bureau Waterfront til opgave at holde ham beskæftiget med andre ting.

Åbenbart en besværlig herre - jeg ser ham som typen der ikke går af vejen for at grave sig ned i de sager, som andre opfatter som for meget konspirationsteori; hvor det så viser sig at sagerne faktisk er præcis så vanvittige som de lyder. Men altså sande. Lidt ligesom Dorte Toft omkring IT Factory - en sag jeg heller ikke kunne lade være med at tænke på under læsningen af Det Store Containerkup.

Sagen om containerne rummer mange af de samme elementer - og så lidt til. Jeg kendte nogle af dem i forvejen - men der var også meget jeg ikke havde hørt om. Der er grådighed, mange penge, svindel, mangelfuld revision, fiktive aktiver, leasing af ting som ikke eksisterer, involvering af C20-selskaber og et mystisk, hemmeligt arkiv. Og dertil kommer personlig involvering af en af topmændende i dansk erhvervsliv, rockerforbindelser (sågar Triaderne nævnes), og en anset juraprofessor breaking bad.

I modsætning til IT Factory - der mest ramte nogle få store selskaber - er der så også virkeligt mange, der har tabt mange penge. Samt at der har været et større dræn i statskassen gennem skattefradrag som aldrig burde være givet.

Historien tager sin begyndelse midt i firserne, hvor selskabet DTS får den smarte idé, gennem annoncekampagner, at lokke private investorer til at købe (skibs-)containere som så skulle leases til nogle udenlandske selskaber, forretningen administreret af DTS. Hvis man ikke lige stod og havde for eksempel kr 100.000 til 6 containere, skulle DTS nok formidle at man kunne låne pengene.

Det virkeligt tillokkende var, at konstruktionen gjorde, at investorer kunne få et hurtigt skattefradrag i de første år. Egentligt penge man ville komme af med igen senere, hvis investeringen  holdt som prospektet lovede (og man fik overskud), så jeg kunne ikke lige se den egentlige idé. Men det syntes min far altså at kunne ...

Jeg husker dog min bror stillede det fornuftige spørgsmål, om min far nu overhovedet var sikker på de der containere eksisterede. Det troede han nu nok de gjorde - for det så meget fint ud det hele.

Over 2-3 år blev der - på papiret - købt og solgt containere for ½ milliard 80'er-kroner, med deltagelse af tusindvis af danskere. Mest for penge udlånt af suspekte finansieringsselskaber, og belønnet af statskassen.

Der var bare det, at de der containere vist ikke rigtigt var der alligevel. Eller måske var de og numrene var bare skrevet forkert? Ihvertfald kom der ikke rigtigt nogen lejeindtægter ind.

Og så hang folk pludseligt på nogle dyre lån uden indtægter til at afdrage dem - og måske, måske ikke - uden de aktiver som lånet egentligt var optaget i.

Det er afdækningen af denne skandale - som er et regulært svindelnummer - bogen handler om. Men det er også en del mere; for sagen er at det aldrig blev rigtigt afdækket. Rigtigt mange har - fra skiftende perspektiver - haft interesse i at ting ikke skulle komme for dagens lys. Nogen med klare motiver, andre hvor man kun kan gisne om det.

To nøglespillere i dette cover-up er den nu afdøde dr.jur Preben Stuer Lauridsen og Mærsk/Topdanmark bossen Michael Pram Rasmussen. Sidstnævnte er blevet involveret fordi Topdanmark købte et af de finansieringsbureauer DTS samarbejdede med, og dermed er kreditor for rigtigt mange investorer.

Eller, det vil sige, de mener de er kreditor. Men hvem de egentligt har lånt og udbetalt penge til - og for hvad - har Topdanmark ikke rigtigt papirer på.

Det er i høj grad de mange cover-ups bogen følger, og så vidt muligt prøver at afdække, mens man følger nogle af investorerne (som var mere ihærdige, uheldige eller sad mere i saksen end min far, og derfor ikke kunne komme ud).

Samt de metoder der bruges fra de store spillere - som især er Topdanmark - i forhold til dem; fra overdrevent udtrukne retssager, til et absurd optrin hvor Topdanmark med fogedens hjælp prøver at gøre udlæg i en personlig konkurs pensionists cykel og falske rolex.

Virkeligt meget fremstår vanvittigt langt ude; men jeg husker selv en stor del, og resten er gennemdokumenteret.

Det billede jeg fik undervejs var, at det var som en Olsen-bande film; bare uden Olsen-banden. Men der er (op til flere) skumle bagmænd i Bjørn Watt-Boolsen-format, den charmerende & kyniske svindler, samt spradebassen med rockerrelationerne. For Helvede, Egon - det kan man sgudda ikke?! De dumme svin!

Men allermest ballingsk er måske nok myndighedernes ageren.

Politet, i form af Ole Ernst og Axel Strøbye, er rigt repræsenteret, både som værende uden kompetence til at oprulle hvad der er foregået, men endnu mere karakteristisk uden den mindste lyst. Kære ven, kære ven ... Det er også kun svindel for ½ milliard + renters rente.

Og skattevæsnet. De har en svær rolle; for ikke bare har de fucket op (hvilket giver staten et tab på trecifrede millioner), deres ageren har faktisk også været medvirkende til at svindlen ikke af domstolene anerkendes som svindel. For hvis der var et fradrag må det jo også være fordi der var nogle containere.

Anders Fogh Rasmussen skrev som statsminister i 2002, at han kunne tilslutte sig det synspunkt at sagen var fuldt belyst. Det burde være de fleste bekendt, at hvis AFR siger sådan noget - så er den det ikke. Og det er ihvertfald ikke tilfældet for denne sag - den er aldrig blevet fuldt belyst, i noget perspektiv.

(Bogen nævner det ikke, men jeg kan ikke lade være med at gøre det: at den siddende Skatteminister da containerne skal undersøges er selvsamme Anders Fogh Rasmussen. Han må jo så træde tilbage et par år senere, på grund af en anden skandale. Og overlade posten til Peter Brixtofte. Men det er et sidespring.)

Der er ikke nogen klar konklusion på bogen; der er stadig mange uafklarede spørgsmål. At meget stadig holdes skjult, er der imidlertid ikke meget tvivl om, ikke mindst fra Topdanmarks side.

Jeg anbefaler klart man læser bogen - eller ihvertfald sætter sig ind i historien. Det er en af de største erhvervsskandaler i nyere tid, og indeholder mange spektakulære elementer; men i modsætning til de andre - Nordisk Fjer, IT Factory for eksempel - er der ikke her fundet nogen closure. Og store spillere ønsker tilsyneladende (stadig) ikke det sker. Selv nu, næsten 30 år efter det begyndte.

For transparensens skyld: jeg ejede indtil i formiddags et (ubetydeligt) antal aktier i Topdanmark, som jeg i dag har solgt. På nær en enkelt (så kan man få invitation til deres Generalforsamling og ædederes mad, og høre om de har noget at sige til sagen der.)
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Guardians of the Galaxy er sidste skud på stammen af film i Marvels superhelteunivers. Og for første gang er der tale om en film hvor jeg intet kendte til hverken karaktererne eller historien før.

Jeg troede egentligt først at der var tale om noget nyt - altså fra efter jeg holdt op med at følge med i serierne - men det går faktisk langt tilbage. Jeg har bare overhovedet ikke været opmærksom på denne kosmiske side af Marvel, udover når den skvulpede lidt over til de jordiske historier.

Med andre ord, bortset fra traileren var jeg ganske blank.

Men føj da for et festfyrværkeri af Science Fiction der mødte mig - en extravaganza. Med et party af anti-helte der hver især er ganske langt ude, men som gruppe er freaking far out. På en så skør måde at de - sammen med fantastiskt visuelt arbejde - bliver troværdige. Og faktisk er de stille scener, hvor vore helte diskuterer indbyrdes det der fungerer allerbedst.

Dem er der ikke så meget af - de stille scener. Meget af tiden foregår i fuldt firspring, enten på jagt eller på flugt - og det er også godt.

Men det næsten aller-aller-bedste er det awesome soundtrack filmen er udstyret med, som også spiller en hovedrolle en decideret hovedrolle, og går ind i handlingen.

Historien er simpel, men effektiv, ligesom karaktererne er arketyper. Så der er ikke noget nyt der - vi taler Ringenes Herre og Star Wars, og Han Solo, Indiana Jones og Chewbacca. Og steder som minder om Linda & Valentin. Gode navne; effektivt og effektfuldt og charmerende leveret.

Den eneste anke jeg for alvor har ved filmen, er at det fremmedartede univers med et mylder af racer og personer med sære navne, kombineret med det
høje tempo, ærligt talt kan gøre det lidt svært at holde styr på hvem og hvad der nu er hvem. Eller også er jeg bare ved at være gammel.

Men det gør ikke noget når musikken (bogstaveligt talt) spiller. Det er bare at læne sig tilbage og spænde sikkerhedsbæltet - det skal nok gå. Og har du det som mig vil du bagefter have lyst til at gå ind og se filmen én gang til. For den er fed - og så kan man måske, selvom man er gammel, få fat i nogle af de missede detaljer. Eller ihvertfald grine endnu mere af deres åndsforsnåttede, herlige dialog.

I'm hooked on a feeling ...
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Det er ingen hemmelighed at Dan Simmons er en af de forfattere jeg holder rigtigt meget af - især hans science fiction, med Hyperion-bøgerne som de absolutte stjerner, men også hans gentolkning af Illiaden (bøgerne Illium + Olympos) står mig nært.

Denne sag, The Abominable, er ikke science fiction. Men man er langt henad vejen lidt i tvivl om hvilken type bog det så er: er det en rejsefortælling, en thriller, eller er det en monsterbog - titlen lægger op til at vi skal møde en afskyelig snemand - og da handlingen for en stor dels vedkommende udspiller sig på ganske få kvadratmeter af Himalaya - nærmere bestemt Mt Everest - er det vel også temmeligt nærliggende.

Tintin i Tibet er et af de værker jeg ofte kom til at tænke på undervejs - men ellers er det en meget klassisk komponeret bog, som i sin grundighed i forberedelsen af læseren til ekspeditionen nærmest kan give mindelser om Jules Verne eller Kaptajn Marryat. (Okay, må indrømme det er meget længe siden jeg har læst sidstnævnte, så jeg er ikke sikker på sammenligning holder - men det var ihvertfald en tanke jeg fik undervejs.)

Plottet er da også på overfladen klassisk: den unge bjergbestiger Jake Perry får i 1925 chancen for at komme med en ekspedition med sin mentor til Mt Everest. Officielt for at lede efter (formoder de) liget af en ung brite af god familie (men vist lidt af en laps), som forsvandt på bjerget året før - næsten samtidig med Mallory og Irvine. Uofficielt er deres mål at nå toppen - når de nu har finansieringen af ekspeditionen på plads.

At der er ugler i mosen får man en fornemmelse af undervejs, hvor forberedelserne således også går over en bayersk vinkælder med nogle ubehagelige tyskere i brune skjorter.

Bjergbestigning er ikke noget jeg har haft nogen synderlig interesse for - så det er noget af en bedrift at bogen (over 672 fysiske sider, skriver Amazon - jeg læste den på Kindle) kan gøre ikke blot bjergbestigningen men også teknikken og logistikken sindsygt medrivende.

For medrevet blev jeg - på bjerget og spillet udenom, som afsløres undervejs, og gør fabelagtig brug af den historiske ramme, på en måde jeg som historieforfalsker kun kan sætte pris på. Og som læsere af Simmons vil vide: når hans personer kommer under huden på én, så sidder de fast - således også med flere i denne. Jo, der dryppede tårer adskillige gange undervejs.

Jeg kan kun anbefale den, den er i mine øjne fremragende - men den må være lidt acquired taste, for på Amazon har den kun et gennemsnit omkring de 3.5 - for mig er det en klar 5'er. Jeg tror muligvis det er den meget lange og meget grundige indledning der skræmmer nogen væk.

For mig var det ihvertfald fortrinlig litteratur til en uges badeferie. Og, iøvrigt - hvis nogen har købt et Kodak Vest Pocket kamera på et loppemarked, cirka 1992, må de meget gerne lade mig det vide!
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Lidt ud af det blå dumpede der en mail ind ad min elektroniske brevsprække. Om en roman om en anonym blogger, som fik stjernestatus. Og forfatteren, Jacob Rosendal, tænkte så at det kunne være det kunne interessere mig. Det mindede jo sådan lidt ligesom om ...

Jeg ved ikke lige med det med stjernestatus, men det lød da interessant, tænkte jeg. Så den fik jeg tilsendt som eBog - en dejlig anonym måde at udveksle bøger, jo. (Men den udkommer altså også på papir!)

Så jeg begyndte på min Kindle at læse bogen, spændt på hvor meget denne Formiddagshersker ville minde om mig - og på beskrivelsen af hvordan det at have en anonym blog er.

Det var desværre nok en forkert indgangsvinkel. For ret hurtigt stod det klart, at hovedpersonen er ca så langt fra mig som man kan komme. Og bloggen - som der bringes uddrag fra - var i mine øjne særdeles uinteressant. Og at den skulle blive et hit lynhurtigt var, sammen med rigtigt mange andre detaljer, at trække suspension of disbelief alt for langt for mit vedkommende.

Hvis nu jeg havde læste bogen fra start som en leg med meta-elementer, som kan få en til at tænke på Svend Aage Madsen og Umberto Eco var det muligvis gået bedre. Men det syn fik jeg først ret sent - og det når altså heller ikke op på de herrers højder.

Mange af de ting jeg var generet over kan faktisk muligvis forklares - jeg skal ikke spoile hvordan. Men jeg forstår ikke hvorfor bogen skal omtales som en blogroman, da bloggen i mine øjne er en ubetydelig del af historien - som er mere interessant i spændingsfeltet mellem hovedpersonen og jeg-fortælleren (omend dette spændingsfelt længe generede mig i sin udefinerethed).

Bogen er ikke synderlig lang - og jeg vil mene at den enten er for lang eller for kort. Det jeg får ud af den, kunne godt være skrevet kortere uden det havde gjort noget; man kunne også have gjort den længere og leget mere med meta-lagene.

Som det er har jeg lidt svært ved at føle jeg tager så meget med fra bogen, selvom den bestemt indeholder underholdende momenter.

Formiddagsherskeren udkommer på forlaget Turbine i dag.


Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Jeg havde meget store forventninger, da jeg i går var til forpremiere på denne femte X-Men film (eller syvende, hvis vi tællere wolfies side-film med). I modsætning til Spiderman - som i de moderne Marvel-film også har 5 film under vesten - har der heldigvis ikke været noget reboot undervejs. Istedet er man så hoppet tilbage i tiden for at se på de unge dage.

I den aktuelle x-travaganza får vi så hele kagen - alternativ fremtid, fortid og glimt fra en nutid vi vel strengt taget ikke kan være sikre på eksisterer. Med et cast der kan sparke benene væk under de fleste, selv Avengers-filmene kan dårligt følge med.

Fra en fremtid, der ikke hverken historiemæssigt eller visuelt er helt uinspireret af Terminator, kæmper de sidste mutanter for overlevelse. Som en desperat udvej sender de den eneste hvis krop og sind kan holde til belastningen (guess who ...) tilbage i tiden til sit eget tidligere jeg, i det herrens år 1973, for at forhindre at historien skal udvikle sig som den har gjort.

Der går kun en smule Austin Powers i den, mens man puster ud - og inden løjerne genoptages. I første omgang gælder det om at få forklaret datidens helte (og skurke), at man altså godt kan komme fra fremtiden - og den ser grum ud.

Og så går det ellers over stok og sten og stadion og Det Hvide Hus i en legesyg, fantastisk film, der også byder på Peter Dinklage (Tyrion Lannister i Game of Thrones) i egen lave person i protagonistens rolle. Og Nixon, ikke at forglemme.

Jojo, man kan godt komme med indvendinger om tidsparadokser (og at det da er en tidlig alternativ fremtid vi starter i, når hverken professor X eller Magneto er døde af alderdom). Og undre sig over de tidslinier der efter filmen muligvis ikke længere eksisterer, muligvis aldrig har gjort det og muligvis aldrig vil komme til det. (Lidt som når man ser Fringe.) Sådan vil det uvægerligt være.

Men forhåbentligt er det ikke noget man fordyber sig for meget i mens musikken spiller - hvilket den gør med fuldt drøn på alle subwoofer-kanaler.

Efter X-Men 2 - som for mig stadig er den mest vellykkede Marvel-film - vil jeg for nuværende sige at dette er min favorit blandt de øvrige X-Men. (Som det vil være en god idé at få set inden denne film, da meget vil give en del mindre mening uden den viden. (Det vil sige, 3'eren er det måske mindre forvirrende ikke at have set ....) ).

Er man til ramasjang og X-Men - i deres mange skikkelser - er dette en must-see. Mine forventinger blev indfriet!

(Men jeg savnede nu lidt Stan Lee ...)

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Over de seneste dage har jeg spillet Brothers: A Tale of Two Sons fra svenske Starbreeze Studios.

Det var lidt tilfældigt jeg stødte på det, for ganske vist har det fået fremragende anmeldelser, men det er alligevel lidt overset og ihvertfald ikke vanvittigt omtalt - hvilket nok skyldes genren. Som vel nærmest er en Eventyrfortælling - uden ord ganske vist - som lægger sig et sted mellem Brødrene Løvehjerte og Brødrene Grimm. Med mindelser om Limbo, selvom det grafiske udtryk er helt anderledes.

Historien starter med at de to brødre - som allerede har mistet deres mor - finder deres far syg, døende. For at redde ham er de nødt til at skaffe noget medicin - hvad & hvordan fremstår ikke helt klart (eller også var jeg tungnem), hvilket irriterede mig lidt, men de får et kort som de kan bruge til at spørge om vej.

Og så går det ellers afsted, over stok & sten og over land, by & bakketop. Og en hel del mere. Til at starte med er der lyst og solrigt, og stemningen er munter. Men sådan bliver det ikke ved med at være ...!

Spillet er uden ord, eller rettere, sproget de taler i denne verden er ikke et vi kender. Men meningen går nu klart nok igennem, og virker måske stærkere emotionelt netop af den grund. Hvilket spillet/historien gør - det lidt naivistiske udtryk slår ret hårdt, når man når til slutningen, hvor historien forløses - det er ikke så tit spil ligefrem giver mig tårer i øjnene, men det fik jeg her.

Selve spillet er en form for puzzle, hvor man skal løse små opgaver for at komme videre. De to brødre må hjælpe hinanden - den store er stærkest, mens lillebroren kan komme ind flest steder.


Og det er her spillets virkelige udfordring ligger - det er ikke fordi de forskellige opgaver er så vildt komplicerede, men de to brødre skal styres samtidigt, en med hver hånd. Så man for virkeligt trænet sin multitasking af fingrene.

Man får også en advarsel når man starter spillet på PC, at det er designet til at blive spillet med Controller. Men den billige jeg engang har købt fungerede ikke sammen med spillet, så jeg brugte tastatur. Og det kan man altså også sagtens. Eller - sagtens og sagtens - det er en ekstra udfordring, men det må det nu også være på controller.

Styringen af spillet har så stor en rolle, at en del af historien faktisk ender med at blive fortalt gennem denne styring - en ret genial detalje.

Det tog mig ca 4 timer at spille spillet igennem - udover jeg så kunne se på achievements, at der var en del mini-puzzles jeg ikke havde taget mig af. De er så heller ikke særligt relevante for den bærende historie, som er helt liniær. Og 4 timer syntes jeg var ganske passende.

Jeg må virkeligt anbefale spillet, hvis man har mod på at prøve noget lidt andet, genremæssigt - som på sin vis føles meget retro, i stil med tidlige Adventure-spil, men meget fint udført. Og hvis man har mod på at få sin motorik udfordret - og trænet - ikke mindst.

Det er en lille perle!


Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Da jeg først så spots på DR for deres nye drama-satsning her i 2014, serien Arvingerne, tænkte jeg at det da vist ikke var noget for mig. Sådan et familie/soap/føle-føle-halløj, et eller andet i stil med Sommer, som bestemt ikke var min kop te.

Men da jeg fandt ud af at serien er skrevet af Maya Ilsøe blev jeg straks mere optimistisk på dens vegne. Hende udråbte jeg for 4 år siden til et af Danmarks største talenter inden for drama - på basis af julekalendrene Absalons Hemmelighed (2006) og Pagten (2009) - og det skulle blive særdeles interessant at se hvad hun kunne finde på i voksenafdelingen.

Og hun har bestemt ikke skuffet. Jo, Arvingerne er som sådan ren soap. En succesfuld billedkunstner dør i første afsnit, efterlader sig 4 børn - hvoraf det ene aldrig har kendt hende, eller vidst hun var hendes datter - med vidt forskellige interesser, nogle ex'er, advokater og gallerister. Og en arv.

Men heldigvis flyver serien langt højere end en soap og går i dybden på de flerdimensionelle karakterer og deres indbyrdes psykologi, sat overfor deres mål og deres (for nogle ukendte) fortid.

Når man tror man har en person placeret, viser det sig snart at det hele måske ikke var så enkelt, at der er gode grunde til deres ageren. Og de som først viser sig sympatiske viser senere mørke skyggesider.

Samtidigt er det et interessant billede af kontraster, fra den helt nede på jorden håndboldfamilie, til det excentriske og på en gang fisefornemme og hippieagtige kunstnermiljø.

Hvis jeg skal sammenligne Arvingerne med noget (her efter 3 afsnit), er det den minder mig mest om Per Flys ret suveræne Forestillinger, ligeledes fra DR. Der var noget af den samme intense udforskning af karaktererne og deres relationer.

Og så gør den foreløbige hovedrolle, Marie Bach Hansen, det ganske suverænt. Ingen tvivl om vi kommer til at se meget til hende i fremtiden. Men resten af castet er også ganske tungt besat - og leverer.

Som skrevet har der foreløbigt været vist 3 afsnit af Arvingerne. De kan ses her, hvis du ikke allerede er hoppet på vognen. Og det kan jeg altså kun anbefale at prøve - det er et fornøjeligt spring fra Forbrydelsen / Broen etc, og fantastisk kvalitet - hver søndag kl 20 på DR1.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

En kort opfølgning, på min anmeldelse af Hobbitten 1.

Der er om muligt skåret endnu mere af selve historien fra Hobbitten ud af 2'eren - hvilket jeg egentligt synes er fint, for det var noget af det der holdt 1'eren lidt tilbage , efter min mening. Og meget af det der er fra bogen er lavet en del om.

Så hvis man skal have fornøjelse af filmen er det vigtigt at være så glad for Tolkien universet, at alt det andet Peter Jackson har stykket sammen til os har interesse - og at man samtidig ikke er så puritansk, at man ikke tåler ændringer i forhold til bogen. Eller - man kan også slet ikke gå op i Tolkien, og bare nyde en god gang ramasjang & eventyr.

Selv hører jeg til Tolkien-nørderne, men jeg elsker det Peter Jackson giver os - et bud på den sande historie, som vi der har læst bogen kender i én udgave, nemlig Bilbos fortolkning. Men der stikker jo meget mere under - som vi også har kunnet læse os til i appendix & andre skrifter.

Visse dele af historien er så tydeligvis tilpasset det cinetamografiske aspekt, men det lever ihvertfald jeg fint med når musikken spiller.

Så er der også blevet plads til et indflettet romantisk trekantsdrama, med elverinden Tauriel i centrum. (Hun er på alle måder ny i historien, spillet af Evangeline Lilly (Lost)).  Både hun og Legolas fungerer fint i filmen, men selve den romantiske del fungerer altså ikke rigtigt - det var vist noget af det eneste hvor jeg tænkte, "ok, kom nu videre!".

For at opsummere - jeg er stadig fan. Fed oplevelse. Jeg vil ha' mere, også efter små 3 timer timer - glæder mig til det bliver sommer, hvor 3'eren har premiere.

(Og det var iøvrigt også ganske herligt at se den i Imperial i dag, hvor der for alvor var premiere-stemning!)
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Der er ikke så meget at sige. Gå og se den. I 3D, på det største lærred og med den mest rummelige lyd du kan komme i nærheden af.

Det er en film, som på sin vis er barberet fuldstændigt ned, men på oplevelsesdelen er helt ekstrem - samtidig med at den får vist Sandra Bullock både sårbar og forrygende.

Men der er ikke rigtigt ord der kan yde den retfærdighed, den skal opleves. Og hvis du ser den på DVD eller når den kommer på Netflix gider jeg ikke tale med dig, det er for dumt - så skal du lade helt være.

Og husk, der i biografen - hold godt fast!
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Dette indlæg er ikke helt hvad den giver sig ud for. For det kan diskuteres om der er tale om et spil. Eller kan det?

Det kan også diskuteres om det er en en anbefaling. Og dog. For jeg kunne nu godt lide det her som ikke rigtigt er et spil, The Stanley Parable, som jeg i nat købte på Steam.

Og anbefaler det derfor. Måske. Men jeg er ikke sikker på jeg synes spillet (eller hvad det nu er) indeholder nok til at berettige prisen på ca 10€ jeg gav for det. Men jeg er så heller ikke helt sikker på at have fundet alle krinkelkroge endnu. Faktisk er jeg ikke sikker på nogetsomhelst.

Men altså, spillet som ikke er et spil, men snarere end interaktiv fortælling som ikke er en fortælling og måske heller ikke interaktiv er ret underholdende. Hvis man kan lide Douglas Adam eller Monty Python. Måske især Brazil.

Og filosofisk er det. Eller måske er det det ikke, det lader bare som om.

Man kan ikke sige så meget om det. Andet end man spiller Stanley. Og han arbejder på et kontor. Måske. Og der er en fortæller. Måske. Og det mindede mig lidt om nogle adventurespil fra 80'erne. Bortset fra at det var anderledes.

Der er også en gratis demo man kan spille, hvis man vil vide hvordan spillet er. Eller hvordan det ikke er. Men der er ihvertfald også en fortæller i den. Måske. Den kan jeg anbefale. Omtrent helhjertet.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Serien Masters of Sex begyndte på HBO Nordic mandag for en uge siden, 30/9. Der har således foreløbigt været vist 2 afsnit - hvilket måske nok er lidt vel lidt at skrive en egentlig anmeldelse på baggrund af, men jeg vil ihvertfald meget gerne anbefale den!

Den handler om Masters & Johnson og deres berømte sex-studier fra 50/60'erne. Ikke noget jeg på forhånd var solgt på som et fantastisk emne. Men det er jo HBO*, så jeg så pilot'en - og var ganske solgt.

Serien kan godt overfladisk minde om Mad Men, på grund af tidsperioden (serien starter i 1956). Men til forskel fra Mad Men - som jeg ikke ser, men så nok af at vide den ikke var for mig - som efter min mening kører i tomgang og er ren glitter, er der her tale om en væsentlig historie - og mere et opgør med en tid og nogle normer end et nostalgisk tilbageblik. Og nogle mennesker som gik meget på tværs af normerne for deres samtid.

Meget velspillet på alle niveauer og indtil videre et særdeles godt manuskript. At der ikke er tale om hverken vampyrer eller drager bør ikke afholde nogen fra at se den. Relativ nær fortid kan også gøres interessant - og  USA i 50'erne kan forekomme som et lige så sært sted som Westeros.

Jeg anbefaler den virkelig - man kan kun blive klogere på vores moderne selv- og sexforståelse. Og på hvor blank man kan være, hvis man lader sær moral styre hvad man må tænke og fantasere. Og ikke mindst kønsroller - og overveje om ikke nogle af seriens problemstillinger måske stadig er relevante, selvom vi nok føler os en anelse mere oplyste, og har hørt om oralsex.

Cast blandt andre: Michael Sheen (William Masters), Lizzy Caplan (Virginia Johnson), Caitlin FitzGerald (Libby Masters), Beau Bridges (Barton Scully).

* [Opdatering, 14/10]: Jeg har så lige opdaget at det faktisk ikke er en HBO serie - det er Showtime. Men det gør den jo ikke dårligere ... jeg er så en smule overrasket over at den kommer på HBO Nordic, men fint nok!
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

For godt en uge siden var jeg løbet tør for læsestof, og prøvede så noget nyt. Normalt har jeg rimeligt god idé om hvad jeg nu vil læse, men ikke her. Kunne bare mærke at jeg havde lyst til noget Science Fiction, så prøvede simpelthen at gå ind på Amazon under den genre.

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Bogen Zealot af Reza Aslan gik som bekendt hen og blev en bestseller, efter dette herostratisk berømte interview på Fox - hvor intervieweren bare ikke kan få det til at passe, at en muslim kan tillade sig at skrive en bog om Jesus. Vel at mærke den historiske Jesus. Interviewet gik viralt - bedste reklame ever.

Allerede inden havde jeg dog bogen i kikkerten, efter at jeg havde set Reza Aslan blive interviewet noget mere om indholdet af bogen, på The Daily Show (med John Oliver).

Så da jeg skulle nogle dage i sommerhus, sprang jeg ud i det, og købte Zealot: The Life and Times of Jesus of Nazareth fra Amazon til min Kindle - bogens listepris er egentligt $ 27, men jeg fik den til $14.99, og hardcover udgaven står til $16.20 pt.

Inden jeg går igang med anmeldelse er det måske meget godt lige at slå fast hvor jeg kommer fra. Så der ikke kommer underlige interviews med mig på TV2 Go'Morgen, om at jeg ikke har redegjort for dit eller dat (fat chance).

Jeg betegner mig selv som agnostiker: Jeg tror sådan set ikke rigtigt der findes nogen all-powerful beings derude, for det savnes enhver evidens. På den anden side vil jeg heller ikke påstå at jeg har nogen evidens for at en all-powerful being ikke eksisterer, derfor vil jeg ikke betegne mig som ateist. Og selv om jeg personligt har haft mærkelige oplevelser, tror jeg altså stadig ikke rigtigt på noget.

Men jeg har fuld respekt for folks personlige tro - og for behovet. Hvor jeg begynder at få det anstrengt er når det kommer til religion - når folk begynder at skulle tro på noget fælles - og påtvinge hinanden måder at tro på. Jeg kan sagtens se hvordan behovet har været der historisk som en sociologisk nødvendighed, men i dag synes jeg grundliggende religion er åndssvagt.

Til gengæld har jeg altid været relativt interesseret i religionshistorie, jeg har syntes det var interessant hvorfor folk begyndte at tro på noget hvornår, og se religiøse skrifter i mere historisk kontekst. Således har jeg også tidligere læst (dele af) Asimov's Guide to The Bible (og her er det så en jøde der (også) behandler Det Nye Testamente).

Selve biblen har jeg ikke læst meget af - og hvis jeg endeligt har har det mest været det gamle testamente (måske fordi min slægt har rødder der). Udover altså hvad man lærte i skolen i 70'erne.

Så: da jeg begyndte at læse, havde jeg ikke nogen dogmatisk tilgang, men mest af alt et ønske om religionshistorisk oplysning.

Og på det plan leverer bogen. I den grad. For at give et bud på hvem Jesus var - kunne være - tegner han grundigt billede Palæstinas historie i cirka 100 år før Jesus, naturligvis af Jesus levetid, og igen tiden efter Jesus korsfæstelse - for at forstå hvordan den historiske Jesus er blevet skrevet ind i en kristen utopi.

Og jeg har sgu lært meget, der er tale om en særdeles interessant periode, som jeg må tilstå jeg har kendte meget lidt til - og det jeg har kendt til den har som regel været set udfra en eller anden religiøs kontekst.

Det er således også ganske interessant at komme tættere på jøderne som de var i landet, og som de så sig selv, dengang - ganske anderledes i deres tilgang til religion end flertallet siden er blevet, men giver også en forståelse af de fanatikere og fundamentalister der i dag lever i Israel. Og hvad det er de vil have tilbage.

I det hele taget er det svært ikke at drage paraleller til vor tid - således kunne jeg ikke lade være at tænke på romerne, som er havnet i dette morads af religiøse fanatikere, som amerikanerne idag, der ikke altid har forståelse for lige hvad de er havnet midt i. Som den romerske soldat der starter et oprør ved at moone hele forsamlingen i templet ved pesach (påske).

Biblen og de første kristne er jeg også blevet en del klogere omkring. Jeg kendte for eksempel ikke synderligt til Paulus før, udover jeg vidste han var vigtig for den tidlige udbredelse og at han ikke kendte Jesus.

Men hvor meget han har hijacked hvad Jesus har gået og sagt, og lagt sit helt eget spin på, var jeg ikke klar over. Ligesom jeg ikke var klar over at Jesus' bror Jakob spillede så stor rolle som han efter alt at dømme gjorde, efter Jesus' død - han er så også på det nærmeste blevet skrevet ud af historien, siden. (Og så vidste jeg iøvrigt ikke at det engelske James er variant af navnet Jakob...)

Så klogere på historien er der ingen tvivl om at jeg er blevet. Meget. Men hvordan så med Jesus selv?

Med så få kilder - hvoraf de fleste er farvet af religiøst spin - sammenligner Aslan i introduktionen opgaven med at stykke et puslespil sammen, hvor man kun har ganske få af brikkerne. Og citerer teologen Bultmann for, at en sådan opgave uvægerligt ender som en søgen ind i sig selv - hvor man kommer til at bruge billeder man selv ønsker eller selv ser.

Så - ingen tvivl om at den person Aslan får givet et bud på, skal tages med et endog meget stort gran salt - og det bliver der altså heller ikke lagt skjul på.

Men han argumenterer nu meget godt for sine gæt - jeg synes bestemt den person han når frem til virker som et realistisk bud (så realistisk det nu kan være, i en samtid hvor mirakler var dagens orden).

Billedet af den person der tegnes er så et billede af en jeg personligt absolut ikke ville have interesse i at møde. Jeg kunne således ikke lade være også her at tænke i en moderne parallel - men den vil jeg ikke farve den eventuelle læser med her. Jeg synes næsten det er at spoile at sige for meget om den Jesus der tegnes - udover at bogens titel siger en del.

Men man skal altså ikke læse den her bog, hvis man tror den giver den endelige sandhed om Jesus - for den kan man ikke få. Men kunne man godt tænke sig at blive klogere på et tumultarisk sted på jorden i en tumultarisk tid, samtidigt lære om Det Nye Testamentes tidlige tilblivelse OG samtidigt få et bud på hvem denne Jesus kunne have været - så går man bestemt ikke galt i byen med denne.

Bogen er på trods af sin akademiske tilgang ganske let at læse (bogen kan måske bedst karakteriseres som populærvidenskabelig formidling) - vær opmærksom på at sidste halvdel af bogen er noter, så de 336 sider den trykte udgave står til er altså ca 170.

Jeg kan bestemt anbefale den, hvis det som skildret her på nogen måde kan have interesse.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Der er kommet en svensk burgerkæde, Max, til vor hovedstad - hvilket allerede har givet anledning til lidt skriverier og skærmydsler på tværs af sundet.

Men jeg besluttede mig for, at det da var noget som måtte bedømmes med egne smagsløg, med videre. Så jeg hankede op i ungerne og tog ind på Gammeltorv hvor Max har placeret sig, midt på Københavns gamle rådhusplads.

Og, ja, jeg skal da ikke nægte at jeg også havde tænkt det kunne blive et fint indlæg til bloggen her - en af mine første større læser-succeser var trods alt min anmeldelse af Shells Twin Dog.

Når talen falder på burgerkæder - som vi jo ikke har det store udvalg af i Danmark - bliver det ofte sat op som et valg mellem McDonalds eller Burger King (udover selvfølgeligt dem som ønsker det hele længere væk end hvor peberet gror).

Og for at man kan vide hvor jeg kommer fra i denne anmeldelse, må jeg sige at jeg klart hører til Burger King-segmentet. Jeg mener i den grad McDonald's mad smager af plastik - og mener faktisk deres eneste eksistensberettigelse er deres legeland. Hvor jeg så tilgengæld må indrømme at de har en klar fordel, ingen tvivl om at de er mest tiltrækkende for de mindre børn. Heldigvis er mine unger blevet gamle nok til nu også at foretrække Burger King.

( Det skal iøvrigt siges, at denne præference gælder Danmark, ikke nødvendigvis internationalt - jeg har været på en Burger King i Chicago, som var virkeligt elendig, og som gjorde jeg helt holdt mig fra Burger King i USA.)

Dog, i virkeligheden er nogle af mine foretrukne typer burgere, de klassiske som serveret på Kina Grill'er i min ungdom. Dem er der desværre ikke ret mange tilbage af, og de der er er sjældent de bedste.

Anyway - nu handler det om Max på Gammeltorv.

Det var St Patrick's Day, og en sækkepibe-spillende parade havde netop passeret da vi ankom - og tydeligvis var en del deltagere stået af på vejen for at forsyne sig - især virkede det som om det var kvindelige svenskere, som var taget over Sundet for at deltage i festlighederne, der var inde for at tanke op på andet en Guiness.

Der var med andre ord godt fyldt, så det ud til. Derfor var det første vi gjorde at prøve at finde et bord, hvilket heldigvis lykkedes forbavsende nemt, så vi kunne orientere os.

Valget
De har i øjeblikket åbningstilbud på en Max Frisco Menu, til kr 39,- (normalpris 66,-) og da det så ud til at være en bacon/cheese-agtig sag, var både jeg og den ældste på denne. Den yngste var på en børnemenu - en hamburger til 32,- (med en overraskelse, som viste sig at være en Tom & Jerry-kop).

Alle menuer er på klassisk vis med drikkevarer og tilbehør, hvor vi over hele linjen på ligeledes helt klassisk vis valgte fritter og sodavand.

Man kan måske brokke sig over, at denne anmeldelse ikke dækker nogle flere typer burgere, men idéen var at det skulle være et normalt burgermåltid på en burgerkæde - og det er altså normen for os.

Men der er naturligvis et bredt udvalg af forskellige burgere, i forskellige størrelser, og med forskelligt kød - oksekød, kylling eller fisk. De fleste indeholder dog oksekød, ost og bacon, - men der er i tidens tegn naturligvis også nogle sundhedsudgaver - og fx en low-carb-sag, en burger uden bolle, hvor kødet er svøbt i salat. Om det så er en burger, og om low-carb egentligt er sundt kan man jo så diskutere.

Der er også adskillige typer salat, som kan erstatte fritterne, med svenske nøglehulsmærker (det undrer mig så lidt at bønnesalaten ikke havde sådan et mærke - kan ikke lade være at spekulere hvad der er kommet i den).

Men som sagt - vi holdt os til det helt klassiske koncept.

Bestillingen
Jeg havde ved ankomsten bemærket at der i indgangspartiet stod tre automater med touch-screens, hvorfra man kunne bestille. Da der var dejligt tomt ved dem, i modsætning til kødranden foran kasserne, valgte jeg at benytte en af dem.

Man vælger så først om det er spise-her-eller-med-hjem, og dernæst laver man sine bestillinger - det fungerede ganske let og overskueligt. Jeg endte med lige at købe en ekstra hamburger, for hvis den yngste skulle være sulten efter en mere, eller alternativt så jeg kunne prøve den. Men ellers holdt jeg mig til det planlagte, kr 120,- i alt lød det på, som blev betalt med kort i automaten.

Den spytter så en kvittering ud, og man kan så hente sin bestilling ved Ekspress-kassen. Ens ordre har fået et nummer, som bliver kaldt, men færdige bestillinger kommer også op på en skærm, så man kan sidde ned og se hvornår ens mad er færdig.

Og det gik tjept - jeg gætter på min bestilling har taget 3 minutter - det var jo første gang - og 3-4 minutter fik jeg to bakker med vores mad udleveret af en smuk, blond svensk kvinde, som kunne give fantasier om kräftkallas og nøgenbadning i skærgården … men nok om det, vi må videre.

Den næste lidt specielle ting for Max udover denne automatbestilling (som kun få benyttede, men jeg kan altså anbefale det), er at man kun får kopper til sodavand udleveret - så kan man selv fylde i ved endevæggen. Ganske cool, så kan man også selv bestemme hvor meget is man vil have i - og man kan vist iøvrigt få refills til en tier, så jeg der stod noget med.

Jeg så ikke noget med mulighed for at bestille via mobil-app - men når de nu har indført bestilling via automat, virker det som oplagt mulighed, synes jeg. Så man kan bestille når man er få minutter fra, eller hvis man ikke gider rejse sig fra sit bord. Forslag hermed givet videre …

Maden
Således forsynet begav jeg mig tilbage til vores bord, hvor vi fik fordelt tingene. Umiddelbart var jeg og den ældste lidt skuffede over størrelsen på vores burgere - altså til 39 for en menu er det ekstremt billigt, men til 66 (46,- hvis det bare er burgeren)? Ganske vist er der både ost og bacon, meeen …

Nå - smagen. Det er trods alt det vigtigste.

Jeg kunne godt lide den. Faktisk rigtigt godt.

Alle hovedting - kød, ost, bacon, bolle, dressing - var identificerbare, jeg vil endda sige distinkte, og fremstod ægte. Allerede der er man i mine øjne langt hævet over McDonalds.

Og så var den ret våd - eller hvordan man skal sige det. Der var ihvertfald pænt med dressing. Og det kan jeg et eller andet sted meget godt li' - ihvertfald nogle gange.

Dressingen smagte i det hele taget ganske udmærket, man skal dog være klar over at den er ret sød - det er eventuelt noget man kan eksperimentere med at arbejde op imod i de mange former for dips man kan kan købe til sit tilbehør.

Fritterne var der ikke noget at udsætte på, de var ganske udmærkede i smag og konsistens, uden på nogen måde at skille sig ud.

Den ældste var generelt meget enig med mig, han kunne også godt lide sin Frisco. (Hvis den burger har fået navn efter byen San Fransisco, håber jeg iøvrigt Max er klar over at indbyggerne i den dejlige by ser ned på folk der bruger det kælenavn ...)

Men den yngste - han var ikke tilfreds. Der var salat (ikke ret meget, vil jeg tilføje!) i hans hamburger, og værst af alt, der var også dressing (ikke ret meget! vil jeg igen tilføje). Og han er strictly ketchup & bøf, helst ikke andet (ihvertfald helst ikke andet man opdager, hvilket dækker det meste på både McD og BK indenfor hamburgers).

Så han endte med ikke at spise ret meget af sit - så jeg tog mig også af hans hamburgers. Som var ganske udmærket - men igen, en anelse små. Dog vil jeg sige at bøffen var af en vis tykkelse, så man rent faktisk fornemmede at man spiste kød, der var endda farvevariation i kødet, som altså ikke bare var hjernedødt stegt langt udover hvor døden var indtruffet.

Så fik han til gengæld en sundae is - jeg var igen oppe og bruge automaten (kr 18,- mere), og et halvt minut efter havde jeg fået isen af samme blonde, svenske kvinde som gav fantasier om … nå, videre.

Så snart den yngste havde fået denne, skulle han på toilettet. De er også automatiske, med en kode man skal indtaste, som man finder på sin bon. Vi kom dog aldrig til at afprøve dem, da der var en del i kø - St Patrick's Day satte sine spor, kunne man godt se.

Så vi valgte at tage hjem i stedet (det var koldt at gå med en sundae i den blæst & kulde kan jeg afsløre).

Feelgood
Max er tydeligvis meget svensk. I et hæfte man kan tage på restauranten kan man læse om kædens historie fra Uno-X Grill til nu pan-skandinavisk franchise, som også gør sit for at bruge lokale, nordiske råvarer (når det er muligt), og holder sig CO2-neutrale ved træplantninger i Afrika, med videre. Og som skrevet, med sundere alternativer til de traditionelle burgere & fritter - men det har de andre kæder nu også. Tilgengæld er der en form for affaldssortering af skraldet, det har jeg ikke set før.

Og så er der iøvrigt wifi man kan koble sig på, så der er ikke lagt op til at man skal smides hurtigt ud.

Konklusion
Det var ganske udmærket. Indtil videre er Whopper ikke væltet af pinden som min foretrukne burger, men med lidt eksperimenteren i Max' udbud vil jeg ikke afvise jeg kan finde noget, jeg vil sætte lige så stor pris på.

Vigtigt er det ihvertfald at Max er sin egen og har sin egen smag. For hvis det blot var en kopi af noget vi allerede havde, hvad i alverden skulle vi så med dem? Men det har de - og det er sikkert noget de som ønsker det samme hver gang vil kritisere (som min yngste) - men jeg går, også i denne sag, ind for mangfoldighed.

Jeg kan godt være lidt bekymret hvad angår priserne / størrelserne på burgerne (men skal jeg være ærlig har jeg faktisk ikke helt styr på prisniveauet hos konkurrenterne pt - måske er det bare den generelle dyrtid, og jeg er en gammel mand).

Åbningstilbuddet på 39,- for en menu er ihvertfald noget man bør unde sig at prøve. Jeg er ihvertfald ikke skræmt væk og er glad for at have fået en ny valgmulighed inden for det hurtige køkken. Så jeg vil gerne sige velkommen til Danmark, Max!

[Opdatering:] Jeg har fået en mail fra Max, hvor de blandt andet oplyser:

Vores Hamburgere varierer i størrelse, Hamburger ”den lille” 45gr, Frisco 90gr, Grand de Luxe 160gr.

Du kan altid special bestille alle vores burgere ved henvendelse i den traditionelle kasse, nu tænker jeg på den lille der gerne vil ha sin burger uden salat og med ketchup.

Jeg takker for oplysningen - det regnede jeg sådan set også med man kunne, men da jeg ikke nævnte det i anmeldelsen er det selvfølgeligt vigtigt at få med.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Som jeg beskrev for et par dage siden, fandt jeg endelig ud af hvordan jeg skulle få en Kindle Paperwhite til Danmark fra Amazon i USA.

Og nu har jeg så haft et par dage at hygge mig med den - så her mine første indtryk i en mini Paperwhite anmeldelse. Jeg har allerede omtalt mit forhold til min tidligere Kindle, så her vil blive fokuseret på de nye features. (Nye features for mig - brugere af Kindle Touch vil allerede kende til dele af dem.)

Lyset
Den mest bemærkelsesværdige feature i forhold til tidligere, er at Paperwhiten har indbygget lys. Det er dog vigtigt at understrege at det stadig er eInk der benyttes, denne teknologi hvor blækket former sig på pairet når man bladrer, som giver indtryk af at man læser en bog. Men som ikke er helt så kontrastrig som en rigtig side trykt på papir, hvorfor man har skulle have gode lysforhold for at læse.

Nu er de gode lysforhold så indbygget i aggregatet. Vel at mærke er der ikke tale om baggrundsbelysning, som på en telefon eller tablet, men forgrundsbelysning.

Det er gjort ved at nogle små lysdioder lyser ind i mikroskopiske kanaler i bunden af dækglasset, hvorigennem det så spredes ud og oplyser hele overfladen på magisk vis - i et lidt spøgelsesagtigt gråblåt skær. Ganske fantastisk!

Hvilket effekten også er - i og med lyset altid er der, kan man læse i alle vinkler og stillinger - hvor man før - også med en almindelig bog - altid har skulle indrette sig efter lysforholdende, er dette en helt ny frihed. Som man sikkert ikke engang anede man savnede.

Man behøver så ikke bruge lyset - man kan bare slukke det helt, så fungerer den som en tidligere generations Kindle, uden lys. Men jeg må tilstå, at når jeg slukker lyset, er det lidt som om der forsvinder noget magi.

Man behøver heller ikke være bange for at bruge det - Amazon påstår, at selv med konstant gang i lyset holder Paperwhiten dobbelt så langt på en opladning, som den tidligere version - som i forvejen ikke var nogen strømsluger, og holdt 2-4 uger på en opladning.

Lyset kan udover altså at være helt slukket, justeres i 24 niveauer af lysstyrke, så det skulle være muligt at finde lige den styrke som passer bedst i situationen.

Det er dog ikke helt perfekt, lyset. Nederst i skærmen, hvor lyset strømmer ind i glasset, er fire lidt dunkle områder - områder lyset ikke kan nå, fordi det ikke er spredt helt ud endnu. Det skal man være klar over - jeg har set enkelte anmeldere som mente at hele deres oplevelse blev ødelagt af disse områder, og som nærmest lød til at blive søsyge af dem.

Det lyder lidt mimoseagtigt på mig - jeg synes nærmest de er hyggelige, fordi det dog giver Paperwhiten et lidt organisk skær, midt i perfektionen - og det er altså ikke store områder der er tale om. Det er sikkert noget ingeniørerne vil have fundet ud af at slippe for i fremtidige versioner, men indtil videre vælger jeg at kunne lide dem.

Touch
Den anden store nyhed for mig, er at interfacet nu foregår via touch direkte på skærmen, og ikke som i min tidligere med små knapper foran, samt på siderne til at bladre med.

Jeg syntes egentligt før det fungerede udmærket med knapperne, men det kunne godt virke lidt underligt når man iøvrigt brugte telefon med touch hele dagen, så at skulle omstille sig.

Og - det er også en klar forbedring. Alting fungerer mere intuitivt, og hvis man tager mange notater er touch keyboardet uendeligt meget enklere end det virtuelle oija-bræt man før var udstyret med. Det gør jeg så ikke, jeg bruger stort set kun tastatur til at indtaste kode på wifi-netværk, men alene der var det en lettelse.

Og jeg har opdaget, hvor varsom jeg er når jeg holder min Paperwhite - fordi jeg er bange for at komme til at skifte side ved ved et uheld at komme til at trykke på en af knapperne. Det behøver jeg så ikke være nu, og derfor opdager jeg det.

Den indbyggede ordbog får også et boost, da man nu kan slå et ord op blot ved at holde fingeren på ordet et par sekunder - det er ganske nice.

Udformning
Min gamle Kindle var ret hård, på grænsen til at være skarp i kanterne. Der er denne her blødere, en anelse gummiagtig, og mørkere. Og altså uden knapper af nogen form, udover tænd/sluk knappen i bunden, ved siden af USB-strømstikket.

Og - ja, jeg føler mig en smule utro i forhold til den gamle udgave - men jeg kan altså rigtigt godt lide følelsen af den nye.

Andre nyheder
Før var der en bjælke nederst, som viste en procentvise fremrykken i en bog, og med markering af hvor der var kapitler. Den er væk nu, og det vises kun et overordnet procenttal på hele bogen. Den kan jeg godt lidt savne. Tilgengæld lærer Paperwhiten din læsehastighed at kende, og kan give et bud på hvor lang tid du har tilbage af det nuværende kapitel, og af hele bogen.

Jeg ved ikke om det er fordi jeg har en gennemsnitlig læsehastighed, men den har ihvertfald været meget hurtig til at ramme meget korrekt på hvor lang tid jeg ville være om noget - har den sagt 31 minutter, har det måske vist sig at være 29.

Det lyder som en gimmick, men det er faktisk særdeles nyttigt hvis man vil vide om man skal finde et sted at stoppe eller lægge sig til at sove (eller hvad man nu gør når man ikke læser).

Så er der kommet noget, de kalder X-Ray. Hvor man kan få mere overblik over personerne der er med i bogen - hvem de er, hvor de optræder. En feature jeg ikke har leget så meget med endnu, men det ser ud til at kunne være særdeles nyttigt.

Og så er home-screenen blevet væsentligt mere grafisk - man ser nu forsiderne på bøgerne istedet for blot en listning af titler, og der er mere direkte interface til ens bibliotek i skyen.

Og, ja, flere fonte at vælge imellem er der også.

[Opdatering:] Og så har jeg fundet ud af, at Kindlen også kan oversætte, for eksempel fra engelsk til dansk.

Konklusion
Jeg har sgu lidt svært ved at få armene ned. Hvor jeg med den tidligere version nok lige var tippet over til faktisk helst at ville have mine bøger på Kindle, er der med denne ingen tvivl - medmindre formater eller lignende forhindrer det, er det som eBøger jeg vil have tingene, for jeg har mit lille, magiske aggregat at læse det på.

Åhjo, jeg er sgu lidt nyforelsket.

[Opdatering:] Man kan så iøvrigt nu købe Kindle Paperwhite direkte fra Amazon til Danmark, så man ikke behøver krumspring som ShopUSA, som jeg måtte igennem.

[Opdatering:] Og der er annonceret ny version - læs om de nye features i Kindle Paperwhite version 2 her.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Da jeg først hørte om at HBO kom til Danmark glædede jeg mig selvfølgeligt til at kunne følge de kendte serier. Men næsten lige så meget glædede jeg mig til at kunne udforske deres bagkatalog af mindre kendte serier - samt se hvad der ellers fulgte med i aftalen, for en del så i trailer interessant ud.

Således Continuum - som ikke er en HBO-serie, men en canadisk science-fiction sag - som i trailer så ganske velproduceret ud.

Og den var så også noget af det første jeg kastede mig over, efter helt obligatorisk at have set anden sæson af Game of Thrones.

Og den vil jeg altså godt anbefale! Den minder i virkeligheden en del om den engelske serie Life on Mars (og i forlængelse Ashes to Ashes), omend perspektivet er anderledes:

Serien tager sit udgangspunkt i et dystopisk Vancouver 2077, hvor hovedpersonen, ordenshåndhæveren Kiera Cameron meget uden sit vidende sendes tilbage i tiden, til 2012. Sammen med en terrorgruppe fra fremtiden.

Og her er hun så strandet, men ønsker jo meget at komme tilbage til sin egen tid, og egen familie. Alt i mens hun også må prøve at forhindre gruppen i at få held i deres forehavende, som tilsyneladende er at kæmpe imod den verden hun kommer fra - bortset fra at deres gerninger tilsyneladende samtidigt er hvad der har skabt den.

Det er således ikke ganske tydeligt hvem der egentlig er good guys og bad guys. Terroristerne er ganske vist ikke særligt rare, men de har egentligt noget forståeligt at være sure over, er indtrykket. Mens hvor dejlige heltinde er flink, men samtidigt repræsentere et ikke synderligt flinkt styre.

Og det bliver så mixet ind i vores 2012-occupy-virkelighed. Ikke uintelligent gjort.

Serien fungerer dog også som mere regulær drama-serie, hvor Keira arbejder i 2012-Vancouvers kriminalpoliti - som det er lykkedes hende at "infiltrere". Men det viser sig efterhånden at flere og flere sager er relateret til hendes fæller i tidsrejser.

Og de sidste 2 episoder af sæsonens 10 afsnit er simpelthen forrygende, efter min mening. Så med denne serie har jeg da omvendt af Life on Mars, som jeg i starten elskede for dens nostalgiske tilbageblik, men i længden blev ensformig - der er der her en fin udvikling, og hele tiden spændende flashbacks fra tiden i 2077.

Åh, og så er det en ret fed dragt Keira Cameron (spillet af Rachel Nichols) er udstyret med - det er jeg som superhelt nødt til at nævne!

Så hvis man har HBO - eller støder på serien på anden måde - er det bestemt en jeg kan anbefale, hvis man er til Science Fiction, og gerne noget med tidsrejser, men uden det tager overhånd.

Og måske også som afveksling fra de "tungere" HBO-serier, for selvom det er en fin og godt tænkt historie, er vi ikke nede i det dybe karakterflyttende.


Ceterum censeo Facebook esse delendam.