Bloggen var jeg ikke helt klar over hvad jeg ville med; men dels kunne jeg mærke en trang til at skrive noget, og dels kunne den tjene som FAQ for nogle af de mange spørgsmål sådan en (fortrinsvis tavs) dansende superhelt stilles i løbet af en nat.
Anonymiteten var, tror jeg ikke, på det tidspunkt særlig overvejet; den var ligesom del af pakken i det at være superhelt. Og iøvrigt var det da også ganske normalt med anonyme blogs — eller pseudonyme, som egentligt er et bedre ord for det.
Faktisk var pseudonymer en ganske naturlig del af internettet, indtil Facebook kom og ødelagde det, ved at indfange en ganske stor del af det.
Det var egentligt ikke noget jeg mærkede noget til, for jeg har — bortset fra en ganske kort periode, for lige at tjekke at det virkeligt var så elendigt som jeg havde på fornemmelsen — holdt mig fra det der Facebook.
Men jeg begyndte at støde på det, da jeg var kommet på Twitter, og efter nogle måneder — til stor overraskelse for mig selv — begyndte at få en vis udbredelse.
Da kom der også røster om, at man ikke skulle høre på mig fordi jeg var anonym; at jeg var en kujon fordi jeg var anonym, at man ikke kan stole på nogen der er anonym.
Det irriterede mig. Altså, det er da en holdning folk inderligt gerne må have, men så ignorer mig da, hvad er behovet for at følge mig og ved enhver given lejlighed pointere det & missionere det? Så jeg skrev dette indlæg om hvorfor man ikke skal kimse af anonymitet, og så begyndte jeg ellers fast at blokere folk der fremturede.
Og det er egentligt ikke det dette indlæg handler om, men et lille sidsespring ad den vej, for jeg synes stadig det er en vigtig diskussion og pointe:
Det om man kan lægge vægt på folks ord, handler ikke om man har navn på dem. Det handler om hvor meget etos man kan tilskrive dem; et retorisk begreb, der betyder noget i retning af akkumuleret troværdighed (for at gøre det meget kort).
En virkelig anonym — det vil sige en random kommentar til et eller andet, som ikke kan henføres til nogen eller noget tidligere — kan naturligvis ikke tilskrives noget etos, så kommentaren har udelukkende sig selv (i form af indeholdt logos og patos) at hvile på. Hvis kommentaren så er Kneb dig sel fede perkerludder burde det være ret indlysende at den på trods af sin patos ikke bør tages videre alvorligt.
Men sådan er det ikke at være pseudonym; her kan folk danne et samlende indtryk af én over en periode, og lægge til og trække fra. Og den pseudonyme må — hvis man vil bevare/udbygge sit etos, belægge sine ord derefter. Hvis jeg gik ud og skrev Kneb dig sel fede perkerludder kan jeg godt love at det ville gøre enorm skade på hvad etos jeg har.
Det der er virkeligt interessant — og chokerende, måske — er hvor lidt pris folk i dag sætter på deres etos; eller måske snarere, hvad de mener de får etos af. For Facebook og mediers check af at folk nu også er hvem de påstår de er, har jo i det store & hele vist sig komplet ligegyldigt. Virkeligt mange mennesker kører på retorik, der for få år siden aldrig nogensinde ville have haft en chance for at komme i en avis læserbrevsspalter, og hvis de gjorde ville både de og avis sandsynligvis blive dømt for både mordtrusler, opfordring til vold og racisme.
Nå, det var som sagt et sidespring, pointen er: alt pseudonymt er ikke nødvendigvis crap, og det at der er navn på forhindrer på ingen måde folk i crap. Bedøm folk på hvad de skriver, og ikke så meget andet. Og drop Facebook.
Anyways, det er altså ikke fordi jeg har ændret mening i forhold til det at være anonym på nettet. Men værdien af at være det, eller ihvertfald være lige Leoparddrengen, er for mig formindsket gevaldigt de seneste par år.
Dels fordi jeg ikke kan lade være med at skele til den der følgerskare jeg har fået. Om jeg vil det eller ej gør det at jeg kommer til at holde lidt igen, ikke skriver så frit som jeg kunne gøre; det er mest af alt ubevidst, men det der føromtalte etos hænger der altså. Det handler ikke om at ville tækkes folk, men sådan fungerer man (jeg) altså, også. (Jeg tænker for eksempel indimellem, der er jo børn der følger mig, for fucks sake.)
Dertil kommer at flere af mine nærmeste efterhånden kender til Leoparddrengen, enten fordi de har bustet mig, eller jeg selv har afsløret mig. Det har uden tvivl igen været med til at lægge en dæmper på, hvad jeg føler jeg har haft lyst til at skrive; i de første år var en stor del af bloggen for eksempel nærmest terapeutisk for mig, og det er ihvertfald forbi nu. Det er med ret stor sikkerhed også medvirkende til, hvor få indlæg der er kommet her de seneste år, i forhold til tidligere — altså, udover at jeg får afløb for det meste på Twitter.
Til gengæld står det anonyme i vejen for rigtigt meget: min deltagelse i arrangementer er om ikke umuliggjort, så i bedste fald besværlig ad Helvede til, lige sådan hvis der skal sendes penge til noget og meget andet, også professionelt. Det at bevare anonymitet er besværligere end mange forestiller sig, især når man som jeg nærmest er blevet kendt for at være ukendt.
Og nu står jeg overfor noget, hvor, hvis det er noget jeg vil gennemføre, jeg ved at min identitet hurtigt vil kunne afsløres. Og skal den afsløres vil jeg ihvertfald gøre det selv, ikke overlade det til en eller anden smartass, som synes han er klog.
Så jeg har sådan set for noget tid siden besluttet mig for, at det skulle være forbi med Leoparddrengen som anonym; som jeg har tænkt på det vil jeg gå fra en Peter Parker/Spiderman-model, til en Tony Stark/Iron Man-løsning.
Men det kan godt være svært at gøre; sådan en hemmelig identitet går ind og bliver en del af ens rigtige identitet. Så selvom jeg vil vedblive med at være Leoparddrengen er det noget af en overvindelse.
Jeg kommer helt til at tænke på Bilbos kvababbelser med at opgive Ringen; og selvom det måske ikke er helt på det plan, så tænkte jeg, da det nu er min fødselsdag i dag, at det nok er et godt tidspunkt. Så, ja, det her er min halvdelen af jer kender jeg ikke halvt så godt som jeg jeg gerne ville; og mindre end halvdelen holder jeg ikke halvt så meget af som I fortjener-tale.
Men jeg ved at nogle af jer vil foretrække kun at kende mig som Leoparddrengen. Og tro mig, for 99,99% af jer er der intet interessant i at kende mit navn; jeg er hverken rig, berømt eller indflydelsesrig, og det er meget lidt der er at finde om mig på nettet (og det der er, som min LinkedIn, er forældet).
Derfor giver jeg valget herunder: vil du vide hvem Leoparddrengen er, så klik den røde knap. Er du hellere fri, vil du hellere vide alt andet, så tryk på den blå.
Og lad venligst folk beholde valget, så lad være med at sprede navnet. (Ikke at jeg tror meget på det bliver respekteret, men så ved jeg ihvertfald hvem der er en douche.)
Here goes:
Ceterum censeo Facebook esse delendam.
