Faktisk var det ikke så dumt for mig at deltage i det her forsøg for et par uger siden. Som meget handlede om at studere deltagernes fordøjelse af forskellige måltider, og måle deres blodsukker undervejs, og checke appetitten samt en masse andre ting.

Og det stod ret hurtigt klart for mig, at jeg vist var lidt speciel i forhold til de andre deltagere (og vist også sådan generelt). For da mit blodsukker blev målt da jeg kom fastende (10 timer) lå det pænt højt (uden at være oppe i sukkersyge-området).

Og bortset fra at det faldt lidt undervejs, lå blodsukkeret ret konstant, stort set ligemeget hvad jeg spiste, og hvor lang tid der gik imellem - kun en enkelt gang, efter vores sukkerbombe-dessert sneg det sig lidt over de 7. Den læge som stod for forsøget mente, at det havde med at gøre at min mavesæk var god til at "holde igen" og kun frigive maden lidt efter lidt til tyndtarmen.

Og det altsammen er sådan lidt "aha"-agtigt, og "hvad sagde jeg". For stort set hele mit liv har jeg haft det fint med stort set kun at spise ét måltid om dagen. Og er blevet tudet ørerne fulde med "at morgenmad er dagens vigtigste måltid" og jeg "da måtte være sindssyg når jeg ikke spiser frokost".

Og det kan da godt være det passer for nogen, for de fleste endda. Men jeg har altså en meget effektiv mave, så jeg kun behøver spise engang imellem - så spiser jeg tilgengæld også meget dér. Og det er jo nok fordi jeg er halvt leopard - de spiser jo gerne kun et par gange om ugen, og bruger resten af tiden på at slå mave.

Og mit hvilestofskifte blev så også noteret til at være usædvanligt lavt. Det lyder også ret katteagtigt for mig.

Så - hvis nogen inviterer mig ud at spise, skal det helst være om aftenen. Ellers gider jeg ikke rigtigt - det kan næsten ikke betale sig!
Ceterum censeo Facebook esse delendam.