Ja, jeg har i den grad været fraværende også med opdateringer om hvordan det går med min mor, siden indlæggelsen.

Lad mig give en kort opdatering: Efter hun vågnede fra koma gik det først langsomt fremad, men efterhånden hurtigt fysisk. Jeg fik dog et chok, da den tilseende læge om mandagen begyndte at tale om at hjemsende hende onsdag - det virkede ganske urealistiskt på mig. Og selvom der eventuelt kom hjemmehjælp mange gange om dagen, var jeg sikker på, at hun så bare ville ende med at sidde i en stol, afkræftet og uden mål eller vilje til at gøre noget.

Sygeplejerskerne ændrede det da også straks til torsdag, og da den oprandt blev hun istedet overflyttet til almindelgt sengeafsnit - hvor de havde en ganske anden tilgang til det med hjemsendelse. Så der lå hun godt en uge mere, var altså ialt på Riget 2 uger, og blev så istedet for at blive sendt hjem visiteret (et ord jeg er begyndt at lære at kende for alvor) til et rehabiliteringscenter, hvor hun har været siden, for at komme sig fysisk.

Og det har på mange måder været rent luksus, det er lidt som at bo på hotel, med tilknyttede fysioterapi. Og da hun er kommet sig ret hurtigt fysisk, er hun nok egentlig i alt for god form til at være der. (Hun er forøvrigt overraskende glad for at være der - hun er ca lige så privat som jeg, og higer efter ensomhed, og til at begynde med var hun bange for at skulle bo med så mange andre. Men hun er faktisk blevet glad for det, og har fået et par veninder der.)

Mentalt er det også gået op ad bakke - samme dag hun skulle udskrives, hvor jeg kom for at følge hende, virkede hun pludseligt meget mere klar. Og den første uge på centret skred det fremad dag for dag, så hun tilsidst var næsten som da jeg først opdagede noget var galt. Siden har der så været dage, hvor hun var en del mere konfus. Men helhedsindtrykket har været klart positivt, i forhold til før indlæggelsen.

Vi var så til en PET/CT skanning for halvanden uge siden - som var blevet bestilt før indlæggelsen, som del af demensudredningen. Det er en helkropsscanning, som kan opdage infektioner eller andre abnormaliteter i kroppen, som kræft - ved at se på hvor meget enrgi cellerne bruger, da syge celler som oftest bruger mere end raske.

Og jeg blev så ringet op i torsdags, der var kommet svar på den prøve, og lægen ville godt tale med min mor og mig. Hvilket vi gjorde idag.

Og den skanning har vist, at der sidder noget på hendes ene lunge, en vækst af en slags. Det er umuligt endnu at sige præcis hvad - men da kræft rent faktisk kan give symptomer af den art min mor har oplevet - hukommelsesproblemer, hallucinationer og andre angreb på hjernen - er det meget svært ikke at tro det er det. (Symptomerne kommer af, at kroppens immunforsvar prøver at bekæmpe kræftcellerne, men det medfører så samtidigt en betændelseslignende tilstand andre steder i kroppen, og der kan hjernen altså være ekstra følsom.)

Så nu ryger sagen over til lungemedicinske eksperter, hvor vi skal i ny udredning - dennegang nok i noget andet tempo end det første.

Jeg kan egentligt ikke sige jeg er chokeret... og med halvtreds års rygning (som hun faktisk netop er stoppet med, 14 dages indlæggelse, hvoraf den første uge nærmest er komatos gør sit til at komme over abstinenser) har hun vel også selv inviteret.

Og - det er faktisk meget rart at finde en forklaring. Og jo faktisk også vide, at ting hvis alt går vel kan blive normale.

Men det er jo altså Big C, og i lungerne. Jeg aner intet om hvor fremskredent det er, og hvad prognosen kan blive, men det bliver jeg/vi forhåbentligt klogee på snarligt. Og, nej, der er jo ikke nogen diagnose endnu, men på det givne grundlag bliver jeg overrasket hvis det ikke er kræft.

Min mor? Hun tog det meget roligt - men der kommer jo nok en reaktion på et tidspunkt. I første omgang er det meget forvirrende for hende - som altså oveni stadig kan være konfus - at hun nu ikke skal tænke på det som en psykisk lidelse (som hun har troet det var), men en fysisk. Eller som hun siger, hun skal vænne sig til, at hun måske slet ikke er blevet tosset, som hun ellers troede (og var overbevist om, at vi andre også gjorde).

Så, ja, Big C er scary, men faktisk bedre end uvished. Og nu kan der da blive gjort noget ved det!
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Et af mine tidligste minder er et lidt sært kubistisk skruet sammen i tid og rum - det indeholder flere situationer og flere steder i samme billede: men centralt i det er min mor smilende, stadig ungdommelig - hun må være omkring de 30 - og den blå barnebærerygsæk-ting jeg er i. I baggrunden er tildels lyng, tildels klitter. Og jeg fornemmer noget med nogle blåbær.

Jeg er ret sikker på at det stammer fra i nærheden af et sommerhus ved Gammel Skagen som mine forældre havde adgang til nogle år. Og jeg har været ca 1½ år gammel.

Billedet kom pludseligt til mig i torsdags, da jeg var alene med min mor - og stod i skarp kontrast til det billede af hende som var foran mig. Pludseligt ældet, øjne som når de åbnede sig en smule flakkede sløvt i et forsøg på at finde fokus og en sammenhæng, et ansigt hvis muskler havde opgivet at give det form.

I det øjeblik kunne jeg mærke følelserne komme ind på mig, dem som jeg ellers har holdt på en vis distance. Jeg ved de er der, men kan ikke overgive mig til dem. Men disse to billeder, og deres kontrast, overvældede mig, i et par minutter. Så var jeg klar igen.

Min mor så ellers ikke engang så galt ud - set i forhold til da jeg så hende et døgn før. Liggende på stuens gulv, nøgen fra livet og ned. Blod i hele hovedet og munden (troede jeg, det viste sig senere at være opkast). Hendes åndedræt som lød som en blanding af et damplokomotiv og et næsehorn - det burde være en god lyd, for den viste da at hun ihvertfald var i live, men den var meget uhyggelig. Og den frygtelige bevidsthed om, at hun havde ligget sådan i 12-15 timer.

I tirsdags ringede hun til mig ca kl 17. Hun følte sig svimmel, sagde hun. Jeg spurgte om jeg skulle komme forbi, men det syntes hun ikke. Nu prøvede hun at spise noget avokado, og drikke noget vand, og så så vi. Vi aftalte at jeg ringede igen en halv time efter, og checkede op på hende. Det gjorde jeg, og da havde hun det fint.

Jeg havde egentligt tænkt at ringe igen senere, men kom væk fra det. Men det var næppe heller så nødvendigt, tænkte jeg, da det var for sent at ringe, svimmelhed havde hun haft kortvarigt før, men det forsvandt altid kort efter, når hun fik forhøjet sit blodsukker.

Onsdag morgen tænkte jeg også på at ringe, men da var det for tidligt - jeg så ingen grund til at vække hende, for hun har tydeligvis brug for meget søvn for tiden. Så klokken blev henad 13 inden jeg ringede, mest for at checke om jeg skulle komme forbi og købe noget til hende.

Der var ikke noget svar. Men hun kunne jo selv være ude og købe ind, tænkte jeg. Men en alarmklokke var så småt begyndt at bimle i mit baghovede. Jeg prøvede igen en halv time efter, stadig intet svar, og nu begyndte jeg at blive bekymret, for hun har ikke bevæget sig meget ud alene den sidste tid. Da jeg stadig ikke havde hørt noget et kvarter efter, besluttede jeg mig for at tage hjem til hende.

Undervejs prøvede jeg stadig at ringe, stadig uden svar. Og jeg blev mere og mere overbevist om at noget var helt galt. Jeg så forskellige billeder for mig, at hun var faldet på trappen og havde brækket en hofte, og lå hjælpeløs. Eller at hun var faldet og havde slået hovedet - et billede som skulle blive alt for livagtigt afspejlet i virkeligheden.

Da jeg kommer hjem til hende og åbner fordøren ligger hendes avis der - som hun troligt læser i, ude at noget hænger fast. Men har været uundværlig for hende, da hun kan bruge den som kalender - hun kan se dagens dato på den. At den ligger der endnu, viser at noget er helt galt.

Jeg haster op til hendes stue, og ser billedet beskrevet før. Lyset er tændt, og viser at det må være sket aftenen før, efter solnedgang.

Jeg kaster et tæppe over hende, mest for blufærdighed, men det var nok også meget fornuftigt af hensyn til kropsvarme. Selvom de 10 minutter der kommer til at gå mens jeg er der, næppe betyder meget i forhold til de 15 timer. Prøver at kalde hendes navn, men uden nogen form for reaktion.

Ringer 112. Opdager på vej derhen, at der er opkast og igen hvad jeg opfatter som blod på gulvet henne ved telefonen. Og enorme mængder af blod i klumper i køkkenet. (Lidt senere finder jeg ud af at det også er opkast - i store mængder.)

Kan ikke klage over noget fra alarmcentralen, politimand stiller mig videre til deres nye sygeplejersker, som instruerer mig i at lægge hende på siden i aflåst sideleje - hvilket jeg ikke kan, for hendes lemmer er helt forkrampede, men på siden kommer hun da. Og holder mig vel ellers med selskab til ambulancen er der. Sammen med en akutlæge, ingen smalle steder.

De spørger mig om diverse, kan ikke huske detaljer, men det bliver vel en lynhurtig genfortælling af sygeforløb. Ned i ambulance, jeg med, afsted til Rigshospitalet. En del af mig synes det er overordentligt interessant at køre afsted med blink af Jagtvej, hvor vi kører på cykelstien for at komme frem.

Ankommer til traumecentret, hende ind hvor de kan få rengjort hende, sender henne videre til CT-skanning efter blodprøver. Jeg ringer rundt. Min mobil er ved at løbe tør for strøm.

Taler med læge, en neurolog - de er ved at samle et helt team af specialister, til at kigge på hende, de vil snart have et bedre billede.

Det får de også. CT-skanning viser ikke tegn på nogen former for blødning eller andet. Blodet viser tegn på infektion, og vigtigst at hendes natrium (altså salt) niveau er alt for lavt. Kan være forklaring på det hele, men kan også være droppet som følge af opkast med videre. Men det skal ihvertfald stabiliseres. Det vil tage en del tid.

Så hun kommer op på neurologisk intensiv, hvor de lægger hende i respirator med videre. De vil prøve at vække hende en gang næste dag. Jeg er der noget tid med min bror, men vi tager hjem i løbet af aftenen.

Vi er der igen næste dag. Hun begynder at vågne om eftermiddagen, hvis man kan kalde det vågne - der er ikke mange tegn på bevidsthed. Og det er i en af disse stunder jeg får billedet af mit barndomsminde, og overvældes.

Siden er det så gået lidt frem. Hun er flyttet fra intensiv, og er begyndt at tale. Fredag morgen kun enstavelses svar, men om eftermiddagen spage, korte sætninger. Og til formiddag lidt mere komplekse ting.

Hun får 3 slags antibiotika, for de har fundet infektion i lungerne, sikkert på grund af inhalering af opkast, men også noget i hendes nervesystem. Og det sidste er for alvor interessant, for det kan jo være det er roden til det hele. Og måske nu kan slås ned. Og hvem ved, måske kan det hele blive bedre end udgangspunktet.

Men der er mange hvis'er og meget tvivl forude. Så jeg er sgu nok lidt optaget den næste tid.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Lige en opdatering på hele demens-historien/forløbet. Det hører sig vel til, når nu jeg har luftet det her.

I en uge efter vi havde været på besøg hos min mor, så jeg tiden an, og håbede det bedste. Jeg skrev dog en mail til min bror og fortalte om weekenden, og hørte om han havde bemærket noget - det havde han ikke, men han havde heller ikke haft kontakt til hende nogle uger. Men så var han ihvertfald opmærksom.

I fredags modtog jeg så en lidt kryptisk mail fra min mor, om jeg kunne give besked om jeg og børnene kom lørdag. Hvad der ikke var nogen planer om, da børnene var hos deres mor. Normalt ikke noget jeg ville tænke nærmere over, hvis hun kom til at bytte rundt på ugerne, men i perspektiv fra ugen før noget der gjorde mig urolig igen.

Og så i mandags fik jeg en mail fra min bror, at han - eller rettere hans kone - også havde oplevet lignende hvad jeg havde. Samt at hun pludseligt ringede midt om natten, og troede at de lige havde ringet til hende.

Så jeg tog hjem til hende i tirsdags, og forelagde mine bekymringer og fortalte om mine oberservationer. Og det kom alt sammen meget bag på hende, for hun havde ikke bemærket noget. Siger hun.

Hun sagde at hun jo stolede på mig - men det var samtidigt også tydeligt, at hun havde svært ved at forstå, at virkeligheden ikke var som hun troede den var - og det kan jeg jo ganske udmærket forstå. Jeg synes det må være ganske forfærdeligt mareridtsagtigt. (Det var i øvrigt heller ikke særligt sjov for mig - selvom det nu ikke forløb så slemt som jeg havde frygtet.)

Men jeg kunne ikke få hende til lægen - hun måtte tænke lidt over det hele, sagde hun. (Og der havde jeg jo lidt lyst til at sige: ja, det er jo meget godt - men kan du huske at tænke over det? Men jeg holdt mig nu fra det.) Hun har cirka lige så meget imod at gå til lægen, som jeg har. Så den bliver ikke nem.

Men ud af snakken kom, at jeg ville skrive en mail til hende om hvad vi havde snakket om, og at hun tænkte over tingene, og at vi skulle hvae mere kontakt end vi ellers har - så jeg også ser hende når jeg har børnefri.

Og det er sådan ca der hvor den står nu - vi har mailet lidt siden, men de er lidt svære at tolke, de mails. Jeg ville forbandet gerne have hende til lægen - for det er stadig på et stadie, hvor der sagtens kan være tale om at det er noget vitamin/mineral mangel, eller dehydrering - og det ville jo altså være rart at få opklaret, ligesom det i det hele taget ville være godt med en diagnose.

Men nu giver jeg hende foreløbig en uge - jeg er ikke nået til det punkt hvor jeg trumfer noget igennem endnu.

(Der er i øvrigt også et praktisk problem - hun er Gruppe 2 medlem i sygesikringen - netop fordi hun ikke har villet være bundet op på læger - og hun har ikke nogen egen læge. Så jeg aner faktisk ikke hvordan jeg skal gribe den sag an, hvis jeg skal få hende afsted til et eller andet - om jeg skal lave en tid hos en neurolog, eller lignende. Der må jeg nok forespørge mig i regionen, hvordan man egentligt gør det?!)

Så, anyways, der er ikke meget dramatisk nyt, og heller ikke rigtigt nogen afklaring - selvom det var et godt første skridt at få talt med hende om det. Men det fylder en del hos mig - og selvom jeg faktisk havde tænkt på det inden, er der ingen tvivl om at formuleringen af for eksempel Damokles-implantatet også er drevet af de tanker.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Damokles-implantatet er oprindeligt opfundet af Leoparddrengen ca år 2020.

Det er et eksempel på tidlig nanoteknologi brugt medicinsk, og består i sin enkelhed af intelligente, programmerbare TNT-enheder i nano-størrelse. Man indsprøjter 50 mg blandet i en saltvandsopløsning i en blodåre, hvorefter nano-enhederne finder vej til patientens hjerne, hvor de sætter sig på indersiden af centrale blodårer.

På et tilfældigt tidspunkt indenfor et på forhånd programmeret interval - typisk et interval som starter en uge efter indsprøjtning og varer op til et år - udløses TNT'en i enhederne i en mikroskopisk eksplosion. Eksplosionen efterlader ikke synlige skader udenfor patienten, og kan knap høres - men er kraftig nok til at forårsage massive hjerneblødninger som øjeblikkeligt dræber patienten, smertefrit.

Damokles-implantatet er oprindeligt udviklet tænkt som en hjælp til patienter, som ville undgå de værste virkninger af en invaliderende sygdom - som forskellige former for sklerose eller Alzheimer's sygdom - uden at gå til den mere dramatiske og endelige løsning i selvmord eller aktiv dødshjælp. Leoparddrengen formulerede det selv, som et skæbne-ændrende indgreb.

I modsætning til aktiv dødshjælp har højesteretter over hele verden slået fast, at brugen af et Damokles-implantat er lovlig, såfremt det gøres med informeret samtykke af patienten. De vigtigste begrundelser for denne status er, at det ikke er sikkert man dør af implantatet - man kan i princippet nå at dø af andre ting inden implantatete eksploderer - og at indgrebet er reversibelt: det er ganske enkelt at omprogrammere enhederne, så de harmløst skylles ud af kroppen, hvis patienten skulle skifte mening.

Damokles-implantatet har haft en massiv indflydelse på hvordan man ser på sygdom og død, og ikke mindst individets muligheder for at gøre noget ved det. Raske mennesker er også begyndt at bruge det, typisk med et interval mellem et og 10 år - de giver ofte som begrundelse, at det hjælper til at modarbejde livstræthed, og gør at man lever hver dage til fulde - som var det den sidste, i det det jo meget vel kan være det.

Leoparddrengen fremførte selv, ved sin takketale da han modtog Nobelprisen i medicin for sin opfindelse i 2025, at han havde fået idéen mens han læste bogen Mit smukke genom - og overvejede hvad han selv ville ønske han kunne gøre, hvis han opdagede han var bærer af et gen, som medfører Alzheimer's sygdom. Og senere blev tankerne mere konkrete, da han fik demens ind på livet igen.

Navnet Damokles-implantat har teknologien fået fra den græske legende om Damokles - som opgiver tronen af frygt for det sværd som er ophængt over den i et enkelt hestehår. Interessant at frygten for døden her ses som noget negativt, men med Damokles-implantatet er vendt til noget positivt.

Fra Encyclopedia Galactica, 2078 udgaven.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Min morfar døde for 25 år siden. I en periode derefter var det som om hans enke, min mormor, livede op og begyndte at udfolde sig.

Ikke meget underligt i det. Men efter kort tid begyndte hun ikke at kunne huske ting, og hun begyndte at gentage sig selv. Hvilket var begyndelsen på et mareridt af demens der skulle komme til at vare små ti år, de sidste fyldt med had og forbitrelse hos min mormor og spejlet i hendes børn.

Det var virkelig ikke kønt, og jeg overvejede flere gange i fuldt alvor hvordan man kunne slå hende ihjel - uden at nogen ville lide og uden at jeg ville blive busted og uden at jeg ville fortabe min sjæl for evigt. Jeg fandt aldrig en måde. Men hun døde altså i sidste ende - fik fred er ikke et forkert ord, selvom hun absolut ikke var villig til at gå.

Idag er jeg og ungerne på besøg hos min mor. Hvor vi overnatter. Hvilket hun indenfor den første halve time vi var her, talte om vel nok var godt, fordi det bliver så koldt i nat. Og talte om igen. Og igen. Og igen. Og igen. Uden erindring om at have talt om det før - selvom det burde kunne huskes da det de første gange ledte til samme joke fra den ældste (at 15 grader da lød varmt - for der blev ikke sagt minus). En joke som efterhånden stivnede hos ham i undren.

Og i løbet af aftenen har der været mange andre emner, som er blevet taget op... igen og igen.

Og jeg kender det, jeg genkender det, og er lige nu fyldt med frygt. Og jeg fatter ikke hvordan korttidshukommelsen i den grad kan forsvinde på de 10 dage der er gået siden jeg så hende sidst - hvor hun virkede frisk nok. Men lige nu virker den godt på vej væk.

Jeg kan håbe og bede til, at der er tale om en endagsforestilling. Måske tager hun noget medicin, jeg ikke kender til? Måske... jeg ved ikke.

Jeg ved hvad jeg lige nu tror. Og det var ved grød noget jeg aldrig håbede skulle ske. Aldrig, aldrig, aldrig.

Og - det er vel også noget jeg ret hurtigt må prøve at erkende - og konfrontere hende med. For muligvis er der medicin, der i det mindste kan forsinke det. Ligesom der - hvis det er havd jeg frygter - nok også er ting, det vil være godt hvis hun får gjort, mens tid er.

Og et eller andet sted, som en egoistisk ting, ligger der den erkendelse - at hvis det skete for min mormor, og det sker for min mor - hvad sker der så for mig om 20-30 år. Og hvad vil jeg gøre ved det. Og bør jeg undersøge det nu.

Men selvfølgelig er de mest umiddelbare tanker hos min mor - som jeg virkelig ikke ønsker det skal ske for, og jeg ønsker virkelig ikke mine børns billede af hende som hun har været for dem skal ødelægges, som jeg ved det vil blive, hvis det jeg frygter, sker.

[Opdatering, 3/3 2011] Her er en lidt opdateret status på det hele.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Det sker jo at jeg får breve fra jer læsere - og nogle gange indeholder de billeder. Og de er ikke allesammen af en beskaffenhed som jeg er nødt til at holde for mig selv.

For eksempel har jeg en læser, som før har sendt et inspirerende billede - og nu gør hun det igen. Med spørgsmålet om jeg nu har været ude at føjte.

Og jeg må sige - jeg er lidt i tvivl. For den sidste uge kunne jeg sværge på, at jeg bare har været under dynerne og plejet en forkølelse. Men når jeg ser billedet, så svarer det egentligt meget godt til hvordan jeg føler jeg har haft det. Så måske er det simpelthen enten en materialisering af mine drømme (jeg har også sovet samtlige dagtimer), eller en meget speciel form for søvngængeri?

Men egentligt tror jeg faktisk at der er tale om en ente - de træ-agtige træ-væsner fra Ringenes Herre - som har forklædt sig som leopard.

Men tak for billedet, ihvertfald - det giver endnu engang stof til eftertanke!
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Jeg er ret forkølet og feberplaget. Hvorfor jeg inat ikke rigtigt kunne falde i søvn - og så de 3 første afsnit af Klovn - jeg fik den komplette serie for et par dage siden til min fødselsdag, da vi var inde og se filmen. Sikkert en oplagt gaveidé - tilsyneladende så oplagt at jeg fik boxsættet to gange.

Nå, men så altså de 3 første afsnit. Og det var vist ikke så smart - for da det bagefter lykkedes mig at sove halvanden time, foregik det i 5 minutter af gangen - og i den tid jeg sov blev jeg i min snot og febersøvn ramt af den ene Klovn-inspirerede drøm efter den anden. Med mig selv i rollen som Frank.  Det var ikke rart. Ikke spor.

Så efter lidt tid opgav jeg, og så morgenfjernsyn til det sluttede. Og troede at nu kunne jeg sove. Og da jeg så lå og var på vej ind i en form for søvn, brød helvede løs ovenover - for overboernes ældste datter på 3-4 år havde åbenbart fødselsdag, og hele børnehaven på besøg. Eller stuen, ihvertfald. Hvad det end var larmede det i den grad fra mange forskellige steder på én gang..

Da jeg så endeligt faldt i søvn, gennem larm, gik der ca 15 minutter, så ringede det på dørtelefonen - reklamer går jeg ud fra. (Og hvor jeg hader det, at der skal ringes på for at aflevere de helvedes tryksager.)

Så, lige nu - føler jeg ikke mit hovede har det særligt godt. Faktisk var jeg slet ikke kalr over at der kunne trykkes så mange steder på kraniet på én gang, både udefra og indefra. Og det her indlæg er iøvrigt skrevet i semi-blindhed, fordi jeg fik ubehag af mine kontaktlinser.

Klynk, med andre ord.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Jeg er noget forkølet, og har vist også noget feber. Det er muligvis derfor mine tanker syrer lidt ud. På den anden side, det gør de jo også ellers....

Anyway, jeg sad og så lidt på det her håndbold-noget. Og da de gik ret meget i infight, og begyndte at rive sports-bhen af hinanden under trøjen, kunne jeg ikke lade være at tænke på, at det da ville være en del federe sport, hvis den foregik med nøgne udøvere. Og så eventuelt et millimeter tyndt lag olie på banen.

Så jeg prøvede at se, om der da ikke skulle være nogle optagelser med nøgne håndboldspillere, jeg kunne bringe - ligesom jeg fandt med nøgne fodboldspillere. Men det kunne jeg ikke. Det nærmeste jeg kunne finde var hidstående billede fra et omklædningsrum fra en spansk klub som vist var i store finansielle problemer. Og det er der jo sådan set ikke så meget oliekamp over.

Nå, men anyway... så kunne jeg heller ikke lade være at undre mig over, hvorfor de dømmer skridt - ville det ikke lyde bedre, hvis de dømte skræv?
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Denne sygdom, som skyldes infektion af parasitter, er udbredt hos dyr - og når hele flokken, for eksempel en ulveflok, er inficeret giver man sygdommen et bestemt navn - hvilket?

Svar findes her.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Uden egentlige påviselige grunde - udover at jeg har været totalt søvnløs, og åbenbart kun kan sove mellem 14 og 15:30(?); ellers går (ligger) jeg bare og er træt, og har lyst til at sove - men kan ikke. Blandt andet fordi jeg får en del idéer - som jeg er for træt til at gøre noget ved.

Og så ligger jeg hele tiden på grænsen til at være syg, men uden rigtigt at blive det, så jeg for alvor kan pive...

Og så er det som om jeg er både sulten og kold hele tiden. Nogenlunde ligegyldigt hvad og hvor meget jeg spiser, og hvor mange dyner jeg iøvrigt kravler ind imellem.

Så det er bare sådan... øv. Men nu fik jeg da pivet lidt. Piv.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Siden nu Dines har fundet det nødvendigt at fortælle os alle om sit møde med en dårlig sandwich, så lad mig fortælle en lignende historie. Men med en anden morale.

Det er vel ca 7 år siden; jeg var stadig sammen med min eks, vi havde kun ét barn og han var på det tidspunkt lige ved at opdage burgernes dragen.

På Istedgade lå dengang en meget kendt burger-biks; den er siden blevet til kæde rundt omkring, men den oprindelige er der vist ikke mere. Men den kunne vi godt li'. De lavede simpelthen nogle kodyle burgere, som i forhold til pris og kvalitet var meget billige. + fritter.

Så det fik vi en aften, hele familien.

Og i løbet af natten blev først min søn syg, et par timer efter min eks. Vi taler bræk og lort, bræk og lort, bræk og lort. Og jeg render frem og tilbage hele natten, og tørrer op efter min søn, og hjælper min eks på lokum eller til spand, og skifter sengetøj. I en uendelighed.

Og forbander naturligvis Burger stedet langt væk. Hvordan er det de har forgiftet os?!

Æsken er af husholdningstypen. Og det var det "mærke".

Husk, de var uskyldige!

Da det bliver morgen - jeg har naturligvis ikke sovet, alt stinker af bræk, og selvom jeg ikke er syg har jeg det af helvede til - ringer jeg ned til vuggestuen, for at melde drengen syg. De spørger så lige hvad det er. "En eller anden form for maveinfektion," siger jeg.

"Nå, også ham," siger de så. "Det rammer alle hernede nu. Der er også mange forældre der er syge, og halvdelen af personalet har lagt sig."

Så det var slet ikke burgerne...! Ca et halvt døgns tid senere var drengen og eksen i bedring - og så var det ellers min tur. 1 døgn hvor.... nej, det var ikke rart. Jeg ved ikke om det var en fordel eller ulempe, men jeg kunne ikke lugte forskel på hvad jeg lukkede ud, og hvad der allerede hang i luften. Men rart var det ikke!

Det virkelig, virkelig tragiske er, at selvom jeg ved det faktisk ikke havde noget med de burgere eller det sted at gøre, har jeg ikke kunnet købe noget der siden, og ligeså min eks - selvom vi elskede det sted.

Mad bliver simpelthen associeret for dybt med sådan nogle oplevelser (især når det kommer den gale vej), så intellektet kan ikke bearbejde det; det er ihvertfald min oplevelse. Hvilket nok er grund til artens overlevelse i mange tilfælde - men kan være rigtig synd for gastronomien, når uheldet er ude.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Nu troede jeg lige jeg var kommet af med den iøvrigt meget sejlivede forkølelse - eller hvad det var - som jeg har gået rundt med siden mellem jul & nytår. Mandag og tirsdag var jeg for første gang helt på toppen.

Men i dag har jeg så kodyl ondt i halsen, og det er bare blevet værre og værre; jeg forsøger at være mere synkefri end Titanic, men det lykkes ikke rigtigt - jeg kommer til at synke oftere end hende. Og mine lymfeknuder i halsen er hævet op, så jeg føler det som om min hals har fået dobbelt tykkelse.

Undskyld - jeg ved godt det er trættende at høre på. Men det her er altså et udmærket sted at klage sig.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Ja, i aften føles det sgu lidt pinligt at være ufuld - selv månen er fuld & delvis formørket.

Men min del af festivitasen er vist overstået. Har været forbi ex, set dronningens nytårstale, set ungerne spille spil, været forbi min far, været tilbage ved unger og gået tur ved søen med den ældste og set det flyverværkeri (som den yngste siger) der var dér, og set at der ganske rigtigt var taget en bid af månen.

Og nu er jeg så gået hjem og varmer mine tæer - jeg advarer jer, det er en nat for forfrysninger og ulykker - og det læser I alligevel først i morgen - og iøvrigt perfekt til nytår, og hvor ville jeg gerne være ude i den, og kysse med søde fulde piger.

Er det ok at føle det er bare lidt synd for én i aften?
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Bliver vist bare et smut forbi ex'en og børnene, et kig ind hos min far, og så hjem i seng. Jeg har ikke engang den fjerneste lyst til at drikke noget, klæde mig lækkert/sjovt eller danse. Så har jeg det altså ikke godt!

Så lad være at kigge efter mig i nat - men jeg håber at kunne tage revanche i weekenden, nok først lørdag.

Men *host* Godt Nytår til *snøft* alle!
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

... og det plejer ellers at være en aften og nat jeg ser frem til. En nat hvor Leoparddrenge ofte er i høj kurs.

Men det sidste halvandet døgn har jeg haft det ganske ad helvede til, med ubestemmelig feber - det kom naturligvis så snart ungerne var væk og jeg kunne slappe af. Så troede jeg egentlig den var væk i nat, da jeg ganske vist ikke kunne sove efter at have læst en bog færdig (lidt mere derom i senere indlæg), men hvor jeg følte mig relativt frisk.

Indtil jeg vågnede i morges med for lidt søvn - har det ganske forfærdeligt, og nu også med godt med snot.

Så lige nu føler jeg det meget iffy om jeg overhovedet går nogen steder i morgen. Og - hvis jeg stadig har det sådan, men ikke kan holde mig væk - om jeg ikke gør det mere anonym end sædvanlig. Jeg har trods alt visse standarder at leve op til. Og en forkølet leopard med problemer med balance og snot er lidt under hvad jeg plejer at gå efter.

Måske jeg bare skulle gå i gang med at fylde mig med gin eller vodka? Det virker nogen gange. Nå, nej, skal passe børn i aften.

Nå. Må vel bare hoppe på en bedring.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

...og jeg ligger her og ser det.

Jeg skal passe syge børn i dag, hurra. Og jeg forestiller mig en del klager over at de endnu engang ikke kommer ud og kælke. Men det er da også synd for dem. Og de har godt nok været syge længe efterhånden.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Igår min første ædru fødselsdag i mands minde.
Og den første hvor jeg ikke modtog nogen gaver. (På dagen altså, jeg har fået/får dog nogle...!)
Og den første hvor jeg hverken så familie eller venner (bortset fra egen avl).
Og den første hvor jeg brugt natten før og efter på at trøste barn med falsk strubehoste.
Og den første hvor jeg gik i seng inden midnat.

Når det alligevel blev lidt fødselsdagsagtigt, som M var så venlig at være bekymret for, skyldtes det især cyberspace. Hvor jeg da modtog en del mails, med gode hilsner. Og også hilsner her på bloggen. Og endda indlæg & hilsner på Dukkefortællingen.

Og så lovede børnene da også i går at være ekstra flinke. Hvad de da også i høj grad var; så det var jo også lidt fødselsdagsagtigt. Og jeg fik faktisk - som rest af mine planer - set første halvdel af første film i Ringenes Herre med den ældste, så nu er vi igang. Og han er godt tilfreds indtil videre - men det passede vist meget godt kun at se første halvdel, jeg kunne mærke han var ved at være mæt.

Nu er de så begge hjemme, for den ældste vågnede også syg i dag; men vi hygger os.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Det er vist hvad den yngste har pådraget sig. Heldigvis ikke i den rigtig slemme udgave - det er han for gammel til - men slem nok. Jeg har prøvet det et par gange med den ældste da han var yngre, og det kan absolut ikke anbefales. For det er vanvittig ubehageligt for barnet, og det er meget begrænset hvad man kan gøre. Udover at hjælpe til at sove i siddende stilling.

Hvorom alting er, så er fødselsdagsplaner vist lagt brak. Lige nu sidder ungerne og ser Shrek 2, og jeg ærgrer mig over manglende søvn. Fødselsdagen mærker jeg så lidt til, så det der med at være blevet ældre er lidt gået henover hovedet på mig.

(Jeg har i øvrigt længe undret mig over hvad ægte strubehoste så var - men det er åbenbart det der hedder difteritis).
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

I følge nyhederne.tv2.dk er Lars Løkke blevet syg. Og, skriver de, vaccineret mod influenza!?

Og det kan jo altså godt bekymre. Jeg kan ganske vist ikke lide manden og hans politik, men hans død ønsker jeg på den anden side heller ikke.

På den anden side, hvis han timer det ordentligt vil han jo nok kunne få den fineste statsbegravelse ever i Danmark, med stort set alle verdens notabiliteter samlet!
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Jeg kan dog ikke helt slippe tanken: at det skyldes han har mistet grebet i den kvindelige del af befolkningen, og nu appellerer til deres moderskabsfølelse?
Ceterum censeo Facebook esse delendam.