Men dengang i efteråret '86, må det have været, da jeg var indkaldt, hed det Session. Og jeg gruede i den grad for det, for jeg havde med mit anarkistiske sind meget svært ved at se, hvordan jeg skulle passe ind i noget, hvor man jo i bund og grund parkerer sin frie vilje ved indgangen.

Så ingen tvivl om jeg ville gå efter Civil Værnepligt, hvis det skulle blive aktuelt, men jeg håbede på frinummer. Jeg håbede rigtig meget på frinummer!

Heldigvis var chancerne efter sigende ikke så dårlige. Ungdomsarbejdsløsheden var jo i top, så en del så det som en måde at tjene nogle penge. Udover at der selvfølgelig også var mange konservative i de år, som jo ligefrem så frem til at komme ind og blive trænet i at skyde kommunister.

Men først skulle man jo igennem en del prøver. Til at strate med en intelligenstest, og det var jo faktisk meget sjov. Hvis der ikke havde været den underliggende frygt, havde jeg såmænd nok nydt det.

Jeg fik efterfølgende at vide, at den havde jeg jo klaret fint. Endog meget fint. Han så sådan lidt måbende på mig. Men kunne det virkelig passe, når jeg skrev at jeg kun havde 9 års skolegang? Tja, well, svarede jeg, jeg gik jo også lidt under ½ år i gymnasiet, inden jeg droppede ud. Nåå! - så kunne han meget bedre forstå det, sagde han, og rettede oplysningerne til 10 års skolegang.

Hvordan det lige hang sammen, forstår jeg stadig ikke. Som om min, i al beskedenhed, ret høje intelligens kan forklares ved et års skolegang? Nå, men der er så meget jeg ikke forstår.

Så var der høreprøver, og vist synsprøver. Høreprøven gik fint, synsprøven kan jeg ikke huske, men jeg ved den ikke er gået fint. Desværre ikke slemt nok til at jeg kunne blive kasseret.

Lægetjek forløb også uden problemer: du har et smukt svaj i ryggen, fik jeg at vide. Pas på den, den skal holde hele livet. (I bet you say that to all the boys.)

Og så var vi kommet frem til moment of truth, hvor man fik fortalt om mulighederne, og blev spurgt om man havde lyst til at melde sig frivilligt. Det havde jeg bestemt ikke tænkt mig. Okay, og hvis jeg så skulle ind, hvad kunne jeg så tænke mig? Ja, det ville jo så være Civil Værnepligt.

Jamen så var der jo bare tilbage at trække - fra en rød tombola ting, fuldkommen magen til dem der blev brugt, hvor man kunne vinde en bamse eller et service-sæt.

Jeg vidste at der var omkring 34.000 numre, og man skulle helst over 14.000 sagde de kloge. Og for at gå helt fri over 18.000. Noget i den stil. Jeg trak. Og kiggede med stor glæde, der langsomt brusede sig større og større på nummeret: 30.292.

"Så går jeg vist fri?" spurgte jeg.

Det kunne de jo ikke sige, men de kunne jo godt sige at det var et højt nummer. Et meget højt nummer. Om jeg havde nogen spørgsmål efterfølgende?

Næ, det havde jeg vist sådan set ikke. Jamen, så måtte jeg gerne gå - jeg ville høre nærmere.

Da jeg forlod Tåstrup Stationscenter, med Iggy Pop's Shades meget højt i min walkman, var det blæst op. Meget. Jeg gik over pladsen foran centeret, da meterstore skifferplader begyndte at blæse af taget, og hamrede ned ikke langt fra mig. Jeg gik bare grinende og syngende, med skifferen haglende ned omkring mig - jeg følte mig på det tidspunkt ganske usårlig, og der skete da heller ikke noget.

En af de mest frygtede dage i mit liv, som endte med at blive en af de gladeste.