Da jeg i vinters opdagede at min mor var blevet underlig i hovedet, troede jeg først at det var pludselig opstået senilitet. En mening lægeverdenen i første omgang delte, da den (med besvær) blev koblet på.

Koblet langsommeligt på, skal vel siges. For demens er ikke ligefrem et opprioriteret område, så bare det at få første tid i et udredningsforløb havde en tidshorisont på 5-6 uger (som så heldigvis blev forkortet lidt). Og efter den første serie prøver var der ingen forklaringer.

Der blev så planlagt nye prøver, men det hele tog en noget dramatisk drejning, da jeg fandt min mor i koma. Ret dramatisk. Og for mig står det som en skillelinje i forløbet - fordi jeg før var ret alene med det hele, og hun derefter var først på hospital, og siden i genoptræning på et center. Og jeg derfor ikke stod med hele ansvaret.

Anyway, på hospitalet var forklaringen på komaet, at hendes natrium-tal var helt i bund. Men hvad grunden var til det kunne ikke siges.

Forklaringen på det hele kom så ca en måned senere, efter en PET/CT skanning (det der PET/CT er sådan lidt fucking science-fiction agtigt, er rigtigt godt til at vise alt muligt der ikke er som det skal være i kroppen). Den skanning viste at der var noget på den ene lunge, og som vores læge på Hukommelsesklinikken fortalte, kunne symptomerne godt passe på noget kræft.

Så nu kom hun ind i et kræft-udredningsforløb på Bispebjerg. Hvor det godt nok gik noget hurtigere end demens-udredningen (som lægen sagde: Man kan sige meget om regeringen, men der er én ting den faktisk er lykkedes med - at få lavet nogle meget effektive kræftpakker). Lige i min mors tilfælde var det med pakkeløsningen måske ikke så smart, for i virkeligheden havde vi næsten diagnosen og prøverne.

Jeg fik således også en mail fra neurologi-lægen senere, som fortalte, at der nu også var fundet tegn på antistoffer mod kræft i en blodprøve. Og han kunne sætte et ord på det min mor havde lidt af, limbisk encephalitis. Altså hjernebetændelse i det limbiske system. Jeg googlede så selvfølgelig lidt mere, og kunne se, at den præcises betegnelse var paraneoplastisk limbisk encephalitis.

Meget mærkeligt pludseligt at få et ord på sygdommen - eller rettere, symptomerne - og se dem beskrevet præcist som jeg havde oplevet dem. Og som der også stod, var det symptomer der ofte blev misforstået som Alzheimer, eller lignende.

Det er jo heller ikke fordi det føles naturligt at tænke på lungekræft som årsagen til at man bliver underlig i hovedet. Men en type af lungekræft, små-cellet lungekræft, løsriver sig fra hvor den vokser i lungen, og bliver spredt rundt i kroppen, og kan give alle mulige underlige symptomer.

Paraneoplastisk limbisk encephalitis er et af dem - som jeg har kunnet se, sker det i ca 1% af tilfældende ved småcellet lungekræft, som i forvejen kun udgør ca 15 % af kræfttilfældende. Så det er ikke ofte, og læger skal være tilgivet for ikke at tænke på det som det første!

Nå, men efter ca 3 uger var diagnosen også klar fra Bispebjerg, der var tale om småcellet lungekræft, og sagen røg tilbage til Rigshospitalet for behandling.

Jeg fandt dog på Bispebjerg ud af, at småcellet lungekræft også kunne give lavt natrium-indhold. Hvilket jeg så igen forskede lidt nærmere i - og fandt ud af at en anden af disse mærkværdigheder småcellet lungekræft kan medføre er SIADH - Syndrome of inappropriate antidiuretic hormone hypersecretion (ved ikke hvad det hedder på dansk). Som gør at at der skylles for meget natrium ud - og altså kan forklare koma-historien fra maj. Jeg har aldrig hørt læger give den forklaring, men det er rart for mig at have opklaret det.

Anyway, småcellet lungekræft kan ikke opereres. Det er den kedelige ting ved den. For den er meget aggressiv, og som nævnt løsrives den meget hurtigt fra hvor den havde sit udspring.

Det er den dårlige nyhed. Den gode er så, at kemoterapi fungerer rigtigt godt i mod den. Og min mors kræft var så tidligt opdaget, at lægerne var meget positive i forhold til behandlingsmuligheder - de ville give hende behandling med det mål at helbrede hende (i modsætning til at blot livsforlængende).

Så man kan sige meget slemt om de vanvidsmåneder - men uden dem ville kræften aldrig være blevet opdaget så tidligt (for min mor har på intet tidspunkt haft symptomer der kunne passe på noget i lungerne).

Behandlingen ville så bestå af 4 serier kemoterapi, hver serie givet over 3 dage, med 3 ugers mellemrum. Og undervejs desuden strålebehandling - logistisk hårdt 2 besøg om dagen på alle hverdage igennem 3 uger.

Behandling som nu er overstået - i starten var jeg overrasket over hvor fredeligt det hele gik, men de to sidste serier kemo har været hårde, fordi knoglemarven var blevet påvirket, hvilket gjorde at der skulle forskellige blodtransfusioner og drop til. Og så gjorde strålebehandlingen, at hun i lang tid ikke kunne spise ordentligt (fordi spiserøret blev "forbrændt").

Men behandling er altså overstået, hun var så til skanning sidste mandag, og i dag var vi inde og høre resultatet af det hele. Og det ser "exceptionelt godt ud", fik vi at vide. Så det er jo fint, nu står den bare på kontroller. (Hvis man ser på statistikker for lungekræft er det tæt på at føles mirakuløst.)

Mentalt har hun det også tusind gange bedre. Men helt tryg føler jeg mig ikke endnu - hun har stadig indimellem episoder hvor hun har svært ved at skelne drøm fra virkelighed, og hun opfinder forklaringer på ting hun ikke forstår. Og så frisk som før bliver hun nok aldrig. Men i forhold til det mareridt hun var i i foråret er det en fantastisk udvikling. Også for mig - jeg var i perioder efter hun kom på hospitalet ved komaen i tvivl om det nu var for det bedste at jeg fandt hende dengang.

Lægerne har hun også snydt - jeg kan huske at en læge skrev som del af hendes udskrivelsespapirer til genoptræningscentret (altså inden kræftdiagnosen), at hun havde en drøm om at komme til at cykle igen, men at det ikke ville ske. Men det begyndte hun altså på for et par måneder siden, da hun skulle til strålebehandlingerne.

Anyway - det er vigtigt for mig at få formidlet, at hvis man pludselig opdager sådan nogle mærkværdige symptomer hos familien. Så er der altså noget mærkeligt noget der hedder paraneoplastisk limbisk encephalitis som kan være en forklaring. Og er der tale om en ryger, kan det nok være en idé lige at få kigget på lungerne.

Jeg håber så at være nogen lunde færdig med det. Men det er selvfølgeligt med bank under bordet.

[Opdatering, ½ time efter indlæg]: Jeg får kommentarer med fuck kræft på Twitter. Ja, fuck i høj grad kræft. Men en vigtig pointe i hele denne historie, er at jeg faktisk er glad for at det var kræft. Langt hellere det, end en mærkværdig, aggresiv Alzheimers'/demens, som tog tilstedeværelsen og værdigheden fra min mor. Og som ikke kunne behandles.

Nej, alt i alt er jeg sgu lykkelig for at det var kræft. Lungekræft. Jeg ved godt det lyder mærkeligt, men sådan er det.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Ja, jeg har i den grad været fraværende også med opdateringer om hvordan det går med min mor, siden indlæggelsen.

Lad mig give en kort opdatering: Efter hun vågnede fra koma gik det først langsomt fremad, men efterhånden hurtigt fysisk. Jeg fik dog et chok, da den tilseende læge om mandagen begyndte at tale om at hjemsende hende onsdag - det virkede ganske urealistiskt på mig. Og selvom der eventuelt kom hjemmehjælp mange gange om dagen, var jeg sikker på, at hun så bare ville ende med at sidde i en stol, afkræftet og uden mål eller vilje til at gøre noget.

Sygeplejerskerne ændrede det da også straks til torsdag, og da den oprandt blev hun istedet overflyttet til almindelgt sengeafsnit - hvor de havde en ganske anden tilgang til det med hjemsendelse. Så der lå hun godt en uge mere, var altså ialt på Riget 2 uger, og blev så istedet for at blive sendt hjem visiteret (et ord jeg er begyndt at lære at kende for alvor) til et rehabiliteringscenter, hvor hun har været siden, for at komme sig fysisk.

Og det har på mange måder været rent luksus, det er lidt som at bo på hotel, med tilknyttede fysioterapi. Og da hun er kommet sig ret hurtigt fysisk, er hun nok egentlig i alt for god form til at være der. (Hun er forøvrigt overraskende glad for at være der - hun er ca lige så privat som jeg, og higer efter ensomhed, og til at begynde med var hun bange for at skulle bo med så mange andre. Men hun er faktisk blevet glad for det, og har fået et par veninder der.)

Mentalt er det også gået op ad bakke - samme dag hun skulle udskrives, hvor jeg kom for at følge hende, virkede hun pludseligt meget mere klar. Og den første uge på centret skred det fremad dag for dag, så hun tilsidst var næsten som da jeg først opdagede noget var galt. Siden har der så været dage, hvor hun var en del mere konfus. Men helhedsindtrykket har været klart positivt, i forhold til før indlæggelsen.

Vi var så til en PET/CT skanning for halvanden uge siden - som var blevet bestilt før indlæggelsen, som del af demensudredningen. Det er en helkropsscanning, som kan opdage infektioner eller andre abnormaliteter i kroppen, som kræft - ved at se på hvor meget enrgi cellerne bruger, da syge celler som oftest bruger mere end raske.

Og jeg blev så ringet op i torsdags, der var kommet svar på den prøve, og lægen ville godt tale med min mor og mig. Hvilket vi gjorde idag.

Og den skanning har vist, at der sidder noget på hendes ene lunge, en vækst af en slags. Det er umuligt endnu at sige præcis hvad - men da kræft rent faktisk kan give symptomer af den art min mor har oplevet - hukommelsesproblemer, hallucinationer og andre angreb på hjernen - er det meget svært ikke at tro det er det. (Symptomerne kommer af, at kroppens immunforsvar prøver at bekæmpe kræftcellerne, men det medfører så samtidigt en betændelseslignende tilstand andre steder i kroppen, og der kan hjernen altså være ekstra følsom.)

Så nu ryger sagen over til lungemedicinske eksperter, hvor vi skal i ny udredning - dennegang nok i noget andet tempo end det første.

Jeg kan egentligt ikke sige jeg er chokeret... og med halvtreds års rygning (som hun faktisk netop er stoppet med, 14 dages indlæggelse, hvoraf den første uge nærmest er komatos gør sit til at komme over abstinenser) har hun vel også selv inviteret.

Og - det er faktisk meget rart at finde en forklaring. Og jo faktisk også vide, at ting hvis alt går vel kan blive normale.

Men det er jo altså Big C, og i lungerne. Jeg aner intet om hvor fremskredent det er, og hvad prognosen kan blive, men det bliver jeg/vi forhåbentligt klogee på snarligt. Og, nej, der er jo ikke nogen diagnose endnu, men på det givne grundlag bliver jeg overrasket hvis det ikke er kræft.

Min mor? Hun tog det meget roligt - men der kommer jo nok en reaktion på et tidspunkt. I første omgang er det meget forvirrende for hende - som altså oveni stadig kan være konfus - at hun nu ikke skal tænke på det som en psykisk lidelse (som hun har troet det var), men en fysisk. Eller som hun siger, hun skal vænne sig til, at hun måske slet ikke er blevet tosset, som hun ellers troede (og var overbevist om, at vi andre også gjorde).

Så, ja, Big C er scary, men faktisk bedre end uvished. Og nu kan der da blive gjort noget ved det!
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Et af mine tidligste minder er et lidt sært kubistisk skruet sammen i tid og rum - det indeholder flere situationer og flere steder i samme billede: men centralt i det er min mor smilende, stadig ungdommelig - hun må være omkring de 30 - og den blå barnebærerygsæk-ting jeg er i. I baggrunden er tildels lyng, tildels klitter. Og jeg fornemmer noget med nogle blåbær.

Jeg er ret sikker på at det stammer fra i nærheden af et sommerhus ved Gammel Skagen som mine forældre havde adgang til nogle år. Og jeg har været ca 1½ år gammel.

Billedet kom pludseligt til mig i torsdags, da jeg var alene med min mor - og stod i skarp kontrast til det billede af hende som var foran mig. Pludseligt ældet, øjne som når de åbnede sig en smule flakkede sløvt i et forsøg på at finde fokus og en sammenhæng, et ansigt hvis muskler havde opgivet at give det form.

I det øjeblik kunne jeg mærke følelserne komme ind på mig, dem som jeg ellers har holdt på en vis distance. Jeg ved de er der, men kan ikke overgive mig til dem. Men disse to billeder, og deres kontrast, overvældede mig, i et par minutter. Så var jeg klar igen.

Min mor så ellers ikke engang så galt ud - set i forhold til da jeg så hende et døgn før. Liggende på stuens gulv, nøgen fra livet og ned. Blod i hele hovedet og munden (troede jeg, det viste sig senere at være opkast). Hendes åndedræt som lød som en blanding af et damplokomotiv og et næsehorn - det burde være en god lyd, for den viste da at hun ihvertfald var i live, men den var meget uhyggelig. Og den frygtelige bevidsthed om, at hun havde ligget sådan i 12-15 timer.

I tirsdags ringede hun til mig ca kl 17. Hun følte sig svimmel, sagde hun. Jeg spurgte om jeg skulle komme forbi, men det syntes hun ikke. Nu prøvede hun at spise noget avokado, og drikke noget vand, og så så vi. Vi aftalte at jeg ringede igen en halv time efter, og checkede op på hende. Det gjorde jeg, og da havde hun det fint.

Jeg havde egentligt tænkt at ringe igen senere, men kom væk fra det. Men det var næppe heller så nødvendigt, tænkte jeg, da det var for sent at ringe, svimmelhed havde hun haft kortvarigt før, men det forsvandt altid kort efter, når hun fik forhøjet sit blodsukker.

Onsdag morgen tænkte jeg også på at ringe, men da var det for tidligt - jeg så ingen grund til at vække hende, for hun har tydeligvis brug for meget søvn for tiden. Så klokken blev henad 13 inden jeg ringede, mest for at checke om jeg skulle komme forbi og købe noget til hende.

Der var ikke noget svar. Men hun kunne jo selv være ude og købe ind, tænkte jeg. Men en alarmklokke var så småt begyndt at bimle i mit baghovede. Jeg prøvede igen en halv time efter, stadig intet svar, og nu begyndte jeg at blive bekymret, for hun har ikke bevæget sig meget ud alene den sidste tid. Da jeg stadig ikke havde hørt noget et kvarter efter, besluttede jeg mig for at tage hjem til hende.

Undervejs prøvede jeg stadig at ringe, stadig uden svar. Og jeg blev mere og mere overbevist om at noget var helt galt. Jeg så forskellige billeder for mig, at hun var faldet på trappen og havde brækket en hofte, og lå hjælpeløs. Eller at hun var faldet og havde slået hovedet - et billede som skulle blive alt for livagtigt afspejlet i virkeligheden.

Da jeg kommer hjem til hende og åbner fordøren ligger hendes avis der - som hun troligt læser i, ude at noget hænger fast. Men har været uundværlig for hende, da hun kan bruge den som kalender - hun kan se dagens dato på den. At den ligger der endnu, viser at noget er helt galt.

Jeg haster op til hendes stue, og ser billedet beskrevet før. Lyset er tændt, og viser at det må være sket aftenen før, efter solnedgang.

Jeg kaster et tæppe over hende, mest for blufærdighed, men det var nok også meget fornuftigt af hensyn til kropsvarme. Selvom de 10 minutter der kommer til at gå mens jeg er der, næppe betyder meget i forhold til de 15 timer. Prøver at kalde hendes navn, men uden nogen form for reaktion.

Ringer 112. Opdager på vej derhen, at der er opkast og igen hvad jeg opfatter som blod på gulvet henne ved telefonen. Og enorme mængder af blod i klumper i køkkenet. (Lidt senere finder jeg ud af at det også er opkast - i store mængder.)

Kan ikke klage over noget fra alarmcentralen, politimand stiller mig videre til deres nye sygeplejersker, som instruerer mig i at lægge hende på siden i aflåst sideleje - hvilket jeg ikke kan, for hendes lemmer er helt forkrampede, men på siden kommer hun da. Og holder mig vel ellers med selskab til ambulancen er der. Sammen med en akutlæge, ingen smalle steder.

De spørger mig om diverse, kan ikke huske detaljer, men det bliver vel en lynhurtig genfortælling af sygeforløb. Ned i ambulance, jeg med, afsted til Rigshospitalet. En del af mig synes det er overordentligt interessant at køre afsted med blink af Jagtvej, hvor vi kører på cykelstien for at komme frem.

Ankommer til traumecentret, hende ind hvor de kan få rengjort hende, sender henne videre til CT-skanning efter blodprøver. Jeg ringer rundt. Min mobil er ved at løbe tør for strøm.

Taler med læge, en neurolog - de er ved at samle et helt team af specialister, til at kigge på hende, de vil snart have et bedre billede.

Det får de også. CT-skanning viser ikke tegn på nogen former for blødning eller andet. Blodet viser tegn på infektion, og vigtigst at hendes natrium (altså salt) niveau er alt for lavt. Kan være forklaring på det hele, men kan også være droppet som følge af opkast med videre. Men det skal ihvertfald stabiliseres. Det vil tage en del tid.

Så hun kommer op på neurologisk intensiv, hvor de lægger hende i respirator med videre. De vil prøve at vække hende en gang næste dag. Jeg er der noget tid med min bror, men vi tager hjem i løbet af aftenen.

Vi er der igen næste dag. Hun begynder at vågne om eftermiddagen, hvis man kan kalde det vågne - der er ikke mange tegn på bevidsthed. Og det er i en af disse stunder jeg får billedet af mit barndomsminde, og overvældes.

Siden er det så gået lidt frem. Hun er flyttet fra intensiv, og er begyndt at tale. Fredag morgen kun enstavelses svar, men om eftermiddagen spage, korte sætninger. Og til formiddag lidt mere komplekse ting.

Hun får 3 slags antibiotika, for de har fundet infektion i lungerne, sikkert på grund af inhalering af opkast, men også noget i hendes nervesystem. Og det sidste er for alvor interessant, for det kan jo være det er roden til det hele. Og måske nu kan slås ned. Og hvem ved, måske kan det hele blive bedre end udgangspunktet.

Men der er mange hvis'er og meget tvivl forude. Så jeg er sgu nok lidt optaget den næste tid.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Jeg, ungerne og min mor var i Tivoli i dag.

Det var en del mere vellykket end sidst - selvom jeg må sige jeg havde min skepsis på forhånd. For ganske vist sluttede jeg sidst af, med konstateringen at jeg måtte have en voksen mere med næste gang - men min mors tilstand taget i betragtning kan hun ikke rigtigtigt regnes som voksen. Faktisk fik jeg et par minutters panik, da jeg og ungerne kom ud fra radiobilerne, og min mor ikke var hvor jeg havde anbragt hende. Der gik lidt tid med at stæse rundt som en skoldet skid, ringe på mobiltelefon som ikke blev taget... etc.

Men da jeg kom tilbage var hun dukket op igen, hun mente hun bare var gået lidt væk for at kunne se på os.

Ja, fint nok, hvis hun så også var dukkede op efterfølgende. Og jeg vidste hun var frisk.

Hvilket hun heldigvis var, i dag. Hun kunne tale om det japansk/kinesiske tårn rigtigt mange gange. Men det var hyggeligt, og det var det vigtigste. Og snart - til næste år - kan ungerne tage de fleste forlystelser de har lyst til sammen, uden min medvirken. Så begynder jeg faktisk at kunne se muligheden for at det kan være helt nice som forælder, det der Tivoli.

Idag er jeg bare tilfreds med at alle endte med at være nogenlunde tilfredse...
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Apropos min mor (som jeg skrev om for lidt siden), jeg kan godt indimellem komme til at tænke på en Carlsberg-reklame, når jeg er sammen med hende. Det er naturligvis ikke specielt pænt at tænke morsomme tanker om hendes tilstand, men det er nødvendigt for ikke selv at blive helt gakgak, at kunne se det morsomme i situationerne.

Jeg har desværre ikke kunnet finde reklamen på nettet - det er ellers en af de absolut bedste synes jeg. Den er lavet i en periode i starten af 90'erne hvor Carlsberg havde en guldalder med eres reklame, de havde lige fundet på deres nye motto "Vores Øl" og fik lavet en del gode reklamer på det, ofte med en sort/twistet pointe. Siden er det hele blevet meget mainstream.

Anyway, efter hukommelsen, det er 2 ældre damer, der er til en konsultation hos lægen. Den ene sidder med håndtasken i skødet, hænderne på den, sidder stille, ryster måske en smule, men siger en underlig summende lyd. Den anden agerer mere normalt. Optaget i sort-hvid.

Lægen spørger: "Og hvorfor er I så kommet her i dag?"
Normale ældre: "Jo, det er min søster... hun tror hun er et køleskab."
Lægen: "Javelja. Og hvor længe har det så stået på?"
Normale ældre: "Ja, det har vel stået på nogle år efterhånden."
Lægen: "Nogle år? Det var længe?! Men hvorfor kommer I så nu?"
Normale ældre: "Jo, det er fordi... nu er hun begyndt at afrime!"
[mærkelig lyd fra forstyrret søster]
Lægen: "Afrime? Javel... men det er der vel ikke så meget at gøre ved?!"
Normale ældre: "Jamen... hvordan skal vi så holde Vores Øl kolde?!"

Jeg ved ikke om den fungerer på skrift, den var ihvertfald meget morsom - jeg morede mig meget over den, dengang. Kunne være fint hvis den kunne blive lagt op. Men ølreklamer var vist forbudt i TV dengang, så den er nok ikke optaget så mange steder.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Det her bliver et lidt freestylet indlæg. Har på den ene side længe haft lyst til at skrive om min mors mulige demens, om mit første møde med sundshedsvæsnet udover bagateller og andre ting i den forbindelse, men har lidt veget tilbage fra det. Blandt andet fordi ting til stadighed er uafklarede. Og fordi det tærer, og mine tanker og tid i forvejen er fyldt med det. (Hvis du er ny læser, og ikke ved hvad jeg taler om, så startede det hele her, for 3 måneder siden.)

Og også fordi det er lidt grænseoverskridende at skrive om min mor på den måde.

Det er et par måneder siden jeg sidst skrev en opdatering om det, efter en lidt mareridtsagtig dag. Fordi min mor aldrig har haft fast læge - hun er gruppe 2 medlem af sygesikringen, og er gået direkte til de specialister hun (sjældent) har haft brug for. Så jeg stod lidt på bar bund i forhold til hvem jeg skulle henvende mig til med hendes tilstand.

Som jeg følte hastede, fordi hendes situation udviklede sig faretruende hurtigt: der var ikke blot tale om store hukommelsesproblemer (korttidshukkomelsen), men også eskalerende vrangforestillinger og fantasier, som nærmest må kaldes drømme som hun tror er virkelige. En pludselig udvikling jeg ikke synes jeg har hørt om med demens, hvorfor jeg tænkte i blodpropper/hjerneblødning/hjernesvulst. Altsammen noget det ligesom ville være godt at få nogen til at se på - hurtigt.

Løsningen blev for mig, at jeg hev hende med på psykiatrisk skadestue på Bispebjerg. Ikke ideel måde, det ved jeg, men jeg følte at det var en mulighed for at få sat noget i værk hurtigt.

Det var det så ikke, vi kom til at sidde og vente i 4 timer, hvorefter min mor ikke kunne holde til mere. Hvilket jeg godt kan forstå, det var meget surrealistisk. Det gode ved det var, at hun indså det gode ved en læge, og kom i tanker om en, hun kunne bruge, som endda boede tæt på - hun kendte klinikassistenten.

Som hun ville tage kontakt til samme aften. Og det gjorde hun endda, og om formiddagen dagen efter, torsdag, fik hun en tid samme dag. "Fint jeg kommer og henter dig," sagde jeg. Men det ville hun så pludselig ikke have, at jeg var med. Og det syntes jeg endnu jeg måtte respektere.

En halv time efter hendes konsultation skulle have startet, ringede klinikassistenten, som altså har kendt min mor privat, til mig, og fortalte at hun aldrig var dukket op. Hun havde ringet til mor, som åbenbart havde glemt det. (Sagde min mor. Det er én gang, hvor jeg faktisk ikke er sikker på, om min mor reelt glemte det, eller det var en form for pjæk fordi hun ikke ville til lægen.)

Ny tid om mandagen. Og denne gang slap hun ikke for at jeg tog med. Hvilken lettelse endelig at komme til at tale med nogen indenfor systemet. Som ganske vist ikke kunne gøre noget selv, men i det mindste kunne konstatere at den da var ret gal.

Hun begyndte samme dag at tale om en undersøgelse senere samme dag, og måske indlæggelse et par dage (hvilket min mor reagerede meget stærkt imod, at det skulle gå så hurtigt, at hun ikke lige kunne få nogle dage at sunde sig i. Hvilket er lidt absurd, når hun lever i tidsbobler som varer få minutter, men det var hun endnu ikke selv klar over.)

Men den læge hun ringede til på Bispebjerg kunne ikke træffes, hvorfor det endte med at hun faxede en henvisning/rekvisition til dem (det fik at vide var den hurtigste måde?!). Hun ærgrede sig over hun ikke kunne gøre mere nu, men mente at det ihvertfald var igang i systemet. Jeg havde klart det indtryk at hun også følte det hastede, netop på grund af muligheden for at der kunne foregå ting i hjernen af mere dramatisk og akut natur end demens.

Hun foreslog at jeg næste dag prøvede at ringe til Bispebjergs neurologiske ambulatorium, for at høre om status.

Det gjorded jeg. Men de kunne ikke se noget i deres system. Jeg sagde den var blevet faxet i går. "Nå, den er faxet. Ja, men så går der en dag eller to mere, for så skal den registreres på en anden måde. Men prøv at ringe til [] imorgen klokken 9, han står for det. Det er meget hurtigere med elektronisk overførsel!" Ikke overraskende - og jeg ved ikke hvem jeg skal være sur på, om det er nogen der har givet vores læge forkert besked, eller om hun har misforstået.

Næste dag, onsdag, ringer jeg til ham jeg er blevet bedt om at kontakte. (I parentes har jeg det virkeligt dårligt med at tale i telefon, især med offentlige ting. Det giver mig angst på alle mulige måder - del af mit fobi kompels - så det har ikke været nemt for mig noget af det her.)

Han sad netop med faxen. Men den var fejlhenvist, forklarede han. For alle henvisninger omkring demens for det optageområde skulle gå til Rigshospitalet, som de har fælles optag med. Så han ville sende henvisningen videre til dem.

Okay, jeg checker så Rigshospitalets afdeling på nettet, og den gode nyhed er at de har en rigtig god hjemmeside - hvor de forklarer om forløb med videre. Klar bonus.

Ringer til Riget, Neurologisk Ambulatorium, torsdag formiddag. Men, nej, de havde ikke fået noget fra Bispebjerg endnu, prøv imorgen.

Jeg prøver fredag. Men den interne post er endnu ikke kommet. Hun får mit nummer, og vil ringe tilbage når der er kommet intern post. (Jeg grubler over hvorfor den fax dog ikke undervejs et eller andet sted har kunnet blive omformet til en elektronisk ting, men det ville åbenbart være for meget.)

Jeg får opkaldet lidt senere: Nu har de fået henvisningen! Nu vil hun sende den videre til Hukommelsescentret,  som er demenseksperterne. Så vil de tage sig af den. Jeg kan evt ringe til dem mandag.

Tilbage til the waiting game. Mandag ringer jeg ikke til dem - kan ikke. Jeg ender med at sende en mail. Den svarer de senere på, at de vil kontakte mig når de har behandlet henvendelsen og fundet en tid til en forundersøgelse.

Der går 2-3 dage. Så får jeg en mail. Vi har fået en tid - til forundersøgelse. Godt 5 uger senere.

Lige der er jeg ved at krakelere. Min mor bliver mere og mere blæst, og når hun ikke er blæst lever hun halvdelen af tiden i en opfunden verden. Og så skal der gå 5 uger inden nogen vil kigge på hende? Efter jeg i halvanden uge møjsommeligt har set hvordan en skide fax har bevæget sig gennem systemet.

Og jeg vil her gerne understrege: Alle jeg gennem det her forløb har talt med, har været høflige, venlige og forstående. Og kan godt se det problematiske. Jeg har ikke set noget galt med den enkelte. Men systemet... der er altså et eller andet forhistorisk over det.

Anyway, jeg pudser nu min bror på dem - han er lidt bedre til at skære igennem bureaukrati end jeg, ikke meget, men lidt. Og han får i det mindste udvirket at min mor kommer på en afbudsliste, så hvis der kommer afbud vil vi blive kontaktet. Min mors læge kommer også på banen igen, og prøver også at få rykket, efter at jeg har henvendt mig til hende, fordi jeg er begyndt at undersøge mulighederne for en MR-skanning på privatklinik. Som vi gerne selv vil betale for.

Og mirakuløst, efter et par uger alt i alt, med ringer de pludselig fra Riget en fredag, om vi kan komme om mandagen, til forundersøgelse. Det kan vi i den grad!

Det består så i at vi snakker med en sygeplejerske, og siden en læge, og der bliver lagt en plan for videre undersøgelser. Hvoraf den første er en CT-skanning af hjernen. Endelig. Kompetente folk, betryggende folk, som tager sagen alvorligt. Der er på det her tidspunkt gået ca syv uger, hvor jeg har stået mere eller mindre alene med det. (Min bror vil naturligvis gerne hjælpe, og gør det også, men faktum er at min mor er mest tryg ved mig.)

Neurologen som kigger på min mor, forstår godt min bekymring i forhold til en svulst eller lignende, derfor også den hurtige skanning, men siger at han ikke på den ydre undersøgelse af reflekser med videre ser tegn på det skulle være noget af det.

Det er stadig et forløb som har taget sin tid: 3 undersøgelser, og så en opfølgende samtale, lagt over ca 5 uger. Der har så også været påske indimellem. Men de har været en lise i forhold til tiden før, fordi det har været til at sige hvad der skulle ske hvornår, og hvorfor. Og da jeg ikke hørte noget efter CT-skanningen har jeg også, sammen med lægens ord, været rimeligt rolig ifht til den fysiske udvikling i hjernen - det har taget noget af det akutte stress, og det hele er blevet mere en tilstand.

I går var det så tid for den opfølgende samtale, den som skulle binde trådende sammen.

Den dårlige nyhed er at den ikke bragte nogen afklaring - der var ingen diagnose. Den gode nyhed er, at der ikke er nogen tegn fra prøverne som peger på de kroniske demenssygdomme, eller kræft eller noget. Ligesom hele forløbet virker alt for pludseligt.

Der kan være indikationer som peger imod, at det kunne være en form for infektion, og slet ikke demens.

Og det mirakuløse er her, at hvis det skulle være tilfældet, kan det muligvis være sådan, at tilstanden kan kureres. Ikke bare bremses, men kureres.

Det kommer altsammen an på så meget, og jeg drager ingen konklusioner. Foreløbig sættes vi op til yerligere nogle prøver og mere nøjagtige skanninger.

Men alene det at der kunne være håb om en egentlig helbredelse - det have jeg vist mistet et sted på vejen. Og det er der pludselig igen.

(Så lige for at runde det med sundhedsvæsnet af: jeg er virkelig glad for de folk vi har haft med at gøre. De virker meget dygtige, og de håndterer os fint. Jeg synes også det virker som god idé at samle demensudredning under ét. Men, men, men - det virker skrupforkert, at der kan være så lang ventetid, når der kan være tale om noget akut, som slet ikke har noget med demens at gøre. Så få dog det undersøgt med det samme - så der ikke skal gå måneder, inden en læge for lov til at sige: hov, det der, det kan sgudda godt være farligt & haste. Der er en kæde der er sprunget af der et sted.)

Og hvordan har min mor det så? Jo, hun er heldigvis også stabiliseret efter vi kom ind i et forløb, hun kører stadig uden korttidshukommelse, stort set, og finder stadig på ting. Et eksempel på hvordan hun blander ting hun husker og ting hun ser sammen, var da hun til en undersøgelse, hvor hun blev spurgt om hun kunne huske hvad der var sket i ugen, kunne huske at bin Laden var død (flot). Hun mente så at han var blevet hængt, og det var vistnok var syrerne der gjorde det.

Hun har også angst. For eksempel havde hun pludselig en idé om at jeg og min bror havde hængt billeder op af hende i hele hendes kvarter, og udstillet hende, og at vi i øvrigt ville indlægge hende på en klinik i Stonehenge. Vrangforestillinger som kan komme meget pludseligt, og være meget udførligi - mere udførlige end hun opfatter dagligdagen.

Og hvis jeg får hende beroliget, og til at tro på, at det jo blot er noget hun fantaserer sig til, har hun glemt beroligelsen 5 minutter efter, men ikke tvangstanken - den forsvinder først efter et døgn.

Heldigvis hjælper mails, når hun har tingene på skrift kan hun læse det igen og igen - så jeg er faktisk glad for at det har været vores foretrukne kommunikationsform i mange år. For telefonen virker ikke mere end mens man snakker i den.

Sjovt nok er jeg ikke så bange for at hun bor alene, og ikke har meget andet end mig til at hjælpe, når jeg kan. For de fleste rutineting klarer hun stadig fint.

Anyway. Der er stadig håb.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Jeg er rimeligt smadret i dag - 2 gange på Riget, den ene gang som forsøgsperson, den anden som interessent - tærer lidt på kræfterne. Så I får bare en reklame.

Philips er jo blevet mere og mere intime, først på kvindesiden med nydeligt designet legetøj - og nu vil de så også hjælpe mændene af med endnu mere hårvækst. Og det kan vi jo alle have brug for i ny og næ. Vistnok.


(vær dog klar over at man risikerer kløende nosser...
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Jeg oplever meget i disse dage, hvordan det at skrive - for mig blogindlæg - meget handler om, om ens sind er i en tilstand hvor skrivning ligger lige for.

Det er ellers en tilstand jeg har været i i omkring 2 år, men den seneste måneds tid er jeg blevet revet længere væk fra computeren, både fysisk og mentalt. Og så viser det sig også sværere at skrive noget, selv når man rent faktisk har tiden og muligheden.

Det er ellers ikke fordi jeg ikke har historierne og trangen - for eksempel ville jeg gerne skrive en update på den store tids- og tankerøver, min mors helbredstilstand, men det kan jeg altså heller ikke lige komme igang med, kan jeg mærke.

Men nu er det snart påske - og eks'en hiver ungerne med på charter - så mon ikke jeg kan komme i en lidt mere afslappet tilstand der?

Jeg satser. Kan godt bruge en lidt mere afslappet tilstand.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Jeg skal være helt ærlig, og indrømme at jeg i dag lidt fortryder mit indlæg fra i går. Ikke for det, indholdet var sådan set reelt nok.

Men dels var jeg nok lidt for morsom da jeg skrev overskriften. Og dels kan det virke som om jeg ville negligere den direkte strålingsfare.

Jeg mener stadig også den største risiko ikke er i den direkte stråling, men i det radioaktive materiale*. Og jeg havde ikke på det tidspunkt regnet med at strålingen omkring værket var eller ville blive så høj som den tilsyneladende er nu.

Men al ære skal gå til de mennesker som i øjeblikket prøver at bekæmpe udviklingen i værket - jeg kan slet ikke forestille mig hvad der går gennem hovedet på dem. Det er en opofrelse udover alle grænser - ligesom det var ved Tjernobyl hvor mange brandfolk omkom af de strålingsdoser de fik i deres forsøg på at begrænse skaderne.

Det allerværste er, at ofret synes at være forgæves - reaktor efter reaktor kommer længere og længere fra hvad der ligner antydningen af kontrol, og selv de reaktorer som sådan set var slukkede og blot skulle tømmes løber løbsk.

Og min fornemmelse er, at vi er vidne til en katastrofe der indenfor ganske få dage vil vise sig at være værre end Tjernobyl. Hvilket er slemt nok, men i et land med en befolkningstæthed som Japan - i skarp kontrast til Ukraines - er det dobbelt katastrofalt.

Og imens er Gaddafi & søn ved at sønderbombe sin egen befolkning - og er stolte af det. Og jeg skal forsvare min bror imod hallucinationer og vrangforestillinger fra min mor.

I sandhed interessante dage, som kineserne ville kalde det.

Så kan det ærligt talt godt forekomme lidt ligegyldigt at en flok jyske landmænd kører til København i traktor og får parkeringsbøder. (De havde sikkert endda en idé om at de virkelig ville spærre for trafikken i København. Lidet anede de, at her kører alle 30 km/t.)

Og så ville jeg godt kunne slutte med en ordentlig pointe. Men jeg har ikke rigtigt nogen. Jeg tror jeg er en smule i chok af alting.

* Jeg ville virkelig ønske, at medierne kunne finde ud af at skelne mellem radioaktivt materiale og stråling. Radioaktivt materiale laver stråling. Og det giver ingen mening at tale om radioaktiv stråling, som de hele tiden gør. Radiation=stråling.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Jeg har adskillige de sidste par uger ærgret mig over, at min mor ikke har nået at få en smartphone, og nået at blive fortrolig med den inden den seneste udvikling.

For hvor kunne det dog have været praktisk, hvis hun for eksempel havde en google-kalender online, som jeg kunne holde styr på for hende. Og som hun kunne gå ind og checke, og som kunne give besked til hende når hun hun skulle noget. Jeg ville nærmest kunne fjernstyre hende på den måde...

Det ville ihvertfald nok fungere en del bedre end de håndskrevne noter hun kører på nu, som hun får kludret godt og grundigt rundt i.

Jeg har også tænkt på, at nu er der da ihvertfald ingen chance for at hun komme på netbank - noget jeg ellers har prøvet at overbevise hende om en del år, at det da gør livet en del nemmere. Men jeg kan ikke forestille mig at hun ville kunne komme igennem den hurdle der hedder NemID i dag. Hvilket så nok også er meget godt, når det kommer til stykket - jeg kan levende se, hvordan hun ville sidde og betale den samme regning igen og igen.

Udover svigtende hukommelse kommer der så også flere og flere vrangforestillinger til. I dag sendte hun for eksempel mail til mig og min bror, at hun havde været på arabisk hospital halvdelen af dagen. Og ønskede i øvrigt til lykke med fødselsdagen, men hun kunne altså ikke komme. Og hun har naturligvis ikke været i nærheden af et hospital, hverken dansk eller arabisk, og ingen har fødselsdag.

Det virker simpelthen som om hun er begyndt at drømme i vågen tilstand. Det jeg dog finder lidt glædeligt i det hele er, at hun ikke virker så aggressiv og paranoid som jeg en periode syntes der kunne være optræk til, og som var meget udtalt i hendes mor. Hun virker i øjeblikket mere accepterende. Men det kommer nok til at skifte flere gange.

Jeg skal nu langt om længe til læge med hende i morgen - i nsidste uge fik hun saboteret det ved først ikke at ville have mig med, og dernæst glemme sin tid. Men nu slipper hun ikke for mig. Og så gætter jeg på at hun skal scannes bagefter. Jeg har umiddelbart svært ved at forestille mig hvordan hun skal klare en MR-scanning, men hun kan vel forhåbentligt blive fyldt med noget beroligende.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

En lang dag i min mors helbreds tegn, som har trukket ud uden at have kastet noget konkret af sig.

Og dog, for hun bliver mere bevidst om hvad der sker, og accepterer det mere - og er nu også med på at få egen læge, som kan blive tovholder på projektet. Det har været noget tålmodighedskrævende, men jeg er egentligt glad for den udvikling.

Og så havde vi faktisk på trods af anstrengelser, en ganske hyggelig dag, som blandt andet involverede besøg på en restaurant i Nordvest, som jeg ellers aldrig tror vi var havnet på. Hvilket min mor da også fik konstateret - mange gange.

Og så fik vi kigget på interessante dele af Bispebjergs arkitektur. Og jeg fik stof til en quiz.

Men kors hvor er jeg dog træt lige nu - både fysisk og mentalt.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Lige en opdatering på hele demens-historien/forløbet. Det hører sig vel til, når nu jeg har luftet det her.

I en uge efter vi havde været på besøg hos min mor, så jeg tiden an, og håbede det bedste. Jeg skrev dog en mail til min bror og fortalte om weekenden, og hørte om han havde bemærket noget - det havde han ikke, men han havde heller ikke haft kontakt til hende nogle uger. Men så var han ihvertfald opmærksom.

I fredags modtog jeg så en lidt kryptisk mail fra min mor, om jeg kunne give besked om jeg og børnene kom lørdag. Hvad der ikke var nogen planer om, da børnene var hos deres mor. Normalt ikke noget jeg ville tænke nærmere over, hvis hun kom til at bytte rundt på ugerne, men i perspektiv fra ugen før noget der gjorde mig urolig igen.

Og så i mandags fik jeg en mail fra min bror, at han - eller rettere hans kone - også havde oplevet lignende hvad jeg havde. Samt at hun pludseligt ringede midt om natten, og troede at de lige havde ringet til hende.

Så jeg tog hjem til hende i tirsdags, og forelagde mine bekymringer og fortalte om mine oberservationer. Og det kom alt sammen meget bag på hende, for hun havde ikke bemærket noget. Siger hun.

Hun sagde at hun jo stolede på mig - men det var samtidigt også tydeligt, at hun havde svært ved at forstå, at virkeligheden ikke var som hun troede den var - og det kan jeg jo ganske udmærket forstå. Jeg synes det må være ganske forfærdeligt mareridtsagtigt. (Det var i øvrigt heller ikke særligt sjov for mig - selvom det nu ikke forløb så slemt som jeg havde frygtet.)

Men jeg kunne ikke få hende til lægen - hun måtte tænke lidt over det hele, sagde hun. (Og der havde jeg jo lidt lyst til at sige: ja, det er jo meget godt - men kan du huske at tænke over det? Men jeg holdt mig nu fra det.) Hun har cirka lige så meget imod at gå til lægen, som jeg har. Så den bliver ikke nem.

Men ud af snakken kom, at jeg ville skrive en mail til hende om hvad vi havde snakket om, og at hun tænkte over tingene, og at vi skulle hvae mere kontakt end vi ellers har - så jeg også ser hende når jeg har børnefri.

Og det er sådan ca der hvor den står nu - vi har mailet lidt siden, men de er lidt svære at tolke, de mails. Jeg ville forbandet gerne have hende til lægen - for det er stadig på et stadie, hvor der sagtens kan være tale om at det er noget vitamin/mineral mangel, eller dehydrering - og det ville jo altså være rart at få opklaret, ligesom det i det hele taget ville være godt med en diagnose.

Men nu giver jeg hende foreløbig en uge - jeg er ikke nået til det punkt hvor jeg trumfer noget igennem endnu.

(Der er i øvrigt også et praktisk problem - hun er Gruppe 2 medlem i sygesikringen - netop fordi hun ikke har villet være bundet op på læger - og hun har ikke nogen egen læge. Så jeg aner faktisk ikke hvordan jeg skal gribe den sag an, hvis jeg skal få hende afsted til et eller andet - om jeg skal lave en tid hos en neurolog, eller lignende. Der må jeg nok forespørge mig i regionen, hvordan man egentligt gør det?!)

Så, anyways, der er ikke meget dramatisk nyt, og heller ikke rigtigt nogen afklaring - selvom det var et godt første skridt at få talt med hende om det. Men det fylder en del hos mig - og selvom jeg faktisk havde tænkt på det inden, er der ingen tvivl om at formuleringen af for eksempel Damokles-implantatet også er drevet af de tanker.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Damokles-implantatet er oprindeligt opfundet af Leoparddrengen ca år 2020.

Det er et eksempel på tidlig nanoteknologi brugt medicinsk, og består i sin enkelhed af intelligente, programmerbare TNT-enheder i nano-størrelse. Man indsprøjter 50 mg blandet i en saltvandsopløsning i en blodåre, hvorefter nano-enhederne finder vej til patientens hjerne, hvor de sætter sig på indersiden af centrale blodårer.

På et tilfældigt tidspunkt indenfor et på forhånd programmeret interval - typisk et interval som starter en uge efter indsprøjtning og varer op til et år - udløses TNT'en i enhederne i en mikroskopisk eksplosion. Eksplosionen efterlader ikke synlige skader udenfor patienten, og kan knap høres - men er kraftig nok til at forårsage massive hjerneblødninger som øjeblikkeligt dræber patienten, smertefrit.

Damokles-implantatet er oprindeligt udviklet tænkt som en hjælp til patienter, som ville undgå de værste virkninger af en invaliderende sygdom - som forskellige former for sklerose eller Alzheimer's sygdom - uden at gå til den mere dramatiske og endelige løsning i selvmord eller aktiv dødshjælp. Leoparddrengen formulerede det selv, som et skæbne-ændrende indgreb.

I modsætning til aktiv dødshjælp har højesteretter over hele verden slået fast, at brugen af et Damokles-implantat er lovlig, såfremt det gøres med informeret samtykke af patienten. De vigtigste begrundelser for denne status er, at det ikke er sikkert man dør af implantatet - man kan i princippet nå at dø af andre ting inden implantatete eksploderer - og at indgrebet er reversibelt: det er ganske enkelt at omprogrammere enhederne, så de harmløst skylles ud af kroppen, hvis patienten skulle skifte mening.

Damokles-implantatet har haft en massiv indflydelse på hvordan man ser på sygdom og død, og ikke mindst individets muligheder for at gøre noget ved det. Raske mennesker er også begyndt at bruge det, typisk med et interval mellem et og 10 år - de giver ofte som begrundelse, at det hjælper til at modarbejde livstræthed, og gør at man lever hver dage til fulde - som var det den sidste, i det det jo meget vel kan være det.

Leoparddrengen fremførte selv, ved sin takketale da han modtog Nobelprisen i medicin for sin opfindelse i 2025, at han havde fået idéen mens han læste bogen Mit smukke genom - og overvejede hvad han selv ville ønske han kunne gøre, hvis han opdagede han var bærer af et gen, som medfører Alzheimer's sygdom. Og senere blev tankerne mere konkrete, da han fik demens ind på livet igen.

Navnet Damokles-implantat har teknologien fået fra den græske legende om Damokles - som opgiver tronen af frygt for det sværd som er ophængt over den i et enkelt hestehår. Interessant at frygten for døden her ses som noget negativt, men med Damokles-implantatet er vendt til noget positivt.

Fra Encyclopedia Galactica, 2078 udgaven.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Min morfar døde for 25 år siden. I en periode derefter var det som om hans enke, min mormor, livede op og begyndte at udfolde sig.

Ikke meget underligt i det. Men efter kort tid begyndte hun ikke at kunne huske ting, og hun begyndte at gentage sig selv. Hvilket var begyndelsen på et mareridt af demens der skulle komme til at vare små ti år, de sidste fyldt med had og forbitrelse hos min mormor og spejlet i hendes børn.

Det var virkelig ikke kønt, og jeg overvejede flere gange i fuldt alvor hvordan man kunne slå hende ihjel - uden at nogen ville lide og uden at jeg ville blive busted og uden at jeg ville fortabe min sjæl for evigt. Jeg fandt aldrig en måde. Men hun døde altså i sidste ende - fik fred er ikke et forkert ord, selvom hun absolut ikke var villig til at gå.

Idag er jeg og ungerne på besøg hos min mor. Hvor vi overnatter. Hvilket hun indenfor den første halve time vi var her, talte om vel nok var godt, fordi det bliver så koldt i nat. Og talte om igen. Og igen. Og igen. Og igen. Uden erindring om at have talt om det før - selvom det burde kunne huskes da det de første gange ledte til samme joke fra den ældste (at 15 grader da lød varmt - for der blev ikke sagt minus). En joke som efterhånden stivnede hos ham i undren.

Og i løbet af aftenen har der været mange andre emner, som er blevet taget op... igen og igen.

Og jeg kender det, jeg genkender det, og er lige nu fyldt med frygt. Og jeg fatter ikke hvordan korttidshukommelsen i den grad kan forsvinde på de 10 dage der er gået siden jeg så hende sidst - hvor hun virkede frisk nok. Men lige nu virker den godt på vej væk.

Jeg kan håbe og bede til, at der er tale om en endagsforestilling. Måske tager hun noget medicin, jeg ikke kender til? Måske... jeg ved ikke.

Jeg ved hvad jeg lige nu tror. Og det var ved grød noget jeg aldrig håbede skulle ske. Aldrig, aldrig, aldrig.

Og - det er vel også noget jeg ret hurtigt må prøve at erkende - og konfrontere hende med. For muligvis er der medicin, der i det mindste kan forsinke det. Ligesom der - hvis det er havd jeg frygter - nok også er ting, det vil være godt hvis hun får gjort, mens tid er.

Og et eller andet sted, som en egoistisk ting, ligger der den erkendelse - at hvis det skete for min mormor, og det sker for min mor - hvad sker der så for mig om 20-30 år. Og hvad vil jeg gøre ved det. Og bør jeg undersøge det nu.

Men selvfølgelig er de mest umiddelbare tanker hos min mor - som jeg virkelig ikke ønsker det skal ske for, og jeg ønsker virkelig ikke mine børns billede af hende som hun har været for dem skal ødelægges, som jeg ved det vil blive, hvis det jeg frygter, sker.

[Opdatering, 3/3 2011] Her er en lidt opdateret status på det hele.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Da jeg kom ned i min opgang for lidt siden stod hoveddøren på vid gab - og efter temperaturen på trappen at dømme, havde den været sådan længe. (Døren binder i nogle positioner, og kan sætte sig fast, hvis man ikke er opmærksom.)

På gulvet i opgangen lå en forgyldt amagernøgle (tror jeg det hedder, men kan ikke få det bekræftet på nettet - altså sådan en gammeldags stor nøgle).

På opslagstavlen var et nyt opslag, som jeg ikke ved hvem har hængt op: HUSK TEMA-AFTEN OM DEMENS - som åbenbart er på DR2 på lørdag. Sedlen stod alzheimerforeningen bag.

Og nu kan jeg så ikke lade være med at spekulere på, om der er en sammenhæng mellem de tre ting?
Ceterum censeo Facebook esse delendam.