Leoparddrengens
Public Key

søndag den 20. februar 2011, kl. 01.14

Oh crap oh fuck oh crap oh fuck

Min morfar døde for 25 år siden. I en periode derefter var det som om hans enke, min mormor, livede op og begyndte at udfolde sig.

Ikke meget underligt i det. Men efter kort tid begyndte hun ikke at kunne huske ting, og hun begyndte at gentage sig selv. Hvilket var begyndelsen på et mareridt af demens der skulle komme til at vare små ti år, de sidste fyldt med had og forbitrelse hos min mormor og spejlet i hendes børn.

Det var virkelig ikke kønt, og jeg overvejede flere gange i fuldt alvor hvordan man kunne slå hende ihjel - uden at nogen ville lide og uden at jeg ville blive busted og uden at jeg ville fortabe min sjæl for evigt. Jeg fandt aldrig en måde. Men hun døde altså i sidste ende - fik fred er ikke et forkert ord, selvom hun absolut ikke var villig til at gå.

Idag er jeg og ungerne på besøg hos min mor. Hvor vi overnatter. Hvilket hun indenfor den første halve time vi var her, talte om vel nok var godt, fordi det bliver så koldt i nat. Og talte om igen. Og igen. Og igen. Og igen. Uden erindring om at have talt om det før - selvom det burde kunne huskes da det de første gange ledte til samme joke fra den ældste (at 15 grader da lød varmt - for der blev ikke sagt minus). En joke som efterhånden stivnede hos ham i undren.

Og i løbet af aftenen har der været mange andre emner, som er blevet taget op... igen og igen.

Og jeg kender det, jeg genkender det, og er lige nu fyldt med frygt. Og jeg fatter ikke hvordan korttidshukommelsen i den grad kan forsvinde på de 10 dage der er gået siden jeg så hende sidst - hvor hun virkede frisk nok. Men lige nu virker den godt på vej væk.

Jeg kan håbe og bede til, at der er tale om en endagsforestilling. Måske tager hun noget medicin, jeg ikke kender til? Måske... jeg ved ikke.

Jeg ved hvad jeg lige nu tror. Og det var ved grød noget jeg aldrig håbede skulle ske. Aldrig, aldrig, aldrig.

Og - det er vel også noget jeg ret hurtigt må prøve at erkende - og konfrontere hende med. For muligvis er der medicin, der i det mindste kan forsinke det. Ligesom der - hvis det er havd jeg frygter - nok også er ting, det vil være godt hvis hun får gjort, mens tid er.

Og et eller andet sted, som en egoistisk ting, ligger der den erkendelse - at hvis det skete for min mormor, og det sker for min mor - hvad sker der så for mig om 20-30 år. Og hvad vil jeg gøre ved det. Og bør jeg undersøge det nu.

Men selvfølgelig er de mest umiddelbare tanker hos min mor - som jeg virkelig ikke ønsker det skal ske for, og jeg ønsker virkelig ikke mine børns billede af hende som hun har været for dem skal ødelægges, som jeg ved det vil blive, hvis det jeg frygter, sker.

[Opdatering, 3/3 2011] Her er en lidt opdateret status på det hele.

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

11 kommentarer:

Husmoder sagde ...

Åh nej, sikke et dilemma.

Nu ved jeg ikke hvor gammel din mor er, men min mor (eller jeg, for den sags skyld) kan ikke huske en flyvende fims, når hun er stresset. Måske er det bare det?

Men ellers; snak med hende. Jeg mener, at have hørt, at med demens følger også depression - inden hjernen lukker helt ned... Så alt andet lige, er det vel godt hvis I alle er med på hvad der sker - hvis der sker noget..

Held og lykke. Og når du har talt med din mor, bliver du undersøgt selv. Ikk?

Steen AA sagde ...

Øv og røv og nøgler! Krydsede fingre herfra.

Fru Z sagde ...

Fucking øv! Min farfar var bimlende dement, de sidste mange år af sit liv. Og min farmor syntes faktisk det var pivpinligt. Nu er hun der selv. Men i grænselandet, hvor hun stadig godt selv er klar over, hvad vej det går. Og måske er det i virkeligheden den værste periode? Hun skal da tjekkes. Og dig med.
Gode tanker herfra..

imangelafbedre sagde ...

Øv, det er jeg ked af at høre.

Jeg kan desværre ikke sige et eller andet klogt.

Men jeg håber, at det bare er falsk alarm.

Uden Relevans sagde ...

Jeg håber det bedste herfra.

Leoparddrengen sagde ...

@Husmoder
Jeg kender min mor rimeligt godt, og det jeg oplevede i går (og tildels i dag) var desværre ikke almindelig stress eller forvirring.

Der kan komme mange følgesygdomme/humørændringer med demens - depression er en af dem; for min mormor gjaldt at hun blev meget vred og aggressiv. Men, jo, hvis det fortsætter er det nødvendigt at tage den snak - hvilket ikke bliver sjovt, da hun jo selv har billedet af sin mors nedtur.

Hvad angår migselv har jeg trods alt nok en del år at løbe på, inden jeg skulle få symptomer. Men det kan nok være en idé med noget gentest for at se, om der er tegn på, at jeg skulle være disponeret for det.

@Fru Z
Jo, for offeret selv må det være en mere nådig tilstand, når man når til ikke at vide at der er noget galt. Muligvis ikke for de pårørende - det kommer nok an på forskelligt.

@Steen AA, imangelafbedre, Moffe
Tak. Jeg håber også selv det bedste. Og vil bruge de næste dage på at læse op på viden om de forskellige demens-forårsagende sygdomme.

Eric sagde ...

Trist og træls hvis det er rigtigt. God idé at læse op på stoffet - om ikke andet så for at ruste sig og måske få andres erfaring med, hvordan man bedst tackler det med børnenes oplevelse.

spunky sagde ...

fy for pyffor .... den var ikke rar...
jeg håber sgu også at det bare er en endagsforrestilling.

men du bør nok konsultere en læge med hensyn til dig selv om ikke andet bare for at få viden om hvordan det biologisk forholder sig...

æv ... det er jeg sgu rigtig ked af at høre....

håber det bedste!

fie sagde ...

Sender dig de bedste tanker!

M sagde ...

Puha, jeg ved lige præcis hvordan du har det. Min farmor blev skingrende dement og hendes mor og mormor havde været det samme. Da jeg var barn fortalte hun mig gang på gang at det også ville ske for mig, hun kaldte det bare "sindssyge" og skræmte mig med, at jeg også ville blive sindssyg en dag. Min far døde før han nåede at blive gammel nok til at vise tegn på demens, men når han gentog sig selv, som alle jo kan komme til at gøre, blev jeg nervøs. Men Leoparddreng, jeg beroliger mig med, at om 20-30-40 år når vi er i farezonen, så er der forhåbentligt blevet opfundet noget medicin der kan hjælpe...
Er ked af, at du skulle blive den oplevelse "rigere" og jeg kan godt forstå at du er nervøs. Men tal med din mor om det - det er vigtigt - også så du ikke går og får måske unødige tanker...
Alt godt til dig og gode tanker fra M

Leoparddrengen sagde ...

Tak til alle for tanker. I første omgang ser jeg lige tiden an, for at se om det bare var en enkelt dag på grund af et eller andet. Jeg ser hende rimeligt ofte, så det burde være til at opdage.