Jeg genlæste egentligt Ira Levin's
Fagre Nye Elektronverden (
This Perfect Day) med henblik på anmeldelse her på bloggen for nogle måneder siden, men kom aldrig rigtigt frem til at få skrevet den anmeldelse. Måske fordi den bog et sted betyder meget for mig - så det har krævet lidt overvindelse at gå i gang med.
Men nu nævnte jeg
for ikke længe siden Huxley's Brave New World, og det - sammen med egne (og
andres)
anti-facebook skriverier - fik mig åbenbart til at tænke her til aften, at nu skulle det være.
Jeg tager anmeldelsen lidt i omvendt rækkefølge - for eksempel ved at fortælle at jeg altså kun har læst den på dansk. Sammen med Ringenes Herre er det en af de bøger jeg læste på dansk første gang, og selv har haft, og aldrig siden har læst på engelsk. LotR har jeg dog stående på engelsk, og jeg ved selvfølgeligt hvad alting hedder.... men sådan er det altså.
Og med Fagre Nye Elektronverden har det lidt betydning - for den er noget bedaget i sproget (bogen er fra 1970, og oversat samme år), og jeg tror det er værst på dansk. Fordi mange af ordene siden er blevet anglificeret. For eksempel hedder en elektronhjerne ligesom ikke en elektronhjerne i dag, og dermed er hele titlen - som i forvejen er et efter min mening forfejlet spil på Fagre Nye Verden (
Brave New World) - noget kikset.
Bortset fra den er bedaget, er oversættelsen sådan set ok. Men læs den da helst på engelsk (den er alligevel også umulig at finde på dansk).
Anyway - bogen er efter min mening en af 3 store dystopier, som kendetegner de sidste 100 år:
1984 af George Orwell er den ene. Den har jeg aldrig været særlig vild med, men måske på et lidt unfair grundlag - for da jeg læste den fik jeg den præsenteret som Science Fiction, hvilket den ikke er. Og det var jeg røvirriteret over hele bogen igennem. Men dens betydning og vigtighed kan man ikke komme udenom. Her i defineres newspeak og det politiske overvågningssamfund.
Og så er der
Brave New World (Fagre Nye Verden) af Aldous Huxley. Om en verden, hvor mennesket er fremavlet til forskellige klasser - fra de fine og ædle Alfaer, til de hæslige, masseproducerede Epsiloner i bunden, som fyldes med narko så de gennemfører deres slavelignende liv uden at brokke sig. Bestemt god at huske idag, men det er nok vigtigt at huske på at den altså er fra 1931.
Og, altså - min favorit, den alt for ukendte
This Perfect Day. Skrevet af Ira Levin - og højst mærkværdigt ikke filmatiseret, det burde ellers være til højrebenet. Især i betragtning af at næsten alt andet han har skrevet er filmatiseret (
A Kiss Before Dying,
Rosemary's Baby,
The Boys from Brazil,
Sliver.... for at nævne nogle).
Verden som Chip - han hedder egentlig Li, men hans lidt excentriske Bedstefar insisterer på at kalde ham Chip - vokser op i, er dejlig; ja, den er noget nær perfekt. Der er verdensfred, og har været det i mange år, menneskene lever trygt og godt. Og alle kender deres plads, for Uni-El sørger for at alle tildelses lige præcis den funktion som passer til ham eller hende.
Uni-El er en gigantisk computer, som er bygget inde i bjergene i det centrale Eur - et sted som hed Scweiz i gamle dage - Chips farfar var med til at bygge Uni-El, hvilket Chip er meget stolt af; før Uni-El var tingene ikke helt så gode, da havde hvert kontinent sin store computer, men nu kan ressourcerne udnyttes endnu mere effektivt.
Uni-El kan sørge for alting - og sørger for at man ikke kommer til at gøre noget dumt. Så man skal jævnligt når man går nogle steder trykke sin armlænke mod en monitor, så Uni-El ved hvor man går, og kan passe på en. Og eventuelt sige nej, hvis man ikke må gå den vej, så man ikke kommer til skade.
Uni-El sørger også for at alle mennesker er raske - det gøres ved at alle får en månedlig behandling, som sørger for at man er i godt humør og ikke bliver aggressiv. Agressiv, det var sådan noget mennesker var i gamle dage, før Uni-El - hvor de slog hinanden ihjel, og var voldelige og lavede krig. Men det er heldigvis slut nu.
Og skulle et medlem af Familien alligevel blive sygt, så er der behandlere som kan tage sig af dem. Og resten af Familien støtter naturligvis op. Som det også hedder i den store fællesskabssang, En Stor Familie...
Som man nok kan gætte sig til, bliver Chip efterhånden som han vokser op ikke ved med at være lige tilfreds med denne verden - som vel kunne være udtænkt af Kim Jong-Il eller Mark Zuckerberg. Og bogen handler således om hans gryende oprør, forsøget på at finde ligesindede, at undslippe - og at kæmpe mod Uni-El.
Men Unis tråde rækker langt, og man er aldrig sikker på hvornår man er fri af dem.
Efter min mening er det både en fremragende bog på et helt elementært spændingsmæssigt niveau, historisk (den siger også en del om 1970 hvor den er skrevet). Og så er den forbandet relevant - endnu mere dag for dag, som Mark Zuckerberg og hans Familie-lignende Facebook sætter sig på mere og mere af dit privatliv.
Som du
ikke kan komme ud af igen - for du vil jo gerne være med i klubben, ikke Mulle? Og før vi ved af det er det for sent. Hvis det ikke er Facebook er det noget andet vi har lagt vores liv i hænderne på.
Og det har altså været en af mine yndlingsbøger i mere end et kvart århundrede - og efter ikke at have læste den i flere årtier - er den det stadig. Som sagt lidt bedaget, især i den danske oversættelse.
Så lige lidt afrunding: nogle vil nok mene at jeg også skulle have haft Ray Bradburys Fahrenheit 451 blandt de store dystopier. Det valgte jeg altså ikke at have - selvom jeg bedre kan lide den end 1984. Og man kunne også nævne andre.
At den ikke er filmatiseret, undrer mig som sagt. Men den - i øvrigt rigtigt gode, og også ret oversete - film
Equilibrium (som på dansk af en eller anden grund hedder Cubic) gav mig mindelser om. Ligesom
Brazil et eller andet sted giver mindelser om alle dystopier.
Jeg håber virkelig jeg har givet nogen lyst til at læse bogen. Det er en klassiker - der er bare ikke mange der ved det. Og det er en klassiker som det endda er en fornøjelse at læse! (Det ser dog ud som om, på det link jeg fandt til den på Amazon, at den er ved at blive genudgivet - så måske er den også ved at blive genopdaget. Så er det jo bare med at være med på bølgen - og være en del af Familien...)
Ceterum censeo Facebook esse delendam.
