Ligeså tidligt vinteren kom i år, ligeså tidligt synes jeg foråret er kommet.

Jeg er godt klar over det nok bare er mig, for ganske vist har der været nogle solrige dage indimellem, men det er nok lidt meget at tale om et egentligt forår.

Men i modsætning til sidste år - hvor jeg stort set ikke følte en brik - synes jeg der har været godt gang i mine hormoner og glæde ved at kigge & tænke på det modsatte køn de sidste 14 dages tid.

Eksemplificeret ved mit ikke-møde med Leopardprinsessen, men ikke begrænset til det, langt fra. Og faktisk går jeg og føler mig en smule små-forelsket i en læge, som leder et forsøg jeg deltager i. Et helt fredeligt et, hvor jeg over 4 gange skal have taget en blodprøve.

Og det er helt dønalder-agtigt - jeg har kun mødt hende to gange á 5 minutter, og det er meget begrænset hvor meget vi har kunnet snakke. Og vi er omgivet af en guvernante i form af en bioanalytiker (tror jeg), som stikker mig i armen og tager mit blod. Men jeg kan ikke lade være at føle mig infatuated. Og prøve at lægge strategier for, hvordan man egentlig gør i den situation, som subjekt i en undersøgelse. Om jeg venter til efter den sidste blodprøve, og så spørger om hun vil på date. Eller mailer. Eller kan jeg gøre det før (den sidste prøve er først til maj)  - er det så ikke nærmest uetisk for hende? Og skal jeg prøve at udflitte om hendes privatliv, som om hun har kæreste - bliver det ikke lidt akavet, især med guvernanten omkring...?

Jo - jeg tror foråret er kommet tidligt.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Her i eftermiddag var jeg ude at gå. Da jeg i rask trav kommer over mod Nørrebro siden er hun der pludselig: smuk, slank & smidig, smuk, ultra-kortklippet eller skaldet med lange stubbe, beslutsom og hurtig i sin gang, lækker, smuk. Iført halvlang sort frakke og leopardgamacher som i min gamle dragt - lidt falmede, men ellers i fin stand og stramme.

Jeg kan dårligt forestille mig en kvinde som er mere min stil end hende.


Hun er nok for ung til at jeg kunne gå efter noget forholdsagtigt, men stilen... wow.

Det gik stærkt, vi havde begge fart på, og hun dukkede op ud af ingenting cirka 5 meter fra mig. Jeg har vel alt i alt fået set hende forfra i ét sekund.

Alligevel er tanken hurtigt formuleret: spørge om tage billede til blog, + leopardkort. Eller i mere gennemtænkt udgave: spørge hende om jeg ikke nok må tage et bilede af hende til min blog, fordi hun er så sej, og give hende mit kort - så hun kan finde billedet af sig selv, og se hvorfor hun er min stil.

Men jeg gør det ikke. Vender mig og indhenter hende og spørger. Jeg ved ikke helt hvorfor. Jo, en del af grunden er nok, at jeg er blevet så vant til at skulle skjule min Leoparddreng-identitet, at jeg automatisk tøvede, fordi jeg skulle gennemtænke at det var ok. Og så vel ganske almindelig skyhed. For dårligt.

Da jeg havde tænkt det hele igennem, og var blevet klar over at jeg da skulle have gjort som tænkt, carpe diem!, var jeg for langt væk til at det rigtigt gav mening at prøve at indhente hende.

Og det går jeg så og virtuelt sparker mig selv for nu - at jeg ikke gjorde noget.

Jeg tror jeg må rende rundt ved Dronning Louises Bro de næste eftermiddage, og se om hun skulle dukke op igen. Det virkede næsten for skæbne-agtigt...

Men hvad - det kan vel også tænkes hun læser med her. Eller kommer forbi en dag, på jagt efter en leopard? Eller måske nogen læser med her, som kan kende hende fra beskrivelsen, og giver hende et praj...
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Jeg har før været inde på, at jeg vist ikke sådan har en type, jeg er specielt efter. Bortset måske fra skaldede kvinder og jødiske prinsesser.

Men noget kunne tyde på, at der er en type mere: superforskeren, helst indenfor noget neurovidenskab...?!

Hvor det lige kommer fra, ved jeg ikke; men jeg blev første gang opmærksom på typen, var da jeg for ca ½ år siden så et interview med en kvindelig professor (og meget mere) som talte meget nøgternt om hjernedoping op til eksamen i TV-Avisen. Uden at blive lokket til at moralisere eller lignende.

Hun interesserede mig. Så jeg googlede hende, og fandt ud af at hun åbenbart er et stort navn indenfor sin gren af forskerverdenen, og selvom hun er midt i 30'erne har hun tonsvis af titler og patenter bag sig. Og så lød hun skræmmende ambitiøs og målrettet - noget jeg aldrig ville kunne leve op til. Og havde givet afkald på at få børn, for det var der slet ikke tid til.

Og jeg følte mig ganske tiltrukket af det jeg læste.

Og nu dukker der så en mere op: i de forløbne uger har jeg set hende et par gange, i andledning af hendes bog Mit smukke genom – historier fra genetikkens overdrev. Som jeg kunne forstå, havde hun ladet sig genteste, for at finde ud af hvor meget og hvor lidt videnskaben udfra nutidig viden om den mennekselige arvemasse kan fortælle om én.

Og det har så skabt en del debat, fordi nogen åbenbart ikke mener det er en viden vi er klar til at modtage og forholde os til. At det kun er noget læger skal rode med.

Nå, men havde set det ud af det ene øje, men ikke hæftet mig synderligt ved det - udover at jeg bemærkede hende forfatteren havde nævnt at hun blandt andet kunne se i generne, hvor hendes depressioner kom fra. (Hun kaldte det vist noget andet, men det var hvad jeg hørte.) Og det kunne jeg da godt forstå, at det var interesant at kunne se.

Anyway, i går var der så et længere interview med hende i Politiken, Lone Frank hedder hun. Og hun har åbenbart skrevet flere bøger, og er toppen af poppen indenfor populærvidenskab - den nye Tor Nørretranders. Og hende havde jeg ikke hørt om før.

Men da jeg sad og læste interviewet, sad jeg næsten og blev helt forelsket. Så måske er det i virkeligheden et narcisistisk aspekt jeg har fundet, for hendes beretninger om det at være anderledes altid og meget andet, kunne jeg i den grad genkende.

Lidt pudsigt var det, at hun ville prøve alle mulige andre tests, men ikke en intelligenstest - fordi hun var bange for at den ville vise hun var gennemsnitlig. Det tror jeg nu ikke der ville være nogen "fare" for at den ville vise, udfra det jeg læste, men jeg kom til at spekulere på, om jeg mon ikke ville havde det på samme måde, hvis jeg ikke havde taget alle mulige tests for sjov, da jeg var barn, og så naturligvis igen en tvungen da jeg var til session. Og siden har jeg så ind imellem taget en del på nettet, så jeg ved ca hvor jeg ligger.

Og nu får jeg da helt lyst til at læse den her bog - så hvem ved, måske ender jeg også med at tage en gen-test. (Jeg gør mig nu nogle tanker om det der gen-halløj, men dem gemmer jeg til et andet indlæg.)

Anyway - nu fremgik det desværre af interviewet, at hun har kæreste på - bortset fra det også barnløs, som den førstnævnte - hvilket jo helt egoistisk kan ærgre. Især da hun nærmest er nabo til mig på Frederiksberg, og måske en dag kunne finde vej til Amigo, og måske ville synes det var overordentligt interessant med sådan et excentrisk dansende leopard/menneske.

Men jeg må vist bare spekulere over, om jeg kan bruge den oplysning til noget: at jeg tilsyneladende bliver meget interesseret i intelligente kvinder, som forsker i noget med neuro- eller skriver om det. Og jeg må vel også spekulere over, om det at jeg spekulerer over det har en betydning: er jeg på udkig?!
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

I starten af 90'erne rendte jeg i byen på en pige. Vi havnede hjemme hos hendes veninde - hun boede ellers i Århus - hvor vi hyggede os. Og jeg blev ganske forelsket i hende. Hun var sød, guddommelig smuk, eksotisk.

Men hun havde lige slået op med en anden, var kommet hjem fra rejse i Afrika, og havde lige bosat sig i Århus. Så var ikke interesseret i noget, og det var så det.

Men jeg tænkte en del på hende i de første år, og da jeg blev single igen googlede jeg hende. Det kunne da være interessant at se hvad hun nu lavede, et cetera.

Men det skulle jeg aldrig have gjort - for det viste sig at hun åbenbart var blevet totalt new age't, og var et eller andet krystal/aura/healingterapeut. Jeg ved ærlig talt ikke hvad jeg synes er værst, om hun selv tror på det, eller bare lokker penge ud af folk.

Jeg tror nu, at hun tror på det. Og jeg undrer mig over hvad der har fået hende til at falde i den grøft.

Nå, jeg googlede hende så lige igen for lidt siden. Jeg tænkte, måske var hun pludselig blevet klogere? Men nej, der er det samme site, og nu var der tilføjet nogle artikler hun havde skrevet. Total vås.

What a goddamn waste! Og hun var så forbandet smuk, er det stadig såvidt jeg kan se fra de billeder der ligger.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Som jeg har truet med er jeg i et retrospektivt hjørne for tiden; så lad os få dækket de 9 år, der har mærket mig mest fra barndommen - på godt, men især ondt. Vær advaret, beretningen vil til tider virke som én lang jammer, men det er svært at komme udenom.

Og den slutter positivt...

Den begynder en augustdag midt i 70'erne, i solskin. Jeg er spændt, men først og fremmest nervøs og skræmt, for det er min første skoledag. Men det går jo fint, og det gør den første tid også; og jeg finder ud af der ikke er noget at være bange for (tror jeg), og at jeg godt kan lide at lære, og at jeg godt kan lide at lege i skolegården.

Jeg kan huske vi leger meget hele klassen, også meget på tværs af piger/drengeskel - meget mere end det er mit indtryk det sker i min søns skole i dag.

Vores klasselærerinde er en sød, ældre dame, hedder Frk , så det er trygt og godt. Og min matematiklærer - som jeg kommer til at have længe, og er den lærer jeg har de bedste minder om, har et mega langt rødt skæg, og ryger pibe når han er gårdvagt.

Jeg lærer hurtigt - som jeg husker det havde jeg ikke rigtigt nogen skolefærdigheder inden skolen (i modsætning til for eksempel mine egne børn i dag), men det er som det skal være. Jeg kan huske, at jeg er meget stolt, da jeg vinder den kolosale musetrappe vi har lavet i fællesskab i klassen til jul; vi skal gætte på et tal mellem 1 og 21, og jeg tager det bogstaveligt og regner ud at tallet midt imellem er 11, så det gætter jeg på. Og gætter rigtigt (Frk siger ganske vist det ikke var sådan ment, men det er resultatet der tæller.)

Men efter nytår er der ikke mer Frk - hun går på pension. I stedet for vi en ung lærer (og nu er det ike længere lærerinde, selvom hun også er hunkøn). Hun er som sådan også god nok - men ikke den samme afslappede, jeg-ved-hvordan som Frk . Og efter vi har haft hende et par år, ser vi hende næsten ikke mere - hun er konstant på barsels- eller sygeorlov.

Men indtil engang i 3. klasse, er alt sådan set storartet. Det fungerer godt socialt; fagligt er jeg den bedste i klassen på alle punkter bortset fra idræt, men det er nu ikke fordi jeg er dårlig der; er altid en af de første valgte i fodbold, og er tredjebedst i løb og den bedste i længdespring. (Kast er dog altid min akilleshæl, der er jeg klart dårligst).

Men derfra begynder det at skride - af forskellige årsager. Men til at starte med, er det nok, at jeg får en ny interesse - bøger. Jeg gennemtrawler det lokale børnebibliotek for alt hvad de har; til at starte med klassikere som De 3 Detektiver, og Enid Blytons samlede værker; ikke kun De 5, men det hele S.O.S (syv og Sofus), "Den Hemmelighedsfulde "-serien og hvad de hedder allesammen. Min rekord er at læse syv (7) bøger på en dag. (Men det var vist også S.O.S bøger og de var ret korte, og med store bogstaver; egentlig under min værdighed på det tidspunkt, men hvad - det var ord på et papir).

Gik senere over til Science Fiction og mere esoteriske bøger.

Og det var jo fint nok - bortset fra, at jeg jo så ikke havde lyst til at deltage i socialt liv uden for skolen, jeg ville hellere bare hjem og læse.

En anden ting var at jeg begyndte at blive nærsynet; hvilket jeg først ikke var klar over, og jeg kom vist ikke til sundhedsplejersker nogle år. Men i tilbageblik kan jeg se, at mit idræt (fodbold!) begyndte at blive dårligere og dårligere - af den simple årsag, at jeg efterhånden ikke anede hvem jeg skulle aflevere til. Og det betød forbandet meget socialt dengang.

En anden ting der skete, var at flere elever begyndte at forlade skolen; og de hørte allesammen til de både fagligst og socialt mest velfungerende i klassen; jeg ved ikke måske havde deres forældre allerede opdaget noget var galt, eller måske skulle de bare flytte og det var tilfældigt det var sådan det ramte (til at starte med - sidenhen er der ingen tvivl om det var med vilje).

(En af dem der forlader klassen, midt i 4., er i øvrigt den pige jeg er forelsket i; og det var ikke fordi vi var kærester eller talte om det, men jeg tror faktisk det var gensidigt; hende tænker jeg stadig på indimellem - ville meget gerne finde ud af hvad der er blevet af hende.)

Det betød at skellet mellem mig, som altid havde været den bedste, og de som blev tilbage, blev mere og mere udtalt.

Så der er jeg: den mindste i klassen, den mere og mere udpræget klogeste i en mere og mere dysfunktionel klasse, som selvvalgt har skippet en del af det sociale liv udenfor skolen - det kræver ikke den store hovedregning at se, at der står mobbeoffer skrevet på min ryg og pande med meterhøje flammende bogstaver.

Hvad der hjælper en del, er at jeg i starten af 4. klasse for en ven - han går i parralelklassen - som er min totale soulmate. Vi har samme interesser, samme... alt muligt. Vi er bare som skabt for hinanden. (Og hans situation er meget lig min i hans klasse - som er om muligt endnu mere dysfunktionel end min; det var efterhånden en helt igennem forfærdelig skole.)

Så det at være isoleret bemærkes ikke så meget; vi finder sammen i hvert frikvarter. Godt det samme for timerne er ikke sjove længere. Jeg er noget for langt, og de andre er nået for kort. Det er blevet sådan, at jeg på de første dage af skoleåret laver samtlige opgaver for resten af året, og så er den prut slået, fagligt. (Da vi får engelsk i 5. giver det selvfølgelig for en stund lidt udfordring igen.)

Parolen for skolen i 70'erne er jo Ritt Bjerregaards berømte, kulturrevolutionsinspirerede: Det, ikke alle kan lære, skal ingen lære. Og sådan virkede min skoletid faktisk langt henad vejen, fra 4. til midt i 8. klasse.

Dog var min matematiklærer ok, han sørgede for at fylde bøger på mig, fra gamle systemer for højere klasser, som jeg så kunne sidde og arbejde med selv. Det var godt for mig, men gjorde jo sit til at jeg ikke hørte til i klassen.

Så da min vens mor efter et års tid, fandt ud af at hun skulle prøve at gen-finde sammen med sin mand - som uheldigvis arbejdede på Grønland - og hev ham med derop, stod jeg pludselig fuldstændig alene i en skole der ikke sagde mig noget, hverken socialt eller fagligt. Og hvor de andre elever - som heller ikke havde det for godt - jo så kunne bruge mig som offer.

Det var ikke fordi jeg fik bank, men der var verbale ydmygelser ret konstant.

Så - jeg finder det ikke så underligt at jeg var syg en del; noget af det sikkert reelt, noget andet psykosomatisk, men langt det meste decideret pjæk. Hvilket jeg fik lov til af både skole og min mor, for fagligt havde jeg jo ingen problemer.

(En note her, om min mor: for mange vil sikkert have stillet sig spørgsmålet, hvorfor hun dog ikke hev mig ud; det spørgsmål stiller jeg mig da også selv, nogle gange. Men langt henad vejen må jeg forsvare hende med, at jeg var skidegod til at skjule hvor galt det stod til; og jeg havde en eller anden underlig loyalitetsfølelse i forhold til klassen, så jeg ikke ville "bagtale" dem.)

Min ven kommer tilbage fra Grønland efter 1 år eller så, og det hjælper selvfølgelig noget; men ikke meget, for nu får vi ikke længere lov til bare at isolere os.

Efter et år - til starten af 8. klasse - bliver han flyttet over på en anden skole, hvilket får min verden til at bryde sammen. Samtidig får vi ny klasselærer, skolens skræk - med krop, stemme og udseende som Birthe Rønn Hornbech; hun skal vist sætte skik på klassen. Frygteligt, frygteligt synes jeg.

Men hun er ikke så dum; ved den første forældrekonsultation fortæller hun min mor meget direkte, at jeg skal skifte skole, og at jeg ville blive ødelagt hvis jeg blev dér. Det er et chok for mig at få at vide, men i løbet af et øjeblik forvandles det til en usigelig lettelse.

Og det går ret stærkt, så efter nytår skal jeg begynde i den nye skole, som ligger ca 100 meter længere væk end den gamle. Jeg kan huske, da jeg går hjem fra skole inden juleferien og lykkelig for mig selv synger Stones sangen This Could Be the Last Time.

Og jeg begynder i den nye skole, og det er herligt; en klasse med almindelige børn/unge som er åbne og venlige. Jeg får nogle rigtigt gode venner der - den ene ser jeg endnu, ligesom jeg også stadig ser min ven fra den gamle skole, som flyttede.

I modsætning til den gamle klasse er alle drengene her kommet i puberteten, hvilket jeg ikke er; så jeg er endnu mere den mindste end før; men det betyder ikke noget, for de har ikke noget at bevise.

Og en dejlig forårsaften kort før sommerferien er vi på fælles tur til Bakken, og på vej hjem til Klampenborg Station løber jeg forbi/ind i en gruppe af pigerne som går foran, og jeg råber eteller andet i stil med "Hvad så smukke" til den ene af pigerne - som jeg ikke kan huske jeg har bemærket før det øjeblik, og hun kigger på mig med sine smukke dybe brune øjne, og fra det øjeblik er jeg forelsket.

Ulykkeligt, ganske vist, og der kommer til at gå ganske mange år, inden jeg så meget som tør betro hende mine følelser - men ulykkelig kærlighed er bedre end ingen kærlighed. (Hende er jeg iøvrigt stadig på mail med; og helt tror jeg aldrig den kærlighed forsvinder.)

I det hele taget sker der utroligt meget det år jeg går i 8. klasse; det er også der jeg lærer at programmere, og der jeg begynder at spille Dungeons & Dragons; begge ting der betyder meget for mit senere liv.

Og 9. klasse fortsætter på mange måder, 8. sluttede - godt, godt, godt føles det for mig, som har været vant til noget ganske andet. Jeg er dog stadig syg en del, og kan huske jeg en periode er syg i 2-3 uger uden egentlig påviselig grund; for jeg var jo stadig glad for skolen. I dag er jeg ret sikker på det var en depression, og jeg er ganske sikker på de er blevet "indpodet" i mig de tidligere skoleår.

Fagligt hører det med, at jeg selvfølgelig stadig var god; men ikke længere ubetinget den bedste til alt, der er en eller 2 der kan konkurrere med mig. Og geometri er jeg decideret bagefter i starten, en helt underlig følelse.

Nogle ting vender jeg måske tilbage til i nærmere detaljer - men det var grundlæggende den skoletid...

Tweet

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Politiet træner i at holde aktivister væk fra Bella Centeret til efteråret, og autonome grupper træner i at komme forbi politiet.

Så tænker jeg bare: hvorfor går de ikke sammen i træningslejr? Så kan begge parter arbejde under mere realistiske forhold, og blive meget dygtigere.

Og ikke mindst kan der vel blive opbygget en form for venskabeligt forhold og respekt for den anden part, som i den endelige kamps hede måske kan afholde parterne fra de værste ekscesser.

Og hvem ved, måske der kunne opstå en romantisk gnist; kunne det ikke være en smuk historie med den karseklippede, blonde, unge jyske betjent som blev gensidigt forelsket i den lillahårede gennempiercede pige fra Nørrebro under træningen?
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Syntes lige alle skulle have mulighed for at se hvad jeg talte om i mit tidligere indlæg om Melodi Grand Prix. Bemærk øjeblikket da Brinck får øje på sit eget spejlibillede i kameraet ca 1:20 inde - og ikke kan lade være at smile forelsket.


Ceterum censeo Facebook esse delendam.