Her i eftermiddag var jeg ude at gå. Da jeg i rask trav kommer over mod Nørrebro siden er hun der pludselig: smuk, slank & smidig, smuk, ultra-kortklippet eller skaldet med lange stubbe, beslutsom og hurtig i sin gang, lækker, smuk. Iført halvlang sort frakke og leopardgamacher som i min gamle dragt - lidt falmede, men ellers i fin stand og stramme.

Jeg kan dårligt forestille mig en kvinde som er mere min stil end hende.


Hun er nok for ung til at jeg kunne gå efter noget forholdsagtigt, men stilen... wow.

Det gik stærkt, vi havde begge fart på, og hun dukkede op ud af ingenting cirka 5 meter fra mig. Jeg har vel alt i alt fået set hende forfra i ét sekund.

Alligevel er tanken hurtigt formuleret: spørge om tage billede til blog, + leopardkort. Eller i mere gennemtænkt udgave: spørge hende om jeg ikke nok må tage et bilede af hende til min blog, fordi hun er så sej, og give hende mit kort - så hun kan finde billedet af sig selv, og se hvorfor hun er min stil.

Men jeg gør det ikke. Vender mig og indhenter hende og spørger. Jeg ved ikke helt hvorfor. Jo, en del af grunden er nok, at jeg er blevet så vant til at skulle skjule min Leoparddreng-identitet, at jeg automatisk tøvede, fordi jeg skulle gennemtænke at det var ok. Og så vel ganske almindelig skyhed. For dårligt.

Da jeg havde tænkt det hele igennem, og var blevet klar over at jeg da skulle have gjort som tænkt, carpe diem!, var jeg for langt væk til at det rigtigt gav mening at prøve at indhente hende.

Og det går jeg så og virtuelt sparker mig selv for nu - at jeg ikke gjorde noget.

Jeg tror jeg må rende rundt ved Dronning Louises Bro de næste eftermiddage, og se om hun skulle dukke op igen. Det virkede næsten for skæbne-agtigt...

Men hvad - det kan vel også tænkes hun læser med her. Eller kommer forbi en dag, på jagt efter en leopard? Eller måske nogen læser med her, som kan kende hende fra beskrivelsen, og giver hende et praj...
Ceterum censeo Facebook esse delendam.