Da jeg i sin tid, for lidt over 7 år siden, oprettede bloggen her, eksisterede Leoparddrengen allerede, som en dansende superhelt der frekventerede enkelte steder i nattelivet i København. Well, fortrinsvis ét til to steder. Men ihvertfald: han eksisterede in real life.

Bloggen var jeg ikke helt klar over hvad jeg ville med; men dels kunne jeg mærke en trang til at skrive noget, og dels kunne den tjene som FAQ for nogle af de mange spørgsmål sådan en (fortrinsvis tavs) dansende superhelt stilles i løbet af en nat.

Anonymiteten var, tror jeg ikke, på det tidspunkt særlig overvejet; den var ligesom del af pakken i det at være superhelt. Og iøvrigt var det da også ganske normalt med anonyme blogs — eller pseudonyme, som egentligt er et bedre ord for det.

Faktisk var pseudonymer en ganske naturlig del af internettet, indtil Facebook kom og ødelagde det, ved at indfange en ganske stor del af det.

Det var egentligt ikke noget jeg mærkede noget til, for jeg har — bortset fra en ganske kort periode, for lige at tjekke at det virkeligt var så elendigt som jeg havde på fornemmelsen — holdt mig fra det der Facebook.

Men jeg begyndte at støde på det, da jeg var kommet på Twitter, og efter nogle måneder — til stor overraskelse for mig selv — begyndte at få en vis udbredelse.

Da kom der også røster om, at man ikke skulle høre på mig fordi jeg var anonym; at jeg var en kujon fordi jeg var anonym, at man ikke kan stole på nogen der er anonym.

Det irriterede mig. Altså, det er da en holdning folk inderligt gerne må have, men så ignorer mig da, hvad er behovet for at følge mig og ved enhver given lejlighed pointere det & missionere det? Så jeg skrev dette indlæg om hvorfor man ikke skal kimse af anonymitet, og så begyndte jeg ellers fast at blokere folk der fremturede.

Og det er egentligt ikke det dette indlæg handler om, men et lille sidsespring ad den vej, for jeg synes stadig det er en vigtig diskussion og pointe:

Det om man kan lægge vægt på folks ord, handler ikke om man har navn på dem. Det handler om hvor meget etos man kan tilskrive dem; et retorisk begreb, der betyder noget i retning af akkumuleret troværdighed (for at gøre det meget kort).

En virkelig anonym — det vil sige en random kommentar til et eller andet, som ikke kan henføres til nogen eller noget tidligere — kan naturligvis ikke tilskrives noget etos, så kommentaren har udelukkende sig selv (i form af indeholdt logos og patos) at hvile på. Hvis kommentaren så er Kneb dig sel fede perkerludder burde det være ret indlysende at den på trods af sin patos ikke bør tages videre alvorligt.

Men sådan er det ikke at være pseudonym; her kan folk danne et samlende indtryk af én over en periode, og lægge til og trække fra. Og den pseudonyme må — hvis man vil bevare/udbygge sit etos, belægge sine ord derefter. Hvis jeg gik ud og skrev Kneb dig sel fede perkerludder kan jeg godt love at det ville gøre enorm skade på hvad etos jeg har.

Det der er virkeligt interessant — og chokerende, måske — er hvor lidt pris folk i dag sætter på deres etos; eller måske snarere, hvad de mener de får etos af. For Facebook og mediers check af at folk nu også er hvem de påstår de er, har jo i det store & hele vist sig komplet ligegyldigt. Virkeligt mange mennesker kører på retorik, der for få år siden aldrig nogensinde ville have haft en chance for at komme i en avis læserbrevsspalter, og hvis de gjorde ville både de og avis sandsynligvis blive dømt for både mordtrusler, opfordring til vold og racisme.

Nå, det var som sagt et sidespring, pointen er: alt pseudonymt er ikke nødvendigvis crap, og det at der er navn på forhindrer på ingen måde folk i crap. Bedøm folk på hvad de skriver, og ikke så meget andet. Og drop Facebook.

Anyways, det er altså ikke fordi jeg har ændret mening i forhold til det at være anonym på nettet. Men værdien af at være det, eller ihvertfald være lige Leoparddrengen, er for mig formindsket gevaldigt de seneste par år.

Dels fordi jeg ikke kan lade være med at skele til den der følgerskare jeg har fået. Om jeg vil det eller ej gør det at jeg kommer til at holde lidt igen, ikke skriver så frit som jeg kunne gøre; det er mest af alt ubevidst, men det der føromtalte etos hænger der altså. Det handler ikke om at ville tækkes folk, men sådan fungerer man (jeg) altså, også. (Jeg tænker for eksempel indimellem, der er jo børn der følger mig, for fucks sake.)

Dertil kommer at flere af mine nærmeste efterhånden kender til Leoparddrengen, enten fordi de har bustet mig, eller jeg selv har afsløret mig. Det har uden tvivl igen været med til at lægge en dæmper på, hvad jeg føler jeg har haft lyst til at skrive; i de første år var en stor del af bloggen for eksempel nærmest terapeutisk for mig, og det er ihvertfald forbi nu. Det er med ret stor sikkerhed også medvirkende til, hvor få indlæg der er kommet her de seneste år, i forhold til tidligere — altså, udover at jeg får afløb for det meste på Twitter.

Til gengæld står det anonyme i vejen for rigtigt meget: min deltagelse i arrangementer er om ikke umuliggjort, så i bedste fald besværlig ad Helvede til, lige sådan hvis der skal sendes penge til noget og meget andet, også professionelt. Det at bevare anonymitet er besværligere end mange forestiller sig, især når man som jeg nærmest er blevet kendt for at være ukendt.

Og nu står jeg overfor noget, hvor, hvis det er noget jeg vil gennemføre, jeg ved at min identitet hurtigt vil kunne afsløres. Og skal den afsløres vil jeg ihvertfald gøre det selv, ikke overlade det til en eller anden smartass, som synes han er klog.

Så jeg har sådan set for noget tid siden besluttet mig for, at det skulle være forbi med Leoparddrengen som anonym; som jeg har tænkt på det vil jeg gå fra en Peter Parker/Spiderman-model, til en Tony Stark/Iron Man-løsning.

Men det kan godt være svært at gøre; sådan en hemmelig identitet går ind og bliver en del af ens rigtige identitet. Så selvom jeg vil vedblive med at være Leoparddrengen er det noget af en overvindelse.

Jeg kommer helt til at tænke på Bilbos kvababbelser med at opgive Ringen; og selvom det måske ikke er helt på det plan, så tænkte jeg, da det nu er min fødselsdag i dag, at det nok er et godt tidspunkt. Så, ja, det her er min halvdelen af jer kender jeg ikke halvt så godt som jeg jeg gerne ville; og mindre end halvdelen holder jeg ikke halvt så meget af som I fortjener-tale.

Men jeg ved at nogle af jer vil foretrække kun at kende mig som Leoparddrengen. Og tro mig, for 99,99% af jer er der intet interessant i at kende mit navn; jeg er hverken rig, berømt eller indflydelsesrig, og det er meget lidt der er at finde om mig på nettet (og det der er, som min LinkedIn, er forældet).

Derfor giver jeg valget herunder: vil du vide hvem Leoparddrengen er, så klik den røde knap. Er du hellere fri, vil du hellere vide alt andet, så tryk på den blå.

Og lad venligst folk beholde valget, så lad være med at sprede navnet. (Ikke at jeg tror meget på det bliver respekteret, men så ved jeg ihvertfald hvem der er en douche.)

Here goes:


Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Da jeg begyndte at blogge for snart 4 år siden kendte jeg stort set ikke noget til den danske blogosfære - og ikke ret meget til den internationale. Udover enkelte amerikanske blogs var det ikke noget jeg gik op i.

Men jeg havde i mere end et år følt behov for at skrive om ting i min hverdag, om nogle egne tanker. Og det endte det så med jeg gjorde, den sidste dag i oktober i 2008 oprettede jeg en blog under navnet Leoparddrengen.

Jeg er en type person, der er meget aflukket i forhold til mine omgivelser, både bekendte, venner og familie. Jeg er for det første meget diskret, fortæller ikke noget om andre, som det ikke er klart det er meningen jeg skal sige videre. Og jeg fortæller også meget nødigt om mig selv. Og når jeg gør, er jeg meget nøjeregnende med hvem jeg fortæller hvad.

Det er nok noget nogen vil genkende til en vis grad, men sikkert også noget mange vil synes lyder lettere sygeligt eller forkvaklet. Ikke desto mindre, sådan er jeg.

Men nu følte jeg altså behov for at komme af med nogle ting, eller bare udtrykke mig måske - hvad jeg egentligt ville med bloggen var meget flydende i starten. Og de første mange måneder havde jeg lukket for kommentarer.

Jeg fandtes så dengang faktisk i virkeligheden som superhelten Leoparddrengen, hvor jeg huserede i nattelivet - ja, iført leoparddragt. Og jeg delte håndskrevne "visitkort" ud til de piger, der prøvede at spørge mig hvad jeg havde gang i når jeg dansede på Amigo, så de kunne få link til bloggen, og der måske svar på nogen spørgsmål.

Det var stort set den eneste indgang til bloggen dengang. Først efter nogle måneder begyndte jeg at besøge andre danske blogs, hvorved der med kommentarer kom trafik til min blog. Og det endte med jeg selv åbnede op for kommentarer. Hvorved man vel kan sige jeg blev en "rigtig" blog - selvom det nu er en definition jeg vil være uenig i.

Ikke desto mindre har jeg fastholdt min anonymitet - eller min hemmelige identitet, som det retteligt er. Jeg eksisterer jo som Leoparddrengen - folk har mødt mig som sådan, der findes endda en udmærket beretning (og her er så iøvrigt min oplevelse af samme nat, som også berører dagens emne).

For givet min psyke, var det næppe blevet til et eneste blogindlæg hvis jeg ikke var anonym. Nu er det blevet til næsten 3000. Som udover de satiriske og politiske indlæg har berørt meget personlige ting. For eksempel beskrivelser af en depression mens jeg var i den; min mors sygehistorie og død; seksuelle fantasier og nøgenbilleder, og i det hele taget meget private beretninger.

Ting som jeg aldrig ville have kunnet skrive hvis jeg ikke var anonym, og som jeg faktisk tror de færreste ville have gjort. Som jeg har haft behov for og glæde af at skrive. Og som jeg også bilder mig ind, ihvertfald for noget af dets vedkommende, andre også har haft glæde af.

Jeg var relativt tidligt inde på det, jeg ville gerne have bloggen skulle være fuldt udtryk for min personlighed, så jeg engang kan blive en AI på en Google server. Og helt forkert er det ikke - jeg vil hundrede procent mene, at måske lige bortset fra inde i mig selv, er det der er blevet givet udtryk for på denne blog det mest umaskerede udtryk for den person jeg er som findes - andre, venner, familie etc, kender facetter, og kan sikkert gætte sig til en masse, men her kan de manglende brikker findes.

Brikker som aldrig nogensinde ville blive skrevet, hvis jeg optrådte under mit borgerlige navn - men som jeg kan skrive som Leoparddrengen.

Grunden til dette blogindlæg ligger så, som så meget andet for tiden, endnu engang i twitter. Hvor jeg af enkelte - ikke mange, men enkelte - gang på gang for at vide, at jeg ikke rigtigt kan tages alvorligt fordi jeg er anonym. På den ene eller den anden måde.

Og det er helt fair - det har jeg ikke noget imod, det må folk selvom.

Jeg får så bare lyst til at skrive dette. For, ja, jeg kan godt forstå direkte afsky overfor anonyme, hvis man bruger anonymiteten til at hetze eller chikanere andre. Og, ja, der kan man godt finde grænsetilfælde i blogland.

Det synes jeg så ikke jeg gør. Jo, jeg kan måske godt i nogle satirestykker være hård, men jeg synes ikke på nogen måde det er hetz. Og jeg synes ikke jeg misbruger min anonymitet (sig endelig til hvis det sker jeg gør!).

Jeg synes jeg bruger min anonymitet / hemmelige identitet til at kunne være mig selv - 100%. Fred være med alle som kan det, uden at være anonyme - men det kan jeg altså ikke! Tilgengæld synes jeg at jeg med næsten 3000 blogindlæg og nogle af 20.000 tweets har leveret en helstøbt online personlighed. Som man skal tænke på jeg meget nødig vil have vanæret - nok faktisk nødigere end mit borgerlige navn.

Så - i fremtiden, hvis nogen synes de ikke rigtigt kan acceptere jeg er anonym, vil jeg henvise hertil, som forklaring. Hvis de efterfølgende stadig ikke kan acceptere det er det helt ok. Jeg gider bare ikke høre på det, så.

(Og - ja - selvom dette er personligt for mig, tror jeg også det kan være relevant i diskussioner om det generelle spørgsmål, for det forekommer mig at der lidt er en "heksejagt" mod det anonyme internet, i øjeblikket. Men ønsker vi virkeligt at gå glip af de gode historier, der så aldrig kommer frem?) [Opdatering 4/9 '12]: Der har de sidste par dage på twitter været en del debat om emnet - at være anonym på nettet. Det har ikke direkte noget med dette indlæg at gøre, men det startede med dette fra @TrineMaria, og siden blev jeg gjort opmærksom på disse fra @LeaThomsen og fra @MaksBitter.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Som sagt så gjort, jeg iførte mig anonyme gevandter - nærmere bestemt det turkise jakkesæt, en gulgrøn skjorte og rødt silkeslips, da jeg gik i byen. Vejen gik mod Floss, hvor jeg ikke har været siden kuppet i ølkælderen.

Jeg havde forventninger om, at møde en vis dukkepige samt hendes Companion in Crime, og blev ikke skuffet. Købte den obligatoriske guldøl (ok, skulle det være det obligatoriske køb, var det vel 2 guldøl), og satte mig hos dem. De kendte ikke Floss, udover at have gået forbi, så det følte jeg jo i sig selv var en stor gerning, at kunne sprede det kulturelle lys og åbne de unges øjne for et kulturelt monument af den størrelse. Eller noget. Fik ihvertfald fortalt om ølkælderen og fremvist den.

Hvor vi blev budt op til snak af en meget entusiastisk bager- og kokkelærling. Som af en eller grund syntes jeg adskilte mig på grund af mit tøjvalg - mærkeligt, jeg havde netop forestillet mig jeg ville gå i et med væggen. Men måske var det fordi stemningen var lidt mindre autonom, end sidst jeg var der? Vi blev enige om, at de nok var ude og træne på fælleden.

Floss lukker jo kl 2; hvilket overraskede mine meddrikkere - selv bliver jeg også stadig overrasket, men det er over det ikke længere er kl 12 - og mætte af indtryk(?) valgte de at tage hjemad.

Jeg besluttede mig for trods alt at besøge Amigo, hvilket var meget sundt, for jeg kom i tanker om hvorfor jeg sjældent er meget for det i lige uger. Musikken er alt for lav! I forvejen er musikken jo ikke høj der, men når man er på dansegulvet, og skal gætte sig til bare at finde rytmeslagene, er det altså et problem. Og et andet problem er, at den lave musik gør at dansegulvet ikke bliver brugt; til at danse på altså, hvorfor det bliver inddraget til almindelig øldrikning og bagagestilningssted. (Hvorfor helvede er der altid folk der har store rygsække med i byen? - er hele livet en stor Roskildefestival for dem?).

Hvilket altså levner mig ca 1/4 kvadratmeter at danse på. Og det gjorde jeg så, efter hvad jukeboxen nu havde valgt at bringe (en anden effekt af den lave musik - ingen proppede penge i jukeboxen; ville også være spild et sted). Hvilket så betød at folk begyndte at klappe og danne ring omkring mig - jeg havde helt glemt den effekt, når jeg er i dragt har folk det med at fokusere på den, og dansen kommer i anden række.

Nå, men gad ikke ritigt være der i længere tid under de forhold, og besluttede mig for at stikke snuden mod Andys Bar, som jeg fornylig er blevet mindet om eksisterer endnu; ville tjekke om det ser ud som det plejer. Efter lidt vandring kunne jeg konstatere, at det gør det, dog havde de skruet lidt op for lyset (hvilket jeg ikke er sikker på er en god idé), og klientellet er blevet noget yngre; nok en naturlig følge af at baren siden min tid er overtaget af næste generation.

Jeg var der som en flue på væggen, men var frygteligt tørstig, så kom til at inhalere en del øl. Men konstaterede at jueboxen stadig er der, men er sat ud af funktion: så det traditionelle Louis Armstrong og Laura Brannigan er ikke at finde der mere; en skam! Så vendte snuden hjemad på et tidspunkt.

Snuden kom dog til at bringe mig forbi Cozy Bar, men der skete nu ikke det store, så kom hurtigt på ret kurs igen.

Kom hjem og nuppede en godnatøl (eller godmorgen?). Vågner på et eller andet tidspunkt i løbet af formiddagen nøgen i min sofa, og vælter ind i seng; kan se på sengen at jeg ikke er nået til den tidligere, men har ikke rigtigt idé om hvad der er sket, eller rettere ikke sket.

Og vågner så igen her for en time side; larm i gården fordi min ABF har havedag; man burde jo gå og joine dem, men jeg føler mig ikke lige socialt anlagt i øjeblikket. Bestemt ikke.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Jeg prøver at styre hvordan & hvorvidt jeg kan findes på Google bedst muligt; og har berhersket det til stort set ikke at være søgbar på mit navn, bortset fra en henvisning til LinkedIn - faktisk præcist som jeg helst vil have det.

Bortset fra der altså lige er en fucking entry fra fucking kvindebiografisk leksikon, som åbenbart synes, at bare fordi min mor altså skal nævnes i deres leksikon, skal jeg, min bror og min far også nævnes i samme sætning. Det pisser mig af - men der er ikke meget jeg kan gøre ved det. Absurd nok - hvis jeg googler min farfars rigtige navn - som jeg tildels er opkaldt efter - så finder man ham som første entry som ex-mand til min farmor - i kvindebiografisk leksikon.

Er der ikke nogen der kan fortælle de kvinder - at nogen gange vil vi bare være i fred?
Ceterum censeo Facebook esse delendam.