Leoparddrengens
Public Key

torsdag den 19. juli 2012, kl. 00.27

Anonym på internettet

Da jeg begyndte at blogge for snart 4 år siden kendte jeg stort set ikke noget til den danske blogosfære - og ikke ret meget til den internationale. Udover enkelte amerikanske blogs var det ikke noget jeg gik op i.

Men jeg havde i mere end et år følt behov for at skrive om ting i min hverdag, om nogle egne tanker. Og det endte det så med jeg gjorde, den sidste dag i oktober i 2008 oprettede jeg en blog under navnet Leoparddrengen.

Jeg er en type person, der er meget aflukket i forhold til mine omgivelser, både bekendte, venner og familie. Jeg er for det første meget diskret, fortæller ikke noget om andre, som det ikke er klart det er meningen jeg skal sige videre. Og jeg fortæller også meget nødigt om mig selv. Og når jeg gør, er jeg meget nøjeregnende med hvem jeg fortæller hvad.

Det er nok noget nogen vil genkende til en vis grad, men sikkert også noget mange vil synes lyder lettere sygeligt eller forkvaklet. Ikke desto mindre, sådan er jeg.

Men nu følte jeg altså behov for at komme af med nogle ting, eller bare udtrykke mig måske - hvad jeg egentligt ville med bloggen var meget flydende i starten. Og de første mange måneder havde jeg lukket for kommentarer.

Jeg fandtes så dengang faktisk i virkeligheden som superhelten Leoparddrengen, hvor jeg huserede i nattelivet - ja, iført leoparddragt. Og jeg delte håndskrevne "visitkort" ud til de piger, der prøvede at spørge mig hvad jeg havde gang i når jeg dansede på Amigo, så de kunne få link til bloggen, og der måske svar på nogen spørgsmål.

Det var stort set den eneste indgang til bloggen dengang. Først efter nogle måneder begyndte jeg at besøge andre danske blogs, hvorved der med kommentarer kom trafik til min blog. Og det endte med jeg selv åbnede op for kommentarer. Hvorved man vel kan sige jeg blev en "rigtig" blog - selvom det nu er en definition jeg vil være uenig i.

Ikke desto mindre har jeg fastholdt min anonymitet - eller min hemmelige identitet, som det retteligt er. Jeg eksisterer jo som Leoparddrengen - folk har mødt mig som sådan, der findes endda en udmærket beretning (og her er så iøvrigt min oplevelse af samme nat, som også berører dagens emne).

For givet min psyke, var det næppe blevet til et eneste blogindlæg hvis jeg ikke var anonym. Nu er det blevet til næsten 3000. Som udover de satiriske og politiske indlæg har berørt meget personlige ting. For eksempel beskrivelser af en depression mens jeg var i den; min mors sygehistorie og død; seksuelle fantasier og nøgenbilleder, og i det hele taget meget private beretninger.

Ting som jeg aldrig ville have kunnet skrive hvis jeg ikke var anonym, og som jeg faktisk tror de færreste ville have gjort. Som jeg har haft behov for og glæde af at skrive. Og som jeg også bilder mig ind, ihvertfald for noget af dets vedkommende, andre også har haft glæde af.

Jeg var relativt tidligt inde på det, jeg ville gerne have bloggen skulle være fuldt udtryk for min personlighed, så jeg engang kan blive en AI på en Google server. Og helt forkert er det ikke - jeg vil hundrede procent mene, at måske lige bortset fra inde i mig selv, er det der er blevet givet udtryk for på denne blog det mest umaskerede udtryk for den person jeg er som findes - andre, venner, familie etc, kender facetter, og kan sikkert gætte sig til en masse, men her kan de manglende brikker findes.

Brikker som aldrig nogensinde ville blive skrevet, hvis jeg optrådte under mit borgerlige navn - men som jeg kan skrive som Leoparddrengen.

Grunden til dette blogindlæg ligger så, som så meget andet for tiden, endnu engang i twitter. Hvor jeg af enkelte - ikke mange, men enkelte - gang på gang for at vide, at jeg ikke rigtigt kan tages alvorligt fordi jeg er anonym. På den ene eller den anden måde.

Og det er helt fair - det har jeg ikke noget imod, det må folk selvom.

Jeg får så bare lyst til at skrive dette. For, ja, jeg kan godt forstå direkte afsky overfor anonyme, hvis man bruger anonymiteten til at hetze eller chikanere andre. Og, ja, der kan man godt finde grænsetilfælde i blogland.

Det synes jeg så ikke jeg gør. Jo, jeg kan måske godt i nogle satirestykker være hård, men jeg synes ikke på nogen måde det er hetz. Og jeg synes ikke jeg misbruger min anonymitet (sig endelig til hvis det sker jeg gør!).

Jeg synes jeg bruger min anonymitet / hemmelige identitet til at kunne være mig selv - 100%. Fred være med alle som kan det, uden at være anonyme - men det kan jeg altså ikke! Tilgengæld synes jeg at jeg med næsten 3000 blogindlæg og nogle af 20.000 tweets har leveret en helstøbt online personlighed. Som man skal tænke på jeg meget nødig vil have vanæret - nok faktisk nødigere end mit borgerlige navn.

Så - i fremtiden, hvis nogen synes de ikke rigtigt kan acceptere jeg er anonym, vil jeg henvise hertil, som forklaring. Hvis de efterfølgende stadig ikke kan acceptere det er det helt ok. Jeg gider bare ikke høre på det, så.

(Og - ja - selvom dette er personligt for mig, tror jeg også det kan være relevant i diskussioner om det generelle spørgsmål, for det forekommer mig at der lidt er en "heksejagt" mod det anonyme internet, i øjeblikket. Men ønsker vi virkeligt at gå glip af de gode historier, der så aldrig kommer frem?) [Opdatering 4/9 '12]: Der har de sidste par dage på twitter været en del debat om emnet - at være anonym på nettet. Det har ikke direkte noget med dette indlæg at gøre, men det startede med dette fra @TrineMaria, og siden blev jeg gjort opmærksom på disse fra @LeaThomsen og fra @MaksBitter.

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

3 kommentarer:

Kim Bach sagde ...

Giver jo god mening, personligt droppede jeg anonymitet omkring samtidig med at jeg startede min personlige Internet-tilstedeværelse, noget jeg sikkert kommer til at fortryde

Dines sagde ...

Hvorfor læser jeg først det her nu? Dines føler sig af og til lidt ensom :) Tak for tankerne, jeg kan genkende hver og én, bortset fra din oplevelse af, at folk ikke rigtigt kan acceptere din anonymitet. Måske er det fordi jeg er mindre aktiv end dig på Twitter, hvor folk er meget direkte, men jeg møder ikke andet end forståelse for den hemmelige ventil, som bloggen er.

Leoparddrengen sagde ...

@Dines

Det skulle måske være skrevet klarere, men det er ikke så meget i forbindelse med bloggen, mest på twitter - hvor jeg "spenderer" mere og mere af min online persona. Og så nogle gange i forbindelse med at jeg har henvist til noget på bloggen.

På twitter er der - blandt nogle - en væsentlig større skepsis i forhold til det at være anonym. (Og på Facebook er det jo helt "forbudt" såvidt jeg har forstået - held og lykke med det.)

Bortset fra det - det er måske ikke det samme, men du har da også ind i mellem haft en undren over, at folk åbenbart følte en gevaldig trang til at finde ud af hvem du "i virkeligheden" er?