Leoparddrengens
Public Key
Viser opslag med etiketten frederiksberg. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten frederiksberg. Vis alle opslag

lørdag den 4. januar 2014

Credit when it's due

Ingen kommentarer
Jeg har gennem længere tid harceleret over overgangen ved Julius Thomsens Plads - Forum - over Rosenørns Allé, og ind i mellem også skældt ud på Frederiksberg Kommune.

Så må det også være på sin plads at rose, når der sker noget godt - som jeg er ret overbevist om der nu er sket.

Problemet med overgangen er, at det ligger et sted med forfærdeligt udsyn for både bilister og gående, på grund af det knæk der er på vejen oppe fra hvor den mødes med Åboulevarden.

Det var til at håndtere før i tiden, hvor overgangen lå længst mod Åboulevarden, og næsten i knækket - da var det i det mindste tydeligt for bilister at de ikke havde udsyn, og fodgængere kunne - hvis de kendte stedet - brugt butiksruder på modsatte side som spejle. Behageligt var det dog ikke.

Så ændrede billedet sig - der kom metro, og med den en overgang mere på den anden side, ved nedgangen til stationen. Hermed kom der meget mere trafik over vejen, som udover metroen ligger som centralt skifte til bus hvis man skal i retning mod Bellahøj.

Det store problem her - udover at overgangen kunne komme mere overraskende for uopmærksomme bilister, som ikke kender stedet - var at hvis bus eller stor bil holdt for fodgængere i banen ind mod cykelsti og hellen til busstoppestedet, så kunne bilister i den anden bane ikke se dem - på noget tidspunkt stort set.

Det burde måske ikke kræve meget for en bilist at tænke over, at bussen/varevognen ikke holdt der for sjov, men jeg har altså mange gange set fodgængere måtte springe tilbage for livet, når de troede de gik sikkert frem, men biler er drønet igennem.
Overgangen nu - med kun én vejbane

Og det gik da også tragisk, tragisk galt for nogle år siden. En ulykke som henledte opmærksomhed på stedet - men der skete ikke rigtigt noget, tilsyneladende. Jo nogle ting blev flyttet nogle meter, og den ene overgang blev fjernet. Men de basale problemer ændredes der ikke på, og jeg så stadig folk springe for livet.

Indtil nu - for her i december er den ene vejbane blevet inddraget ved overgangen, så der nu kun er en vejbane i hver retning, uden mulighed for overhaling.

Og det ser for mig ud til at være den helt rette løsning - som burde sikre mod alt på nær joyriding vanvidsbilister, som der alligevel ikke kan gøres noget ved.

Det glæder mig - og det vil jeg godt takke for.

Kudos & tak!

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

fredag den 8. april 2011

Herlig reklame fra før Mad Men

Ingen kommentarer
I mit revir ligger et hus med en reklame for vistnok et af de første afhøvlingsfirmaer i Danmark på gavlen. Og jeg morer mig over den hver gang jeg går forbi. Den skal nok have fået mange frederiksbergske husmødre til at få en afhøvling, dengang:
Er De ked af Deres grimme Gulv?

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

torsdag den 27. januar 2011

Lyst til en Qwiki?

Ingen kommentarer
Jeg hørte første gang om Qwiki-projektet, som er i en Alpha-test, for nogle måneder siden, og meldte mig til. For jeg synes det er rimeligt cool - jeg ved ikke om det er fantastisk, men ihvertfald cool.

Det handler om, at de har lavet et program som gennemtrawler nettet for viden (nok især Wikipedia), og udfra det laves (automatisk) et leksikon med kortfattede opslag, digests, af den viden systemet har fundet.

Det bliver så præsenteret med billeder og stemmesyntetisering - som var det en science fiction film (og det har vist også været et af målene at efterligne netop det.)

Nu er deres test så gået i hvad de kalder en public Alpha - og hvorfor det så ikke er en beta ved jeg ikke helt - og så ville jeg lige gøre opmærksom på det. Prøv at gå på www.qwiki.com og check nogle opslag ud - det er altså lidt fascinerende.

Herunder et par eksempler:
Leopard


Frederiksberg


Månen

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

mandag den 4. oktober 2010

Leoparddrengens drømmepige-type - findes hun alligevel?

Ingen kommentarer
Jeg har før været inde på, at jeg vist ikke sådan har en type, jeg er specielt efter. Bortset måske fra skaldede kvinder og jødiske prinsesser.

Men noget kunne tyde på, at der er en type mere: superforskeren, helst indenfor noget neurovidenskab...?!

Hvor det lige kommer fra, ved jeg ikke; men jeg blev første gang opmærksom på typen, var da jeg for ca ½ år siden så et interview med en kvindelig professor (og meget mere) som talte meget nøgternt om hjernedoping op til eksamen i TV-Avisen. Uden at blive lokket til at moralisere eller lignende.

Hun interesserede mig. Så jeg googlede hende, og fandt ud af at hun åbenbart er et stort navn indenfor sin gren af forskerverdenen, og selvom hun er midt i 30'erne har hun tonsvis af titler og patenter bag sig. Og så lød hun skræmmende ambitiøs og målrettet - noget jeg aldrig ville kunne leve op til. Og havde givet afkald på at få børn, for det var der slet ikke tid til.

Og jeg følte mig ganske tiltrukket af det jeg læste.

Og nu dukker der så en mere op: i de forløbne uger har jeg set hende et par gange, i andledning af hendes bog Mit smukke genom – historier fra genetikkens overdrev. Som jeg kunne forstå, havde hun ladet sig genteste, for at finde ud af hvor meget og hvor lidt videnskaben udfra nutidig viden om den mennekselige arvemasse kan fortælle om én.

Og det har så skabt en del debat, fordi nogen åbenbart ikke mener det er en viden vi er klar til at modtage og forholde os til. At det kun er noget læger skal rode med.

Nå, men havde set det ud af det ene øje, men ikke hæftet mig synderligt ved det - udover at jeg bemærkede hende forfatteren havde nævnt at hun blandt andet kunne se i generne, hvor hendes depressioner kom fra. (Hun kaldte det vist noget andet, men det var hvad jeg hørte.) Og det kunne jeg da godt forstå, at det var interesant at kunne se.

Anyway, i går var der så et længere interview med hende i Politiken, Lone Frank hedder hun. Og hun har åbenbart skrevet flere bøger, og er toppen af poppen indenfor populærvidenskab - den nye Tor Nørretranders. Og hende havde jeg ikke hørt om før.

Men da jeg sad og læste interviewet, sad jeg næsten og blev helt forelsket. Så måske er det i virkeligheden et narcisistisk aspekt jeg har fundet, for hendes beretninger om det at være anderledes altid og meget andet, kunne jeg i den grad genkende.

Lidt pudsigt var det, at hun ville prøve alle mulige andre tests, men ikke en intelligenstest - fordi hun var bange for at den ville vise hun var gennemsnitlig. Det tror jeg nu ikke der ville være nogen "fare" for at den ville vise, udfra det jeg læste, men jeg kom til at spekulere på, om jeg mon ikke ville havde det på samme måde, hvis jeg ikke havde taget alle mulige tests for sjov, da jeg var barn, og så naturligvis igen en tvungen da jeg var til session. Og siden har jeg så ind imellem taget en del på nettet, så jeg ved ca hvor jeg ligger.

Og nu får jeg da helt lyst til at læse den her bog - så hvem ved, måske ender jeg også med at tage en gen-test. (Jeg gør mig nu nogle tanker om det der gen-halløj, men dem gemmer jeg til et andet indlæg.)

Anyway - nu fremgik det desværre af interviewet, at hun har kæreste på - bortset fra det også barnløs, som den førstnævnte - hvilket jo helt egoistisk kan ærgre. Især da hun nærmest er nabo til mig på Frederiksberg, og måske en dag kunne finde vej til Amigo, og måske ville synes det var overordentligt interessant med sådan et excentrisk dansende leopard/menneske.

Men jeg må vist bare spekulere over, om jeg kan bruge den oplysning til noget: at jeg tilsyneladende bliver meget interesseret i intelligente kvinder, som forsker i noget med neuro- eller skriver om det. Og jeg må vel også spekulere over, om det at jeg spekulerer over det har en betydning: er jeg på udkig?!

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

tirsdag den 21. september 2010

The Italian Connection

Ingen kommentarer
Inden jeg skulle til Wall Street - Money Never Sleeps premiere i går, var jeg ude for en hændelse som på en eller anden måde passede meget godt ind.

Det var sent eftermiddag/tidlig aften; jeg var i jakkesæt gående på Frederiksberg af Thorvaldsensvej udfor Landbohøjskolen med retning væk fra indre København, da en bil kører op på siden af mig.

"Excus'e me, can'e you help'e me?" spørger en smilende køn ung mand, i fin blå skjorte med en del italiensk accent (som jeg fra nu vil undlade at skrive, det bliver lidt anstrengende, men husk at den er der). Han holder et vejkort over Sjælland frem i vinduet. "I need to go to airport."

Jeg begynder at fortælle ham, at så er det den gale vej han kører, men han holder lidt dumt - midt i trafikken, halvejs inde på cykelsti.

"Just a minute, I turn car."

Han vender bilen og holder ind på den modsatte side af vejen. Jeg går over, og forklarer ham at han kører den gale vej, at lufthavnen er på den anden side af København City, ovre på Amager. At i bil er det nok enklest at køre uden om, men da jeg ikke selv bruger bil, kan jeg ikke lige sige hvilken vej der er smartest.

Ung mand i bil: "Thank you so much, you are a gentleman. If you ever come to Italy I help you!"
LPD: [smiler] "Well,..."
UMB: "In fact I... What do you do? I mean, your profession?"
LPD: [tænker - nå det var da godtnok en snakkesalig italiener] "I'm a programmer.."
UMB: "Programmer? You mean like computers?" [laver tastebevægelser]
LPD: [nikker]
UMB: "I am a model." [smiler stort - jeg synes det er sødt, at han tydeligvis tror jeg vil blive meget imponeret over det. Han hiver et glittet magasin frem, med en annonce, hvori indgår en mand som ganske rigtigt ligner ham. Han har tydeligvis mere portfolie agtige ting liggende] "That's me!" [peger på sit billede].
LPD: [nikker behørigt imponeret]
UMB: "I was earlier on job in - you know this city, Lyngby?"
LPD: "Yes, north of Copenhagen... it's a suburb really."
UMB: "I was on a modeling job there, in you know this, Magasin du Nord?, I was showing clothes. And now I'm going back to Milan."
LPD: [nikker - underbevidst begynder en svag alarmklokke at ringe, og resten af samtalen er det som jeg kender inden den sker].
UMB: "My boss, he was so happy with me, he gave me a bonus. You know this word, bonus?"
LPD: [nikker]
UMB: "In fact, I... you know Giorgio Armani?"
LPD: [nikker] "Yes, I know what it.." [alarmer bimler nu meget højt i indre hovede]
UMB: "It very good brand. But now, if I take this with me to Milan, it will be trouble. Taxes and..." [smiler mere] "...and you have bee so nice to me, so I want to give you opportunity..."
LPD: "No, thank you..."
UMB: "No? Well goodbye then..." [giver mig smilende hånden, og kører så videre - spejdende går jeg ud fra].

Til hans ros kørte han videre uden problemer da jeg sagde nej, men han har sandsynligvis kunnet se på mit kropssprog at jeg godt var klar over hvad det handlede om, og vidst at det ikke kunne betale sig.

Folk har naturligvis prøvet at scamme mig før - som sigøjnere der vil sælge guldringe, og lignende - men det her var det mest velforberedte jeg har været ude for.

Interessant nok at prøve. Historie videregivet til almindelig oplysning.

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

onsdag den 4. november 2009

Blind høne

4 kommentarer
En blind mand skal afgive stemme ved kommunalvalget på Frederiksberg. En tilforordnet hjælper ham ind i boxen.

T: Har De gjort dem nogen tanker om hvad De vil stemme, Herr?
B: Ja, jeg vil stemme på Anne-Mette Wehmüller fra SF.
T: Er De helt sikker? Er det deres endelige beslutning.
B: Ja.
T: Skal vi alligevel nu ikke lige få listet nogle af de andre topkandidater. Vi har for eksempel Katrine Lester fra SocialDemokraterne, Jan E. Jørgensen fra Venstre og så den siddende borgmester Jørgen Glenthøj fra Konservative.
B: Jørgen Glenthøj? ham har jeg da aldrig hørt om?
T: Nej, der kan de bare se... øh, høre. Så var det alligevel godt vi tog alle kandidaterne.
B: Okay, men jeg vil stadig stemme på Anne-Mette Wehmüller!
T: Hør her, De har jo Deres livliner, det vil jo være dumt ikke at bruge dem. Tænk at stemme forkert, når man kunne have brugt en livline!
B: Ja, det er jo rigtigt nok.
T: De kan spørge publikum, en 50-50, altså fjerne 2 forkerte valg, eller ringe til en ven.
B: Ok. så vil jeg godt have fjernet 2 forkerte valg!
T: Javel. Computer, fjern venligst 2 af de forkerte valg, så der kun står et forkert og et rigtigt tilbage.
...
T: Ja, nu står der så kun Jan E. Jørgensen fra Venstre, og Jørgen Glenthøj fra de Konservative tilbage. Det var vist godt De brugte en livline!
B: Ja, det må du nok sige! Det var da nær gået galt. Så må jeg hellere spørge publikum!
T: Godt, så. (trækker forklæde til side, og råber ud i salen): Vi skal bruge en livline fra publikum. Hvem synes I han skal stemme på? (folk råber i kor, men de fleste råber Anne-Mette Wehmüller)
B: Puha, det var ikke så godt!?
T: Tværtimod, tænk hvis De havde spurgt publikum først, de havde jo åbenbart ikke det rigtige svar. Jeg synes De har været meget heldig.
B: Ja, det er jo rigtig nok. Så må jeg hellere bruge min sidste livline!
T: De ønsker at ringe til en ven?
B: Ja!
T: Og hvem skal det så være?
B: Min bror, Peter!
T: Og han har forstand på politik?
B: Ja, det skulle jeg mene.
T: Godt, vi prøver at ringe til Peter. Øjeblik. (Ringer op.) Hej Peter, det er den tilforordnede nede fra valgstedet. Din bror har lidt et problem med hvad han skal stemme. Om et øjeblik får du ham i røret, og så har I sammen 30 sekunder til at finde ud af, hvad han skal stemme!
P: mumler noget
B: Hej, Peter. Nu skal du høre, jeg skal finde ud af om jeg skal stemme på Jan E. Jørgensen fra Venstre, eller Jørgen Glenthøj, Konservative?
P: Jørgen Glenthøj!
B: Er du helt sikker?
P: Ja!
B: Du lyder lidt und..
P: *dut dut dut*
T: Nå, der gik tiden.
B: Mærkeligt, det lød ikke rigtig som min bror?
T: Nå, men han lød ihvertfald sikker!
B: Ja, det må man sige!
T: Er De ved at være kommet frem til hvad De vil stemme?
B: Ja: Jørgen Glenthøj, Konservative!
T: Og det er Deres endelige beslutning?
B: Ja!
T: Jamen storartet, så sætter jeg kryds ved ham!
B: Jeg føler det næsten som om jeg har vundet en konkurrence?! Skal jeg ikke have en præmie?
T: Haha. De kan da få lov til selv at komme stemmesedlen i urnen?
B: Jotak, det vil jeg gerne!
T: Nu skal De se, vi går ud her, og så til venstre....

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

søndag den 18. oktober 2009

Hvad er Ydre Frederiksberg?

2 kommentarer
Nogen gange bruges udtrykket Ydre Frederiksberg - for eksempel i denne artikel.

Men jeg synes ærlig talt det er et noget flydende begreb - for de fleste bruger det vist som om Frederiksberg er en Københavns bydel. Og så vil ydre vel betyde udenfor Falkoner Allé/Allégade, som det gælder for Nørrebrog og Østerbro (i form af Jagtvej, som vejen jo hedder der).

Problemet er så, at det betyder at Frederiksberg Rådhus ligger på Ydre Frederiksberg, og det giver ærlig talt ikke så meget mening.

For reelt er det vel i forhold til Rådhuset - som på Frederiksberg jo ligger centralt* - man må måle om man bor på Ydre eller Indre Frederiksberg.

For eksempel mener jeg at jeg bor på Ydre Frederiksberg - det er ihvertfald i udkanten af Frederiksberg - selvom jeg samtidig har kortere til Københavns rådhus end til Frederiksbergs.

Men det er jo nok ikke lige noget det er til at få en fast definition på. Ihvertfald ikke en folk vil bruge.

* I modsætning til for eksempel København, hvor Rådhuset jo ligger på Vesterbro og ikke i City.

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

tirsdag den 13. oktober 2009

Med venlig hilsen Posten

2 kommentarer
I min andelsboligforening har vi fået sat postkasser op nede i opgangen, for det har posten på Frederiksberg dekreteret at man skal have senest fra nytår.

Vi har fået sat dem op før tid, fordi vi blev advaret om, at man kunne risikere at det ikke var muligt at nå at få dem op, hvis man ventede for længe.

Men da en del beboere åbenbart ikke har ønsket den nedsatte service, at skulle hente sin post & reklamer selv, før nødvendigt, har vi fået sat en A4 seddel på, hvor står TAGES FØRST I BRUG 1/1 2010.

Det er der åbenbart nogle der ikke bryder sig om. Jeg ved jo ikke hvem, men jeg gætter umiddelbart det er postbude, eller måske mere sandsynligt vikarer.

En har med kuglepen påført:
Tusind Tak :(

Nedenunder har en anden, mere bramfrit men ligeledes med kuglepen tilføjet:
JA TAK FOR LORT

Og, nej, der er ingen morale eller pointe i dette indlæg. Det er blot en observation.

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

torsdag den 27. august 2009

Dengang jeg reddede et menneske

1 kommentar
Jeg er ikke helt sikker på hvorfor denne historie kommer nu - men det skyldes måske jeg har brug for lidt god karma; som jeg trods alt forbinder ved denne historie.

Det var midt i maj år 2000. Sen aften; jeg var gået ned ved søen for at tænke over dagen - jeg havde været til en meget positiv jobsamtale (som også endte med et herligt job ca 14 dage efter); jeg havde en øl eller to med, og jeg røg sikkert også en smøg eller to.

på et tidspunkt passerer den her bums, jeg har bemærket i området i dagene omkring forbi hvor jeg sidder - jeg sidder på den her beton-udbygning der er i starten af Skt Jørgens, sydlige del. Jeg venter til han er passeret med at pisse i søen - man har vel dannelse.

Så mens jeg sår der og lader mit vand, hører jeg fra længere nede af søen et kæmpeplask. Og jeg tænker, oh fuck! For kan jo godt genkalde bumsens slingrende - meget slingrende - gang. Og ved jo egentlig godt hvad der er sket.

Så jeg får hurtigt afsluttet hvad jeg er i færd med, og skynder mig afsted på stien langs søen. Og ser ham flyde rundt i sin store vinter overfrakke (det var eller en varm maj) - han har simpelthen taget turen over det ½-meter høje hegn, og er ramlet direkte ned i søen.

Han har et lidt betuttet udtryk, men ingen panik; det er han alt, alt for stiv til.

Han er allerede flydt ca 5-10 meter ud i søen, så jeg må jo bare hoppe efter. I nogle ret nye bukser jeg havde på til jobinterviewet; jeg når kun lige at få smidt min jakke. Jokker ud og får fat i hans frakke-båd, og får ham bugseret ind mod bredden.

Han stinker ganske meget, og mumler et eller andet på svensk jeg ikke forstår.

Jeg får ham ind til bredden, og langt nok op til han er i sikkerhed fra at drukne, men jeg kan ikke få ham helt op. Så vi står der nogle minutter, til et ungt par kommer forbi.

De ignorer os egentlig, hvilket overrasker mig, jeg tænkte de straks ville tilbyde hjælp. "Æh, kan I måske hjælpe lidt?", ender jeg med at spørge.

Og det vil de så - jeg kan mærke de er noget skeptiske, og forstår efterhånden de tror vi er to bumser havnet dér sammen. Men det går vist efterhånden op for dem at jeg ikke er helt så langt ude.

Jeg låner fyrens mobil, og får ringet 112 (får hvad helvede skal der ellers ske medmanden - gennemvåd, og fra sans og samling?), og får bestilt en ambulance. selvom det var et svært spørgsmål hvor jeg var - teknisk i København, men den eneste adagng var fra Frederiksberg? Tror nok jeg sagde Frederiksberg.

Og efter hvad der føltes som en uendelighed - vandet i søerne kan stadig godt være koldt i maj - kom der så en ambulance. Og det lykkedes os i fællesskab at få bugseret ham op af bredden, og over hegnet igen. Og smækket ham i ambulancen.

Og så stod jeg der... gik hjem, kom bukserne i en pose til udsmidning. Fik forklaret min daværende kone hvad der var sket næste dag - det var jeg nødt til i betragtning hvad der var sket med tøjet - men ellers har jeg af en eller anden grund aldrig fortalt historien til nogen.

Og svenskeren? Jo ham så jeg et par dage senere, hvor han igen prøvede at navigere den samme sti. Dennegang faldt han omkuld på selve stien. Jeg fik båret løftet ham op (tungt!) og bugseret hen på en bænk. Og fortalt ham at vi ikke kunne blive ved med at mødes på den måde. Han anede tydeligvis ikke hvad jeg talte om.

Men jeg så ham aldrig siden. Så måske noget sivede igennem. Men mere sandsynligt er det nok at han fandt et andet sted at gå død.

Men selvom jeg ikke rigtig anerkender det kinesiske motto med, atnår man redder nogen er man ansvarlig for deres liv; forstår jeg det lidt. Og selvom jeg jo ikke kan vide det, er jeg faktisk ret overbevist om at jeg reddede hans liv den nat - for var han sejlet bare lidt længere ud kunne han ikke have bundet. Og hans hjerne var ca ikke-eksisterende.

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

mandag den 22. juni 2009

Skrald!

Ingen kommentarer

Hjælp! Først Finanskrise, Influenza A og nu skraldekonflikt! Hvilke ulykker skal vi dog ikke udsættes for?!


Jeg så allerede en mand med hospitalsmaske på Gl. Kongevej i dag - om det var af den ene eller den anden grund skal jeg ikke kunne sige.


Helt Napoli-agtig er situationen endnu ikke på Frederiksberg, kan jeg melde - men det er jo kun et spørgsmål om tid. Heldigvis kom jeg af med en skraldepose idag, men containerne var næsten fyldt!


Jeg er næsten ligeså nervøs som under storkonflikten - måske man skulle investere i noget gær?

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

tirsdag den 21. april 2009

Velsignede stilhed

Ingen kommentarer
Puha. Seneste uge med børn startede tidligere end planlagt, og varede også lige lidt længere. Så - hvor meget jeg nu elsker mine børn - er det altså rart at nyde stilheden, og have lidt tid alene.

Vi havde ellers en ret morsom tur i søndags, da vi skulle hjem til min mor. Af forskellige årsager havde jeg anbragt dem i cykelanhænger, som jeg så skubbede dem gående gennem byen i fra Frederiksberg/Vesterbro til Østerbro.

De er alt for store til den, og det i sig selv vækker lidt opmærksomhed. Men det var især årsag til en del morskab, da den ældste begyndte at synge hittet There's a zombie on Your Lawn og til omkvædet lod som om han var ved at spise sin lillebror: I'm gonna eat your brains! - herligt.

At jeg så også måtte bruge en del energi på at de ikke skulle slås alt for meget, og stikke solbrillestænger i hinandens øjne med videre er en anden ting.

Det var stadig en god tur!

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

onsdag den 18. februar 2009

Hjælp, nu skyder de sgu!

Ingen kommentarer
Kun få hundrede meter fra mit hjem.

Kan I så komme væk, over bygrænsen. Ved I ikke Frederiksberg er et pænt sted? Den slags dér kan I altså gøre et andet sted. Fy!

Ceterum censeo Facebook esse delendam.