Leoparddrengens
Public Key
Viser opslag med etiketten tv2. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten tv2. Vis alle opslag

søndag den 30. oktober 2016

…og derfor hader jeg Knæk Cancer

Ingen kommentarer
Så er ugen ved at være overstået, hvor man, hvis man er kommet forbi TV2 har skullet slalome imellem forfærdelige sygdomshistorier, underholdning og vild med dans, hvor aldanskens kendisser er med, og lodtrækninger om fossilbiler.

Nej, Knæk Cancer på TV2 er ikke et kønt syn. Men det er ikke det jeg mest har i mod det.

Det er heller ikke det faktum, at det lanceres som et godgørende program, når sandheden er at kræft rammer os alle, og det inderst inde er vores egen dødsangst vi prøver at betale os fra.

Eller for den sags skyld at grunden til at kræft er sådan en alvorlig sygdom for os, er at vi har behandlet os ud af stort set alt andet, og at vi bliver så meget ældre i dag. Døden skal jo for pokker have en årsag. Og, ja, kræft rammer også unge, og det er en tragedie, men hovedparten af os har altså fået kopieret vores celler til overflod før det sker..

Men et show som Knæk Cancer er demonstrativt for hvor mange ressourcer den sygdom får lov at suge til sig, båret af vores alles dødsfrygt og en exceptionel succesfuld lobbyforening i form af Kræftens Bekæmpelse.

Jeg mærkede det selv, da min mor blev syg. Hendes symptomer var heftige, men diffuse, og virkede mest som noget med senilitet. Et område som ikke ligefrem oversvømmes med midler. Så alene det at få en tid, hvor nogen i sygehusvæsnet kunne kigge på hende, var der tre måneders ventetid til (dette var i 2011, så det ville muligvis ikke være sådan i dag).

Jeg fik kæmpet for det, for den var helt gal med hende, og fik vist ventetiden ned på 1½ måned. Men det hjalp ikke meget, for mellem hver ny undersøgelse var der en evighed.

Selv ikke da hun gik i coma og røg på intensiv blev der brugt ressourcer på at finde ud af hvad der egentligt lå til grund.

Men da en PET/CT skanning efter 3-4 måneder, efter vi først havde fået lov at komme i kontakt med systemet, viste at det hele visnok skyldtes lungekræft… ja, så kom der andre boller på suppen.

Så var det næsten ikke til at følge med i undersøgelser & udredninger — hvoraf mange var overflødige, for vi havde allerede været dem igennem i snegletempo, men sådan er det med pakkeløsninger — og inden for 3-4 uger var hun i kemo- og strålebehandling, og der blev brugt en masse ressourcer på hende, og det er jeg meget taknemmelig for, og hun var i klar bedring, inden det et halvt år senere viste sig at det hele var metastaseret i hjernen og hun døde på et par uger.

Så jeg oplevede i den grad forskellen i vores sundhedsvæsen på om man sagde kræft eller ikke kræft.

Jeg fik virkeligt meget sympati for en masse sundshedspersonale, både blandt dem der arbejdede med kræft og dem der ikke gjorde. (Og, ok, så ver der også et par idioter, som jeg stadig i dag forbander langt væk. Men i det store hele.) Så det handler ikke om dem, men om den måde vi forvalter ressourcer.

Og jeg følte hvordan kræften har udviklet sig til noget, der vokser og suger til sig fra det omliggende sundhedsvæsen, så meget at det kan hæmme bekæmpelsen af den.

Og derfor hader jeg Knæk Cancer.

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

lørdag den 7. maj 2011

Anders Samuelsen bliver årets Freedom Fighter (#twitterfun #FF)

Ingen kommentarer
Som jeg før har været inde på - i et indlæg som gav anledning til en del debat i kommentarsporet - har Liberal Alliance her i foråret lanceret et spil på Facebook, som belønnede de net-aktivister - kaldet Freedom Fighters - som anbragte flest indlæg og kommentarer i fora og tjenester som facebook og twitter. Systemet var ganske enkelt - man blev tildelt et nummer, og hvis man så var Freedom Fighter nummer 1234 skrev man #FF1234 et sted i sit indlæg. Og det blev så talt sammen, og så kunne man se hvem der leverede mest.

Nu er stillingen så gjort op, meget passende skete det 4. maj - og Liberal Alliance har i dag kunnet meddele at vinderen er ingen ringere end ypperstepræsten selv, Anders Samuelsen. Så jeg ringede til ham, for et interview:

LPD: Hej Anders, det er Leoparddrengen. Forstyrrer jeg?
AS: Nej, jeg stod såmænd lige og bagte nogle boller, men de har godt af at hæve lidt længere, så det er fint!
LPD: Tillykke med at du har vundet Freedom Fighter-titlen i Liberal Alliances frihedsspil!
AS: Taktak, det er jeg også meget stolt af!
LPD: Kan du fortælle hvad du gjorde? Hvad er din hemmelighed?
AS: Jamen, jeg synes egentligt ikke jeg har gjort noget særligt for det. Men det viser jo noget om, at hvis bare man brænder nok for en sag - så lægger man alle kræfter i, uden at det føles som en byrde!
LPD: Hvad var egentligt dit tag - hvilket FF-nummer var du?
AS: Nu er jeg jo ligesom grundlæggeren af det hele, så det ville jo ligesom virke forkert at give mig et nummer, syntes teknikerne, så de gav mig simpelthen tagget #FF - for ligesom at symbolisere, at jeg er den oprindelige frihedskæmper.
LPD: Og det er så det du har skrevet det ene indlæg efter det andet med, for at fremelske danske frihedsidealer?
AS: Lige præcis - man kan jo godt sammenligne det lidt med modstandsfolkene under besættelsen, hvor jeg med små stik her og der ødelægger fjendens sammenhængskraft. Lidt på samme måde som ham der Ayn Rand gjorde i 50'erne, hvilket er grunden til at USA trods alt ikke blev kommunistisk.
LPD: Jeg kan se i de statistikker, at du stort set ikke var aktiv i løbet af ugen, men pludseligt hver fredag går det helt amok med hvor mange indlæg du har leveret - især på Twitter-tjenesten er det helt utroligt hvad du har kunnet overkomme, der var hundredetusinder, nogle gange millioner, af indlæg, fredag efter fredag. Hvordan forklarer du selv det?
AS: Altså, som sagt, det er faktisk ikke noget jeg selv har lagt mærke til. Men det er vel noget med, at når det bliver fredag så er det blevet weekend, og så behøver man ikke rende til alle mulige møder. Og så kan man være aktiv på... hvad var du kaldte det, Tutter?
LPD: Twitter... ok, jeg må sige jeg er imponeret. Men hvordan så - præmien, det var jo at sidde til bords med dig på valgnatten - og nu skal du så sidde til bords med dig selv?
AS: Ja, men så er jeg da også sikker på en fornuftig samtale, hæhæ. Nej, spøg til side, jeg havde selvfølgeligt gerne set at en anden havde taget pladsen - men hvad kan jeg gøre, når nu det ærligt og redeligt er mig der er den bedste? Så må jeg jo bare sidde i to stole for at symbolisere det...
[her begyndte Anders Samuelsen at nynne noget, som det efter et øjeblik gik op for mig var kendingsmelodien for TV2s Bingo Banko - og kort efter begyndte han at synge:]
AS: man er sin egen bedste ve-en / og sin egen Løkkes sme-ed / lada-dadidi-dada / lalalalaa
LPD: Anders.. hey Anders?!
AS: ladadidi Bingo / og Bingo Bingo Banko
LPD: Anders?
AS: lala-lalalala / sin egen bedste ve-en / og sin egen Løkkes sme-ed

Jeg lagde på. Der var vist ikke mere at komme efter. Men det er godt han kan holde sig selv med selskab.

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

onsdag den 13. april 2011

Anders Samuelsen og den lødige debat

38 kommentarer
Telefoninterview med Anders Samuelsen:

LPD: Hej, Anders, det er Leoparddrengen. Må jeg forstyrre et øjeblik?

AS: Hej, Leo! Længe siden! Det må du da ihvertfald, forstyrre. Hvis det er nogle kloge spørgsmål, altså...

LPD: Jamen, det håber jeg da...

AS: Ok, fyr løs!

LPD: Altså, NyLiberal Alliance har jo lavet den her App, FreedomFighters? Som I kører på Facebook?

AS: Ja?

LPD: Og hvor I belønner folk med tåbelige titler og ultimativt at sidde til bords med dig ved valgnatten - hvis de skriver så mange indlæg som muligt i debatter I styrer dem hen til?

AS: Ja?

LPD: Altså, nu er det jo ikke nogle ret fede ting I lokker med - men kunne man alligevel ikke blive nervøs for, at debatten mere ville komme til at handle om at poste så mange kommentarer som muligt - i modsætning til at komme med velargumenterede synspunkter?

AS: Leo... Leo, dog. Den politiske debat i Danmark er jo til grin... bare se på DR og Klaus Bundgård Povlsen - se på TV2 - se på JyllandsPosten. Det er til grin, til latter, alt sammen. Vi, med vores FreedomFighters, har endeligt et relevant budskab. Og hvad sker der så? Så går der jantelov i den, og så er det forkert...

LPD: Men I belønner jo folk for de mest...

AS: Leo, hold nu op. Det der med god tone i debatten, det blev vi vist enige om ikke gjaldt for cirka 7 år siden. Og indholdet har været fraværende de sidste par år. Den eneste reelle, objektive parameter at måle en politisk debat på er kvantitet!

LPD: Men du kan vel ikke komme udenom at nogle synspunkter er mere velargumenterede end andre?

AS: Det er altsammen smagsdommeri, og det blev afskaffet for 9 år siden!

LPD: I dag lukkede Facebook så for jer, fordi de mente I spammede?

AS: Det var en misforståelse, og igen et udslag af janteloven. Men jeg ringede til min gode ven, Mark Zuckerberg, og forklarede ham situationen. "Mark," sagde jeg, "det er et udslag af politisk censur fra de danske lefties. Ayn Rand, han ville ikke have fundet sig i det. Hvad siger du?" og så åbnede Mark op igen. "We don't mind per pressure - as long as it is massive!" sagde han.

LPD: Okay, sejt for jer. Så I agter at fortsætte?

AS: Yup!

LPD: Og hvad med dig selv - har du selv en FreedomFighter konto?
AS: Yup! Så hvis der er en tom stol ved bordet ved valgnatten... så er det nok fordi jeg ikke kan sidde ved siden af mig selv!

LPD: Cool!

AS: You got it!

LPD: Er det noget I har lært af Copenhipster?

AS: Nej, han var jo ikke til noget! Han klagede over mønsteret i hans kaffe var grumset, og at Politiken var en 3 dage gammel når han fandt den i Ringkøbing, så vi erstattede ham med Tyren Frank. Hun kan levere noget konkret!

LPD: Okay, men held og lykke med det hele. Ikke mindste med niveauet i debatten!

AS: Som altid en fornøjelse, Leoparddrengen. Godt at tale med et fornuftigt menneske. Du er ikke som de røvhuller på DR og TV2, og i pressen og i radioen!

LPD: Ihvertfald ikke! Jeg gengiver loyalt alt hvad du siger!

AS: Det' nemlig det. De andre tror de er så skide smarte. Det gør du ikke - det er et sympatisk træk!

LPD: Okay...

AS: Er du i øvrigt med i Freedom Fighters?

LPD: Nej, det er jeg ikke. Jeg synes egentligt det er lidt tåbeligt...

AS: Også hvis jeg siger jeg kan sige du starter på 500 XP?

LPD: Okay, altså det lyder jo lidt fristende...

AS: Say what, du laver en profil, så ringer du og giver dit FF#, og så sætter jeg 750 XP ind, og så går du ud og kæmper for os ikke...

LPD: Men jeg mener jo ikke generelt...

AS: Det er ligemeget - bare spam motherfucker, og giv dit FF#, så ses vi på valgnatten! Og der er en tom stol du kan hvile benene på!

LPD: Haha, genialt! Jeg er på!

AS: Into the trenches, soldier!

LPD: Jawohl!

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

torsdag den 7. april 2011

Derfor bliver Bubber vred over dyresex

3 kommentarer
Ligesom sin doppelgänger, Lars Barfoed, er Bubber vred. Vred over dyresex - det vil man kunne se i et program i aften på TV2. Det forhindrer dog ikke en del mennesker i at blive vrede på Bubber - selvom de også er vrede over dyresex. I det hele taget er der rigtigt meget vrede.

Nu prøver Bubber så i helsides annoncer at forklare hvad han har i mod dyresex, så ingen skal være i tvivl:

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

torsdag den 10. marts 2011

Den Som Dræber - en foromtale

Ingen kommentarer
TV2s nye serie, Den Som Dræber - som jeg allerede omtalte i mit indlæg om (en anden) Laura Bach -  begynder på søndag klokken 20.

Og mit gæt er at den bliver en pæn stor succes. Jeg har nemlig allerede set de to første afsnit, jeg deltog i en screening af dem i sensommeren. Dengang ville jeg også gerne have omtalt dem på forhånd, men det var TV2 ikke glade for, så jeg undlod det. I dag kan jeg måske godt forstå dem, for vi fik dengang at vide at det var meningen serien skulle begynde på skærmen i løbet af efteråret - men det er altså udskudt til foråret.

Nu kan jeg imidlertid se, at man allerede nu kan se premieren på Sputnik, og så kan jeg ikke længere se nogen grund til at holde mig tilbage.

Sådan en screening er ikke verdens bedste bedømmelsgrundlag - en del er ikke færdigt, og især lydsiden skal forbedres meget. Og man skal også tage det jeg skriver her med et gran salt - for det er jo netop meningen at der skal kunne rettes op på svagheder i forhold til reaktionerne på sådan en screening.

Men jeg fik et godt indtryk af serien, som historiemæssigt - på godt og ondt - virker meget som Forbrydelsen. Altså bortset fra at Den Som Dræber er opdelt, så der er to episoder til hver sag. Ligheden består i noget af det samme drive i historien - og så de mellemregninger som måske ikke rigtigt giver mening, når man tænker tilbage efterfølgende.

Hovedrollerne er politikvinden Katrine Ries (Laura Bach) og den akademiske seriemorder/psykopat ekspert Thomas Schaeffer ( Jakob Cedergren). Og til at holde de to i ørerne (uden særligt meget held) er der Katrines chef, Magnus Bisgaard (Lars Mikkelsen).

Og man kan altså godt blive revet med af serien - hvis serien formår at bevare suspension of disbelief. Og det kan blive svært tror jeg, for det første fordi der som sagt er nogen mellemregninger der ikke giver meget mening undervejs (men det kan der som også sagt være rettet op på) - og så helt overordnet for serien.... hvor mange seriemordere er det egentligt vi har i Danmark.

Så man skal ikke tage de alt for skeptiske briller på, når man ser serien. Men jeg tror altså godt den kan give god underholdning og spændning de næste mange søndage. (Jeg synes i øvrigt at søndag klokken 20 er et forbandet dårligt tidspunkt til de serier.)

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

tirsdag den 1. februar 2011

Some credit

Ingen kommentarer
Det kan godt være jeg i weekenden - i flere omgange - blev ganske irriteret af danske TV-stationers prioritering af nyhederne fra Ægypten midt i håndboldhelvedet.

Men jeg blev da omvendt positivt overrasket over, at TV2 i 19-Nyhederne blændede op for en Natasja Crone, som blev transmitteret direkte fra et improviseret, lånt studie i Kairo, hvorfra hun styrede indslagene og diskuterede situationen med Steffen Jensen.

For det er da meget muligt, at man kunne opnå præcis det samme ved at sidde i et studie i Odense eller København - endda havde der nok været større sandsynlighed for at få koordineret satellitforbindelserne - men signalværdien er vigtig. så det skal TV2 sgu have ros for!

Bortset fra det ser tingene umiddelbart godt ud: millitæret holder sig som lovet tilbage, og stemningen har idag mest mindet om et land efter en stor sportssejr - ikke som fredagen, hvor opgøret med politiet fandt sted. Men min fornemmelse er, at hvis ikke Mubarak har trukket sig inden fredag efter fredagsbønnen, går det galt.

Det var også mere eller mindre hvad ElBaradei sagde tidligere - ikke så meget som en trussel, men snarere en konstatering.

Og så er der bekendtgjort demonstrationer i Syrien på lørdag, og Jordans regering er sat fra posten af Kongen.

Hvad angår Syrien kunne noget tyde på, at det er den foreløbig mest islamiserede opstand, og det kan jo godt gøre en lidt nervøs - men det vil næsten være mærkeligt hvis Hamas ikke vil have en finger med i spillet der.

Og for Jordan forestiller jeg mig, at ting muligvis kan forløbe nogenlunde fredeligt, og uden at Kongen nødvendigvis afsættes. Landet har - relativt set! - altid forekommet mig at være et af de mest fredelige og åbne af de arabiske.

Men tingene ruller unægteligt fortsat!

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

søndag den 26. december 2010

Fantastisk original tanke

2 kommentarer
Kan iøvrigt ikke lade være
at tænke på Wilhelm Freddie,
når DRs værter folder sig ud
med påspændt mikrofon
Igår aftes havde TV2 et årskavalkade program, hvor der blev set tilbage på året der gik. Blandt andet med et dobbeltinterview, som vist skulle være morsomt tænkt, med Lars Løkke Rasmussen og Morten Olsen, som skulle sammenligne hinandens jobs og situation.

Idag til aften havde DR et årskavalkade program, hvor der blev set tilbage på året der gik. Blandt andet med et dobbeltinterview, som vist skulle være morsomt tænkt, med Lars Løkke Rasmussen og Morten Olsen, som skulle sammenligne hinandens jobs og situation.

Altså - kan de ikke snakke lidt sammen. Eller kunne enten Morten Olsen eller Lars Løkke ikke lige have informeret om, at det havde de altså gjort én gang?

For der er vel ikke nogen grund til ligefrem at træde i ensheden? Eller det er der måske netop?

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

mandag den 20. december 2010

Meget interessant optagelse

7 kommentarer
I fredags blev sundhedsminister Bertel Haarder interviewet af DR, i anledning af at der blev givet nye retningslinier hvad angår fedmeoperationer. Som skulle mindske tilgangen til fedmeoperationer for folk som er overvægtige - så de kun bliver opreret når de begynder at få følgesygdomme.

I løbet af dagen i fredags var der en del undren over, at de nye retningslinier kom netop nu, og man ikke ventede 2-3 måneder til en nedsat ekspertgruppe havde udtalt sig om emnet.

Det havde Bertel Haarder åbenbart undgået at høre om. For han flipper ganske grøn da han bliver spurgt om den vinkel af sagen. Og skælder journalisten ud på alle mulige måder, for ikke at have afklaret spørgsmålene på forhånd. Hvilket journalisten, Kristian Sloth, siger han har - men med Bertels spindoktor. Det er jo ikke til at vide, hvem der har ret.

Men sikkert er det, at Bertel Haarder ikke har ret i, at det spørgsmål var stillet mange gange før. Tilgengæld var der mange gange stillet spørgsmål til konsekvenserne for privathospitalerne - som sandsynligvis kommer til at miste indtægter, hvis der skæres i fedmeoperationerne - og det var under disse spørgsmål han begyndte at blive alvorligt knotten, kan man se på hans kæbe og kropssprog. Det sidste tændte vist så den sidste lunte - eller han trængte bare til at afreagere.

Men DR har lagt interviewet ud i sin helhed - og jeg opfordrer til at man ser det, og helst i helheden, for ellers kan man jo dårligt bedømme Bertel Haarders påstande om unfairness. (Men hvis man kun vil se fra hvor han begynder at blive arrig er det ca 5½ minut inde, hvor det går helt galt omkring de 7 minutter.)

Grunden til at jeg opfordrer til det, er for det første at det er ganske spektakulært at se Bertel Haarder gå grassat. Og det er i øvrigt så sjældent at politikerne får lov at komme til orde, hvor de ikke klippes ned til ganske få sekunder - det plejer de at klage meget over, her har Bertel så virkeligt fået chancen...

Men det er ikke kun underholdning - for diskussionen mellem Bertel Haarder og Kristian Sloth fortæller meget om, hvor styrede sådan nogle interviews med ministre som regel er. Og det er altså meget godt at vide, når man skal lægge til og trække fra, og bedømme hvor meget man kan stole på medier og ministre.

Og så er det også meget godt at få lov at se det - TV2 slettede jo på opsigtvækkende vis et lignende klip med Lars Løkke for ikke så længe siden.

Bertel Haarder har også siden sendt et undskyldende brev til Kristian Sloth, hvor han forklarer omstændighederne. Og man kan da også godt forstå sagen udfra hans synspunkt - det er da surt at blive afbrudt midt i sin risengrød - men under alle omstændigheder er indslaget interessant, fordi man kommer bag facaden på adskillige ting.

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

onsdag den 15. december 2010

Mere idiosynkrasi

Ingen kommentarer
Jeg kan jo ligesågodt bruge min feber tilstand til at komme af med noget af det brok, som ellers bare ligger og flyder. Som jeg gjorde det med Mødrehjælpen igår.

Men nu føler jeg altså behov for at komme af med noget, som piner mig hver december efterhånden. Eller sådan føles det ihvertfald, efterhånden.

Den der, The Julekalender.

Hvorfor helvede er det at vi skal trækkes med den, år efter år? Jeg fatter det ikke - jeg synes det er lort med lort på, med et tykt lag af lort indimellem. Jeg kan ikke se nogle kvaliteter i den, overhovedet. Og jeg har aldrig kunnet det - selvom jeg hver af de mange, mange gange den genudsendes giver den en chance - måske er der bare noget i den jeg ikke har fattet.

Men hver gang må jeg gå fra tv'et inden jeg smadrer det, med følelsen af at gumle på en peanutbuttersandwich, hvor peanutbutteret er erstattet med lort - dog med samme konsistens som peanutbutter.

Indimellem støder jeg så på folk, der taler om hvor morsom den er. De er så allesammen jyder. Altid. Hvergang. Og det er fint nok - jeg forstår godt at humor kan være forskellig i forskellige kulturer, og med forskellige sprog.

Men hvis det er så egnsspecifikt, kunne det så ikke nøjes med at blive sendt på nogle af de jyske regionalkanaler. I det mindste nogle af årene. Så vi andre ikke skal risikerer at komme til at åbne for en hysterisk fistelstemme i tide og utide, når vi tænder or tv'et? År efter år efter år i december.

Specielt absurd er det, når man tænker på hvad TV2 gennem tiden har produceret af voksenjulekalendre, som ligger kvantespring foran i kvalitet. Det klareste eksempel er naturligvis Andersens Julehemmelighed, men der har også været andre interessante, tankevækkende og eksperimenterende, som kunne bruge et gensyn, hvis TV2 ikke vil producere nyt.

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

onsdag den 1. december 2010

Andersens Julehemmelighed, 1. december

3 kommentarer
[Opdatering, 9. november 2012: Man kan nu også købe Andersens Julehemmelighed på DVD!]
Jeg fik lige den idé at bringe min yndlings-ever voksenjulekalender, Andersens Julehemmelighed her i løbet af december. Når nu de (producenterne eller TV2 ikke kan finde ud af at udgive den på DVD). Jeg fandt den nemlig i sin helhed på YouTube engang. Men den konto der har uploadet den er åbenbart siden lukket - så det kan ikke lade sig gøre. (det kan det vist så alligevel - følg links til de næste afsnit.)

Her er ihvertfald afsnit 1, for den første december. Den er oprindeligt fra 1993.


(Det er alligevel lykkedes at finde andet afsnit af Andersens Julehemmelighed.)

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

søndag den 24. oktober 2010

Forventning om blasfemi

Ingen kommentarer
Det er med bange anelser jeg ser I, Robot på TV2 i aften. For den påstår (som titlen også mere end antyder) at være baseret på Isaac Asimovs mesterlige robot-noveller.

Men alt hvad jeg har set af forfilm med videre har givet indtryk af en Will Smith.morsom action-film. Hvilket nogengange kan være ok - men fandeme ikke når man blander det sammen med noget Asimov. Asimovs historier var ganske eftertænksomme i sit forsøg på at efterforske hvordan et samfund med mennesker og tænkende robotter kunne fungere - og stort set blottet for action. Og det er altså lidt svært at genkende i hvad jeg har set.

Af samme grund var jeg da heller ikke inde og se filmen i biografen - men når nu den ligefrem bliver stoppet ned i halsen på mig, i form af at blive vist i mit fjernsyn, må jeg jo lige set hvor galt de har maltrakteret forlægget.

(Jeg kan ikke forestille mig at filmen, når nu det skal være noget med Asimov, ikke gør brug af robotikkens 3 grundregler, the three laws of robotics, som stort set alle Asimovs robothistorier i et eller andet omfang handler om  - så hvis nogen ikke skulle kende dem, bringer jeg dem lige her. Mest fordi det er sejt at have stående på min blog.
  1. A robot may not injure a human being or, through inaction, allow a human being to come to harm.
  2. A robot must obey any orders given to it by human beings, except where such orders would conflict with the First Law.
  3. A robot must protect its own existence as long as such protection does not conflict with the First or Second Law.
Jeg går ikke udfra de også har den nulte lov med, som først blev formuleret og indført af R. Daneel Olivaw en del efter de fleste historier foregår.)

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

torsdag den 12. august 2010

Polterabend for Viderekomne

Ingen kommentarer
Jeg opdager lige at TV2 sender denne film kl 23:40 i aften. Og det er godt nok et blast from the past.

Jeg kan huske engang, hvor en af mine venner i 90'erne fremhævede Tom Hanks som stor skuespiller - det var sådan efter Forrest Gump og lignende, og jeg måtte sige, at han altså ikke altid havde haft de helt oscarvindende roller...

Da var det nok blandt andet hans hovedrolle i denne film - Polterabend for Viderekomne / Bachelor Party - som ungkarlen der ikke rigtigt kan finde ud af at skulle giftes, med en del venner der heller ikke kan finde ud af det, nogle stoffer, noget psykofarmaka, en tåbelig brud in spe, med tåbelige veninder og tåbelig mor; og ikke mindst en stripper og et æsel - jeg tænkte på.

Jeg ser lidt den film som inkarnationen af B-film. Også i dag.

Og jeg så den med (lidt) skam at melde flere gange, da den gik i Cinema 1-8 (hvor der nu er Rosie McGees - vist; ihvertfald ved siden af Burger King) i meget lang tid. Første gang fordi jeg var teenager og en periode havde for meget tid. Anden gang af samme grunde som første - og så var der den scene med æslet og stripperen, som jeg ikke helt kunne få ud af hovedet. Og der var jo ikke sådan instant gensyn på nettet som i dag.

Så, ja - hvis man har lyst til at se en film, der fik hormonerne til at småsyde hos en teenagedreng i 1984, så er der mulighed i aften. Men forvent ikke den store kunst.

(En anden Tom Hanks film fra 1984 er Splash!, med Darryl Hannah som nøgen havfrue. Den gik også i Cinema 1-8. Den så jeg også. Men den er bortset fra det langt dårligere end Bachelor Party!)

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

onsdag den 28. april 2010

Omertà

Ingen kommentarer
Det er jo en kendt sag, at hvis man i forbryderiske kredse er for åbenmundet vil det gå en ilde. Hvis man derimod forstår at være tavs, også under pres, kan man forvente at blive belønnet.

Blot en tanke.

Helt urelateret skal jeg da lige huske at sige til lykke med posten som direktør til TV2s nyhedschef, Michael Dyrby - det tavse sandhedsvidne.

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

tirsdag den 13. april 2010

Hvorfor skal de pines sådan?

Ingen kommentarer
I TV Avisen kl 18:30 oplyste de, at deltagerne til dronningens arrangement til aften, blandt andet kunne se frem til underholdning i form af:

Sir Cliff Richard
De Nattergale

Hertil en lækker menu, blandt andet med hummer-gelé og Chateau de Caïx.

Jeg må sige jeg er ganske tilfreds med ikke at være inviteret - også selvom TV2 fylder hele sendefladen med det.

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

fredag den 9. april 2010

Afsløring: TV2 infiltreres af Regeringen

Ingen kommentarer
Med eneret for Leoparddrengen, kan det i dag afsløres at TV2 Nyhederne, samt BT, i gennem længere tid er blevet systematisk styret i sine politiske omtaler af regeringen selv.

Mange har haft mistanker om det, men i dag afsløres det altså med håndfaste beviser. For Regeringen har simpelthen tænkt: hvordan sikrer vi den bedste omtale af os? Jo, det gør vi ved at styre hvad de politiske analytikere siger.

Og hvordan styrer vi hvad de politiske analytikere siger? Jo, det er meget simpelt - vi sørger for selv at være de politiske analytikere.

Lene Espersen alias Helle Ib
Og i dag afsløres det så: Helle Ib - BTs politiske kommentator, som også bruges af TV2 Nyhederne - er i virkeligheden Lene Espersen!

Det er jo oplagt, når det først går op for en; for det er trods alt begrænset hvor meget Lene Espersen kan ændre sit udseende, når hun skifter fra den ene rolle til den anden.

Og navnet? Helle er jo sådan set et anagram af Lene, blot tilføjet et ekstra l. (Man skal ikke lade sig naree af H'et, for med kyrilliske bogstaver skrives et N som et H, så den er klar nok.) Ib kan jeg ikke helt greje, men det tror jeg netop også er meningen; det er et så underligt efternavn, at folk skal blive totalt forvirrede, og glemme alt om mulige sammenhænge.

Man kan måske undre sig over, at "Helle Ib" indimellem faktisk har kritiseret regeringen (som hun tilsyneladende gør i dette klip) - men det skal man ikke lade sig narre af, andre kommentatorer ville være langt hårdere. Og det er nødvendigt at være lidt kritisk, for ikke at blive afsløret.

Det forklarer så også, hvordan Lene Espersen kan tale om at hun arbejder nogle gange 18-20 timer i døgnet - for det gør hun! Ganske vist ikke som Lene Espersen det meste af tiden, men som Helle Ib.

Faktisk er der mange ting der giver bedre mening - for eksempel også det faktum, at Lene Espersen efterhånden virker så konfus, og siger fuldstændig tåbelige ting; for det er klart at det er svært at vide, hvem man er, og hvad man skal sige, når man skifter rolle hele tiden. For eksempel giver hendes udtalelser i går meget bedre mening, hvis man tænker at hun troede hun udtalte sig som Helle Ib.

(Et problem jeg iøvrigt udmærket forstår, jeg er jo også vant til det med flere identiteter, og det er altså ikke altid nemt!)

Regeringen og Lene Espersen står nu over for et svært valg: vil de lade Lene Espersen fortsætte i dobbeltrollen, eller må hun droppe en af dem? Og hvilken bliver så droppet - hvad er regeringen bedst tjent med?

Jeg gætter på, at det ender med at hun fortsætter som Helle Ib, og personaen Lene Espersen i den nærmeste fremtid vil blive mere og mere perifær, for tilsidst at forsvinde helt.

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

tirsdag den 16. marts 2010

Jatak, Chef

Ingen kommentarer
Der var premiere på TV2s nye kokke-reality ting, Helvedes Køkken, her til aften.

Og det skal jeg såmænd nok blive bidt af. Jeg kan vist meget godt lide de der koleriske kokke, har også meget godt kunnet lide Gordon Ramsays restaurantfrustrationer.

Jeg er så ret meget en novice i forhold til de der stemme-hjem programmer; altså ikke helt, jeg har da set et par afsnit af Big Brother da det startede, og vist også et afsnit af Robinson eller to. Og det er såmænd ikke fordi jeg skal spille hellig, men jeg har bare ofte ikke haft adgang til de kanaler det blev sendt på (fordi jeg har fravalgt dem på et overordnet plan).

Men sidste forår blev jeg jo ret bidt af Min Italienske Drøm - det var så også reality & hjemsendelses TV med et intelligent tvist.

Men altså: jeg tror som sagt nok jeg skal blive hooked på det her. For der er lagt op til at de kan blive rigtig hårde ved hinanden - og hvis der kommer en decideret ond stemning, og adrenalinen kommer op og pumpe, skal det nok blive sjovt.

Jeg synes så det er lidt synd de kører drengene mod pigerne, men mon ikke også der bliver blandet rundt på det henad vejen? Og så synes jeg altså ham overchef-kokken, Wassim Hallal, er en anelse svær at tage alvorligt, med en ret høj stemme og århusiansk dialekt. Ikke helt så galt som det ville være i falset på fynsk, men derhenad. Og eftersom der er lagt op til han i den grad skal frygtes, gør det det lidt svært.

Men hvad - det skal nok gå.

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

mandag den 15. marts 2010

Ren ondskab

Ingen kommentarer
I diverse fantasy-bøger med videre jeg jo holder af at læse, findes der væsner som er rendykret ondskab. Som får næring fra andres lidelser, som jo derfor prøver at påføre. De har intet andet motiv - ikke penge, ikke magt; de nyder blot lidelsen.

I den virkelige verden plejer jeg ikke at bryde mig om begreber som god & ond - de holder som regel ikke en meter, verden er ikke sort og hvid på den måde.

Men indimellem hører man om ting, hvor det er svært ikke at føle, at det er ren ondskab. At her er dæmon på spil, som i førnævnt fantasy. Således med disse falske telefonopkald til elever på gymnasier og efterskoler, hvor en eller flere mænd, og vist også en kvinde, har sjov med at fortælle eleverne om de ulykker der er overgået elevens mor eller far.

Det er fuldstændig motivløst - bortset netop fra at påføre lidelse. Og jeg har svært ved at se det som andet end ren ondskab, ihvertfald i en fanatsy forstand. Hvad kan deres undskyldning være? Kedsomhed??

Det går (heldigvis) over min forstand.

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

lørdag den 13. marts 2010

Et galninge-eksempel

6 kommentarer
Jeg havde for et par uger siden et indlæg, om den særegne kvalitet af blogs på TV2.

Her er et friskt eksempel på den fantastiske logik (og sammenrodning af begreber som incest og pædofili) der udspiller sig bag nogle af skribenternes pandelapper. Jeg undlader at linke, da... well, det er et eller andet sted ikke pænt. Men google findes jo...

Under overskriften Homoseksuelle står bag 25 procent af de pædofile overgreb:
Hvert tredje incestoffer er dreng. Heraf er 74 pct. misbrugt af en mand, som vi må definere som homoseksuel, da han jo har sex med en af sit eget køn. Homoseksuelle mænd tegner sig hermed for 25 pct. af alle sexovergreb på børn. homoseksuelle mænd udgør formentlig 5 pct. af befolkningen, men begår 25 pct. af sexovergrebene på børn. Derved begår de incest 4 til 5 gange så hyppigt som deres andel af befolkningen berettiger til.

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

tirsdag den 9. marts 2010

Rupert Murdoch køber TV2

Ingen kommentarer
Mediemogulen Rupert Murdoch afslører i dag, med eneret for Leoparddrengen, at han har planer om at købe TV2, og det endda meget snart.

LPD: Men, Mr Murdoch, salget af TV2 er jo ellers sat i bero, da regeringen ikke mente den danske stat i øjeblikket kunne få nok ud af et salg?

RM: Jeg tror nu nok de vil sælge, når de ser mit tilbud.

LPD: Det er altså højt?

RM: Det vil jeg lade den danske regering, især Mr Rasmussen og Mr Frederiksen vurdere.

LPD: Men hvorfor dette pludselige bud?

RM: Det er kommet mig for øre, at TV2 er begyndt at lave netop den type kvalitativ mediedækning, som vi i News Corp har specialiseret os i. Den type hvor vi ikke blot formidler nyheder - vi skaber dem selv, og bruger dem.

LPD: Kan De give et eksempel?

RM: Jamen, for eksempel den aktuelle lækage-sag? Den er jo et godt eksempel, hvor mediet går ind og deltager aktivt i skabelsen af nyheden, i drejningen af den om du vil.

LPD: Du mener, fordi de ikke vil afsløre deres kilde?

RM: Haha, ja den er god. Det er jo tydeligt at de siden har fordrejet historier, hvor de vidste at historien var usand - under hensyntagen til deres kilde, siger de så.

LPD: Men vil De så også, hvis De skulle få held til at købe TV2, gøre den højreorienteret?

RM: Højreorienteret? Alle mine medier er ganske uvildige - fair and balanced, som vi siger. Som de eneste... alle de andre er jo nogle liberale røvhuller, eller kommunister. Eller bøsser, der er også mange bøsser i mellem.

LPD: Ja, jo... TV2 er jo blevet kritiseret for at være for regeringsvenlig, vil det fortsætte under deres ejerskab?

RM: Det kommer sandelig an på regeringen. Nogle gange støtter vi regeringer, andre gange er vi imod. Det er det jeg mener med fair and balanced.

LPD: Hvad så med public service forpligtigelsen? Den vil regeringen jo nok kræve stadig er der?

RM: Jamen, det er slet ikke noget problem. Se på Fox News, der har vi virkelig mange public service programmer!

LPD: Såsom: På jagt med Sarah Palin?

RM: Præcis... hun overtog efter Dick Cheney. Det blev lidt dyrt i forsikringspræmier med ham ved roret. Så han er nu stjerne på finansmagasinet: Oil Money - the Future of America. Og vi har skønhedsprogrammet Wax and Shave - What Happened to Bush med Laura Bush.

LPD: Okay, ja det er jo en del.

RM: For at sige det som det er, vi kan se at der er en mulighed for at sætte vores præg på medieverdenen i et traditionelt røvhuls-liberalt land som Danmark, og være med til at sørge for at det skifte der er sket, med stand-up guys som Juste og Rose fra Jyllands Posten, kan bide sig fast, også i fremtiden.

LPD: Okay, vi går en lys fremtid i møde i medieverdenen, kan jeg forstå?

RM: Ja.

LPD: Tilsidst - regner De med at bevare navnet, TV2?

RM: Vi overvejer at ændre det, så det mere naturligt indgår i de kendte varemærker fra koncernen. Så vi tænker på for eksempel TV Ræv.

LPD: De mener TV Røv?

RM: Ja, sorry... pardon my Danish.

LPD: Hvad nu hvis købet slår fejl?

RM: Det tror jeg så ikke, det gør. Men hvis må vi jo bare overtage nogle af de bedste aktiver. Ham Michael Dyrby kan godt få et job på Fox News. Han virker som en stand-up guy!

LPD: Så siger jeg tak for interviewet!

RM: Hvad med dig selv? Du kunne få et spot som anchor?

LPD: Jeg skal overveje det...

RM: Gør det, sønnike, gør det!

Med tak til Rune Engelbreth for inspiration.

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

onsdag den 3. marts 2010

Tankevækkende galningeblogs

4 kommentarer
Normalt kunne jeg ikke finde på at nedgøre andre blogs - det er udtryk for dårlig stil, efter min mening, og hvis man ikke kan lide en blog, kan man jo bare holde sig væk og ignorere den. Så længe der ikke er tale decideret opfordringer til vold eller lignende. Det er ihvertfald min grundholdning.

Men det er da heller ikke en specifik blog jeg vil brogge og undre mig over her, men et blog-kompleks.

Nemlig TV2s. For når jeg indimellem kører nedad forsiden på blogbot.dk, og jeg ser et indlæg som tydeligvis er langt ude i hampen, viser det sig næsten altid - 9 ud af 10 gange, eller så - at indlægget hører til på en TV2-blog.

Rigtig mange af dem er racistiske/små-fascistiske, men der er såmænd også en del der falder i nogle venstrefløjs-grøfter. Og så er der dem der er så ubehjælpsomt skrevet, at de er umulige at klassificere - det er simpelthen ikke til at forstå indholdet.

Gennemgående blandt disse galninge-blogs en meget hadfuld tone og en paranoid indstilling. Og et udtryk for mangelfuld kontakt med virkeligheden.

(Det skal selvfølgelig understreges, at jeg ikke mener alle blogs på TV2 falder i den kategori - min observation er bare, at rigtigt mange af den type blogs, stammer fra TV2.)

Det jeg virkelig finder påfaldende i den anledning er, at TV2 kører moderation på deres blogs: altså, de har regler for hvad der må skrives, og hvis man som læser synes de regler overtrædes kan man klage over det. (Iøvrigt nogle ret underlige regler med nogle ting.)

Så - hvordan kan det være, at et blogmiljø som på papiret er modereret, tiltrækker rigtig mange ekstreme bloggere, som konstant overtræder samme regler, eller bevæger sig konstant på grænsen af for ekempel 266b (ofte over) - og der i øvrigt tilsyneladende ses gennem fingre med det fra moderatorernes side.

Når nu langt de fleste blogs, som laves i umodererede miljøer, er langt fredeligere - moderate om man vil?

Har det noget at gøre med, at når der er moderation udefra, holder man op med at moderere sig selv? Eller er det fordi bestemte typer, søger hen hvor de kan afprøve nogle grænser? Altså - fordi grænsen er der, skal den udfordres?

Eller ligger det simpelthen i, at TV2 har en meget bred brugerskare, som mere eller mindre får smidt en blog  i nakken, når de registrerer sig for at spille eller se Sputnik, eller andet?

Jeghar ikke noget svar - men jeg synes det er et lidt interessant spørgsmål - også i en bredere sammenhæng, end blot blogverdenen. (Man kan for eksempel spekulere på - hvis Jyllands Posten var en person, ville den så skrive på TV2 blog).

Ceterum censeo Facebook esse delendam.