Så er ugen ved at være overstået, hvor man, hvis man er kommet forbi TV2 har skullet slalome imellem forfærdelige sygdomshistorier, underholdning og vild med dans, hvor aldanskens kendisser er med, og lodtrækninger om fossilbiler.

Nej, Knæk Cancer på TV2 er ikke et kønt syn. Men det er ikke det jeg mest har i mod det.

Det er heller ikke det faktum, at det lanceres som et godgørende program, når sandheden er at kræft rammer os alle, og det inderst inde er vores egen dødsangst vi prøver at betale os fra.

Eller for den sags skyld at grunden til at kræft er sådan en alvorlig sygdom for os, er at vi har behandlet os ud af stort set alt andet, og at vi bliver så meget ældre i dag. Døden skal jo for pokker have en årsag. Og, ja, kræft rammer også unge, og det er en tragedie, men hovedparten af os har altså fået kopieret vores celler til overflod før det sker..

Men et show som Knæk Cancer er demonstrativt for hvor mange ressourcer den sygdom får lov at suge til sig, båret af vores alles dødsfrygt og en exceptionel succesfuld lobbyforening i form af Kræftens Bekæmpelse.

Jeg mærkede det selv, da min mor blev syg. Hendes symptomer var heftige, men diffuse, og virkede mest som noget med senilitet. Et område som ikke ligefrem oversvømmes med midler. Så alene det at få en tid, hvor nogen i sygehusvæsnet kunne kigge på hende, var der tre måneders ventetid til (dette var i 2011, så det ville muligvis ikke være sådan i dag).

Jeg fik kæmpet for det, for den var helt gal med hende, og fik vist ventetiden ned på 1½ måned. Men det hjalp ikke meget, for mellem hver ny undersøgelse var der en evighed.

Selv ikke da hun gik i coma og røg på intensiv blev der brugt ressourcer på at finde ud af hvad der egentligt lå til grund.

Men da en PET/CT skanning efter 3-4 måneder, efter vi først havde fået lov at komme i kontakt med systemet, viste at det hele visnok skyldtes lungekræft… ja, så kom der andre boller på suppen.

Så var det næsten ikke til at følge med i undersøgelser & udredninger — hvoraf mange var overflødige, for vi havde allerede været dem igennem i snegletempo, men sådan er det med pakkeløsninger — og inden for 3-4 uger var hun i kemo- og strålebehandling, og der blev brugt en masse ressourcer på hende, og det er jeg meget taknemmelig for, og hun var i klar bedring, inden det et halvt år senere viste sig at det hele var metastaseret i hjernen og hun døde på et par uger.

Så jeg oplevede i den grad forskellen i vores sundhedsvæsen på om man sagde kræft eller ikke kræft.

Jeg fik virkeligt meget sympati for en masse sundshedspersonale, både blandt dem der arbejdede med kræft og dem der ikke gjorde. (Og, ok, så ver der også et par idioter, som jeg stadig i dag forbander langt væk. Men i det store hele.) Så det handler ikke om dem, men om den måde vi forvalter ressourcer.

Og jeg følte hvordan kræften har udviklet sig til noget, der vokser og suger til sig fra det omliggende sundhedsvæsen, så meget at det kan hæmme bekæmpelsen af den.

Og derfor hader jeg Knæk Cancer.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.