Så er ugen ved at være overstået, hvor man, hvis man er kommet forbi TV2 har skullet slalome imellem forfærdelige sygdomshistorier, underholdning og vild med dans, hvor aldanskens kendisser er med, og lodtrækninger om fossilbiler.

Nej, Knæk Cancer på TV2 er ikke et kønt syn. Men det er ikke det jeg mest har i mod det.

Det er heller ikke det faktum, at det lanceres som et godgørende program, når sandheden er at kræft rammer os alle, og det inderst inde er vores egen dødsangst vi prøver at betale os fra.

Eller for den sags skyld at grunden til at kræft er sådan en alvorlig sygdom for os, er at vi har behandlet os ud af stort set alt andet, og at vi bliver så meget ældre i dag. Døden skal jo for pokker have en årsag. Og, ja, kræft rammer også unge, og det er en tragedie, men hovedparten af os har altså fået kopieret vores celler til overflod før det sker..

Men et show som Knæk Cancer er demonstrativt for hvor mange ressourcer den sygdom får lov at suge til sig, båret af vores alles dødsfrygt og en exceptionel succesfuld lobbyforening i form af Kræftens Bekæmpelse.

Jeg mærkede det selv, da min mor blev syg. Hendes symptomer var heftige, men diffuse, og virkede mest som noget med senilitet. Et område som ikke ligefrem oversvømmes med midler. Så alene det at få en tid, hvor nogen i sygehusvæsnet kunne kigge på hende, var der tre måneders ventetid til (dette var i 2011, så det ville muligvis ikke være sådan i dag).

Jeg fik kæmpet for det, for den var helt gal med hende, og fik vist ventetiden ned på 1½ måned. Men det hjalp ikke meget, for mellem hver ny undersøgelse var der en evighed.

Selv ikke da hun gik i coma og røg på intensiv blev der brugt ressourcer på at finde ud af hvad der egentligt lå til grund.

Men da en PET/CT skanning efter 3-4 måneder, efter vi først havde fået lov at komme i kontakt med systemet, viste at det hele visnok skyldtes lungekræft… ja, så kom der andre boller på suppen.

Så var det næsten ikke til at følge med i undersøgelser & udredninger — hvoraf mange var overflødige, for vi havde allerede været dem igennem i snegletempo, men sådan er det med pakkeløsninger — og inden for 3-4 uger var hun i kemo- og strålebehandling, og der blev brugt en masse ressourcer på hende, og det er jeg meget taknemmelig for, og hun var i klar bedring, inden det et halvt år senere viste sig at det hele var metastaseret i hjernen og hun døde på et par uger.

Så jeg oplevede i den grad forskellen i vores sundhedsvæsen på om man sagde kræft eller ikke kræft.

Jeg fik virkeligt meget sympati for en masse sundshedspersonale, både blandt dem der arbejdede med kræft og dem der ikke gjorde. (Og, ok, så ver der også et par idioter, som jeg stadig i dag forbander langt væk. Men i det store hele.) Så det handler ikke om dem, men om den måde vi forvalter ressourcer.

Og jeg følte hvordan kræften har udviklet sig til noget, der vokser og suger til sig fra det omliggende sundhedsvæsen, så meget at det kan hæmme bekæmpelsen af den.

Og derfor hader jeg Knæk Cancer.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

De der har fulgt med på bloggen, har også set mine skriverier om min mors sygdom, som har fyldt meget det sidste års tid. Ihvertfald til jeg kunne komme med en form for afrunding for 5 måneders tid siden, da hun var færdigbehandlet for sin lungekræft.

I nogle måneder så alt forholdsvis fint ud. Hun kom godt nok aldrig op på sit gamle mentale niveau, men hun fungerede fint, omend lidt svingende. Og hendes kontrolbesøg viste ingen problemer, senest i starten af januar.

Det tog en drejning da jeg blev ringet op af hende i starten af februar - hun var lige kommet fra besøg på museum med en veninde, og så var hun kommet hjem til at et vindue tilsyneladende af sig selv var gået i stykker. Det forvirrede hende meget. Samtidigt havde hun noget ondt i hovedet, og vist også ryggen, som om hun havde drejet den forkert, men hun kunne nu ikke huske at hun skulle have gjort det.

Jeg hjalp hende med at ringe til glarmester, så det ville kunne blive fikset, og tænkte at det lød som influenza der var på vej, eller lignende med muskelsmerter. Jeg spurgte i løbet af weekenden flere gange om jeg skulle komme forbi, men det syntes hun ikke - heller ikke selvom jeg advarede om jeg ville få svært ved det de i den kommende uge, da jeg havde børnene og det var vinterferie.

Vinterferien kom, og der brugte jeg nogle koncentrerede dage til ungerne, til deres mor overtog i løbet af torsdag. Her havde jeg så aftalt at komme forbi min mor, der var også praktiske ting der skulle ordnes.

Det var ikke godt det der mødte mig - hun havde tydeligvis en del smerter, ville helst bare ligge på siden. Og hun virkede også meget konfus, men på en ny måde - mere ovre i noget små-hallucinerende, eller ihvertfald med sær tolkning af sanseindtryk.

Så jeg ringede til hendes afdeling på Riget, og vi fik en akut-tid om mandagen, så de kunne undersøge hende nærmere. Min forestilling der var, at det sikkert var noget med en saltbalance der var galt, og det kunne fixes med et drop - det var prøvet før under kemo.

Men blodprøver viste ikke noget unormalt, så de indlagde hende, så de kunne få lavet de tests der skulle til - i første omgang en CT-skanning af hovedet. Det var hun ikke meget for - men hun blev overtalt, på den betingelse at hun kunne komme hjem igen.

CT-skanningen blev foretaget næste formiddag, og i løbet af eftermiddagen fik vi svar. Det viste sig at kræften havde spredt sig til hjernen, så nu skulle der ny omgang strålebehandling til. Det kunne også forklare hendes symptomer, ihvertfald hovedpinen og forvirringen - hjernen hæver, og det forøgede tryk skaber problemerne.

Vi blev sendt hjem - for det var jo det hun ville - med ny skanningstid om torsdagen, de fremrykkede hendes rutinekontrol for at se om noget skulle have udviklet sig andre steder også. Med sig fik hun noget medium smertestillende, samt noget binyrebarkhormon som lettede på symptomerne omkring hævelsen - og det virkede også allerede, hun havde det bedre.

På det tidspunkt var alt sådan set fint, troede jeg - nu var der fundet ud af hvad der var galt, og hvad der skulle gøres. Det ændrede sig dog om natten, da jeg jeg lavede research på det der med metastaser i hjernen, og fandt ud af at det sådan set ikke kunne helbredes. Man kunne udsætte døden med blandt andet strålebehandling, men det ville være et spørgsmål om tid. Jeg kunne se statistik der talte om medio levetid på en måned ubehandlet, og seks måneder med behandling.

Det var noget af et skifte i perspektiv - for indtil nu var den behandling der var givet, givet med henblik på helbredelse. Nu var der pludseligt tale om palliativ - livsforlængende og lindrende. Og selvom jeg selvfølgelig en del gange i det vanvittige forløb har tænkt den tanke, at det kunne være hun snart skulle dø, var det første gang håbet om andet blev fjernet.

Det ramte sgu lidt hårdt, dér om natten. Jeg blev også først lidt sur over, at lægen vi talte med ikke havde gjort det klart. Men ved nærmere eftertanke tænkte jeg, at det nok egentligt var meget godt min mor ikke havde hørt det, i hendes forvirrede tilstand.

Mere research på samme side, viste også at det var forventeligt - 80% af de der rammes af min mors type af kræft, udvikler metastaser i hjernen. Noget jeg også først tænkte, at det kunne de sgu da godt have sagt - men ved nærmere eftertanke: hvad skulle vi have brugt den viden til? Andet end at ødelægge den tid der var?

Jeg ringede til Riget næste dag, for at checke at jeg ikke havde misforstået det hele, men blev bekræftet i hvad jeg havde fundet frem på nettet - der var nu tale om palliativ behandling.

Skanningen torsdag var en slem tur - der var en del smerter, og af tåbelige årsager skulle vi forbi min mors læge, for at få en lægeerklæring - mere om det i andet indlæg - så hun var udmattet da vi kom hjem.

Mandag skulle vi så ind, så der kunne blive gjort klar omkring hendes strålebehandling af hjernen. Men i løbet af weekenden blev smerterne i ryggen mere konstante, samtidgt med at der indimellem dukkede andre op forskellige, skiftende steder. Og jeg følte ikke jeg kunne tage ansvar for mere. Heldigvis kunne hun også selv se det nu, og ville gerne indlægges.

Det tog noget tid, men det blev hun - tilsidst havde hun det virkelig ikke rart, efter flere timer rundt på Riget. Jeg kunne også mærke på de læger jeg nu talte med, at de ikke brød sig om de rygsmerter. CT-skanningen fra om torsdagen havde dog ikke vist tegn på noget i kroppen, men nu blev der bestilt en MR-skanning.

Som allerede blev gennemført næste morgen - det er meget hurtigt at få tid til sådan en - og den viste, at kræften også havde sat sig i et par ryghvirvler. Så nu skulle der også strålebehandling af ryggen til.

Det gode var dog, at hun nu fik effektiv smertebehandling, morfin, så hun havde det en del bedre. Stadig forvirret, men noget skæv af morfinen, på en god måde.

Så et par dage så tingene lidt bedre ud, set fra mit synspunkt. Men natten til torsdag var hun åbenbart stået op om natten, forvirret - og var faldet. Det gav hende et ordentligt blåt mærke og en hævet læbe. Og hun var blevet endnu mere forvirret, og kunne næsten ikke udtrykke sig.

Hendes strålebehandling af ryggen, som skulle være begyndt om torsdagen måtte de droppe - hun kunne ikke finde ud af at hun skulle ligge stille, og hvad der skulle ske. Og så var det for farligt (fordi hun kunne falde ned fra lejet).

Et endnu større problem var dog, at de nu heller ikke turde give hende strålebehandling af hjernen, da hendes almentilstand var for dårlig - og strålebehandlingen ligesom kræften medfører hævelse af hjernen. Og når den allerede var så hævet, kunne det medføre at hun døde umiddelbart efter behandling. Så de ville give hende massive mængder binyrebarkhormon i det håb at det kunne slå hævelsen nok ned, til at hun kunne modtage behandling.

Dagen efter talte jeg med afdelingens overlæge, som fortalte mig at han havde aflyst strålebehandlingerne. Som det havde udviklet sig ville det i bedste fald være formålsløst. Nu handlede det om, at hun fik så smertefri og rolig sidste tid som muligt. Hvilket jeg var helt enig i - men jeg må tilstå at det var lidt svært at følge med i som perspektiverne skiftede - det var kun 1½ uge siden jeg var på hospitalet med hende første gang, og nu var det kun et spørgsmål om dage, måske.

Så i løbet af weekenden var familie og nærmeste venner forbi og sige farvel - ikke at min mor var meget tilstede, hun sov for det meste, og kunne kun udtrykke sig halve sætninger. Selv havde jeg mine børn inde og se hende fredag aften.

Hun var mindre og mindre ved bevidsthed over de næste dage. En eftermiddag ringede de fra Riget: hun havde fået det en del værre med sin vejrtrækning, måske var det snart. Da sad jeg og min bror der en del timer, til lyden af rallen fra slim i halsen, som samler sig når synkerefleksen ikke længere virker. Men hun døde ikke den dag, hun stabiliserede sig efter et par timer, og holdt sig også sådan næste dag.

På den sidste dag, kunne jeg mærke hun var blevet varm - jeg gætter på hun havde fået feber, sikkert ramt af en infektion. Samtidig havde jeg ingen fornemmelse af at hun var tilstede mere, kroppen fungerede rent mekanisk. Jeg håbede og troede at det ville være hendes sidste dag. (Ja, jeg havde også håbet det de foregående dage, men nu var det også min fornemmelse.)

Jeg blev ringet op sent om aftenen - nu var hun død. Så gik jeg ind på Rigshospitalet og sagde farvel, om natten - der var fuldmåne og solstorm, og Venus og Jupiter stod tæt. Det var for ca 1½ uge siden.

Bisættelsen blev holdt for nogle dage siden. Det blev et fint arrangement, synes jeg - det er jo ikke så tit man skal holde sådan noget...

Her er min tale:

I forbindelse med at [min mor] blev 70 – få måneder inden hun blev syg - rejste hun, [min ældste søn] og jeg til Rom en uge. Det blev en dejlig tur.

Ret tilfældigt havde vi lagt det obligatoriske besøg i Vatikanet om formiddagen på hendes fødselsdag. Det kan måske forekomme lidt fjollet, men ingen af os havde tænkt på at det var søndag, og den katolske kirke var en going concern – så undervejs derhen hørte vi hvad der først lød som fjerne 1. maj-taler, men viste sig at være Hans Hellighed, Benedikt XVI, som holdt prædiken.

Det blev en stor oplevelse at overvære – en veritabel hær af præster, biskopper og alterdrenge som udførte sære ritualer i besynderligt farvede gevandter. En stor oplevelse, ikke så meget på grund af det religiøse – men fordi det gav et særligt tilhørsforhold til historien. Ekstra overvældende blev det nok, fordi det på ingen måde var planlagt af os – og at det altså var på [min mors] fødselsdag.

Så da Paven havde velsignet os alle, udbrød [min mor]: ”Så! Nu har jeg set hvad jeg skulle. Nu kan jeg roligt dø!”

Det var naturligvis sagt dels i sjov – men hun mente det nu også, et sted. Og hun gentog det også flere gange, som hun havde for vane, når hun virkelig mente noget.

Det har jeg ofte tænkt på efter hun blev syg. Som at det var en form for forvarsel. I dag føler jeg mere trøst ved det – hun var faktisk på det tidspunkt – da hun endnu var frisk i krop og sind – mæt af livet. Ikke at hun gerne ville herfra – men hun var tilfreds.

Historier og bøger var en stor del af hendes liv. Derfor regnede hun også sin venden tilbage til normalen efter sygdommen, fra da hun kunne begynde at læse igen, midt i oktober. Det begyndte dog atter at knibe efter et par måneder. Hun læste Proust, på fransk, men "det er som om ordene ikke vil hænge fast". Så hun bad mig købe den på dansk, På Sporet af den Tabte Tid. Og da hun blev indlagt bad hun mig hente den – det blev det sidste hun læste, hun nåede til side 28 ifølge bogmærket.

Da jeg var barn, og hun læste bøger op og vi kom til slutningen af De Store – som for eksempel Kaninbjerget eller Ringenes Herre - kunne hun godt have problemer med at læse slutningen højt. Faktisk kan jeg huske, jeg måtte læse det sidste kapitel af Ringenes Herre for hende, fordi hun ikke selv kunne for de store følelser. Lidt på samme måde har jeg det nu. Så det er op til mig at sige: Farvel [mor] – El-ahrairah har kaldt på dig, du skal fortælle historier i hans owsla. Skibet til Gråhavne er forsvundet i horisonten.

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Da jeg i vinters opdagede at min mor var blevet underlig i hovedet, troede jeg først at det var pludselig opstået senilitet. En mening lægeverdenen i første omgang delte, da den (med besvær) blev koblet på.

Koblet langsommeligt på, skal vel siges. For demens er ikke ligefrem et opprioriteret område, så bare det at få første tid i et udredningsforløb havde en tidshorisont på 5-6 uger (som så heldigvis blev forkortet lidt). Og efter den første serie prøver var der ingen forklaringer.

Der blev så planlagt nye prøver, men det hele tog en noget dramatisk drejning, da jeg fandt min mor i koma. Ret dramatisk. Og for mig står det som en skillelinje i forløbet - fordi jeg før var ret alene med det hele, og hun derefter var først på hospital, og siden i genoptræning på et center. Og jeg derfor ikke stod med hele ansvaret.

Anyway, på hospitalet var forklaringen på komaet, at hendes natrium-tal var helt i bund. Men hvad grunden var til det kunne ikke siges.

Forklaringen på det hele kom så ca en måned senere, efter en PET/CT skanning (det der PET/CT er sådan lidt fucking science-fiction agtigt, er rigtigt godt til at vise alt muligt der ikke er som det skal være i kroppen). Den skanning viste at der var noget på den ene lunge, og som vores læge på Hukommelsesklinikken fortalte, kunne symptomerne godt passe på noget kræft.

Så nu kom hun ind i et kræft-udredningsforløb på Bispebjerg. Hvor det godt nok gik noget hurtigere end demens-udredningen (som lægen sagde: Man kan sige meget om regeringen, men der er én ting den faktisk er lykkedes med - at få lavet nogle meget effektive kræftpakker). Lige i min mors tilfælde var det med pakkeløsningen måske ikke så smart, for i virkeligheden havde vi næsten diagnosen og prøverne.

Jeg fik således også en mail fra neurologi-lægen senere, som fortalte, at der nu også var fundet tegn på antistoffer mod kræft i en blodprøve. Og han kunne sætte et ord på det min mor havde lidt af, limbisk encephalitis. Altså hjernebetændelse i det limbiske system. Jeg googlede så selvfølgelig lidt mere, og kunne se, at den præcises betegnelse var paraneoplastisk limbisk encephalitis.

Meget mærkeligt pludseligt at få et ord på sygdommen - eller rettere, symptomerne - og se dem beskrevet præcist som jeg havde oplevet dem. Og som der også stod, var det symptomer der ofte blev misforstået som Alzheimer, eller lignende.

Det er jo heller ikke fordi det føles naturligt at tænke på lungekræft som årsagen til at man bliver underlig i hovedet. Men en type af lungekræft, små-cellet lungekræft, løsriver sig fra hvor den vokser i lungen, og bliver spredt rundt i kroppen, og kan give alle mulige underlige symptomer.

Paraneoplastisk limbisk encephalitis er et af dem - som jeg har kunnet se, sker det i ca 1% af tilfældende ved småcellet lungekræft, som i forvejen kun udgør ca 15 % af kræfttilfældende. Så det er ikke ofte, og læger skal være tilgivet for ikke at tænke på det som det første!

Nå, men efter ca 3 uger var diagnosen også klar fra Bispebjerg, der var tale om småcellet lungekræft, og sagen røg tilbage til Rigshospitalet for behandling.

Jeg fandt dog på Bispebjerg ud af, at småcellet lungekræft også kunne give lavt natrium-indhold. Hvilket jeg så igen forskede lidt nærmere i - og fandt ud af at en anden af disse mærkværdigheder småcellet lungekræft kan medføre er SIADH - Syndrome of inappropriate antidiuretic hormone hypersecretion (ved ikke hvad det hedder på dansk). Som gør at at der skylles for meget natrium ud - og altså kan forklare koma-historien fra maj. Jeg har aldrig hørt læger give den forklaring, men det er rart for mig at have opklaret det.

Anyway, småcellet lungekræft kan ikke opereres. Det er den kedelige ting ved den. For den er meget aggressiv, og som nævnt løsrives den meget hurtigt fra hvor den havde sit udspring.

Det er den dårlige nyhed. Den gode er så, at kemoterapi fungerer rigtigt godt i mod den. Og min mors kræft var så tidligt opdaget, at lægerne var meget positive i forhold til behandlingsmuligheder - de ville give hende behandling med det mål at helbrede hende (i modsætning til at blot livsforlængende).

Så man kan sige meget slemt om de vanvidsmåneder - men uden dem ville kræften aldrig være blevet opdaget så tidligt (for min mor har på intet tidspunkt haft symptomer der kunne passe på noget i lungerne).

Behandlingen ville så bestå af 4 serier kemoterapi, hver serie givet over 3 dage, med 3 ugers mellemrum. Og undervejs desuden strålebehandling - logistisk hårdt 2 besøg om dagen på alle hverdage igennem 3 uger.

Behandling som nu er overstået - i starten var jeg overrasket over hvor fredeligt det hele gik, men de to sidste serier kemo har været hårde, fordi knoglemarven var blevet påvirket, hvilket gjorde at der skulle forskellige blodtransfusioner og drop til. Og så gjorde strålebehandlingen, at hun i lang tid ikke kunne spise ordentligt (fordi spiserøret blev "forbrændt").

Men behandling er altså overstået, hun var så til skanning sidste mandag, og i dag var vi inde og høre resultatet af det hele. Og det ser "exceptionelt godt ud", fik vi at vide. Så det er jo fint, nu står den bare på kontroller. (Hvis man ser på statistikker for lungekræft er det tæt på at føles mirakuløst.)

Mentalt har hun det også tusind gange bedre. Men helt tryg føler jeg mig ikke endnu - hun har stadig indimellem episoder hvor hun har svært ved at skelne drøm fra virkelighed, og hun opfinder forklaringer på ting hun ikke forstår. Og så frisk som før bliver hun nok aldrig. Men i forhold til det mareridt hun var i i foråret er det en fantastisk udvikling. Også for mig - jeg var i perioder efter hun kom på hospitalet ved komaen i tvivl om det nu var for det bedste at jeg fandt hende dengang.

Lægerne har hun også snydt - jeg kan huske at en læge skrev som del af hendes udskrivelsespapirer til genoptræningscentret (altså inden kræftdiagnosen), at hun havde en drøm om at komme til at cykle igen, men at det ikke ville ske. Men det begyndte hun altså på for et par måneder siden, da hun skulle til strålebehandlingerne.

Anyway - det er vigtigt for mig at få formidlet, at hvis man pludselig opdager sådan nogle mærkværdige symptomer hos familien. Så er der altså noget mærkeligt noget der hedder paraneoplastisk limbisk encephalitis som kan være en forklaring. Og er der tale om en ryger, kan det nok være en idé lige at få kigget på lungerne.

Jeg håber så at være nogen lunde færdig med det. Men det er selvfølgeligt med bank under bordet.

[Opdatering, ½ time efter indlæg]: Jeg får kommentarer med fuck kræft på Twitter. Ja, fuck i høj grad kræft. Men en vigtig pointe i hele denne historie, er at jeg faktisk er glad for at det var kræft. Langt hellere det, end en mærkværdig, aggresiv Alzheimers'/demens, som tog tilstedeværelsen og værdigheden fra min mor. Og som ikke kunne behandles.

Nej, alt i alt er jeg sgu lykkelig for at det var kræft. Lungekræft. Jeg ved godt det lyder mærkeligt, men sådan er det.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Ja, jeg har i den grad været fraværende også med opdateringer om hvordan det går med min mor, siden indlæggelsen.

Lad mig give en kort opdatering: Efter hun vågnede fra koma gik det først langsomt fremad, men efterhånden hurtigt fysisk. Jeg fik dog et chok, da den tilseende læge om mandagen begyndte at tale om at hjemsende hende onsdag - det virkede ganske urealistiskt på mig. Og selvom der eventuelt kom hjemmehjælp mange gange om dagen, var jeg sikker på, at hun så bare ville ende med at sidde i en stol, afkræftet og uden mål eller vilje til at gøre noget.

Sygeplejerskerne ændrede det da også straks til torsdag, og da den oprandt blev hun istedet overflyttet til almindelgt sengeafsnit - hvor de havde en ganske anden tilgang til det med hjemsendelse. Så der lå hun godt en uge mere, var altså ialt på Riget 2 uger, og blev så istedet for at blive sendt hjem visiteret (et ord jeg er begyndt at lære at kende for alvor) til et rehabiliteringscenter, hvor hun har været siden, for at komme sig fysisk.

Og det har på mange måder været rent luksus, det er lidt som at bo på hotel, med tilknyttede fysioterapi. Og da hun er kommet sig ret hurtigt fysisk, er hun nok egentlig i alt for god form til at være der. (Hun er forøvrigt overraskende glad for at være der - hun er ca lige så privat som jeg, og higer efter ensomhed, og til at begynde med var hun bange for at skulle bo med så mange andre. Men hun er faktisk blevet glad for det, og har fået et par veninder der.)

Mentalt er det også gået op ad bakke - samme dag hun skulle udskrives, hvor jeg kom for at følge hende, virkede hun pludseligt meget mere klar. Og den første uge på centret skred det fremad dag for dag, så hun tilsidst var næsten som da jeg først opdagede noget var galt. Siden har der så været dage, hvor hun var en del mere konfus. Men helhedsindtrykket har været klart positivt, i forhold til før indlæggelsen.

Vi var så til en PET/CT skanning for halvanden uge siden - som var blevet bestilt før indlæggelsen, som del af demensudredningen. Det er en helkropsscanning, som kan opdage infektioner eller andre abnormaliteter i kroppen, som kræft - ved at se på hvor meget enrgi cellerne bruger, da syge celler som oftest bruger mere end raske.

Og jeg blev så ringet op i torsdags, der var kommet svar på den prøve, og lægen ville godt tale med min mor og mig. Hvilket vi gjorde idag.

Og den skanning har vist, at der sidder noget på hendes ene lunge, en vækst af en slags. Det er umuligt endnu at sige præcis hvad - men da kræft rent faktisk kan give symptomer af den art min mor har oplevet - hukommelsesproblemer, hallucinationer og andre angreb på hjernen - er det meget svært ikke at tro det er det. (Symptomerne kommer af, at kroppens immunforsvar prøver at bekæmpe kræftcellerne, men det medfører så samtidigt en betændelseslignende tilstand andre steder i kroppen, og der kan hjernen altså være ekstra følsom.)

Så nu ryger sagen over til lungemedicinske eksperter, hvor vi skal i ny udredning - dennegang nok i noget andet tempo end det første.

Jeg kan egentligt ikke sige jeg er chokeret... og med halvtreds års rygning (som hun faktisk netop er stoppet med, 14 dages indlæggelse, hvoraf den første uge nærmest er komatos gør sit til at komme over abstinenser) har hun vel også selv inviteret.

Og - det er faktisk meget rart at finde en forklaring. Og jo faktisk også vide, at ting hvis alt går vel kan blive normale.

Men det er jo altså Big C, og i lungerne. Jeg aner intet om hvor fremskredent det er, og hvad prognosen kan blive, men det bliver jeg/vi forhåbentligt klogee på snarligt. Og, nej, der er jo ikke nogen diagnose endnu, men på det givne grundlag bliver jeg overrasket hvis det ikke er kræft.

Min mor? Hun tog det meget roligt - men der kommer jo nok en reaktion på et tidspunkt. I første omgang er det meget forvirrende for hende - som altså oveni stadig kan være konfus - at hun nu ikke skal tænke på det som en psykisk lidelse (som hun har troet det var), men en fysisk. Eller som hun siger, hun skal vænne sig til, at hun måske slet ikke er blevet tosset, som hun ellers troede (og var overbevist om, at vi andre også gjorde).

Så, ja, Big C er scary, men faktisk bedre end uvished. Og nu kan der da blive gjort noget ved det!
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Jeg må tilstå at jeg er ved at være noget irriteret på de eksperter medierne herhjemme har disket op med i forbindelse med a-kraft problemerne i Japan. Ihvertfald de fleste af dem. Det bedste ved dem, synes jeg, er at de ganske godt demonstrerer hvordan man til alle tider har skullet tage forsikringer om sikkerheden ved a-kraft med et gran salt.

For lige at løbe igennem:

Først var der jordskælvet, men det skulle man ikke være bange for, for japanske a-kraftværker er bygget til at holde til den slags.

Så havde køleanlægget sat ud - men det var der ingen grund til at være urolig for, der var andre måder.

Så kølede man med havvand - intet problem i det, ok reaktoren ville tage skade, men det var kun et økonomisk problem efterfølgende.

Så eksploderede betonkappen om den ene reaktor - jaja, det så da dramatisk ud, men der var ingen grund til bekymring, for inderkappen holder jo stadig.

Så kommer der for højt tryk i reaktoren - tænk ikke på det, der skal bare lukkes lidt radioaktiv damp ud, det er der såmænd ingen der tager skade af - og det blæser jo alligevel udover vandet.

Så nedsmelter brændselsstavene og lægger sig som en ukrontrollerbar masse af 3000 grader varm uran + alt andet godt i bunden af reaktorerne - det går nok, og det er da godt værket ikke har været i drift i flere dage (hvad helvede betyder det om værket producerer strøm - når uranen brænder ukrontolabelt videre??).

Så måles der øget ganske kraftigt forøget strålingsniveau, helt i Tokyo - men det skal man såmænd ikke være bekymret for - 10 gange almindelig stråling tager man ikke skade af.

Og for at holde fast i det sidste - nej, det er overfladisk set rigtigt. sådan en dagsdosis på 10 gange almindelig stråling svarer vel til en uge sydpå.

Det er bare en helt forkert måde at se på det - for det er ikke strålingen i sig selv, der er farlig i øjeblikket, men hvor den stråler.

Langt det meste af den stråling vi dagligt modtager kommer fra verdensrummet - en del fra solen, og en del fra alle mulige steder i universet. Og den stråling tager vores hud sig af, og er ikke synderligt farlig.

Og hvis strålingen fra det radioaktive udslip rammer huden er der heller ingen fare i den. Alpha-strålingen fra det radioaktive materiale kan såmænd ikke stråle et par centimeter gennem atmosfærisk luft før det bremses - og kan slet ikke trænge igennem huden.

Problemet er, at det radioaktive materiale fra udslippet kommer ind i kroppen. I lungerne via luften, og i maven via maden, og derefter i blodbanen og derefter i cellerne - husk på, at der er tale om atomer her, som kan indgå i forbindelser som almindelige, ikke-radioaktive atomer.

Og så sidder der sådan en radioaktiv isotop inden i en celle i et organ - og afgiver sin stråling. Og så er det den stråling går ud og laver rag i en cellekernes DNA - og når den laver den rigtige fejl i DNA'et, er det at man får kræft - eller misdannet afkom. (Det er som skrevet også derfor man giver jod som beskyttelse mod kræft i skjoldbruskkirtlen.)

Og de partikler kan - afhængig af typen - være der som et radioaktivt problem fra i få øjeblikke til adskillige hundrede år.

Så - det giver et meget bedre billede af sådan et udslip, at tænke på det som en forurening med forskellige kræftfremkaldende stoffer. Strålingen kan bruges som indikator for tilstedeværelsen og mængden af disse stoffer - men den stråling man kan måle i atmosfæren har ikke som sådan noget med farligheden at gøre.

(Det ville selvfølgeligt være noget ganske andet hvis der var tale om mere massiv stråling, som gammastrålingen ved en atombombe - men det er misforstået at tænke på det på den måde. Det virker ikke desto mindre som om det er hvad nogle af eksperterne gør.)

Bare lige et surt udslip, som jeg har gået og dampet med hele dagen. Forhåbentligt letter det trykket lidt - og der er nok ikke nogen som tager skade.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Jeg fik mange hits på indlægget om de unge mænd som ikke turde blive donorer - fordi mange søgte svar på spørgsmålet om det nu var flest mænd eller kvinder som bliver donorer.

Og måske er det lidt snyd, men det gav mig blod (høhø) på tanden til at fortsætte med at bringe svarene - hvis jeg altså selv kan finde ud af dem. Men jeg plejer jo at være rimeligt god til det med research.

Og, tja, den eneste det kan være til skade for er vel nærmest mig selv, i det jeg hjælper flere til det rigtige svar, og dermed udvander egne gevinstchancer - og donorsagen får lidt mere opmærksomhed ved at jeg skriver de her indlæg - så det er vel sådan set fint nok?

Anyway - spørgsmålet for 2. december går på hvilken gruppe patienter som modtager mest blod: kræftpatienter, ulykkesofre eller kejsersnit-fødende.

Og det korrekte svar er kræftpatienter - de bruger 39% af det samlede forbrug af blod. Det skyldes for en stor del, at kemoterapi hæmmer dannelse af røde blodlegemer i knoglemarven, og patienterne derfor udvikler anæmi (blodmangel). Her kan man læse mere om anvendelsen af blodet.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Det kendte værk, Screening

Som del af en ny pakke, Kræftpakke 3, vil regeringen nu have alle danskere mellem 50 og 75 år screenet for tarmkræft.

Med andre ord: regeringen tager de ældre i røven!
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Hvis man har lyst til Stand Up hvor man samtidig støtter børn og unge med kræft økonomisk, så er der en god mulighed i juledagene:


(Jeg må så sige at jeg ikke synes sådan nogle mini standup klip gør sig særligt godt - mig irriterer de faktisk som regel. Det må da være muligt at lave sådan en annonce på en lidt fiksere måde?)
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Holy crap, jeg sad og skrev dette indlæg, og ser så på Wikipedia, da jeg skal checke et årstal, at Malcolm McLaren er død i New York i dag, af kræft?! Langt ude tilfælde.

Dette var indlægget:

Madame Butterfly
Fornylig havde jeg et indlæg, hvor et af Malcolm McLarens mærkværdige påfund blev berørt. Well, her er et andet fra 1984, et mystisk mix af pop og opera. Jeg har aldrig været til opera, men det her berørte mig dengang. Og Puccinis Madame Butterfly er da også den eneste opera jeg ejer idag - jeg holder altså meget af den arie. Det havde jeg nok også gjort uden Malcolm McLarens indgriben - men her er den ihvertfald:

Ceterum censeo Facebook esse delendam.