Leoparddrengens
Public Key
Viser opslag med etiketten Ayn Rand. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Ayn Rand. Vis alle opslag

søndag den 14. september 2014

Jeg har lige læst Der Judenstaat …

Ingen kommentarer
Efter at have skrevet mit magnum opus om Israel-Palæstina, og i forbindelse dermed være blevet klogere på dele af zionismen jeg kun kendte overfladisk til før, forekom det mig at jeg måske burde læse noget af det mest fundamentale: Theodor Herzls Der Judenstaat (1896), som omtales som en sort of manifest for zionismen.

Og da jeg så fandt den gratis på Amazon til Kindle i en engelsk oversættelse hentede jeg den i nat.

Jeg havde egentligt lidt frygtet at jeg gik ind noget Mein Kampf-agtigt, men det var det heldigvis på ingen måde - hverken i attitude eller omfang. Den er ganske overskuelig og let læst; en pamflet omtaler Herzl den selv.

Herzl grundtanke er, at der ikke er nogen vej udenom anti-semitismen: hvergang jøder rejser til et sted, hvor der ikke er forfølgelse og anti-semitisme vil det straks opstå, når de bliver mange nok. Og prøver de succesfuldt at integrere eller assimiliere sig, vil det blot gøre det værre, da deres succes blot vil skabe mere anti-semitisme.

(Han anerkender dog at grupper af jøder er lykkedes med at blive assimileret, for eksempel de franske jøder; men det er ikke dem han taler om, må man forstå. Det skal i øvrigt for forståelsens skyld slås fast at jøder i denne verden er en race: det med religion spiller ingen synderlig rolle.)

Eneste løsning er derfor, hvis jøderne kan få et Land et eller andet sted - det behøver ikke være særligt stort - som de kan have som suveræn stat; og dermed ende Diasporaen; de ikke intergrerbare jøder kan flytte hertil med deres traditioner, og dermed lette presset i de lande de forlader til glæde for både assimilerede jøder og anti-semitter.

Han forestiller sig at dette land kunne være enten et sted i Argentina, eller måske i det gamle hjemland Palæstina.

Palæstina er jeg ret sikker på han kun nævner for at sælge idéen: han argumenterer godtnok kort for, at eventuelle beboere der allerede måtte findes i en sådan Jødestat ville få god gavn af de nye tilflyttere, som med deres arbejdsindsats ville forbedre infrastruktur og økonomi - men i stort set hele bogen fortælles der om denne Jødestat som om det er tomt land man ankommer til.

Det demonstrerer han for eksempel, da han fortæller at man vil kunne bruge moderne midler til nationsbygning: istedet for møjsommeligt at jage de vilde og farlige dyr et ad gangen, vil man nu kunne drive dem sammen og ordne dem på én gang med en bombe.

Vigtigst var det under alle omstændigheder at suveræniteten over landet skulle være forhandlet på plads inden tilflytning - det var faktisk alfa og omega:
An infiltration is bound to end badly. It continues till the inevitable moment when the native population feels itself threatened, and forces the Government to stop a further influx of Jews. Immigration is consequently futile unless we have the sovereign right to continue such immigration.
Men faktisk er det ikke ret meget af bogen der handler om bevæggrunden til at forlade Europa: det meste af den handler om det praktiske: at der skal stiftes et Jødeselskab (som kan stå for det politiske) og et Jødekompagni (der står for det praktiske/forretningsmæssige), om hvordan jødiske forretninger og aktiver i den gamle verden kan afsættes og bruges derovre,  hvormed han mener det endnu ukendte land.

Om hvordan først de fattigste, ufaglærte under ledelse af folk med middelmådig intellekter (som jøderne producerer så mange af) skal tage afsted, og med arbejde i 3 år bevise deres værd, og samtidigt få bygget de første bebyggelser. Efterhånden som det hele tager form vil det så blive mere og mere attraktivt at bo der, hvorefter først middelklassen og siden de rige jøder også vil drage dertil.

Han vil helst ikke have ordet utopi stemplet på sit drømmeland, men det forekommer nu mig at være en personlig utopi han beskriver - som ligger som en kombination af Ayn Rand og Karl Marx og en fagforeningsboss' våde drøm - altsammen styret af en aristokratisk republik, for det forekommer ham at være den bedste styreform. (Det slår mig faktisk at Tvind og Amdi Petersen godt kunne minde en del om.)

Der skal være fri selvbestemmelse for alle, men der bliver nu flyttet meget rundt med folk, uden de egentligt har så meget at skulle have sagt, forekommer det.
Should any opposition manifest itself, the Society will suppress it. The Society cannot permit the exercise of functions to be interpreted by short-sighted or ill-disposed individuals.
Og Jødestaten kan drage fordel af at være nyt land: for eksempel satser han meget på nyttejob i stedet for almisser - som i den gamle verden er problematiske, fordi de ikke må producere noget fornuftigt, da de så konkurrerer med almindelige virksomheder; men derovre kan man have gang i nyttejob fra starten, og så er der ikke nogen der bliver udkonkurreret.

En kongstanke for Herzl er at Jødestaten skal have en 7-timers arbejdsdag. Det går igen mange steder, selv i hans forslag til et flag for Jødestaten:
I would suggest a white flag, with seven golden stars. The white fiel symbolizes our pure new life; the stars are the seven golden hours of our working-day. For we shall march into the Promised Land carrying the badge of honor.
Statens sprog må blive lidt blandet, alt efter hvor folk kommer fra. Her henviser han til Schweiz som demonstration af at det kan fungere i praksis. Et fælles sprog holder næppe:
We cannot converse with one another i Hebrew. Who amongst us has a sufficient acquaintance with Hebrew to ask for a railway ticket in that language?
Det hele er skrevet meget begejstret, og jeg fik fornemmelsen at hele det der med at jøderne skulle have egen stat, mest af alt fungerede som grundlag for at han kunne beskrive sin statsdannelse - som mest af alt på mig lyder som en plan for kolonisering af Mars.

Og det er egentligt alt sammen meget sympatisk - jeg kom i helt godt humør undervejs, for hans begejstring er ret smittende; og jeg tror han ville have gjort sig storartet som blogger i dag, hele bogen består af tanker som sagtens kunne have været blogindlæg skrevet i en pludselig raptus.

(Uhyggeligt var det til gengæld at læse forordet, skrevet 50 år efter, der omtaler Herzl nærmest som var han en profet og bogen et helligt skrift.)

Konklusionen på bogen indeholder et par guldkorn, som må nævnes her:
It might further be said that we ought not to create new distinctions between people: we ought not to raise fresh barriers, we should rather make the old disappear. But men who think in this way are amiable visionaries; and the idea of a native land will still flourish when the dust of their bones will have vanished tracelessly in the winds. Universal brotherhood is not even a beautiful dream. Antagonism is essential to man's greatest efforts.
(Fremhævelse min.)
But the jews, once settled in their own State, would probably have no more enemies.
(Fremhævelse unødvendig ...)
Again, people will say that I am furnishing the Anti-Semites with weapons. Why so? Because I admit the truth? Because I don not maintain that there are none but excellent men against us?

Will not people say that I am showing our enemies the way to injure us? This I absolutely dispute. My proposal could only be carried out with the free consent of a majority of Jews. Action may be taken against individuals or even against groups of the most powerful Jews, but Governments will never take action against all Jews. The equal rights of the Jew before the law cannot be withdrawn where they have once been conceded; for the first attempt at withdrawal would immediately drive all Jews, rich and poor alike, into the ranks of revolutionary parties. The beginning of any official acts of injustice against the Jews invariably brings about an economic crises. Therefore no weapons can be effetually used against us, because these injure the hands that wield them.
(Tragisk forkert - især med tanke på tyske zionisters senere ageren i Tyskland.)
Now, all this may may appear to be an interminably long affair. Even in the most favorable circumstances, many years might elapse before the commencement of the foundation of the State. In the meantime, Jews in a thousand different places would suffer insults, mortifications, abuse, blows, depredation, and death. No, if we only begin to carry out the plans, Anti-Semitism would stop at once and for ever. For it is the conclusion of peace.
(Fremhævelse min.)

Man kan ikke sige at alt gik som Herzl forestillede sig. En del kan man faktisk ikke bebrejde ham - senere zionister droppede ligesom det der med at have ting på plads inden man flyttede ind, hvilket alle lider under nu.

Hvis man interesserer sig lidt for spørgsmålet kan det såmænd godt anbefales at læse den; den er relativt kort og ikke tung; og hvis man læser den lidt tongue-in-cheek er den ret underholdende. Jeg føler ihvertfald ikke at tiden var spildt.

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

onsdag den 13. april 2011

Anders Samuelsen og den lødige debat

38 kommentarer
Telefoninterview med Anders Samuelsen:

LPD: Hej, Anders, det er Leoparddrengen. Må jeg forstyrre et øjeblik?

AS: Hej, Leo! Længe siden! Det må du da ihvertfald, forstyrre. Hvis det er nogle kloge spørgsmål, altså...

LPD: Jamen, det håber jeg da...

AS: Ok, fyr løs!

LPD: Altså, NyLiberal Alliance har jo lavet den her App, FreedomFighters? Som I kører på Facebook?

AS: Ja?

LPD: Og hvor I belønner folk med tåbelige titler og ultimativt at sidde til bords med dig ved valgnatten - hvis de skriver så mange indlæg som muligt i debatter I styrer dem hen til?

AS: Ja?

LPD: Altså, nu er det jo ikke nogle ret fede ting I lokker med - men kunne man alligevel ikke blive nervøs for, at debatten mere ville komme til at handle om at poste så mange kommentarer som muligt - i modsætning til at komme med velargumenterede synspunkter?

AS: Leo... Leo, dog. Den politiske debat i Danmark er jo til grin... bare se på DR og Klaus Bundgård Povlsen - se på TV2 - se på JyllandsPosten. Det er til grin, til latter, alt sammen. Vi, med vores FreedomFighters, har endeligt et relevant budskab. Og hvad sker der så? Så går der jantelov i den, og så er det forkert...

LPD: Men I belønner jo folk for de mest...

AS: Leo, hold nu op. Det der med god tone i debatten, det blev vi vist enige om ikke gjaldt for cirka 7 år siden. Og indholdet har været fraværende de sidste par år. Den eneste reelle, objektive parameter at måle en politisk debat på er kvantitet!

LPD: Men du kan vel ikke komme udenom at nogle synspunkter er mere velargumenterede end andre?

AS: Det er altsammen smagsdommeri, og det blev afskaffet for 9 år siden!

LPD: I dag lukkede Facebook så for jer, fordi de mente I spammede?

AS: Det var en misforståelse, og igen et udslag af janteloven. Men jeg ringede til min gode ven, Mark Zuckerberg, og forklarede ham situationen. "Mark," sagde jeg, "det er et udslag af politisk censur fra de danske lefties. Ayn Rand, han ville ikke have fundet sig i det. Hvad siger du?" og så åbnede Mark op igen. "We don't mind per pressure - as long as it is massive!" sagde han.

LPD: Okay, sejt for jer. Så I agter at fortsætte?

AS: Yup!

LPD: Og hvad med dig selv - har du selv en FreedomFighter konto?
AS: Yup! Så hvis der er en tom stol ved bordet ved valgnatten... så er det nok fordi jeg ikke kan sidde ved siden af mig selv!

LPD: Cool!

AS: You got it!

LPD: Er det noget I har lært af Copenhipster?

AS: Nej, han var jo ikke til noget! Han klagede over mønsteret i hans kaffe var grumset, og at Politiken var en 3 dage gammel når han fandt den i Ringkøbing, så vi erstattede ham med Tyren Frank. Hun kan levere noget konkret!

LPD: Okay, men held og lykke med det hele. Ikke mindste med niveauet i debatten!

AS: Som altid en fornøjelse, Leoparddrengen. Godt at tale med et fornuftigt menneske. Du er ikke som de røvhuller på DR og TV2, og i pressen og i radioen!

LPD: Ihvertfald ikke! Jeg gengiver loyalt alt hvad du siger!

AS: Det' nemlig det. De andre tror de er så skide smarte. Det gør du ikke - det er et sympatisk træk!

LPD: Okay...

AS: Er du i øvrigt med i Freedom Fighters?

LPD: Nej, det er jeg ikke. Jeg synes egentligt det er lidt tåbeligt...

AS: Også hvis jeg siger jeg kan sige du starter på 500 XP?

LPD: Okay, altså det lyder jo lidt fristende...

AS: Say what, du laver en profil, så ringer du og giver dit FF#, og så sætter jeg 750 XP ind, og så går du ud og kæmper for os ikke...

LPD: Men jeg mener jo ikke generelt...

AS: Det er ligemeget - bare spam motherfucker, og giv dit FF#, så ses vi på valgnatten! Og der er en tom stol du kan hvile benene på!

LPD: Haha, genialt! Jeg er på!

AS: Into the trenches, soldier!

LPD: Jawohl!

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

torsdag den 23. september 2010

Copenhipster stiller op for Ny/Liberal Alliance

Ingen kommentarer
Det var et velbesøgt pressemøde som blev afholdt i dag, da NyLiberal Alliance skulle præntere kandidaterne til næste folketingsvalg. Der var et mere blandet segment af journalister end der plejer at være til den slags, en del reportere fra Billed Bladet og Se & Hør og andre fine glittede blade havde fundet vej. Der er jo altid lidt en atmosfære af Oscar-uddeling over det, når kandidaterne skal præsenteres i det unge parti - næsten som når de nye deltagere præsenteres til Vild med Dans.

I år bed jeg dog mærke i specielt et af de nye kendis-navne: Copenhipster! Bloggeren som er gået fra anonymiteten til at være den hippeste hipster af dem alle, fordi han hipster med de andre hipstere mens han blogger om det på en hip måde!

Desværre var han ikke selv tilstede på pressemødet, men efter mødet talte jeg med Anders Samuelsen:

LPD: Det er ellers noget af en papegøje du har skudt dig med Copenhipster i stalden?
AS: [smiler selvtilfreds] Jo, tak. Ja vi er ret sikre på, at han kan nå vælgere som vi ellers aldrig ville få i tale!
LPD: Men han var ikke selv tilstede på pressemødet?
AS: Nej, han var forhindret i at komme i dag, desværre.
LPD: Men der er jo ingen som ved hvordan han ser ud?
AS: Jo, jeg gør!
LPD: Så du har mødt ham... er han regeringsduelig?
AS: Ja, bestemt. Hvorfor skulle han ikke være det?
LPD: Man kunne jo godt få den mistanke, at det bare var en person du fik til at stillee op, fordi der er mange stemmer i det blandt de unge og smarte?
AS: Det er noget vrøvl. Copenhipster brænder virkelig for den NyLiberale sag. Og det er jo ikke noget nyt at vi i NyLiberal Alliance vedkender os et kulturelt ståsted, det har vi for eksempel tidligere gjort med... hvad hedder han nu... Ayn Rand? Ja, og nu vil jeg altså også vedkende mig at være enig med Copenhipster i hvad han skriver.
LPD: Jeg har ellers talt med tidligere medlemmer af den radikale folketingsgruppe, og de siger at den virkelige årsag til dit brud med de radikale i sin tid var, at du ikke fik lov til at være en af de tre radicool tenorer i Pumpehuset - dengang de radikale styrede den Kreative Klasse. At du var rasende over at Klaus Bondam fik "din plads". At "sådan en skide kommunal P-Vagt ikke skulle komme og tage pladsen fra en MF, bare fordi han havde tag i bøssesegmentet?"... det sidste er et citat?
AS: Det har overhovedet ikke noget på sig...
LPD: Nej? Så Copenhipsters opstilling er ikke din måde vinde den Kreative Klasse, nu hvor de radikale ikke har den længere. Og på den måde få hævn.
AS: Nej! Eller.. altså jo, det med den Kreative Klasse er rigtigt nok, men ikke det med hævnen. Altså.. jeg er ked af jeg sagde det om Klaus Bondam dengang, men...
LPD: Hvordan har du overhovedet fået kontakt til Copenhipster?
AS: Jeg mødte ham til en fest.
LPD: I Kødbyen?
AS: Øh, nej, det var i Virum. Min niece skulle giftes. Her i sommer.
LPD: Og der var Copenhipster så?
AS: Ja - men dengang vidste jeg jo ikke hvem han var.
LPD: Hvordan gik det så for sig? Gik han hen til dig, og sagde "Goddag, jeg er er Copenhipster, og jeg vil gerne stille op for NyLiberal Alliance"?
AS: Nej, altså det var blevet hen på de sene timer, og der sad en gruppe unge, vistnok gommens venner, og så sang og råbte de i kor "Will the real Copenhipster please stand up", og så var der en af dem der rejste sig op, og de andre jublede og klappede. Og så kunne jeg jo forstå at det måtte være noget der var meget stort blandt de unge... og, ja, så gik jeghen og snakkede med ham.
LPD: Og spurgte om han var Copenhipster?
AS: Ja, og om han ville stille op for NyLiberal Alliance.
LPD: Og det sagde han ja til?
AS: Ja, begge dele. Og han var i rigtigt godt humør, han grinede rigtigt meget. Men altså... jeg sagde det jo med forbehold...
LPD: Ja...?
AS: Jo, altså jeg måtte jo lige finde ud af hvem han egentligt var, for det vidste jeg jo ikke dengang. Men siden har jeg lavet noget research på Copenhipster...
LPD: Ja...?
AS: Ja, og altså jeg forstår jo ikke al hans kunst, men jeg kan se at hans site er velbesøgt, så den er jo god nok.
LPD: Og hans politiske program...?
AS: Jamen, det sagde han til festen dengang, at det stod jeg bare for, det var helt fjong...
LPD: Copenhipster sagde at det var fjong?
AS: Ja.
LPD: Men hvad har han så sagt efterfølgende?
AS: Egentligt ikke så meget... jeg har faktisk ikke talt med ham. Han svarer ikke på det nummer han gav mig. Men han har det sikkert også travlt. Med at blogge og alt muligt.
LPD: Ja... jeg tror vi runder interviewet af her... jeg skal også hjem og... og blogge og alt muligt. Men du skal have tak for interviewet Anders!
AS: Jamen, det var så lidt Leoparddreng.  Ses vi til fest hos Lars Seier?
LPD: Nu må vi se... men ellers kan du jo tage Copenhipster med. Jeg tror godt han kan finde noget at skrive om der. Så det skal nok blive fjong!

[Opdatering]: Senere på aftenen blev Anders Samuelsen - muligvis - set på Christiansborgs gange i følge med Copenhipster.

[Opdatering 2]: Se hvor Copenhipster stiller op.

Dokumentation: Den radicoole sang, som viste de Radikales tag i den Kreative Klasse. Hvor Anders Samuelsen ikke måtte være med.

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

onsdag den 14. april 2010

Greed is Good

2 kommentarer
Jeg fik lige lyst til at bringe nedenstående, i anledning af det tidligere indlæg om Saxo Bank, der lever af kundernes tab.

Lars Seier Christensen i rollen som Michael Douglas
Det kunne være Lars Seier, men er Gordon Gekko fra filmen Wall Street. Og jeg skal måske lige understrege, at jeg ikke som sådan har noget imod lysten til at tjene penge, som fremført af Ayn Rand. Som Lars Seier jo påstår han er mere eller mindre discipel af. Problemet opstår når lysten til penge får kæden til at hoppe af, og man spiller med mærkede kort.

Som Gordon Gekko gjorde, og som Saxo Bank igen-igen anklages for.


Ceterum censeo Facebook esse delendam.

lørdag den 27. juni 2009

Min første Roskilde

Ingen kommentarer
Nu hvor campingen allerede er blevet stormet, og jeg blev mindet om den tidligere i en kommentar ovre hos Infotainer, så må det vel være på tide at nedfælde mine erindringer om Roskilde '87.

Jeg var 18, havde ikke været der før (dog næsten én gang før, men det er en historie vi gemmer til en anden gang), men nu spillede Iggy der, og det var jo kort efter jeg for alvor havde opdaget ham. Jeg mener jeg havde set ham til koncert i løbaet af foråret (i Saga?), men man kunne jo ikke få nok.

Så jeg tog afsted solo, uden telt eller sovepose, med det formål at se Iggy om fredagen ved 18 tiden, og Pretenders senere, og så ellers holde ud så længe jeg gad, og tage hjem når jeg ikke gad mere.

Det var dengang også kort efter jeg havde gjort mine første forsøg med hashen. Og det hørte jo til på Roskilde, så jeg havde en mindre klump med. (½ gram tror jeg; har aldrig været den store misbruger af det stof.) Men jeg havde ikke rigtigt styr på det der med at lave joints med videre.

Så da jeg ankommer fredag eftermiddag beslutter jeg mig for bare at æde noget af det, og så lade det virke stille og roligt. Og det fungerer også helt fint, og Iggy er fremragende, og vejret er smukt, og Pretenders senere er vist også positivt.

Men natten falder jo efterhånden på, og jeg har som bekendt ingen steder at sove, og det har jeg som sådan ingen problemer med - det havde jeg jo indstillet mig på. Så hænger ud ved området foran Orange scene hele natten. Jeg kan huske jeg er overrasket over hvor lidt liv der er, at der faktisk ikke er mange der kører allniters af derinde.

Ved 6 tiden næste dag begynder de første folk så småt at vågne op og finde morgenmads- og øl steder. De fleste ganske søvndrukne og smadrede; jeg er overordentlig frisk, har jo ikke sovet om natten (og det var jeg særdeles vant til dengang).

Jeg ender op med at falde i snak med 2 piger - de taler engelsk, men jeg finder ud af den ene er dansker, og den anden amerikaner (fra Hawaii, for at det ikke skal være løgn; men ikke etnisk polyneser), hvis mor vist var delvis dansk, og i øjeblikket bor hos noget familie eller lignende i Brumleby.

Vi klinger ret godt sammen, og bliver ret hurtigt der tidligt på formiddagen pænt stive. Især amerikaneren tiltaler mig meget, og jeg bliver i løbet af dagen noget lun på hende.

Senere får vi følgeskab af nogle svenskere, som er endnu stivere end os (imponerende) og jeg lærer noget om hvordan svenskere gør på en festival. En ting der har været vigtig i forståelse af vort broderfolk siden. Og det er noget med store mængder lunken æble- og pærevin.

Jeg skal indrømme at der ikke er så mange detaljer fra senere der hænger fast, men vi skilles på et tidspunkt. Jeg har dog fået deres adresser og telefonnumre.

(Og det er faktisk hos amerikaneren jeg har været til fest, da jeg har mit Ayn Rand eventyr. Hvor jeg finder ud af at amerikaneren synes jeg er sød, men for ung. Danskeren derimod ville vist gerne have noget med mig at gøre, men det er jeg ike på i min umiddelbare skuffelse.)

Overladt til mig selv bliver jeg hurtigt indhentet af træthed, hjulpet af alkohol. Og falder i søvn et eller andet sted i nærheden af Orange Scene. Hvor jeg senere vågner op med meget kraftig hovedpine, til nogle svenskere der kalder sig Europe og skråler "it's the final countdown" meget, meget højt. En sang jeg ikke brød mig om før, men ved gud hader på det tidspunkt.

Jeg søger lidt væk fra lydmuren, og får tanket op i alkohol for at fjerne rystelser, kulde, solstik og hovedpine. Og Europe holder inde, og jeg er ved at være i form igen, og meget udsyret. Hvorefter Gnags går på. Og jeg finder ud af hvor udsyret jeg er, da jeg rent faktisk ryger med i den store fællessang til deres tåbelige musik. Så efter noget tid med morskab jeg undrer mig over, tænker jeg at nu må jeg sgu hellre komme hjem.

Og på en eller anden måde finde vej ned til Roskilde station, og videre hjem til Østerbro.

Så alt i alt en meget fredelig Roskilde, men en god træning. Og ingen regn. Og fik trænet mit engelsk rigtigt meget, uden at kunne huske hvad vi snakkede om. (Der var dog noget med "hey, baby, light my fire", som af en eller anden grund var usandsynlig morsomt og gentaget i en uendelighed.)

Tilføjelse: Nu har jeg prøvet at kigge på programmet, og kan næsten regne ud hvad der er sket: Stranglers spillede lørdag kl 20, og dem har jeg væretmeget interesseret i at se; og de andre har sikkert ikke gidet, eller skulle noget andet. Så jeg er gået hen for at se dem. Og er faldet i søvn (har ihvertfald ingen erindring om at have set dem overhovedet). Og vågner altså først senere, da Europe går på...

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

fredag den 6. marts 2009

Michael Gruber

3 kommentarer
Nu har jeg et par gange, på forskellig vis, prøvet at prakke Michael Grubers bøger på nogen af mine kvindelige bekendte her i den danske blogosfære.

Da det er med begrænset succes - har ihvertfald ikke fået nogen tilbagemeldinger om nogen der var hoppet på krogen endnu - må jeg hellere prøve at forsøg mere på at få overbevist om hvorfor han er god at læse. Og andre kan jo måske også blive inspirerede.

Pudsigt nok har jeg læst Michael Gruber i mange år inden jeg hørte hans navn. Det viser sig nemlig at han er den egentlige ghostwriter bag hans fætter, Robert K. Tanenbaums storartede serie om anklageren Butch Karp, og dennes fandenivoldske hustru, Marlene Ciampi. Men han og Tanenbaum røg uklar - vistnok fordi Gruber ønskede mere officiel anerkendelse, som Tanenbaum ikke ville give ham. Tanenbaum har siden fortsat serien - enten ved at skrive selv, eller med ny ghostwriter - men det er uudholdelig læsning; jeg prøvede en af dem (inden jeg kendte baggrunden for skiftet) og smed bogen fra mig i væmmelse efter 5 sider.

Så hvis du vil forsøge med nogen af disse bøger, skal det ikke være nogle af de nyeste. (Ifølge Wikipedia er Grubers sidste bog i serien Resolved, så gå uden om senere bøger end den.)















Under sit eget navn har han så lavet hvad jeg vil betegne som hans hovedværk, serien i foreløbig 3 dele om Jimmy Paz. Den sidste er dog ikke på højde med de to første, så min anbefaling her handler først og fremmest om dem:

Tropic of Night og Valley of Bones
Jimmy Paz er noget så usædvanligt i amerikansk litteratur som sort af cubansk afstamning; kriminalbetjent i Miami. Er lært på en masse områder - først og fremmest fordi hans hobby er at have forhold til kvinder der ved mere end han selv, og lære af dem.

Han rammes så i bøgerne af nogle særdeles uforklarlige sager og hændelser; sager som tager ham ud på den traditionelle overtros overdrev. Hvilket er meget problematisk for ham, da han er sund skeptisk i forhold til al den slags - det vil sige han tor ikke på en skid af det.

Og er problematisk for læseren, men på den gode måde - for vi har naturligvis en lige så skeptisk tilgang som Paz, som langsomt bliver drejet på, at der altså foregår noget udover det sædvanlige; om vi (eller han) vil tro på det eller ej, er naturligvis op til os selv (ham) - men historien fungerer på sine præmisser, fordi der opereres med en suveræn suspension of disbelief.

Og selv som fuldstændigt rationelt tænkende menneske, som jeg vil påstå jeg (for det meste) er, er det en fascinerende verden at få lov at drage ind i - uden at den bliver tvunget ned over én som en given sandhed.

Jeg vil vove at påstå at bøgerne kun fungerer, hvis man kommer til dem som nogenlunde rationalist - et New Age wunderkind, som tror på hvad som helst, vil sandsynligvis bare trække på skuldrene.

Det er så den ene halvdel af bøgerne - Jimmy Paz' oplevelser på grænsen af det besynderlige, m.m - men hvad der gør bøgerne så utroligt gode er de kvindelige hovedpersoner. For Gruber har en formidabel evne til at beskrive den stærke, følsomme, intelligente & excentriske kvinde. Både i disse bøger, men også i f. eks. hans (Tanenbaums?) Karp bøger, hvor de især er personificeret i Marlene Ciampi og datteren Lucy.

Min absolutte favorit er Emmylou Dideroff (hvis det da er hendes rigtige navn?) fra Valley of Bones; det er sigende at hun i sin ungdom har haft en flirt med Ayn Rand/Atlas Shrugged, til hun møder en appalachian rebel og narko/våbensmugler, der fortæller hende at hun da skal droppe det dér barnepjat, og slå sig på the real thing, Nietzsche; Emmylou er så stærk en person, at hun selv kunne være taget ud af en af Ayn Rands bøger, selvom hun kommer fra, og går til, et ganske andet sted.

Lisbeth Salander er jo meget oppe i tiden; jeg vil mene at hun godt kan minde om nogle af Gruber's kvindelige hovedpersoner - han ville blot have lavet hende lidt sejere, og og noget mere flerdimensionel.

Ikke mindst på grund af Emmylou Dideroff er Valley of Bones min favorit. Det var også den første af bøgerne jeg læste - så det kan man godt, men der var mange referencer til etteren, Tropic of Night, som det ærgrede mig jeg ikke kendte da jeg læste den, så jeg vil anbefale at man læser dem i rækkefølge.

De to første er skrevet på en ret fast formel, med tre sammenvævede historier der skifter i tid og sted. Det gør dem lidt tunge at komme ind i og holde fast i, men det er også utroligt givende for historien i længden. Den tredie bog (Night of the Jaguar) er skrevet mere lige ud af landevejen, og læses derfor også nemmere - men er efter min mening langtfra at være på højde med de to første.

Udover Paz-bøgerne har Gruber skrevet nogle andre enkelstående bøger: der er den meget pudsige The Witch's Boy, som må betegnes som en fabel eller endda et eventyr - hvor han går på jagt i brødrene Grimm's skattekiste, og får rodet de fleste eventyr sammen i én historie.

Og så er der The Book of Air and Shadows og The Forgery of Venus (omhandlende nutidige mysterier som involverer henholdsvis Shakespeare og Velasquez) - begge er ganske udmærkede og underholdende bøger, men er ikke på højde med hans bedste. De er vist tilgengæld hans største kommercielle succeser. Mit indtryk er lidt, at forlaget har set Dan Brown's succes, og tænkt: so ein ding muss wir auch haben - og sat Gruber til at skrive dem.

De holder langt mere vand end Browns bøger, og er mere intelligente - men altså samtidig lidt for lette og letkøbte.

Men please - trænger du til spændings/krimilitteratur, der er lidt udover det sædvanlige, og kan du tåle en intellektuel udfordring - så læs Tropic of Night og Valley of Bones. (Men fantasy er det altså ikke; det er krimi med et twist.)

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

tirsdag den 17. februar 2009

Ayn Rand og jeg

1 kommentar
Mit første møde med Ayn Rand var i sig selv lettere eventyrligt:

Det er ca 20 år siden; jeg var af Østerbrogade på vej hjem fra en fest i Brumleby, og passerede forbi Park Café-komplekset, da en vildt udseende mand kommer kravlende ud af en UFF-container, med et par affaldssække fyldt med stjålent genbrugstøj. Vi falder (af en eller anden grund?) i snak med hinanden, og jeg finder hurtigt ud af, at han er lidt mere end meets the eye.

Så jeg ender med at følges med ham hjem til hans lejlighed på Nørrebro, mens vi snakker om lidt af hvert; han er satanist & junkie, og lettere gal, men samtidigt meget vidende, så bestemt interessant at snakke med. Jeg kunne samtidig min Neutzsky-Wulff og kendte en del til okkultisme & diverse mytologier fra D&D - han var udover satanismen meget optaget af Ægyptisk mytologi, så han har jo nok følt at han havde fundet en mulig acolyt i mig.

Anyway, efter noget tid føler jeg jo det er tid for at komme hjemad, og udover at insistere på jeg tager noget af genbrugstøjet med(?), giver han mig også en mursten af en bog, med ordene "den kan du lære meget af".





Bogen var Atlas Shrugged af Ayn Rand, og jeg må give ham ret, jeg lærte meget af den.


For hurtigt at give en kort anmeldelse er den skide god. Og er det sådan set ligegyldigt om man deler hendes holdninger eller ej - jeg kan dog sagtens forestille mig folk som simpelthen ikke kan læse den, fordi alt i den er for modstridende af hvad de står for (eller de måske genkender sig selv lidt for meget), men det er nu en skam, for de ville også kunne lære noget; om ikke andet hvordan andre tænker.

For bogen er, udover altså at være en utrolig flot roman, et filosofisk/ideologisk manifest; Ayn Rand kalder det selv for objektivisme, jeg synes det bedst kort kan beskrives som en naiv rendyrket kapitalisme, hvor Adam Smith møder Nietzsche. (Jeg kommer tilbage til det naive.)

Mit ståsted da jeg læste bogen - og er det vel langt henad vejen også i dag - er en grundlæggende anarkistisk holdning, med en hvis venstredrejning. Anarkismen harmonerede sådan set meget godt langt henad vejen med filosofien dér, men venstredrejningen kom unægtelig under skarp beskydning, og måtte ihvertfald revurderes på en del punkter.

Rands syn kan nemlig kort skitseres som stammende fra den totale modstand af Marx' sætninger om "from each according to his abilities, to each according to his needs." Som hun mener uundgåeligt fører til slaveri (og hun har mærket det på egen krop, udvandrede fra sovjet under Stalin.) Faktisk er ethvert forsøg på opfyldelse af andres behov, uden selv at få noget for det, en slavegørelse af sig selv, og ydmygelse af modtageren.

Hendes andet store hade-objekt er Robin Hood, og hele tanken om at tage fra de rige, og give til de fattige. For i hendes optik er rigdom lig at have gjort sig fortjent til noget, og fattigdom kommer enten af mangel på kompetence, eller dovenskab. (Og der kan man nok diskutere om det holder vand i et feudalt England i det 12. århundrede, men det er også mest konceptet hun bekriger.)

Da hun i 50'erne skriver Atlas Shrugged ser hun USA (og resten af verden) som værende på vej i et socialistisk, moralsk forfald og bogen kan ses som et opråb imod dette. Og med eksempel på eksempel, som man unægteligt godt kan genkende fra verden omkrings os, demonstrerer hun hvordan folk, med påberåbelsen af deres behov og andres pligt til at opfylde dem, suger kraften ud af samfundet, og ikke mindst hvordan de, som virkelig har evnerne, trælbindes.

(Jeg vil ikke gå nærmere ind på hvad der iøvrigt så sker, for jeg håber da at nogle kan få lyst til at læse bogen, og jeg vil ikke komme med spoilers.)

Jeg kan ikke med ord her sige hvor dygtigt og effektivt det gøres, men det er fantastisk godt gjort. En tour-de-force, og det er forståeligt at bogen/filosofien har fået en del followers verden over, dog vel især i USA.

Og jeg mener også at have lært en del af hende, som jeg bruger i min daglige tilgang til tingene. Der er for eksempel nok ingen tvivl om, at en af grundende til at jeg godt kan lide konceptet i MyC4 netop er, at det er noget for noget, og ikke en almisse - men en måde at skabe levedygtig kapital til Afrika. Og noget sund egoisme kan man også få ud af hende.

Når det så er sagt, er jeg altså ikke Ayn Rand fanatiker - langtfra. For hendes filosofi holder fint indenfor et bogunivers, hvor hun selv kan sætte parametrene, men i praksis er der lidt for mange steder hvor jeg kommer til at måtte stå af - kan ikke leve op til den kynisme der er nødvendig for at gennemføre filosofien - hvis man tager medfødt handicappede, for eksempel.

Desuden er der så en del områder, hvor hun (som andre grundlæggere af økonomiske 'ismer) er nødt til at tro på den absolutte, uhæmmede vækst - der er ikke plads til tanker om forurening med videre. Og det er ærlig talt lidt svært at se hendes ideelle statsdannelse - som grundlæggende udelukkende tager sig af beskyttelsen af suveræniteten (altså via et forsvar), og opretholdelse af den personlige frihed og private ejendomsret (via et politi) - fungere i en moderne verden.

Lidt paradoksalt i forhold til hendes anti-slave tilgang, er det måske også, at billedet man (jeg?) har af heltene og heltinderne fra hendes bøger, er noget stærkt, smukt, stoisk og hårdt - som måske bedst er udtrykt i stalinistiske eller nazistiske skulpturer.

Hendes tilgang til sex fortjener også et afsnit for sig selv: grundlæggende tror hun jo på kønnenes ligeberettigelse (i et for 50'erne nærmest uhørt omfang), men hun mener samtidig det er manden der i forhold til sex skal være den dominerende og aggressive, og kvinden den underkastende; hvilket i hendes bøger fører til at den bedste sex fremkommer ved noget der er meget svært at adskille fra voldtægter - som hun prøver at forklare med hendes grundfilosofier og ikke at give, uden at få noget igen, etc. Jeg har aldrig helt kunnet finde hoved og hale i det - tror egentlig bare grunlæggende det er sådan hun kan li' det.

Atlas Shrugged er så ikke hendes eneste bog, men den stærkeste. Før Atlas Shrugged kom The Fountainhead, som lægger grunden - også en storartet bog (og iøvrigt filmatiseret, hvad Atlas Shrugged af en eller anden grund aldrig er blevet.) Jeg har også læst We the Living, som kan læses mere eller mindre selvbiografisk, om en kvindes opvækst og undertrykkelse i og flugt fra Sovjet.

Men kan altså anbefale Atlas Shrugged (på dansk -og jorden skælvede, men læs den dog på engelsk). Først og fremmest fordi det er en god bog, men også fordi man kan blive en del klogere på både sig selv, andre og verden - uden nødvendigvis at være enig.

Så har hun jo i øvrigt været en del omtalt på det seneste - partiejer Lars "Det er heeelt vildt" Seier har jo udtalt sin store beundring for hende (tror nu ikke det ville være gensidigt), og hans trofaste stik-i-renddreng, Anders Samuelsen, har i den anledning udtalt at "ham [Ayn Rand] har jeg hørt om."

Og hvorfor så dette essay-lignende indlæg? Jo, kom til at tænke på hende i går - og har egentlig nok i lang tid følt at jeg måtte have afklaret mit eget forhold til hende. Jeg har på nettet set rigtig mange diskussioner mellem folk jeg respekterer, der kan ryge i nærmest religiøse slagsmål for eller imod hende. Men jeg mener faktisk godt man kan være pragmatisk omkring hende, selvom hun selv ville have afskyet en sådan tanke.

Til afslutning:

Who's John Galt?

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

mandag den 5. januar 2009

Liberal liberalisme

Ingen kommentarer
"Men nu har jeg indset, at jeg ikke er liberalist. Jeg er liberal. Jeg er socialliberal. Man kan godt være liberal uden at være liberalist," forklarer han.

Citatet er af Naser Khader, og er sakset fra dr.dk; fint nok. Men burde man ikke have tænkt lidt over den forskel inden man skifter ideologi, og kaster sit parti halsløst efter Ayn Rand og Lars Seier?

Well, egentligt et inderligt ligegyldigt spørgsmål, og havde sådan set allerede for meget længe siden afskrevet Khader. Men han evner altså stadig at forbløffe mig med sit klarsyn.

Ceterum censeo Facebook esse delendam.