Leoparddrengens
Public Key
Viser opslag med etiketten Dick Cheney. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Dick Cheney. Vis alle opslag

onsdag den 7. december 2011

Plamegate tur-retur

Ingen kommentarer
Med Trolæksagen i sin spæde oprulning, kom jeg i dag til at tænke på den amerikanske Plamegate - en af W. Bush-administrationens mange svinestreger, som i høj grad minder mig om den aktuelle danske.

For at ridse den op, kort - og jeg skal advare, jeg drager en del konklusioner, som ikke juridisk bevist, men som er mit klare billede af sagen:

I 2002 er er W-administrationen i færd med at oparbejde en "sag" mod Irak, så de kan få gjort kål på Saddam Hussein, og styr på landets olie. Man hører rygter om, at der bliver solgt beriget Uran fra Niger til Irak, hvorfor diplomaten Joseph Wilson sendes af sted for at undersøge. Han finder ingen tegn på at det skulle have fundet sted, hvilket han skriver en rapport om til Udenrigsministeriet.

I januar 2003 holder W. Bush så sin State of the Union tale, hvor han remser op hvor stor en trussel Irak er for USA og Verden, at de er nærmest få øjeblikke fra at have atomvåben, og de selvfølgelig har masser af Biologiske og Kemiske våben etc. Et af eksemplerne Bush bruger på hvad den onde Saddam har gang i, er at der importeres beriget uran fra Afrika*.

Et par måneder efter, i marts, begynder krigen så, og Iraks væbnede styrker bliver hurtigt nedkæmpet, og 1. maj holder W. Bush tale på Hangarskibet USS Abraham Lincoln - Mission Accomplished står der på banneret bag ham.

Alt er tilsyneladende godt, men noget mangler - de her masseødelæggelsesvåben som det jo skulle flyde med i landet.

Det får i juni 2003 Joseph Wilson til at skrive en række klummer, og kommer i en af dem ind på, at W. Bush talte usandt om Afrika-forbindelsen i sin State of the Union-tale.

Mindre end en uge efter afsløres det så, at Joseph Wilsons kone, Valery Wilson (med pigenavnet Plame, hvilket hun ofte omtales i starten, derfor navnet Plamegate), er CIA agent - i klummer skrevet af politiske kommentatorer (først breaket af Robert Novak, som pudsigt nok havde tilnavnet Prince of Darkness - Mørkets Fyrste - som i øjeblikket er populært til spindoktorer).

Hvilket vækker noget furore, men i starten dog begrænset - sådan er stemningen i USA på det tidspunkt. Dog kan de fleste se, at det ikke er skidesmart at out'e en hemmelig agent - spion - da det dels gør at hun naturligvis i fremtiden er ubrugelig som sådan, og dels kan være et større problem for hendes kontakter i de lande hun har opereret.

Karl Rove
Valerie Wilson er dog stædig, fastholder at det er Bush-regeringen som står bag afsløringen af hende, og en undersøgelse iværksættes. Det går dog meget langsomt med at komme nogen vegne, da journalister og klummeskribenter henholder sig til kildebeskyttelse.

Men lang tids efterforskning viser, at Karl "Turdblossom" Rove (topspindoktor for Bush, og kampagneleder i valgkampene), Vice-Præsident Dick Cheney og dennes stabschef Lewis "Scooter" Libby er impliceret i lækken. (Libby implicerer også Bush selv indirekte, ved at sige, at Cheney har sagt, at Bush har sagt god for delvis afsløring af klassificerede oplysninger).

Ingen af dem bliver dog dømt for noget - der er for mange uklarheder i forhold til hvem som vidste hvad, modstridende forklaringer og nok også mangel på bevis om forsæt, så de går alle fri i forhold til selve lækagen, og ikke mindst kan det ikke bevises at Libby - manden bag den endelige læk, vidste at Valerie Wilson var hemmelig agent, og ikke blot CIA ansat.

Dog dømmes Scooter Libby 30 måneders fængsel - ikke for lækken, men for at forhindre sagens opklaring. 30 måneders fængsel som han en måned efter blev benådet fra at skulle sidde af George W. Bush. Dog skulle Libby stadig betale en bøde på $ 250.000.

Dick Cheney
Og hvordan er det så jeg synes de to sager minder om hinanden - Plamegate og Trolæksagen? I deres udgangspunkt i forhold til motivet er de forskellige: Helle Thorning skulle slet og ret sværtes mest muligt, for at  gøre det sværere for hende, hendes parti og "Rød Blok" at opnå opbakning i befolkningen. Hvorimod Plamegate handler om hvordan Cheney og Rove kunne få hævn over det asshole, som vovede at tale deres administration imod, som vovede at sige sandheden; og ikke mindst har den - er jeg overbevist om - skullet tjene som eksempel, der skulle afskrække andre potentielle whistleblowers fra at overveje lignende.

Men mange ting minder også om hinanden - i begge tilfælde er det for eksempel ægtefællen man går efter, og der er tale om fortrolige oplysninger som lækkes for at skade modstanderne.

Men der hvor sagerne mest minder om hinanden, efter min mening, er den uhellige alliance der er mellem magthavere og nogle journalister/kommentatorer - som de har kunnet gå til, sikkert forvisset om at de kunne aflevere deres dirt uden at det ville komme tilbage og ramme dem i nakken, og i ligeså sikker forvisning om at historien ville rulle, som havde de bestilt den.

Man kan så indvende at det jo ikke virkede - sagerne er jo kommet frem?! Problemet ved at tro det, er at ihvertfald Plamegate var toppen af isbjerget. Der var tydelige tegn på lignende misbrug af hundreder af sager fra Bush-perioden - men i tilfældet Valerie Wilson gik de for langt; fordi deres sædvanlige base godt kunne se, at det af afsløre egne spioner måske ikke var så skidesmart i en tid, hvor efterretninger var det alle ville have mere af; derfor blev det til en undersøgelse.

Herhjemme har vi muligvis ikke set hundreder af lignende tilfælde, men vi har da set et par stykker, navnlig i Forsvarsministeriet - sager som aldrig bliver opklaret på grund af hensynet til kildebeskyttelsen. Og jeg er bange for, at det har været en mere udbredt praksis end vi tror. I en cocktail af en regering som har siddet så længe, at den begynder at føle sig magtfuldkommen, og en presse som ikke bare er villig til at kigge den anden vej, men rent faktisk gladeligt hjælper til, er det nærmest naturnødvendigt at det sker.

Uden at jeg egentligt vil rose Ekstra Bladet alt for meget, synes jeg det var velsignet, at de i søndags gik ud og "brød" kildebeskyttelsen af Peter Arnfeldt. Fordi det må få Ministrene og deres håndlangere til at overveje hvad de kan slippe afsted med i fremtiden, hvilket igen må afholde dem fra at lave de værste svinerier.

Hvis vi kan komme tilbage til en tilstand, hvor ministrene er folkets tjenere, og pressen er folkets vagthund - istedet for at pressen er skødehunde og rottweilere for ministrene - så vil det da være herligt.

Og B.T. - tjah, jeg synes det blad skulle drage hen hvor peberet gror. (Sammen med Facebook, men det er en anden historie.)


* Det var iøvrigt almindeligt kendt i troværdige aviser i verden på dette tidspunkt, at dette var løgn. Men ikke i amerikanske aviser, eller for eksempel Jyllands Posten eller Berlingske. Sådan var det med rigtigt mange historier på det tidspunkt. Noget pressen under et stadig mangler at få gjort op med.

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

lørdag den 12. februar 2011

De grønne grises tid

5 kommentarer
Jeg forestiller mig, at i den generelle glæde over udviklingen i Ægypten, skides der rundt omkring grønne grise. For eksempel i Søren Espersens træningsbukser - han har været en af de argeste fortalere for, at det ville være bedst for alle, hvis Mubarak blev ved magten. Den umiddelbart mest indlysende grund er jo nok, at det ville sikre Israel - landet som er hans personlige ven - stabilitet længe fremover.

Men den virkelige, dybe frygt er sgu nok: hvad nu hvis Ægypten går hen og bliver demokratisk? Hvis Mellemøsten begynder at nærme sig demokrati? Nu har vi i et årti gået og hængt alt hvad vi sagde på, at muslimer, islam, muselmænd,  muhamedanere ikke er, ikke kan være demokratiske. Det vil jo være en nedsmeltning hvis det viser sig ikke at være rigtigt. Så naturligvis må heppes på diktatorerne. Trist, Søren, virkelig trist.

Andre som jeg kunne forestille mig skider lidt grønne grise, er de dele af USAs black-ops, som har udleveret fanger "ekstraordinært" til især Ægypten - så de kunne blive tortureret der, og måske komme med oplysninger som kunne være interessante i the War on Terror.

Jeg er ret sikker på Bush jr, Karl Rove, Dick Cheney og Donald Rumsfeld sidder på tønden lige nu. De prøver sikkert at berolige sig med, at der har været næsten 3 uger til at makulere det værste. Og der sikkert går adskillige måneder før der er styr på dokumenterne. Men samtidig ved de jo også godt, at der er mange der har tegnet nogle livsforsikringer i de dokumenter - de er ikke bare pist-væk allesammen. Og de skal nok komme for en dag- før eller siden.

The Haag is calling!

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

tirsdag den 9. marts 2010

Rupert Murdoch køber TV2

Ingen kommentarer
Mediemogulen Rupert Murdoch afslører i dag, med eneret for Leoparddrengen, at han har planer om at købe TV2, og det endda meget snart.

LPD: Men, Mr Murdoch, salget af TV2 er jo ellers sat i bero, da regeringen ikke mente den danske stat i øjeblikket kunne få nok ud af et salg?

RM: Jeg tror nu nok de vil sælge, når de ser mit tilbud.

LPD: Det er altså højt?

RM: Det vil jeg lade den danske regering, især Mr Rasmussen og Mr Frederiksen vurdere.

LPD: Men hvorfor dette pludselige bud?

RM: Det er kommet mig for øre, at TV2 er begyndt at lave netop den type kvalitativ mediedækning, som vi i News Corp har specialiseret os i. Den type hvor vi ikke blot formidler nyheder - vi skaber dem selv, og bruger dem.

LPD: Kan De give et eksempel?

RM: Jamen, for eksempel den aktuelle lækage-sag? Den er jo et godt eksempel, hvor mediet går ind og deltager aktivt i skabelsen af nyheden, i drejningen af den om du vil.

LPD: Du mener, fordi de ikke vil afsløre deres kilde?

RM: Haha, ja den er god. Det er jo tydeligt at de siden har fordrejet historier, hvor de vidste at historien var usand - under hensyntagen til deres kilde, siger de så.

LPD: Men vil De så også, hvis De skulle få held til at købe TV2, gøre den højreorienteret?

RM: Højreorienteret? Alle mine medier er ganske uvildige - fair and balanced, som vi siger. Som de eneste... alle de andre er jo nogle liberale røvhuller, eller kommunister. Eller bøsser, der er også mange bøsser i mellem.

LPD: Ja, jo... TV2 er jo blevet kritiseret for at være for regeringsvenlig, vil det fortsætte under deres ejerskab?

RM: Det kommer sandelig an på regeringen. Nogle gange støtter vi regeringer, andre gange er vi imod. Det er det jeg mener med fair and balanced.

LPD: Hvad så med public service forpligtigelsen? Den vil regeringen jo nok kræve stadig er der?

RM: Jamen, det er slet ikke noget problem. Se på Fox News, der har vi virkelig mange public service programmer!

LPD: Såsom: På jagt med Sarah Palin?

RM: Præcis... hun overtog efter Dick Cheney. Det blev lidt dyrt i forsikringspræmier med ham ved roret. Så han er nu stjerne på finansmagasinet: Oil Money - the Future of America. Og vi har skønhedsprogrammet Wax and Shave - What Happened to Bush med Laura Bush.

LPD: Okay, ja det er jo en del.

RM: For at sige det som det er, vi kan se at der er en mulighed for at sætte vores præg på medieverdenen i et traditionelt røvhuls-liberalt land som Danmark, og være med til at sørge for at det skifte der er sket, med stand-up guys som Juste og Rose fra Jyllands Posten, kan bide sig fast, også i fremtiden.

LPD: Okay, vi går en lys fremtid i møde i medieverdenen, kan jeg forstå?

RM: Ja.

LPD: Tilsidst - regner De med at bevare navnet, TV2?

RM: Vi overvejer at ændre det, så det mere naturligt indgår i de kendte varemærker fra koncernen. Så vi tænker på for eksempel TV Ræv.

LPD: De mener TV Røv?

RM: Ja, sorry... pardon my Danish.

LPD: Hvad nu hvis købet slår fejl?

RM: Det tror jeg så ikke, det gør. Men hvis må vi jo bare overtage nogle af de bedste aktiver. Ham Michael Dyrby kan godt få et job på Fox News. Han virker som en stand-up guy!

LPD: Så siger jeg tak for interviewet!

RM: Hvad med dig selv? Du kunne få et spot som anchor?

LPD: Jeg skal overveje det...

RM: Gør det, sønnike, gør det!

Med tak til Rune Engelbreth for inspiration.

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

torsdag den 25. februar 2010

Send hende dog til Guantanamo!

Ingen kommentarer
Nu ligger det åbenbart alligevel ikke fast, om sagen mod Camilla Broe bliver anket eller ej.

Tilgengæld har amerikanerne nu fundet noget hun ihvertfald er skyldig i, og som ikke er forældet. Hun er simpelthen blevet taget på fersk gerning i at opholde sig i USA uden visum eller indrejsetilladelse!

Skide være med at det på ingen måde er frivilligt hun er i landet, at det rent faktisk er den amerikanske forbundsstat som har krævet hun kom til Florida - hun må ihvertfald ikke være i landet. Så det der med at sætte hende ud mod kaution - det bliver nok ikke en mulighed - man kan jo ikke have sådan en illegal alien gående frit rundt?!

På den anden side kan hun vel heller ikke blive bag tremmer, hvis dommeren mener det er ok, hun kommer ud, mens sagen står på. Og man kan heller ikke sende hende til Danmark, for så tager det sikkert en masse år før hun kommer igen - og så er sagen om ulovligt ophold sikkert også forældet.

Men løsningen ligger jo lige for: hun er nu i Florida, det er jo knapt et stenkast fra Guantanamo ovre på Cuba - og der kan man jo netop holde fanger som giver problemer i forhold til det amerikanske retssystem, det er rigtig smart fundet på - faktisk en af Cheney og Rumsfelds lyseste idéer.

Og ganske vist har det mest været brugt til illegale kombatanter (og ikke illegal aliens), men det er jo sådan noget terror noget, og Camilla Broe er jo også nærmest terrorist, det er ihvertfald en terrorlov hun er udleveret på baggrund af... og det der terror, det er jo sådan en frygtelig forbrydelse, så der er det fint nok at man ser stort på de anklagedes rettigheder*, så sagen er oplagt. Send hende med første millitærfly til Guantanamo!

* Det er nemlig et interessant princip, som har vundet indpas i juraen de sidste ca 10 år: des værre forbrydelse du anklages for, des færre rettigheder har du og des mindre beskyttelse. Jeg syntes sådan set nærmest det burde være omvendt, men hvad ved jeg om den slags. Der findes heldigvis klogere folk - som Lene Espersen, Brian Mikkelsen og de førnævnte udenlandske + selvfølgeligt mange flere.


Ceterum censeo Facebook esse delendam.

tirsdag den 21. juli 2009

En modbydelig historie

Ingen kommentarer


Jeg er netop blevet færdig med bogen The Heretic's Daughter. Den har taget mig riglig lang tid at læse; tildels fordi jeg har været travl med andre ting, og tildels fordi den er noget tung i det. Men først og fremmest fordi den er rigtig, rigtig hård at komme igennem, fyldt som den er med en meningsløs ondskab.

Vi følger en ti-årig pige, hvis familie bliver hvirvlet ind i hekseprocesserne i Salem og Andover, i New England kolonierne i 1693. Den første del af bogen er det endnu kun krusninger og mistanker, og en underliggende paranoia, og vi venter utålmodigt på de kan komme igang. Men da de endelig kommer igang, er beskrivelserne af måden familier sættes til at vidne mod hinanden, brugen af tortur, fængselsopholdet med alt for mange afmagrede kvinder lukket inde i den samme overskidte, alt for lille, celle, og hængningerne så livagtige, at vi bare ønsker de skal holde op igen.

Bogen har også en sidehistorie, der går tilbage til Oliver Cromwell's magtovertagelse i England, men den kunne godt være mere uddybet.

Til gengæld er hovedhistorien, om de fanatiske puritanere, og deres galskab og hykleri, særdeles vigtig. Og en af den slags historier man ikke må glemme. Især ikke, da det alt for tit sker, at den samme historie gentager - om det er med en Cotton Mather, en Joe McCarthy eller en Dick Cheney i spidsen. Og om råbet er Heks, Kommunist eller Terrorist.

En god bog, og tankevækkende. Men den skal fordøjes, og jeg vil ikke påstå, at det er sådan en man er ked af at blive færdig med. Det skal med, at forfatteren, Kathleen Kent, selv er efterkommer af hovedpersonen, og det kan nok være en del af forklaringen på det nærvær man føler i forhold til historien.

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

mandag den 13. juli 2009

Tøsedrenge!

Ingen kommentarer

Hvad fanden er det for nogle kommunistiske 5. kolonne demokrater, der begynder at brokke sig over at Cheney har brudt forfatningen en lille smule, og lavet sit eget hemmelige CIA-projekt? Og sat sin egen advokat til at bestemme hvem der måtte vide noget om det?

Enhver kan sige sig selv, at det ikke gik at fortælle kongressen noget, den korrupte bande ville jo med det samme ringe til Obama... undskyld, Osama og fortælle hvad der var gang i. Sådan et skide kongresudvalgs samlede IQ kan jo tælles på en kugleramme med 2 kugler.

Men det er jo den retorisk man kunne have regnet ud ville danne skole, når nu amerikanerne har tabt sig selv, og stemt ham halenegeren ind. Trist at folk ikke kan indse, at man ikke kan lave omelet uden at slå æg i stykker. Og iøvrigt vidste folk jo godt at det foregik, så hvad brokker de sig over.

Selvfølgelig vidste man lige her ikke præcist hvad der foregik, og det må jeg da tilstå jeg også er nysgerrig efter at finde ud af - hvad dette superhemmelige projekt gik ud til.

Bortset fra det kan i bare lukke røven. Big time assholes!



Ceterum censeo Facebook esse delendam.

lørdag den 14. marts 2009

Farvel Bush, farvel Cheney, farvel Rumsfeld

Ingen kommentarer
Er sgu lige ved at græde, nu når jeg ser at Obama-administrationen har strøget udtrykket "enemy combatants" fra deres ordbøger; der er allerede rullet meget lovgivning tilbage, så tingene begynder at se tilnærmelsesvis ok ud, men det her udtryk har nok for mig stået som det mest eklatante eksempel på Bush-regeringens skiden på enhver form for international lov-&-ret (hvilket så sidenhen gav undskyldning til at skide på selv interne amerikanske love, inklusive forfatningen, hvad angår tortur og retssikkerhed).

Så, endnu en lille stor dag.

Men gad vide om Brian Mikkelsen forstår noget?

Ceterum censeo Facebook esse delendam.