For at ridse den op, kort - og jeg skal advare, jeg drager en del konklusioner, som ikke juridisk bevist, men som er mit klare billede af sagen:
I 2002 er er W-administrationen i færd med at oparbejde en "sag" mod Irak, så de kan få gjort kål på Saddam Hussein, og styr på landets olie. Man hører rygter om, at der bliver solgt beriget Uran fra Niger til Irak, hvorfor diplomaten Joseph Wilson sendes af sted for at undersøge. Han finder ingen tegn på at det skulle have fundet sted, hvilket han skriver en rapport om til Udenrigsministeriet.
I januar 2003 holder W. Bush så sin State of the Union tale, hvor han remser op hvor stor en trussel Irak er for USA og Verden, at de er nærmest få øjeblikke fra at have atomvåben, og de selvfølgelig har masser af Biologiske og Kemiske våben etc. Et af eksemplerne Bush bruger på hvad den onde Saddam har gang i, er at der importeres beriget uran fra Afrika*.
Et par måneder efter, i marts, begynder krigen så, og Iraks væbnede styrker bliver hurtigt nedkæmpet, og 1. maj holder W. Bush tale på Hangarskibet USS Abraham Lincoln - Mission Accomplished står der på banneret bag ham.
Alt er tilsyneladende godt, men noget mangler - de her masseødelæggelsesvåben som det jo skulle flyde med i landet.
Det får i juni 2003 Joseph Wilson til at skrive en række klummer, og kommer i en af dem ind på, at W. Bush talte usandt om Afrika-forbindelsen i sin State of the Union-tale.
Mindre end en uge efter afsløres det så, at Joseph Wilsons kone, Valery Wilson (med pigenavnet Plame, hvilket hun ofte omtales i starten, derfor navnet Plamegate), er CIA agent - i klummer skrevet af politiske kommentatorer (først breaket af Robert Novak, som pudsigt nok havde tilnavnet Prince of Darkness - Mørkets Fyrste - som i øjeblikket er populært til spindoktorer).
Hvilket vækker noget furore, men i starten dog begrænset - sådan er stemningen i USA på det tidspunkt. Dog kan de fleste se, at det ikke er skidesmart at out'e en hemmelig agent - spion - da det dels gør at hun naturligvis i fremtiden er ubrugelig som sådan, og dels kan være et større problem for hendes kontakter i de lande hun har opereret.
 |
| Karl Rove |
Men lang tids efterforskning viser, at Karl "Turdblossom" Rove (topspindoktor for Bush, og kampagneleder i valgkampene), Vice-Præsident Dick Cheney og dennes stabschef Lewis "Scooter" Libby er impliceret i lækken. (Libby implicerer også Bush selv indirekte, ved at sige, at Cheney har sagt, at Bush har sagt god for delvis afsløring af klassificerede oplysninger).
Ingen af dem bliver dog dømt for noget - der er for mange uklarheder i forhold til hvem som vidste hvad, modstridende forklaringer og nok også mangel på bevis om forsæt, så de går alle fri i forhold til selve lækagen, og ikke mindst kan det ikke bevises at Libby - manden bag den endelige læk, vidste at Valerie Wilson var hemmelig agent, og ikke blot CIA ansat.
Dog dømmes Scooter Libby 30 måneders fængsel - ikke for lækken, men for at forhindre sagens opklaring. 30 måneders fængsel som han en måned efter blev benådet fra at skulle sidde af George W. Bush. Dog skulle Libby stadig betale en bøde på $ 250.000.
 |
| Dick Cheney |
Men mange ting minder også om hinanden - i begge tilfælde er det for eksempel ægtefællen man går efter, og der er tale om fortrolige oplysninger som lækkes for at skade modstanderne.
Men der hvor sagerne mest minder om hinanden, efter min mening, er den uhellige alliance der er mellem magthavere og nogle journalister/kommentatorer - som de har kunnet gå til, sikkert forvisset om at de kunne aflevere deres dirt uden at det ville komme tilbage og ramme dem i nakken, og i ligeså sikker forvisning om at historien ville rulle, som havde de bestilt den.
Man kan så indvende at det jo ikke virkede - sagerne er jo kommet frem?! Problemet ved at tro det, er at ihvertfald Plamegate var toppen af isbjerget. Der var tydelige tegn på lignende misbrug af hundreder af sager fra Bush-perioden - men i tilfældet Valerie Wilson gik de for langt; fordi deres sædvanlige base godt kunne se, at det af afsløre egne spioner måske ikke var så skidesmart i en tid, hvor efterretninger var det alle ville have mere af; derfor blev det til en undersøgelse.
Herhjemme har vi muligvis ikke set hundreder af lignende tilfælde, men vi har da set et par stykker, navnlig i Forsvarsministeriet - sager som aldrig bliver opklaret på grund af hensynet til kildebeskyttelsen. Og jeg er bange for, at det har været en mere udbredt praksis end vi tror. I en cocktail af en regering som har siddet så længe, at den begynder at føle sig magtfuldkommen, og en presse som ikke bare er villig til at kigge den anden vej, men rent faktisk gladeligt hjælper til, er det nærmest naturnødvendigt at det sker.
Uden at jeg egentligt vil rose Ekstra Bladet alt for meget, synes jeg det var velsignet, at de i søndags gik ud og "brød" kildebeskyttelsen af Peter Arnfeldt. Fordi det må få Ministrene og deres håndlangere til at overveje hvad de kan slippe afsted med i fremtiden, hvilket igen må afholde dem fra at lave de værste svinerier.
Hvis vi kan komme tilbage til en tilstand, hvor ministrene er folkets tjenere, og pressen er folkets vagthund - istedet for at pressen er skødehunde og rottweilere for ministrene - så vil det da være herligt.
Og B.T. - tjah, jeg synes det blad skulle drage hen hvor peberet gror. (Sammen med Facebook, men det er en anden historie.)
* Det var iøvrigt almindeligt kendt i troværdige aviser i verden på dette tidspunkt, at dette var løgn. Men ikke i amerikanske aviser, eller for eksempel Jyllands Posten eller Berlingske. Sådan var det med rigtigt mange historier på det tidspunkt. Noget pressen under et stadig mangler at få gjort op med.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.
