Jeg synes måske det er et meget godt tidspunkt, at huske på hvad Tamilsagen drejede sig om: at justitsministeriet med Erik Ninn-Hansen i spidsen, fandt på at nedprioritere familiesammenføringer for tamilske flygtninge (som man syntes der vel rigeligt mange af) fra borgerkrigen i Sri Lanka. Nedprioritering var en eufemisme for ikke at lave familiesammenføringer.

Problemet var, at flygtningene havde et retskrav på disse sammenføringer, blandt andet på grund af vores internationale forpligtelser og internationale konventioner vi er tiltrådt. Dertil kom så en masse omkring vildledning af folketinget og cover-up, med meget mere.

Men det var essensen af sagen.

Nu er Erik Ninn-Hansen så død for nylig - men hans idéer lever videre. I dag er det istedet syriske flygtninge (som man synes der er vel rigeligt af) fra borgerkrigen i Syrien. Men idéen er den samme: lad os nedprioritere familiesammenføringerne.

Den store forskel er at det denne gang sker i det åbne - det havde aldrig kunnet gå i 1987. Men så synes jeg også Folketinget skal være klar over, at de nu er ved at gøre det samme som Ninn-Hansen gjorde dengang.

Sagen fik store konsekvenser for mange tamilske flygtninge. Det vil forslaget om at udsætte behandling af familiesammenføringer med garanti også få for syrere, hvis det gennemføres.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Jeg har åbenbart lidt gjort det til min continuing mission at gøre op med nogle af de mange stråmandsargumenter, med mere, der stilles op i disse dage.

De tjener jo gerne det formål fuldstændigt at afspore en reel debat - især på twitter, med sin tegnbegrænsning, er det eneste man rigtigt kan gøre ved dem at ignorere dem, som det ganske invalide, retoriske kneb de er.

Men det kan nogle gange være meget godt at kunne påvise hvorfor noget er usagligt. Eller knald i låget. Eller afsporende. Så derfor disse indlæg.

Efter den med hvorfor fordømmer du ikke Hamas, er et af de mest fantastiske argumenter man hører indimellem fra Israel-støtter dette: "Hvorfor kritiserer du Israel, når der hver dag i Syrien dræbes tusindvis af mennesker?!" Nogle gange brugt i kombination med, at når man stiller særlige krav til Israel [om ikke at begå folkedrab?!] er det anti-semitisme.

Argumentet findes i varianter - for eksempel var Mads Brügger den anden dag på Facebook ude med et tåget indlæg om, at Hamas blev støttet af Iran, så hvordan kunne det være, at de som nu begræd døde børn i Gaza ikke raser over Iran, som slår børn & unge ihjel med vilje. Og på det seneste er ISIS/IS blevet en yndet erstatning for Syrien.

Nordkorea sammenlignes der af en eller anden grund sjældent med - det ville ellers være lige relevant. Man kunne gisne om, at det har noget med at en bagvedliggende afsender ikke har så meget at skulle have klinket der - men det vil jeg holde mig fra.

Hvorom alting er - det er jo en forrykt sammenligning.

Hvis man skal lave en analogi, så svarer det til at sige: "Hvordan kan du tillade dig at anklage min ven for hustrumishandling, når Peter Lundin er meget værre!"

Kæden er hoppet af i dette argument, for - for nu at vende tilbage til Syrien - har man jo ikke sagt noget som helst om at det ikke er frygteligt hvad der sker der - eller at Assad ikke er folkemorder & klart burde spærres inde resten af sin levetid.

Men udover at være et fuldstændigt urimeligt argument, i form af denne stråmand, at man skulle være ligeglad med Syrien (eller præstestyret i Iran), er det en helt forrykt sammenligning - for Verdenssamfundet har jo gjort noget ved Syrien. Og Iran.

Det er meget muligt at man mener Verdenssamfundet har gjort for lidt, men der er trods alt sanktioner, og for Assad og hans regering & mange andre er der sket indefrysning af midler. Ligesom der er åbnet op for forsyning af våben til nogle af modstandshærene (det kan der komme meget interessante ting ud af, men det er så igen en helt anden historie).

I Iran er der endda tegn på at sanktioner - eller muligvis bare almindelig træthed med status quo i landet - har hjulpet. Der er sket en form for opblødning, selvom det stadig står gevaldigt skralt til med menneskerettigheder.

Israel, derimod, er det stadig sådan at vi belønner med ekstra fordelagtige handelsbetingelser fra EUs side, kalder vores ven (fra vores udenrigsministers side), og USA genopfylder gladeligt lagre af granater og bomber når der er behov for mere at skyde ind i & smide over Gaza.

Men, igen: hvis det er Syrien der skal sammenlignes med, så er jeg frisk på det. Lad os da behandle Israel som vi behandler Syrien: Lad os indføre sanktioner, indefryse værdier & lukke for indrejse for højtstående israelere, indtil blokaden af Gaza ophæves og Israel viser en villighed til reelle forhandlinger. Om en 2-stats- eller 1-statsløsning.

Det var egentligt ikke krav jeg havde ventet at høre fra den kant, men jeg er på! Men hvis det ikke var det der blev ment, med den sammenligning, så synes jeg bare man bør konstatere at det dog var en idiotisk og fornærmende argumentationsform - og komme videre.

@Leoparddrengen Man kunne også spørge: har vi behov for at rangordne adfærd som er helt og aldeles uacceptabel? Israel, Iran, Syrien, etc
— Jesper Lund (@je5perl) August 9, 2014

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Skal lige af med noget, som så måtte blive til et hurtigt blogindlæg:

Bliver virkeligt træt af at se det der foregår i disse dage sammenlignet med optakten til Irak-krigen - med de falske WMDs, etc.

Jeg var selv dengang særdeles meget modstander af hvad der foregik, og i modsætning til Anders Fogh og Co læste jeg de rette åbne kilder, så var sådan set udmærket klar over at der var en masse fup involveret - det var nemlig sådan set offentligt kendt, bare ikke viderebragt i så mange medier.

Og det er sådan set ikke fordi jeg bare tror på hvad som helst i dag - heller ikke enhver youtube video, eller skråsikre udtalelser om "at vi ved det er styret der står bag".

Masser af grund til skepsis. Og masser af grund til at overveje fornuften i ethvert tiltag man må nå frem til.

Men hvor optakten til Irak-krigen indiskutabelt adskiller sig fra Syrien, er det i at W. Bush og hans neokonservative slæng i den grad ønskede krigen og invasionen.

Fordi der var masser af olie i Irak, og fordi Bush havde et personligt, familiebåret had til Saddam Hussein.

Og fordi de troede det var let. Irak var godt nok en stor spiller i Mellemøsten på grund af sit militær, men var stort set venneløs. Og Bush & Cheney var ikke bekymrede over hvad der skulle ske efter at de havde brugt en måneds tid på at afsætte Saddam, for de ville blive mdotaget med blomster og hornmusik, og de havde en flinker fyr ved navn Ahmed Chalabi som Irakerne ville være helt vilde med, som de kunne indsætte, og så kunne Halliburton købe alt Iraks olie billigt.

Troede de. At det var løgn og blår i øjnene er en anden sag, men de troede det ville være nemt - og godt for dem selv og USA.

Så de havde al mulig grund til at forvanske oplysninger til FN, til offentligheden - og til dem selv - så en krig kunne blive mulig.

Situationen i Syrien er stort set omvendt: her har masser af andre magter strategiske (og på det nærmeste taktiske) interesser, der er ingen nævneværdig olie eller andre råstoffer, alle ved, at det ikke er til at forudsige hvem eller hvad der eventuelt kommer efter Assad.

Med andre ord: På trods af den humanitære situation i og omkring Syrien, er det er ikke overraskende hvis Obama mest af alt har lyst til at løbe skrigende væk, og ikke ville røre landet med en ildtang. Hvilket da også indtil nu er hvad der er sket.

Så at tro at USA skulle forfalske beviser, med det formål at ville gøre noget i Syrien - det har jeg altså meget svært ved at tro på.

Dermed ikke sagt at beviser ikke kan være forfalskede - det er der mange der kan have motiv til, mest oplagt oppositionsgrupper i Syrien, som vil fremtvinge en intervention. Eller man kan forestille sig de har været gale nok til selv at udføre angrebet, med det formål.

Så al mulig grund til skepsis. Men lad være med at sammenligne med Powell i FN.

(En helt anden diskussion er selvfølgeligt så, hvad man ig givet fald skal gøre - hvis noget - hvis det bevises at Assad har brugt kemiske våben. Men det var ikke formålet med blogindlægget - det var blot en lille reminder om situationen op til krigen i Irak og motiverne der.)
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Da jeg i eftermiddag sad og ikke vidste hvad jeg skulle gøre af mig selv, nu Blogger var nede, stødte jeg via Information på et link til en syrisk blog (på engelsk).

En ny blog, som vel først og fremmest er blevet til for at fortælle om situationen der - men også om bloggeren selv, Amina A. En cirka 35 årig åben lesbisk og muslimsk kvinde. Ikke lige noget man forventede at læse fra den kant af verden.

Det første indlæg jeg læste var hendes nyeste, en form for essay om Syriens nyere historie op til 1982 - som først og fremmest handler om, hvor lidt vestlige kommentatorer ved (og gider sætte sig ind i) før de udtaler sig.

Men dernæst læste jeg en virkelig stærk beretning om, hvordan hun havde sin første lesbiske oplevelse i Chicago 11. september 2001 (og sørg for at følge linket, og læs også hendes beretning om følelserne da tårnene styrtede), og hvordan hendes liv faldt på plads.

Jeg kan virkelig anbefale at læse indlægget, også selvom det er langt. Og det er ihvertfald en blog jeg vil følge fremover!
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Det kan godt være jeg i weekenden - i flere omgange - blev ganske irriteret af danske TV-stationers prioritering af nyhederne fra Ægypten midt i håndboldhelvedet.

Men jeg blev da omvendt positivt overrasket over, at TV2 i 19-Nyhederne blændede op for en Natasja Crone, som blev transmitteret direkte fra et improviseret, lånt studie i Kairo, hvorfra hun styrede indslagene og diskuterede situationen med Steffen Jensen.

For det er da meget muligt, at man kunne opnå præcis det samme ved at sidde i et studie i Odense eller København - endda havde der nok været større sandsynlighed for at få koordineret satellitforbindelserne - men signalværdien er vigtig. så det skal TV2 sgu have ros for!

Bortset fra det ser tingene umiddelbart godt ud: millitæret holder sig som lovet tilbage, og stemningen har idag mest mindet om et land efter en stor sportssejr - ikke som fredagen, hvor opgøret med politiet fandt sted. Men min fornemmelse er, at hvis ikke Mubarak har trukket sig inden fredag efter fredagsbønnen, går det galt.

Det var også mere eller mindre hvad ElBaradei sagde tidligere - ikke så meget som en trussel, men snarere en konstatering.

Og så er der bekendtgjort demonstrationer i Syrien på lørdag, og Jordans regering er sat fra posten af Kongen.

Hvad angår Syrien kunne noget tyde på, at det er den foreløbig mest islamiserede opstand, og det kan jo godt gøre en lidt nervøs - men det vil næsten være mærkeligt hvis Hamas ikke vil have en finger med i spillet der.

Og for Jordan forestiller jeg mig, at ting muligvis kan forløbe nogenlunde fredeligt, og uden at Kongen nødvendigvis afsættes. Landet har - relativt set! - altid forekommet mig at være et af de mest fredelige og åbne af de arabiske.

Men tingene ruller unægteligt fortsat!
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Søren Espersen er ude med det hårde skyts imod Syrien i dag - fordi WikiLeaks-leakede dokumenter, viser at amerikanerne har gode formodninger om, at selveste den syriske regering havde en hånd med i angrebet på den danske ambassade under Muhammedkrisen.

Fint nok - jeg er sådan set enig, det er noget grisefy at brænde andres ambassader af, og det skal de have smæk for.

Jeg kan bare ikke lade være at finde det påfaldende, at Søren Espersen sådan uden videre går ud og reagerer på noget som stammer fra WikiLeaks. Når der har været lække om danske soldaters udlevering af fanger til mishandling og tortur, har Søren Espersen ellers altid taget tusinder af forbehold om man nu kunne stole på de oplysninger der kom fra WikiLeaks.

Ligesom Søren Espersen da også har langet ud efter WikiLeaks selv, og mener deres afsløringer går vores fjenders ærinde.

Lidt påfaldende hvordan oplysningerne åbenbart nogle gange er højst utroværdige og andre gange altså er sandheden ristet i sten. Og det selvom det åbenbart er højst overraskende oplysninger for Søren Espersen - som ligefrem er rystet over dem.

Hvilket så iøvrigt kan undre, da alle hele tiden har hævdet, at den afbrænding ikke kunnet have fundet sted, uden at den syriske regering havde en form for finger med i spillet... men det har Søren Espersen åbenbart ikke kunnet tro virkeligt skulle være sandt.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.