Leoparddrengens
Public Key

lørdag den 18. september 2010, kl. 19.14

Facebook - en Hades-side?

Nymfen Eurydike, datter af Apollon, elskedes af Orfeus. Men en dag blev hun attrået af en satyr og måtte flygte - og i flugten trådte hun på en slange som bed, og giften dræbte Eurydike.

Orfeus sørgede - og han sang og spillede så sørgmodigt at nymfer og guder måtte græde med ham, så de tilsidst befalede ham at gå til Underverdenen, for at hente hende. Dernede spillede han for Hades og Persefone, og gjorde også dem bløde om hjertet - så meget at de tilsidst lod Orfeus tage Eurydike med sig ud af Underverdenen og tilbage til lyset - men på en betingelse. Eurydike skulle gå efter ham ud af Underverdenen - og på intet tidspunkt måtte Orfeus vende sig for at se hun var der.

De begav sig ud, Orfeus forrest - men da han nåede udgangen, Porten til Hades, og mærkede lyset, kunne han ikke længere udholde tvivlen og måtte vende sig for at sikre at hans elskede var med. Og Eurydike forsvandt for hans syn - og han så hende aldrig mere.
Og hvad har den historie så med facebook at gøre? Jo - jeg gav mig jo i kast med at komme ud af det der facebook-helvede, som begrundet her. Hvilket naturligvis ikke er nemt at finde ud af, og da slet ikke inde på facebook. Så jeg måtte google ude i verden, og fandt dette link, hvor man kan slette sin profil.

Endeligt noget simpelt, tror man... eller? Nej, det ser enkelt ud - bekræft sletning, indtast password og en captcha... og.... nej?

Nej, når det er gjort får man at vide, at profilen nu er blevet sat til at blive slettet. Men det vil først ske om 14 dage. Og hvis man i løbet af de 14 dage logger sig på facebook... ja, så bliver den sandelig ikke slettet alligevel. Så sidder man fast der (eller skal begynde forfra).

Så selvom det klør i en, for at undersøge om ens profil nu skulle være blevet slettet? Nej, nej, nej - ikke kigge dig tilbage før du er helt ude. Og det vil også være det smarteste at slette alle dine browsercookies, for ellers risikerer du sandsynligvis et autologon, hvis du bare kommer i nærheden af noget som minder om facebook.

Så, jo, jeg føler mig i øjeblikket som Orfeus på vej ad af Underverdenen - og er i tivl om Eurydike nu kommer med eller ej. Men samtidig med at jeg rejser ud, kan jeg ikke lade være med at tænke på, om det der facebook er en Hades-side. Eller måske en Hades-idé?

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

0 kommentarer: