Leoparddrengens
Public Key
Viser opslag med etiketten Robespierre. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Robespierre. Vis alle opslag

tirsdag den 14. september 2010

Outing er den nye sort

8 kommentarer
eller Man gjorde en blogger fortræd

Først var det Djuna Barnes der outede Copenhipster.dk - medfølgende (måske) at han nu har indstillet blogningen, da en egnet afløser ikke kunne findes. (Men se Copenhipsters dementi af denne sammenhæng i kommentarerne herunder.)

Det har vist så medført en generel fordømmelse af Djuna Barnes. Hvilket jeg egentligt nok synes er lidt overdrevet - Copenhipster "levede livet farligt", som whistleblower og disser af et helt, meget selvhøjtideligt & indspist, segment. At han ville blive outed, hvis han ikke kunne skjule sin identitet kan ikke komme som en overraskelse - det var en risiko Den Røde Pimpernel levede med, ligesom Geraint Anderson gjorde det, som anonym klumme(be)skriver af finansorgiet i London.

Og jeg tror da heller ikke Copenhipster har været så overrasket. Jeg synes så ikke det er synderligt sympatisk, det Djuna Barnes har gjort - men altså forståeligt. Andet ville være som hvis Robespierre frivilligt lod Den Røde Pimpernel gå.

Men - nu er der så kommet en ny sag med outing af en anonym blogger. Og her er det en del mere uforståeligt, hvorfor det nu skulle ske. Modebloggeren Acie blev interviewet af en blogger/freelance skribent for Modebevægelsen - og i det vistnok ret fredsommelige (jeg har ikke læst det, men jeg gætter på det egentligt har været ret ligegyldigt) interview, bringes så Acies fulde, borgerlige navn.

Hvilket hun ikke var glad for, da hun ikke nødvendigvis ønsker den skal kunne findes ved søgning på hendes navn i forbindelse med eventuel fremtidig karriere. Så hun er fortørnet, og skriver til redaktør på Modebevægelsen, Kasper Bergholt, og beder ham fjerne hendes fulde navn fra artiklen.

Og så er det kæden, som jeg ser det, hopper totalt af for Kasper Bergholt. For det vil han sandelig ikke slette. Blandt andet fordi han altså har kunnet grave hendes navn op i en gammel artikel om et andet site. Og - og nu er vi vidst ovre i krea-folkets selvhøjtidelighed igen - som han selv siger:
Jeg er ikke tilhænger af censur i nogen form, og det er rigtigt, at jeg ikke uden videre ville gå med til at slette et redaktionelt indlæg på vores site på opfordring fra Acie. Den slags hører andre lande og regimer til. Eller også skal der være nogle rigtigt vægtige grunde, fx vidnebeskyttelseshensyn.
Altså - vi taler om en fucking modeblogger som har været så fucking venlig at give dit fucking netmagasin et interview, og når hun beder om at I fjerner hendes navn - tror du der er tale om censur, ytringsfrihed, vidnebeskyttelse & diktaturer. Tal om manglende sans for proportioner. Jeg kan forstå en smutter ved at bringe navnet i første omgang, men ikke at ville fjerne det er hul i hovedet.

Acie har så valgt, som Copenhipster, at stoppe sin blog.

Jeg føler ikke så meget med i modebloggernes gøren og laden, men nok til at jeg har kunnet mærke skvulpene fra den tsunami af raseri, som har rejst sig. Og jeg kan sgu godt forstå det.

For hvorfor interesserer det her mig? Jeg kender ingen af de involverede i nogle af sagerne?

Nej - men jeg har også en hemmelig blogger-identitet. Den betyder noget andet for mig end den har gjort for de to andre; eller den betyder måske det samme, men på en anden måde. Og jeg forstår dem - jeg ville ikke bryde mig spor om at blive outet. Ikke fordi det ville gøre en skid for indholdet på bloggen, for jer læsere; eller fordi dette ville betyde nogle katastrofer i forhold til min omgangskreds eller fremtidige virke, eller whatever. Selvom jeg sikkert gerne ville være det, er jeg jo ikke synderligt kontroversiel.

Men fordi det ville ødelægge hele min tilgang til bloggen. For Leoparddrengen er for mig blevet en vigtig del af hvem jeg er - både som danseren og superhelten Leoparddrengen, og som bloggeren Leoparddrengen.dk. Og en vigtig del af Leoparddrengen er altså - at han som enhver superhelt - har sin hemmelige identitet. Og hvis den forbindelse belyses, vil den på en eller anden måde gå i stykker.

Så jeg forstår godt at de to bloggere ikke vil mere. Jeg forstår så også godt Djuna Barnes et stykke af vejen. Kasper Bergholt forstår jeg under ingen omstændigheder.

[Opdatering]: Læs også Marias dækning af sagerne på Dette er ikke en Dagbog.

[Opdatering 2]: Læs også om hvordan Anders Samuelsen fik Copenhipster til at stille op for Ny Alliance.


Ceterum censeo Facebook esse delendam.

onsdag den 9. september 2009

Ministerchauffør dømt til 7 dages fængsel

Ingen kommentarer
Justitsminister Brian Arthur de Robespierre Mikkelsens chauffør blev i går aftes ved Østre Landsret idømt 7 dages ubetinget fængsel.

Det skyldes at han sent i februar blev holdt ind til siden af politiet i en rutineundersøgelse ved Højbro Plads - han kørte i en visitationszone.

"Politiet var meget nidkære med at holde øje der, de stod i en større forsamling foran 7-Eleven. Og tilsyneladende havde Justitsministeren glemt en brevåbner, en papirkniv i sølv på bagsædet," forklarer chaufføren. "Men da jeg var den eneste i bilen da politiet standsede mig er det mig der bliver anklaget."

Anklageren i sagen er ikke i tvivl om at retfærdigheden er sket fyldest: "Loven på området er klar. Og hvis man skulle kunne slippe med alle mulige ammestuehistorier, er loven jo ikke noget værd; dem kan enhver jo komme med. Og politikerne må jo have været klar over konsekvenserne da de gennemførte lovgivningen, der var mange der forklarede præcist hvad det ville betyde."

Justitsminister Brian Mikkelsen er chokeret: "Den kniv var et arvestykke fra min mor, og nu er den konfiskeret af politiet. Ved de ikke hvem de har med at gøre?"

Adspurgt om hvad han synes om sin chaufførs situation, siger han: "Han skal nok klare sig. Hvis han også bliver dømt ved Højesteret skal jeg nok benåde ham. Jeg vil ganske vist være nødt til at fyre ham, vi kan ikke have straffede personer ansat i ministeriet, men der er jo så mange chauffør-jobs at få."

På spørgsmålet om han ikke syntes man burde genoverveje loven, med alle de utilsigtede konsekvenser den har, siger han: "Nej, hvorfor dog det. Den virker jo efter hensigten. Hvis nogle enkelte uskyldige skulle blive ramt, skal jeg nok tage mig dem - hvis jeg føler de er uskyldige."
Han fortsætter: "Dem vi vil ramme er jo banderne og de autonome. Selvom de er mange af dem, så er de jo ikke særligt kloge. Altså, de har ikke opfundet særligt mange skarpe knive, i skuffen. Og så er de heller ikke særligt stærke, de er jo skæve og vinde af fuld - de er fulde og så videre." (sic)

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

lørdag den 5. september 2009

Næstekærlighed

Ingen kommentarer

3 forbryderiske medlemmer af Folketinget siger de ville skjule irakiske flygtninge, hvis de ringede på deres døre.

Det er jo ikke bare mod loven, som DFs Peter Skaarup heltemodigt udtaler - og han vil heldigvis få justitsminister Robespierre til at kigge nærmere på sagen. Det er også decideret ondt overfor irakerne at skjule dem.

Den rigtige, gode, næstekærlige gerning at gøre, er naturligvis at udlevere sådanne folk til politiet. Så man kan gøre det bedste for de stakkels mennesker, nemlig at sende dem hjem til Irak, hvor de kan hjælpe til med at genopbygge landet. Hvilket selvfølgeligt gøres bedst fra en irakisk fængselscelle.

Det er synd irakerne ikke ved hvad der er bedst for dem -men det er jo nok fordi de bliver forledt af kommunister og andet pak, samt præster som heldigvis nu er sendt på "velfortjent" ferie. Men vi må glæde os over, at vi har mennesker som Peter Skaarup med hjertet på rette sted!

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

fredag den 4. september 2009

Robespierre går personligt ind i sagen

Ingen kommentarer
Brian de Robespierre bekendtgør til aften per dekret, at såfremt procesbevillingsnævnet ikke lader knivsagen fra Middelfart komme for Højesteret, vil han personligt gå ind i sagen.

Hvordan han lige præcis har tænkt sig at gøre det, uden at blande den lovgivende, udøvende og dømmende magt sammen i en pærevælling kunne jeg godt lide at vide. Men det er selvfølgeligt ikke et problem for Robespierre.

Jeg håber naturligvis at manden kan slippe for fængselsstraf, men det går ligesom ikke på bekostning af at Brian Mikkelsen tiltager sig diktatoriske beføjelser. Ikke engang hvis det kun er når Folketinget vedtager sindssyge love - for det gør de jo efterhånden hele tiden.

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

torsdag den 3. september 2009

Endnu en grim dag for Danmark

2 kommentarer
I dag læste jeg nyheden om, hvordan en af de hjemsendte irakere var tidligere torturoffer, og nu fængslet i Irak. Dejligt.

Og jeg læste om hvordan politiet tilsyneladende heller ikke har rent mel i posen, omkring hændelsesforløbet ved rydningen af Brorson-kirken. Eller ihvertfald tilbageholder videomateriale. Gad vide om det ender med politidirektør Johan Reimann allerede snart kommer til at indkassere en næse så lang at han kan lugte sig selv i nakken - som han advarede Erik Ninn-Hansen om at denne ville få, da han var embedsmand i justitsministeriet under optakten til Tamil-sagen. så langt fører den sag dog næppe.

Og så var det dagen derpå, efter at en ung mand fik 7 dages ubetinget fængsel, og en ødelagt fremtid, for at have et par hobbyknive han bruger i sit arbejde, liggende i sin bil. En naturlig følge af at indføre minimumsstraffe. Alligevel kan jeg ikke lade være at tænke på, om det ikke var gået anderledes, om udåden var sket på den anden side af Lillebælt i Fredericia, istedet for Middelfart; og anken så var kommet for Vestre Landsret istedet. Østre Landsret har jo et vist ry for at være pot & pande med Justitsministeriet - og der sidder Robespierre jo.

Jeg ved ikke - hele verden røg et godt stykke til højre efter 11. september - og det kunne vel næpe undgås. Men jeg synes pendulet i det meste af verden virker som om det er ved at svinge tilbage. Men I Danmark virker det som om pendularmen bare svinger højere og højere mod højre.

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Brian de Robespierre

Ingen kommentarer

Det gør mig virkelig tryg for vores fremtidige samfund, at Brian Arthur Ness de Robespierre nu personligt går ind og afgør hvilke sager der skal forfølges, og hvilke ikke.

U-fucking-hyggeligt!

Ceterum censeo Facebook esse delendam.