Alle links er nemlig ikke lige, og det kan være meget godt at vide!
Oprindeligt var de lige, og Google havde nogle fine algoritmer omkring PageRanks, og ord på en side og de ord der står i et link (ankerteksten), for at finde ud af, om en side var relevant for en søgning.
Det at Google brugte ankerteksten, fra andre sider, som linkede til en side, var epokegørende, og en af de ting, der gjorde at google bare fungerede meget bedre end konkurrenterne. Ikke den eneste grund, men medvirkende.
Det medførste dog også, at der gik sport i at kæde sider sammen med bestemte termer - for det var en måde at påvirke søgningen på et site, som man kunne udføre uden at have adgang til sitet. Mest berømt er nok, da tusinder af web-sider linkede til George W. Bush' biografi side på nettet (som jeg husker det), med termen "worst president ever". Så når man søgte på det, var første hit førnævnte Bush-side. Dette på et tidspunkt hvor de fleste amerikanere endnu mente han var Guds gave til deres land - og ikke en straf, som de fleste dog senere indså.
Anyway, for at få folk til at komme til en side, gjaldt det om at have en masse links til siden, som brugte bestemte ord. Og så var det datidens SEO folk gik amok. Og begyndte at spamme kommentarfelter, debatfora, med videre, i et væk. Alle steder hvor man kunne skrive et link til det site, man ville have op i googles lister - relevans var i det store og hele ligegyldigt.
Og problemet var, at det virkede. Det ene problem var at spam'en i kommentarfelter og fora røg ud af kontrol. Det andet var at firmaer var tvunget til at bruge den slags metoder (Black Hat SEO, som de kaldes), fordi deres konkurrenter gjorde det - ellers ville det ryge i bunden af søgninger; og det er ikke sjovt for et firma som gerne vil have en tilstedeværelse på nettet. Og det smadrede Googles fine algoritmer, at folk på den måde bevidst prøvede at snyde dem.
Så i 2005 gjorde Google en "opfindelse". Hvor et normalt link for eksempel ser således ud:
<a href="http://blog.leoparddrengen.dk/">Det sejeste sted på nettet</a>
(et link til Bloggen her, med teksten "Det sejeste sted på nettet"), indførte Google en tilføjelse:
<a href="http://blog.leoparddrengen.dk/" rel="nofollow">Det sejeste sted på nettet</a>
Det nye er at linket indeholder det her
rel=nofollow
.Og det betyder i alt sin enkelthed, at hvis det optræder, ignorer Google linket i forhold til sine indekseringer. Det var imidlertid kun halvdelen af opgaven. De skulle så også have andre søgemaskiner til at anerkende det, altså ignorere det, og så få folk - programmører - til at bruge det.
Heldigvis gik idéen op for folk, så idag er det vist kun en enkelt af de lidt større søgemaskiner, som ikke springer nofollow links over.
Men den største hurdle har været at få det indført i alt den kode som genererer de web-sider vi ser. Blogger for eksempel (det var dog nok ikke så svært, da Google jo også ejer Blogger) og Wordpress, og diskussionsfora softwaren.
Men det er også i det store og hele lykkedes.
Så idag kan man være ret sikker på, hvis der er nogen steder du som besøgende frit kan oprette links vil det være nofollow links.
Hvis du for eksempel skriver en kommentar til dette indlæg, gør Blogger at linket til din hjemmeside/bloggerprofil er et nofollow link; ligesom alle links du måtte lave i kommentaren bliver lavet til nofollow links. Hvilket igen betyder, at dit link kun virker på de mennesker der læser kommentaren, de gør ikke noget som helst i forhold til de maskiner, der finder ud af hvor langt oppe i søgninger siden skal stå.
Hvis man selv hoster sin WordPress blog, kan man selv sætte det op, men som udgangspunkt fungerer det på samme måde.
Links du skriver i selve dine indlæg, derimod, de er ikke nofollow (de er dofollow, kalder man dem, selvom det ikke er noget der står i html-koden). Så de er dyrebare! Ligesom hvis du har en blog-rulle - de er heller ikke nofollow. Som udgangspunkt er alt det du laver som blogejer rigtige links, mens det gæsterne laver er nofollow (dog også hvis du selv kommenterer).
Jeg håber at denne lille redegørelse har været forståelig - og at jeg ikke tog fejl i at det måske kunne være interessant.
Tilsidst - nofollow links betyder selvfølgelig ikke, at der ikke længere findes Black Hat SEO teknikker, men det er blevet meget mere besværligt for dem. Nu laver de hele blogge, for at kunne lave deres links - hvilket også er en forklaring på, at Google kan sætte en blog på obervationsliste, eller helt smide den i karantæne, søgemæssigt.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.
3 kommentarer:
rigtig godt indlæg ...
så lærte jeg også noget i dag!
tak :-)
TAK!
Det var både interessant og relevant.. Jeg lærte også noget nyt:)
Og ja, det er da en af grundene til at jeg læser din blog.. du gør mig klogere;)
Selv tak - det er godt at høre :)
Send en kommentar