Jeg ville egentlig have gået ud til min bror, men endte op med at tage en 5A ovre på Amager, da jeg kunne se jeg ville komme en del for sent, ellers. Jeg skulle jo liige skrive et par indlæg inden jeg gik hjemmefra.

Bussen er lige akkurat fyldt på alle siddepladser, så jeg må stå. Efter to stop åbner sig dog en mulighed, så jeg får en siddeplads midt i bussen. Men ved første stop derefter kommer et par ældre damer om bord. Ikke gangbesværede, men oppe i årene, og den ene bærer en konditorkage, kan jeg se.

Da der ikke er nogen andre pladser, og da ingen andre rejser sig for dem, rejser jeg mig. Og hende med konditorkagen hopper straks ind. Men:

"Det var da heldigt," siger hun til sin veninde. Og uddyber med hvor besværligt det ville være at stå og balancere med sin kageæske.

Og så er det jeg står og føler mig som George Costanza eller Frank Hvam. For altså - jeg har jo lavet den her gentleman-agtige handling - og hun tror bare hun var heldig, og jeg skulle af? Så skal jeg gå hen, og fortælle hende, at jeg altså kun rejste mig for at være en gentleman? Eller vil det ikke virke for pågående/pathetic?

Men egentlig er jeg jo ikke ude efter anerkendelse - eller måske lidt? Men mest, ihvertfald, for at hun skal vide, at der altså findes gentlemen - så hun tror noget godt om sine medmennesker.

Jeg når frem til, at det vil virke for ynkeligtt at gå hen og gøre opmærksom. Så sørger istedet for at stå og hænge i stropperne i nærheden af den opgivne plads de næste par stop, så de hvis de er opmærksomme kan se, at jeg ikke rejste mig for at stå af.

Hvorefter der bliver plads ledig bagerst i bussen, og jeg går og sidder der resten af vejen.

Og det endte jo så op med at Cancellara / Spartacus vandt, efter et formidabelt soloridt på 48 km. Smukt.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.