Tja, havde egentligt droppet at skrive indlægget, det kommer til at lyde så - underskudsagtigt. Men så kom jeg til at tænke på overskriften, og kunne alligevel ikke lade være.

Var i fakta tidligere, som så mange gange før. Og som så mange gange før var der meget lang kø. Men så pludselig kommer de forløsende ord: "Der åbner i Kasse 2".

Nogle af de forreste i min - tilstoppede - kø bevæger sig straks derover, ligesom ca halvdelen af os bagved - I ved hvordan det fungerer - gør. Da en meget voluminøs sag med ufattelig fart kaster sig ind foran os, fra en sidegang.

Jeg og dem bag, som var ved at skifte kø bliver så paf, at vi uden egen vilje træder tilbage i vores gen kø, og ser hvordan hun stiller sig op og dækker den nyåbnede kasse.

Der går noget mumlen i blandt os: "imponerende", "det har jeg godt nok ikke set før", "det var godtnok konsekvent" - noget af det mig. Min vi er så ramt af Shock & Awe, af ærefrygt, at vi bliver stående i den lange fastfrosne kø, mens hun - bortset fra vores kø, som klarede sig ind før hende, og som nu er ved at få deres ting igennem.

Sådan er vi - jeg - paf i vel ca 20 sekunder, men kommer så til mig selv, og tør gå ud og tage pladsen bag hende. Ikke at jeg tør sige noget, naturligvis - jeg vil jo også gerne hjem i live.

Men jeg får så mulighed for at studere hende og hendes kurv. Tyk og blegfed er hun, med små tætsiddenede øjne. Og et permanent udtryk af vrede og had. I starten af 20'erne velsagtens. Jeg kan ikke lade være at undre mig over, hvordan nogen kan blive sådan i den alder.

Hun tømmer sin kurv på båndet - som naturligvis ikke lige indeholder 2-3 varer, hun godt lige syntes hun kunne smutte igennem før os andre - nej, den er med top, i chips med videre og ostehapser - i det hele taget alt hvad der findes af fede mejeriprodukter, og slik. Og så lige en pakke rullepølse, men den var også sat ned til 5 kr, jeg går ud fra datoen var ved at være overskredet.

Efter at have læsset alt op, står hun længe og overvejer en pakke peanuts fra hylderne ved kasserne. Og ender naturligvis med at tage dem.

Og hendes kurv - den lader hun naturligvis stå, der vor man læsser af, men ellers bagefter anbringer kurven i stablen... right? Og det der med at sætte "Næste kunde" skilt på... nej, naturligvis ikke. Det kan jeg da få lov til at række frem, over hendes megafyld af dødsensfarlige varer, og tage. Hvorved jeg kommer meget, meget tættere på hendes blegfede hud og hendes onde, plirrende øjne end jeg bryder mig om - jeg nærer på det tidspunkt et had til hende, men samtidig frygter jeg hende også.

Jeg får heldigvis mine varer hurigt igennem, og har samlet dem, inden hun har fået sin først pose med osteskruer samlet ind.

Og skynder mig ud og hjem.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.