Leoparddrengens
Public Key
Viser opslag med etiketten HTML. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten HTML. Vis alle opslag

onsdag den 7. september 2011

Sådan får du links til at åbne i nyt vindue fra Blogger

Ingen kommentarer
Et spørgsmål jeg lige blev stillet: Hvordan får man i blogger et link til at åbne i et nyt vindue?

Det kræver en lille smule html. Lad os for eksempel sige vi ønsker at linke til Venstres Nye Hvalplakat, som jeg udgav for ikke så længe siden, men gerne vil have til at åbne i eget vindue. Så laver man først et link som sædvanlig. Som dette.

Bagefter går man i HTML-mode, ved at klikke på Rediger HTML-fanebladet.

Her finder man linket, som vil bestå af <a href="url">dette</a>. Se også her for mere forklaring - som ganske vist handler om kommentarer, men det er det samme når vi roder i html.





Hemmeligheden er så, at man tilføjer et target="_blank" efter url'en. Så der kommer til at stå <a href="url" target="_blank">dette</a>. Så åbner linket altid i et andet vindue - eller i moderne browsere i det mindte i nyt faneblad (det kan være lidt forskelligt).

Man kan også navngive sit vindue - lad os sige man vil vise opskrifter særskilt, men vil ikke åbne nyt vindue hvergang en besøgende vil se ny opskrift, man vil bruge det samme vindue/faneblad. Så kan man skrive: <a href="url" target="opskrift">dette</a> - det navngiver et vindue/faneblad "opskrift" og første gang vil det blive åbnet som nyt; senere klik på et link som åbner et "opskrift"-vindue vil så fornye indholdet, istedet for at at åbne et helt nyt. Som den besøgende hurtigt kan blive træt af.

Og her er så et eksempel på det oprindelige link - som åbner i eget vindue/faneblad.

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

lørdag den 12. februar 2011

Tip: Popups på links

Ingen kommentarer
Når nu man linker så meget som jeg gør - og ind i mellem på andres blogs, og ind i mellem til mig selv (her), og ind i mellem synes folk det er for meget - så kan det måske ind i mellem være en god idé nærmere at specificere hvad det er man linker til. Altså udover selve ankerteksten - den markerede tekst. For det er ikke altid man ud fra det, kan gætte hvad linket indeholder.

En sådan uddybning af linket kan både fungere som en form for teaser - til at overbevise folk om, hvorfor de bør besøge stedet. Eller måske lidt en advarsel - altså jeg kan jo synes et link er relevant, men måske andre ikke er interesseret, hvis de ved hvad det er - og slipper så for at spilde tiden.

Og det er faktisk muligt at gøre. Prøv for eksempel at holde musen over linket herover med teksten synes folk det er for meget. Der skulle gerne dukke et et tooltip op, med information om at det er et indlæg om det at linke til sig selv.

Måden man gør det på, er at udnytte title-attributen i linket (a-tagget). title-attributen - ikke at forveksle med title-tagget - bruges for eksempel således:
<a href="url.der.linkes.til" title="Den uddybende tekst">ankertekst</a>.

Man kan gøre det både på sin egen blog, og i kommentarer på andres blogs; især det sidste tror jeg jeg vil prøve at gøre konsekvent fremover - jeg synes egentligt det er ganske fikst. (Jeg kan ikke udelukke at der er blogsystemer, som "skræller" title-attributen fra linksne (det vil sige, det ikke virker), men jeg er endnu ikke stødt på nogen.)

Man kan eventuelt også læse dette indlæg om hvordan man i det hele taget linker i kommentarer.

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

onsdag den 5. januar 2011

"Vi er i øjeblikket uden for pædagogisk rækkevidde"

2 kommentarer
Det er egentlig ikke for at hænge Gyldendal eller deres bogklub ud, men jeg synes altså de er lidt langt ude. Og måske kan det tjene til at andre kan finde ud af, at det er dumt at lukke helt af for mail, så her kommer historien:

Da jeg skrev anmeldelsen af Lone Franks Mit smukke genom den anden dag, skulle jeg finde et link til hvor man kunne købe bogen. Og det første Google gav mig var Gyldendals Bogklub - et link jeg ville have brugt, hvis ikke det var fordi jeg så, at alle æ'er, ø'er og å'er var forkerte på siden (+ andre specialtegn) - de fremstod som hide spørgsmålstegn på sort baggrund i min Chrome-browser. Det ved jeg godt hvad betyder - men jeg gjorde ikke noget ved det på det tidspunkt, linkede istedet til Saxo.com.

Jeg kom så i tanker om det idag, og syntes da egentligt det var synd at de skulle have sådan en html-fejl på deres site. Så jeg gik ind for at finde en mailadresse til dem. Men det var der ikke noget af - kun en kontaktform for medlemmer. Men med sådan en er der jo en masse ting man ikke kan skrive, og man kan ikke medsende billeder.

Så jeg endte med istedet at skrive til Gyldendal selv, ikke til bogklubben, til deres hoved-adresse. Så tænkte jeg, at de vel kunne finde ud af ekspedere det videre til rette vedkommende. Det her var den mail jeg skrev:

Hej -

Egentligt burde denne mail gå til Gyldendals Bogklub, men det er mig ganske umuligt at finde en email direkte til dem.

klik for at se det i stor udgave
Anyway, jeg havnede (med min Chrome browser) på Gyldendals Bogklubs hjemmeside forleden dag - og bemærkede at den så ganske forfærdeligt ud, fordi alle æ, ø og å blev vist forkert (se vedhæftet dump). (Og det endte faktisk med at betyde at jeg istedet valgtee at linke til saxo.com, istedet for jer.)

Fejlen er, at I har encoded siden (altså bruger tegnsættet) med ISO 8859-1 (vestligt tegnsæt) men nede i html-koden (linie 422 i det jeg modtager) angiver den til at være utf-8 med denne linie:
<meta http-equiv="content-type" content="text/html; charset=utf-8" />

Og det giver problemet. Det fremkommer så ikke i Internet Explorer og Firefox har jeg checket - sandsynligvis fordi I har angivet ISO 8859-1 et andet sted, og de forholder sig til det. Men I har altså en fejl i koden, og det er ikke godt for Chrome-brugere. Og jeg kan ikke teste det, men jeg kan forestille mig at det ligeledes rammer de som bruger Safari.

I kan også se at W3Cs HTML validator gør opmærksom på fejlen som det første. (De 478 øvrige fejl på en side vil jeg ikke forholde mig til :) )

Så... eh... det ville jeg da foreslå jer at få rettet. Jeg er sådan set ligeglad, synes bare det var synd med den fejl. (Og blev så efterfølgende lidt irriteret over ikke at kunne finde mail til Bogklubben!)

Bedste hilsner
/Leoparddrengen

Fint nok, tænkte jeg. Og syntes egentligt jeg havde gjort en god gerning. Men ni minutter efter afsendelse modtog jeg dette:

Kære medlem.

Tak for din henvendelse til bogklubben.

I vores bestræbelser på at servicere vores kunder endnu bedre og mere effektivt, har vi udviklet vores mailsystem. Vi beder dig derfor fremover gå ind på bogklubbens hjemmeside, www.gyldendals-bogklub.dk under "Kontakt os", og udfylde formularen.

Bemærk! Dette er et automatisk svar, og derfor ser vi ikke den mail, du netop har sendt til os.

Med venlig hilsen

Gyldendals Bogklub

WTF?! Hvordan min henvendelse er kommet til bogklubben, når jeg sendte til Gyldendals hovedadresse - og hvorfor den ender op med et autosvar - det har jeg lidt svært ved at fatte. Mine teorier går på, at en medarbejder sidder og sorterer indgående post, og hovedløst har sendt mailen videre til autosvar-postkassen; eller at det bliver fordelt via en semi-intelligent procedure, som ser på indholdet, og ser der er noget med bogklubben.

Fucking smart er det ihvertfald ikke, hvis man spørger mig. I det hele taget er det ikke særligt smart, hvis man driver hvad der skulle være et professionelt website, at gøre sig ikke kontaktbar. Især ikke når man laver basale kodefejl.

Og jeg tænker - nu har jeg brugt op i mod en halv time på bare at gøre hvad jeg syntes var en god gerning. Den tid gider jeg ikke lade være gået til spilde. Så nu bruger jeg det til det her blogindlæg, til skræk & advarsel.

Og så sender jeg dem en enkelt mail mere, på hovedadressen, hvor jeg ikke nævner bogklubben, men foreslår dem at de kigger her. Det kommer der næppe noget ud af - men så synes jeg da ihvertfald jeg har gjort hvad jeg kunnet, både hvad angår deres html og deres procedurer.

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

fredag den 17. september 2010

En advarsel om selvafsluttende script-tags!

Ingen kommentarer
Ja, det her bliver så lige et lidt indspist html-programmeringsindlæg. Som nok ikke har den store interesse for de fleste af mine faste læsere, men jeg syntes lige jeg ville poste det, hvis nogen siden løber ind i samme problem:

Little Miss Phoenix gjorde mig - for anden gang - opmærksom på, at min kontakt-knap altså ikke virkede. Hvilket undrede mig, for det gjorde den da hos mig (i Chrome). Men dennegang satte jeg mig for at få undersøgt sagen.

Og forklaringen er, at jeg har lavet et javascript med nogle funktioner til at lave en simpelt kodet email adresse om til mail-adresse som ser rigtig ud, og virker rigtig. Så jeg kan skrive adresser uden at harvesters får fat på dem, og bruger dem til spam, men så de ser ok ud for læserne/fungerer rigtigt i browseren. Og det er altsammen meget fint.

Men det kaldte jeg med:
<script src="minkodeurl.js" type="text/javascript" />
<script type="text/javascript">minfunktion();</script>

Altså - jeg læser først scriptet ind, og så udfører jeg en funktion i det.

Og det fungerede fint - i Chrome. Men det viser sig at Chrome er for flink. For af uransagelige årsager siger DTD'en åbenbart, at script-tagget ikke må gøres selvafsluttende, selvom der ikke skal ære noget i det. Det kan man vist så alligevel, hvis man sender i en anden content-type end text/html, men så opstår der andre problemer.

Så den helt simple løsning er, at lade være at selvafslutte script-tags - røvirriterende når man nu ellers er begyndt at vænne sig til xml-syntaksen. Så jeg rettede altså ovenstående kode til
<script src="minkodeurl.js" type="text/javascript"></script>
<script type="text/javascript">minfunktion();</script>

og så virkede det.

Sikkert en helt banal & almindeligt kendt fejl - men jeg var altså ikke stødt på den før. Så advarsel er hermed givet videre.

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

torsdag den 1. juli 2010

Tip: Sådan slipper du af med Bloggers topmenu / topbar / bjælke

2 kommentarer
Jeg troede faktisk ikke den var til at komme af med, den bjælke Blogger sætter ind foroven på sine/vores blogs. En overgang havde jeg endda det indtryk, at den lå i sin egen frame eller noget.

Men så så jeg tilfældigt hvad jeg opdagede var en Blogger-blog uden den bjælke, og så satte jeg mig for at undersøge det.

Og det viser sig at være meget simpelt, ihvertfald hvis du kan finde ud af at redigere html'en af din template.

Det man gør, er at man går ind i Design i Betjeningspanelet, vælger Rediger HTML. Og så går man ellers ned til man finder css-delen (den ligger lige under variable definitions). Efter body {...} indsætter man så følgende:

#Navbar1 {
  margin: 0;
  padding: 0;
  display: none;
  visibility: hidden;
}


Og gemmer - og det er sådan set det.

Hvis du gerne vil slå den til igen, sletter du de to linier:

  display: none;
  visibility: hidden;


Det er dog ikke uden konsekvenser at fjerne bjælken. For det første mister man login-feltet / hurtigt link til at lave nyt indlæg, så man må logge ind via Blogger.com. Derudover mister man den indbyggede søge-funktion og Næste Blog-linket.

Søge-funktionen kan man så sætte ind via widgets istedet, og Næste Blog-tingen synes jeg ikke giver så meget.

Om det så grafisk er en fordel eller ulempe i forhold til ens blog er et andet spørgsmål. Men jeg synes klart min fremstår bedre uden.

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

søndag den 18. april 2010

Tip: At lave links i kommentarer

9 kommentarer
Jeg har flere gange set omtalt, at folk ikke ved hvordan man laver links i kommentarer på blogs, så her et lille kursus.

Det dækker kommentarer i Blogger, samt de fleste WordPress blogs (men nogle har slået muligheden for at linke helt fra i WordPress, og så virker det ikke. Det synes jeg er ret dumt at gøre, uden i det mindste at gøre opmærksom på det.) Nogle andre blogsystemer godtager dem også, mens de ikke virker på andre (smartlog virker de vist aldrig på... jeg er holdt helt op med at forsøge ihvertfald.)

Anyway, det man skal, er at skrive linket som man gør i HTML. HTML er det "sprog"/den kodeform stort set alt internet-indhold skrives i, som fortæller browseren hvordan det skal præsenteres og bruges.

Den måde man laver et link er ved at skrive et såkaldt <a>-tag. Det man gør er at skrive
<a href="adresse på det som skal linkes til">det som skal linkes</a>

Så, hvis jeg for eksempel vil skrive en kommentar, hvor der sluttes af med følgende:
Du kan læse mere på Leoparddrengens blog!
Så går jeg først til forsiden af min blog, går op i adressefeltet og kopierer adressen (http://blog.leoparddrengen.dk/).

Og så skriver jeg min kommentar, hvor jeg så slutter af med dette ordret:
Du kan læse mere på <a href="http://blog.leoparddrengen.dk/">Leoparddrengens blog</a>!

Og adressen (mellem gåseøjnene) paster jeg så ind fra den tidligere kopiering - nu er den her adresse ikke så slem, men de kan jo blive ret komplicerede nogle gange.


Man kan iøvrigt også, i kommentarer, skrive ord i kursiv ved at bruge et <i>-tag (i for italics):
<i>dette er i kursiv</i> = dette er i kursiv


Og man kan skrive med fed skrift ved at bruge et <b>-tag (b for bold):
<b>dette er fedt</b> = dette er fedt

Hvis man har lyst til at blive rigtigt avanceret kan det så også kombineres:
<i>det hele er kursiv <b>og noget er tilmed fedt</b>, men ikke det hele</i> = det hele er kursiv og noget er tilmed fedt, men ikke det hele

Der er flere tags man kan bruge, men det her er dem man for alvor har brug for. Vær omhyggelig med at afslutte tags (altså sætte et </a> som afslutning på linket, for eksempel) - hvis man glemmer det bliver din kommentar i bedste fald afvist. I værste fald kan man fucke hele siden op, som kommentaren vises på (men så erdet nu et meget dårligt blog-system).

Jeg håber som altid det var forståeligt...

[Opdatering]: Se eventuelt også dette indlæg, om hvordan man laver uddybende tekst/popups på sine links.

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

mandag den 1. marts 2010

Hvad er nu det?

5 kommentarer

Jeg har på det sidste leget lidt mere med web-siden af ting end jeg er vant til, herunder lidt layout og design. Som jeg ellers plejer at prøve at få overstået så hurtigt som muligt, eller alerhelst overlade til andre.

Men der er faktisk for første gang sket det, at jeg begynder at få lidt føling for CSS*. Altså, jeg har jo altid vidst at det i teorien var smart, og det rigtige at bruge. Men når man nu lige akkurat gider nedværdige sig til HTML*, og har vænnet sig til det, så er CSS altså lidt sygt også at skulle bruge.

Når altså man ikke er designer, vel at mærke.

Jeg tror et af problemerne ved CSS, er at syntaksen er så anderledes HTML - og jeg forstår stadig ikke hvorfor man ikke kunne få de to dele til at være lidt mere ens og intuitive. Men filosofien har jo muligvis nok været, da man fandt på CSS, at det gjaldt noget andet end HTML, og så skulle det sgu også skrives på en anden måde. Så folk vidste det var noget andet. Måske har de endda tænkt, at det jo aldrig ville være de samme folk, der rodede med både CSS og HTML.

Ja, i en utopisk verden måske. Men den tror jeg nu ikke på. Og jeg tror altså heller ikke på, at jeg skulle være den eneste, der har siddet med noget html, hvor der skulle bruges en inline style, og været i tvivl om hvad jeg skulle sætte af tegn næste gang: et '=', et ':', et ';' eller et '"'. Og hvis man så er ind i at det er noget javascript der skal skrive inline stylen, og det hele skal escapes rigtigt. Så kan man godt blive en anelse irriteret.

Eller er jeg den eneste?

Nå, anyway - jeg synes stadig godt det kunne være smartere integreret, men jeg er altså også som sagt ved at få lidt føling for det der CSS. Og det er sgu meget rart!

*HTML og CSS:
Selv de fleste ikke-nørder, der har levet med internettet noget tid, ved vel lidt hvad HTML er? Meget kort fortalt er det det kode, som fortæller hvad indholdet på en web-side er.

I gamle dage indeholdt HTML'en også oplysning om hvordan indholdet skulle se ud, altså designet. For det er det enkleste og hurtigste, og man havde mest statisk indhold dengang.

Problemet er, hvis indholdet ændrer sig - så er man samtidig nødt til at holde styr på designet, og det bliver meget hurtigt et mareridt.

Men det allerstørste problem er, når man finder ud af, at man altså vil give sit website en ansigstløftning, og ændre på hvordan det ser ud - men indholdet skal være det samme. Det er en næsten uoverkommelig opgave hvis design og indhold er blandet sammen.

Derfor fandt man på CSS, som bruges til at beskrive hvordan indhold skal se ud, men ikke aner noget om hvad indholdet er.

I en ideel verden kan du så lave dit indhold, og i det sige hvilke designelementer der bruges.

Hvis du senere ønsker at ændre på indholdet gør du bare det; og hvis du ønsker det hele skal se anderledes ud, ændrer du bare på designelementerne.

Og så eneklt er det naturligvis ikke i praksis, me det er teorien bag. Og der er da ingen tvivl om, at det gør livet meget nemmere, hvis det gøres rigtigt.

(Jeg har så også et par gange i mit liv været ude for jeg skulle gøre noget ved et site, hvor CSS'en var den værste spaghetti man kan forestille sig - fordelt på mange forskellige filer, og inden i hver fil splittet særdeles mystisk op. Så hvis man ændrede et sted havde man ingen idé om hvad det havde af konsekvenser andre steder.

Og når man så ovenikøbet er havnet i en gruppe, som retter rask væk i CSS'en, selvom man har sagt at det er nødt til at foregå disciplineret, fordi tingene er som de er.... så kan man godt blive en anelse træt. Det er heldigvis længe siden nu.)

Nå... nogenlunde styr på HTML. Begynder at få det på CSS. Så mangler vi bare at få afskaffet Internet Explorer, så kunne jeg såmænd blive nogenlunde tilfreds webprogrammør. Lidt spild af ressourcer, men wtf.

Iøvrigt... den der CSS-kop på billedet? Det er altså ret god værkstedshumor!

Ceterum censeo Facebook esse delendam.