Det må være en anelse trist for Lars Løkke i disse dage: hans to mest populære og tilsyneladende mest driftsikre ministre er røget i modvind, tilsyneladende på grund af amatøragtig ageren fra topembedsmændende i ministerierne.

Efter Forsvarsministeriet er det nu Klimaministeriet, der er løbet ind i problemer.

De har fyret - eller han er ihvertfald blevet gået - deres primus motor for klimatopmødet, Thomas Becker, efter sigende på grund af overforbrug og for dårlig bilagsførsel.

Dette sker to måneder før Klimatopmødet, som vel langt henad vejen har været hovedarbejdsopgaven for det unge ministerium i hele dets levetid.

Det kalder jeg usandsynlig dårlig timing, og ekstrem mangel på dømmekraft. Manden er den med alle de internationale kontakter, og er tydeligvis ikke bare svær, men umulig, at erstatte med så kort varsel.

Normalt går jeg selvfølgelig ind for at der er styr på forbruget i administrationen. Og at man undgår overforbrug. Men ikke lige at kunne vente tre måneder med at stramme helt vildt op virker afsindigt; jeg har såmænd nok nogen forståelse for, at man ikke kan lave så stort et arrangement, med så meget diplomati, lobbyarbejde, studehandler, armvridninger med videre, at man altså må slå nogle æg i stykker for at lave den omelet. Og det tror jeg da også befolkningen som sådan vil have en vis forståelse for.

Så det virker ganske absurd - og det lader da også mere til at være en strid internt i klimaministeriet, mellem departementchefen og de praktiske forhandlere, som forstærkes af en splid mellem Statsministeriets forhandlere og Klimaministeiets.

Og taberen er uden tvivl klimaet.

Så jeg har et forslag: Connie Hedegaard træder i karakter, fortæller sin departementchef at han skal stikke piben ind den nærmeste tid, ellers er det hans tur til at kigge i jobannoncewr, gen-ansætter Thomas Becker og æder den ydmygelse det er.

Og så tilgengæld som trumfkort ansætter Peter Brixtofte som specialkonsulent indtil han skal ind og ruske igen, med specialbevilling til at indgå aftaler med Château Pétrus og andre gode vinhuse, og lader Thomas Becker få hjælp af Brixtofte til sine møder.

Som jeg lidt berørte i forbindelse med de skøre konservative ministre*, så jeg gerne de ikke var fungerende medlemmer af Folketinget, mens de var ministre - men lod deres suppleanter overtage. Det gælder selvfølgelig også for Venstre-ministre og for ministre i fremtidige regeringer uanset parti.

Såvidt jeg husker har det altid været standard at Radikale ministre lod deres suppleant overtage, men de er vist de eneste.

I virkeligheden så jeg det godt gå længere: at flere ministre blev hvervet udenfor Folketinget - og det så ikke forventedes at de stillede op til Folketinget; og for den sags skyld stod uden for partierne.

Virkelig forfriskende ville jeg synes det ville være, hvis en Kongelig Undersøger engang efter et valg, kunne pege på én udenfor Folketinget som værende den med bedst muligheder for at skabe en regering.

Som så kunne regere uden partipolitiske bindinger, med ministre ligeledes uden for hiearkierne.

Jeg ved godt det er utopisk, som tingene, tinget og partierne fungerer idag, men jeg synes det ville være herligt af to årsager:

For det første ville det formentlig rydde ud i nogle af de sædvanlige vanetænknings os-mod-dem problematiker, og regeringen ville være friere til at stille forslag den syntes var fornuftige. Ligesom Folketinget kunne tage sin opgave med at være vogter af regeringens gøren og laden mere alvorligt, end hvis der er et flertal og partimæssige bindinger (som vi har set de sidste 8 år.) Desuden vil et valg til Folketinget nok mere komme til at handle om synspunkter end om personer, hvis man ikke stemmer direkte på en statsministerkandidat.

Den anden grund jeg har til at ville ønske en sådan udvikling, er af mere pædagogisk art: for magtens 3 deling ville gøres væsentligt tydeligere, hvis den lovgivende og udøvende magt ikke var så indfedtet i hinanden, som jeg ikke synes man kan komme udenom den er blevet langt hen ad vejen. Ligesom begrebet indirekte demokrati ville blive gjort tydeligere.

Desværre er det jo næppe noget man ville komme langt med at foreslå - jeg tror ikke der er mange der ville fange idéen, og langt de fleste er vel ikke en gang klar over at en minister ikke behøver være valgt - de ville vel tro min tanke er grundlovsstridig, selvom jeg netop mener den er tættere på den oprindelige tanke i Grundloven.

Men drømme har man jo lov at ha'?

(Indimellem drømmer jeg også om et forbud mod partier, så man kun kunne stille op som løsgænger, men det er nok endnu mere utopisk. Og ville nok også - reelt set - have nogle uheldige konsekvenser.)

* Jeg tror iøvrigt ikke alle konservative ministre er så skøre at ville stemme ja til vanvidsforslaget. Relativt intelligente mennesker som Connie Hedegaard, Lars Barfoed, Jakob Axel Nielsen og sågar Per Stig Møller har jeg svært ved at forestille mig stemme for. Og det er nok i virkeligheden den egentlige grund til Lene Espersen nu siger som hun gør.