Tror ikke jeg kan komme igennem i dag uden at skrive nogle ord som farvel til Bowie. Det bliver næppe synderligt interessant eller originalt, for formodentligt har millioner det som mig, lige nu.

Jeg lærte oprindeligt Bowie at kende, da den pige jeg var ulykkeligt forelsket i i folkeskolen var fan af ham. Det var så også samtidigt med at Let's Dance kom ud, og da havde jeg noget svært ved at se fascinationen — altså, det var da OK pop, bevares, men så heller ikke så meget mere.

Det var først da hun fik foranstaltet at vores klasse kom ind og se Christiane F. at jeg forstod ham. Råheden, tunnelbanerne, hans sang, Eno's toner, elendigheden, Heroes — det hele går op i en højere enhed i den film.


Siden lærte jeg naturligvis Ziggy Stardust at kende, og jeg var solgt.

Og det er ikke nogen overdrivelse at sige, at ingen andre musikere med videre har betydet så meget for mig, som han. Jeg havde næppe heller gennem tiden leget så meget med det androgyne, hvis det ikke var for ham. Eller kravlet i en leoparddragt og haft mit eget alter ego.

Jeg så selv Bowie i Hamburg i 1987, på hans Glass Spider Tour. Selvom det næppe kan siges at være Bowie i hans allerypperste periode var det alligevel en fantastisk oplevelse, som jeg aldrig vil glemme.

Faktisk stødte jeg på hel koncert fra samme tour i sommers på YouTube, og genså den. Og den gav mig endnu engang gåsehud flere steder.

Jeg skal nu have hørt Blackstar-albummet. Men jeg må lade gå nogle dage før jeg er klar til det, tror jeg. Men jeg gætter på at der er budskaber til os i det, at det handler om hans død. Og at han kun lige har holdt sig i live, så lanceringen kunne times med hans død. Selve Blackstar videoen, som jeg så første gang for nogle uger siden — og ærligt talt ikke rigtigt vidste hvad jeg skulle synes om — giver da allerede en helt anden mening nu.

Skal jeg være ærlig er det en del år siden at jeg ventede at der skulle komme mere fra hans hånd. Det var som om han havde gennemgået sin sidste transformation, til den tilbagetrukne pensionist.

Jeg havde glemt den sidste, den ultimative transformation.

Farvel, Bowie. Du har betydet så goddamn meget for mig.


Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Efter at have set Claus Hjorts mega-fail på TV2 News, som i Go' MorgenDK - fandeme smart, ligefør en kampagne om at Helle og Villy "ikke svarer på de svære spørgsmål" - var min eneste tanke: #Fail!

Det gik så hurtigt over i Bowies Fame som blev til #Fail, #Fail, #Fail, #Fail. Og jeg kunne så ikke lade være at tænke på, at det da kunne blive en ret slagkraftig anti-regerings viral youtube græsrods ting. En video, hvor man bruger forskellige morsomme klip af repræsentanter fra regeringen (for eksempel Bertels risengrødsbersærkergang, og Fødevareminister Henrik Høeghs forsøg på at spise et æble og Lars Løkke "banging the table").

Med melodien til Fame kørende, og modificeret tekst som karaoke. Selvfølgeligt meget gerne genindsunget, men det kræver lidt mere....

Jeg har desværre ingen erfaring med at lave videoer eller lignende, så jeg kan ikke selv gennemføre det. Men hvis nogen derude kan, så tror jeg det kunne blive et fremragende resultat, med en god ørehænger.

Her er den oprindelige sang, med teksten under, modificeret til #Fail. Man kan selvfølgeligt gøre med ved den, men den kan sådan set også fungere as is. Nedenunder har jeg fundet instrumental-version.

#Fail, (#fail) makes a man take things over
#Fail, (#fail) lets him loose, hard to swallow
#Fail, (#fail) puts you there where things are hollow
#Fail (#fail)

#Fail, it's not your brain, it's just the flame
That burns your change to keep you insane (sane)
#Fail (#fail)

#Fail, (#fail) what you like is in the limo
#Fail, (#fail) what you get is no tomorrow
#Fail, (#fail) what you need you have to borrow
#Fail (fail)

#Fail, "Nein! It's mine!" is just his line
To bind your time, it drives you to, crime
#Fail (#fail)

Could it be the best, could it be?
Really be, really, babe?
Could it be, my babe, could it, babe?
Could it, babe? Could it, babe?

Is it any wonder I reject you first?
#Fail, #fail, #fail, #fail
Is it any wonder you are too cool to fool
#Fail (#fail)

#Fail, bully for you, chilly for me
Got to get a rain check on pain (pain)
(#Fail)

#Fail, #fail, #fail, #fail, #fail, #fail, #fail, #fail, #fail, #fail, #fail, #fail, #fail
#fail, #fail, #fail, #fail, #fail, #fail, #fail, #fail, #fail, #fail
#Fail
What's your name?

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

For godt en måneds tid siden postede jeg et indlæg med det nyeste udspil fra Lady Gaga - dengang var der ingen video til, hvilket jeg savnede.

Det er der så kommet nu - well, egentligt for næsten en måned siden, såvidt jeg kan se på YouTube datoerne, men jeg følger vist egentligt ikke så meget med - blev bare mindet om det med mit indlæg om Lady G i går. Jeg er nok håbløst bagefter.

Og den er da meget cool - og lidt mindre Madonna-frastjålet end den tidligere udgave. Og hvorfor jeg så taler om en Lady Gaga vagina-monolog i overskriften.... well nej, man ser ikke Lady Gagas kusse/fisse, og man ser ikke Lady Gaga nøgen (kun næsten)- men jeg vil sige det på den måde, at der ikke er ret mange fallos-symboler i videoen.

Om det er en kommentar til hele Lady-Gaga-er-hermafrodit-fjolleriet skal jeg ikke gøre mig klog på (I was born this wa-hay). Men det ville da ikke være så mærkelig en tanke.

(Iøvrigt minder monolog-indledningen mig nu mest af alt om Glass Spider fra Bowie's Never Let Me Down-album.)


Ceterum censeo Facebook esse delendam.

En af min generations største skuespillerinder var/er efter min mening Michelle Pfeiffer. Ok, min generation er måske lidt forkert, hun er 10 år ældre end mig - men hun var meget aktiv i 80'erne og 90'erne. Nu er hun nærmest forsvundet - eller hun er stadig aktiv, men vist mest som stemmelægger.

Og det er pokkermig synd, for ganske vist var hun da blandt andet populær på sit smukke udseende, som Hollywood naturligvis ikke tåler ældes, men hun var altså også storartet skuespiller.

Den første gang jeg husker at se hende, var i noir-krimi/thriller Into The Night (Ud i Natten) som sendes på DR1 i aften, kl 23:20 (og det er derfor jeg skriver dette indlæg). Jeg husker den som en faktisk ganske underholdende sag, med en søvnløs Jeff Goldblum og David Bowie som mystisk agent i en birolle. Og så altså Michelle Pfeiffer, som jeg i mine hormonbefængte teens blev ganske fascineret af - især fordi hun ses nøgen med spredte ben, vistnok mens hun fjerner indsmuglede ædelsten fra sit allerinderste. Men set fra oven, så det er så som så hvad man ser - men en fascinerende scene var det.

Og, altså, som sagt - filmen er også værd at se, udover den scene. Og så vil jeg ellers krydse fingre for, at hun kommer tilbage på lærredet snart.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Det var faktisk ganske hyggelig aften hos eks'en igår, med børnene. En aften helt fri for de knive i ærmet, som jeg ellers bruger meget tid & energi på at vogte mig for. Ganske afslappet - det lykkes ellers sjældent imellem os (ihvertfald for mig).

Og børnene hyggede sig, og jeg var også lige forbi min far. Så det var fint nok; storartet faktisk.

Og så faldt jeg i søvn mere eller mindre i samme øjeblik min røv ramte sofaen herhjemme. Og det var egentligt også fint nok - jeg havde alligevel droppet alle planer om at gå nogen steder. (Jeg ved ikke, alt det sne den sidste godt en måned har skubbet alle tanker om bytur ud af hovedet på mig - det er altså ikke særligt fedt at vælte rundt i sne i leopardoutfit... når det ikke i det mindste er sneleopardoutfit.)

Vågnede så ved 5-6 tiden og fik smidt mig ind i seng.

Og havde her for lidt siden en storartet drøm: jeg var i teateret(?!) og så et eller andet stykke, og jeg skulle rykke sæde fordi nogle sæder skulle bruges af de medvirkende. En anden, en pige, skulle også rykke sæde og vi faldt i snak... og jeg blev ret interesseret i hende. Efter forestillingen, var hun væk (toilettet?), men en af de medvirkende kom ned, og hun spurgte så om jeg ikke skulle ind og se Markus Antonius og Kleopatra om et par uger - hun var tydeligvis flirtende. Det ville jeg ikke afvise og vi kom til at diskutere forskellige hårstile for Kleopatra, og jeg måtte sige, at min absolut foretrukne udgave af Kleopatra var hende man kunne finde i Rome. Skuespillerinden forlod mig, og hende jeg havde set stykket med kom tilbage, og vi gik fra stedet i samtale. Og på en eller anden måde røg samtalen igen over på Rome, som jeg naturligvis skamroste, og tilbød hende at hun da kunne låne første sæson - på dette tidspunkt i drømmen gik vi til noget sammen (husker ikke hvad), så jeg ville kunne give hende DVD'erne næste gang der var time/klasse/wahtever. Det var hun med på, dog med lidt skepsis overfor Rome.
Jeg begiver mig hjemad, alene, og kommer forbi en kiosk (ved Jagtvej, hvad helvede lavede jeg der?), og tager impulsivt en DVD som koster 70 kroner. Kioskdamen kigger på den, og bemærker at David Bowie medvirker, og jeg siger noget om, at det vist kun er noget man bemærker, hvis man er næsten ligeså gammel som mig, og vi falder lidt i snak, og jeg får 30 kroner tilbage på de 200 jeg har betalt, og det kommenterer jeg, og mere smalltalk, og så får jeg en masse småpenge tilbage, som skulle gøre det ud for de 100 kroner der manglede, og jeg synes stadig det virker forkert, men vil ikke kommentere det, fordet er synd hvis hun ikke kan regne, men opdager så at der også er en 50'er - en ny type, helt brun. Jeg går nedenunder fra kiosken som nu ligger på første sal, og nedenunder er en bar, og kioskdamens datter indhenter mig (hun er ellers også lidt af et skår) og siger at kioskdamen har sagt at jeg er bubuli-business, og at hun skal få mig til at blive til hendes shift er slut. Og hun forklarer til tungnemme mig, at det betyder at kioskdamen vil have mig med hjem i seng, og sådan er det bare.  Jeg siger, lidt overvældet, at det må jeg tænke over, og overvejer samtidigt at lægge an på datteren... og så er det ellers jeg vågner.

Storartet drøm. Ganske vist fik jeg heller ikke noget sex i den, men 3-4 flirts, og en sikker havn (hvis jeg havde fortsat) er nu ikke såm dumt, og varsler godt for det kommende år!
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Hele ugen har jeg gået og været lidt irriteret over jeg har kunnet lugte røg og aske i min lejlighed. Lidt min egen skyld, da jeg i nattens anledning forleden lod en gæst ryge. Ellers er det måske sket 2 gange i de sidste 3 år, at nogen har tændt en smøg herhjemme.

Og når det ikke er noget der sker normalt, hænger det virkelig ved bagefter. Så jeg har virkelig luftet meget ud i løbet af ugen - også i anledning af vejret - og jeg syntes da også det var ved at forsvinde.

Så var vi ved min mor i aften, og vi kommer hjem - jeg har efterladt vinduerne åbne - og jeg synes der lugter helt vildt af aske. Meget mere end før - men lidt anderledes.

Og først forbander jeg de par smøger der blev røget her den anden dag langt væk, så tænker jeg at det også kan hænge i tøjet fra min mor (det er ganske normalt) - men det er altså i lejligheden. Men så kommer jeg i tvivl - for det kan vel faktisk også være en hilsen fra Island, fra Eyjafjallajökull.

Ikke til at vide - men man kan jo hurtigt blive aske-fokuseret disse dage. (Iøvrigt - mit indlæg den anden dag - det handler altså om et muligt/sandsynligt udbrud på Katla, ikke de her småting vi er vidne til i øjeblikket.)


Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Nu nævnte jeg lige hende ovre hos CityGirl, og det gav mig lyst til at fremfinde denne bid fra filmen - det var der jeg fandt ud af hvad Bowie var/er, da jeg var med min klasse (heriblandt min flamme, min elskede - som - naturligvis - var stor Bowie fan).

Den tynde hvide hertug:

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Fik pludselig lyst til at poste Iggy Pops Candy - men kom så i tanker om, at det havde jeg jo allerede gjort. Ville så istedet bringe Living on the Edge of The Night fra filmen Black Rain - men det havde jeg også allerede gjort.

Men bringer så istedet China Girl i Bowies udgave. Og det er jo også godt.

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Endte så op med at gå på Amigo igen i aften. Længe siden jeg har været der udenfor fredag/lørdag rutinen. Var hyggeligt, på nær et enkelt bralrende fjols. Og fik diskuteret digitalt tv og diverse film og serier.

Og så var der et kor, som fik syngetid. Lidt for salmepræget for mig. Så da de holdt op satte jeg Like a Prayer på jueboxen. Og så var der pludselig fest. Og jeg dansede rundt selvom jeg bare havde regnet med at hænge i bar. Og var bare i sweatshirt og træningsbukser. Og en af pigerne fra koret var vidunderlig at danse med. Og virkede i det hele taget rigtig, rigtig sød (men meget, meget ung, siger den indre stemme fra den gamle mand også).

Og festen blussede ned efter Madonna (undtagen for den fortabte polak, som vist har levet på Amigo siden i onsdags, og som blev ved med at... danse var det vel ikke, men bevæge sig?). Og jeg snakkede mere digitalt tv og film, til Changes kom på.

Den prøvede jeg så først at få hendes veninde til at danse til. Ved et fucking uheld, jeg troede det var hende (altså min tidligere dansepartner) der sad der, men de havde byttet rundt. Men veninden ville ikke, så videre til den rigtige partner. Men hun ville heller ikke, ville vente til der kom noget ordentligt musik. Eneste minus i karakterbogen, hun kender åbenbart ikke Bowie for godt.

Der kom så "ordentlig" musik senere, og vi dansede igen, og det var stadig freaking vidunderligt. Og hun virker skide sød, og jeg håber alt godt for hende. Og hvem ved, måske møder jeg hende igen en dag.

Men kombinationen af Changes og vores dans (+ de seneste ugers dans) fik mig til at tænke på, at jeg faktisk er blevet væsentligt bedre til par-dans end jeg plejede at være. Hvor jeg kun dansede solo, og nærmest helst ikke ville andet.

Men jeg kan mærke at jeg er begyndt at lære at føre. Hvilket altid har været mig, anarkisten, imod. Men jeg kan mærke at jeg ikke bare begynder at lære det, men at jeg også synes det er interessant. At kunne navigere et andet menneske rundt med små berøringer.

Og jeg gad vide hvad det skal ende med?

Ch-ch-changes...


Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Medierne varmer jo op til at gå i selvsving over 20 året for murens fald. Og det skal de da have lov til.

Men som jeg husker det, var  jeg egentlig ret blasert omkring det, da det skete.  Selvfølgelig var  det af stor symbolsk betydning, at der blev åbnet op for gennemgang.

Men som jeg så (og stadig ser det) var de store begivenheder tidligere i '89, da de store forandringer skete i Tjekkoslovakiet og Ungarn - og grænserne blev åbnet fra Ungarn. Derefter virkede Murens Fald blot som et spørgsmål om tid. Naturligvis kunne det ske på mange forskellige  måder; men at det ville  ske var jeg   ikke  i tvivl om.

Og senere i '89 kommer oprøret i Rumænien. Jeg husker stadig i starten, inden det var blusset rigtigt op, at jeg var til demonstration ved den Rumænske ambassade, med en masse rumænere der råbte Ceauşescu assasin. Juledag  blev Nicolae Ceauşescu og hans kone så henrettet ved en selvbestaltet rettergang der ikke varslede godt for fremtiden for Rumænien.

Og liggende over det hele lå spørgsmålet, hvad vil der ske med Sovjet?  Ville Gorbatjov kunne vedblive med en fredelig  afvikling af de totalitære dele, eller ville der komme en modreaktion? Især nu Warzawa-pagten smuldrede. Fremtiden ville vise, at det kunne han ikke,  men at modreaktionen trods  alt  blev  en del mere fredelig end man kunne have frygtet.

Så for mig står selve Murens Fald faktisk som en mindre parentes  i de meget begivenhedsrige år; men det er klart at det har stor symbolsk betydning og værdi. Og det skal man ikke underkende.

Så til lykke med de 20 år.

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Okay, det er måske for meget sagt - man ved ikke hvad der sker, og der er i øvrigt sket meget siden. Men et sted føler jeg det stadig sådan - for min ulykkelige kærlighed fra mine teenage-år.

Som tidligere fortalt opdagede jeg og forelskede jeg mig i hende i en tur til Bakken med hele klassen i slutningen af 8. klasse.

Og jeg var siden da forgabt i hende, men havde ikke modet til at sige det til hende. Og hun havde jo også en ældre kæreste fra en anden kæreste. Men de næste måneder kom mange klassefester - blandt andet arrangerede hun et pyjamasparty. Det var på alle mulige måder en stor tid, og en bestemt LP med Rod Stewart som jeg besad var meget populær, blandt andet fordi den var lidt udover de andre hits.

Men udover gruppedansen - som bestod i at stå i en rundkreds og smække skiftevis det ene og det andet ben ind mod midten - blev det sgu ikke til så meget. På trods af alle de gode fester.

Det var før begrebet stalker blev indført, ellers ville jeg nok have været det. Jeg begyndte at gå ture om natten, og hænge ud overfor hendes opgang. Ikke for at overvåge hende, men for at være tæt på, at beskytte, at velsigne. Hvis mine velsignelser har haft nogen kraft er der to huse der kommer til at stå for evigt.

For hun flyttede på et tidspunkt (faktisk tror jeg nok jeg fandt ud af jeg hængte ud foran det forkerte hus en måned efter hun var flyttet).

Hun lærte mig at elske Bowie og heavy (AC/DC og Iron Maiden - Judas Priest kom jeg selv på senere).

Jeg har vist været ret obvious omkring det, for jeg kan huske jeg engang blev hånet på den lokale grill, af en fra min parallelklasse. Ganske uheldigt, for jeg havde min gamle ven med, som gik på en ganske anden skole, og han vidste ikke noget. Og hvad fanden siger man, når man ikke har vedkendt sig en kærlighed offentligt, men bliver hånet for den? Jeg har stadig ikke noget svar på den idag (udover naturligvis at vedkende sig kærligheden).

Og så holdt skolen jo op, og jeg skulle i gymnasiet. Og det var da meget sjovt, og der var nogen søde piger. Men hun var der jo ikke (hun gik på efterskole). Og jeg fik hvad jeg idag anser som depression, kunne ihvertfald ikke holde ud at gå der, og droppede ud efter et halvt år.

Hvilket jo gav ekstra tid til at (stalke?) hænge ud overfor hendes opgang, hører musik på walkmanen - og hvad ved jeg, romantisere?

Vi så hinanden indimellem. Hun må have været klar over jeg meget gerne ville være hendes ven, men om hun bevidst lukkede øjnene for mere ved jeg ikke. Jeg lagde hendes horoskop, kan jeg huske, og diverse andre ting.

Til min 18 års fødselsdag (godt 3 år efter bakketuren) arrangerede jeg en gammel elev fest for vores klasse, og jeg fik hende til at komme tidligere under et påskud.

Jeg havde skrevet en længere historie i 3. person - om Han og Hun, om hvordan Han så Hende på Bakken dengang, etc - meget det jeg ridser op nu. Som jeg gav hende, og bad hende læse da hun kom, mens jeg gik og ordnede stuff til festen. Meget mærkeligt at stå der, og føle de sidste mange års hemmelighed blive lagt åben, og håbe, men samtidig vide... at det var no-go, hvilket det også var.

Men foreslket i hende var jeg stadig. Indtil jeg besluttede at nu måtte det være; der var på det tidspunkt gået ca 5 år siden bakketuren, og Bowie's 5 years, that's all we've got skrattede mig i ørerne.

Havde været i London, og havde toldfri gin og vodka med hjem, og inviterde hende til at indtage det. Det endte så med at det mest var mig der indtog, og jeg husker ganske ydmygende sekvenser med mig skiftevis grædende og kastende op.

Men det blev så også min endelige løsrivelse fra forelskelsen - eller måske snarere det ensidige forhold, for forelskelsen ligger stadig og og ulmer, selv efter alle disse år - og kort efter havde jeg mit første fuldbyrdede samleje (altså med en anden); kort forinden var det blevet til lidt ting - men netop ikke fuldbyrdet; jeg tror jeg har manglet den closure.

Men altså total closure bliver det aldrig: den romantiske teenagedreng dengang gav en del løfter langt ud i evigheden, og selvom jeg ikke nødvendigvis føler mig hængt helt så meget op på dem, som han nok gerne ville have haft (især ikke da de aldrig er afgivet overfor andre end mig selv), hænger en del af dem stadig ved.

Og hun er stadig dejlig pige/kvinde. Jeg har heldigvis kontakt til hende per mail. Hun har to døtre, og jeg kan godt blive lidt nervøs for hvad der vil ske, hvis mine drenge nogensinde møder dem.


Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Fik lige lyst til at komme med et hint til mine hemmelige pakker - og det burde vel næsten under alle omstændigheder være min titelsang:


Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Jeg havde hørt Iggy Pop før, men han gik først rigtigt op for mig med sin noget mildere end sædvanligt come-back plade Blah Blah Blah. Den var under stor Bowie inflydelse - og det var vel også meget naturligt, da det tildels var de pludselige penge fra China Girl, som Bowie havde brugt på Let's Dance, der havde bragt Iggy på fode igen.

Min yndlingssang fra pladen er det meget Heroes-agtige nummer Shades, men det er desværre ikke til at finde på YouTube; i stedet bringer vi så Real Wild Child.

Bemærk dansen - jeg tror nemlig nok en del af min inspiration, udover de gængse og åbenlyse, er ham og hans shamanistiske stil. Og smukt at se ham kravle som en leopard på jagt :)

Lidt underligt at tænke på, at han der var yngre end jeg er nu; jeg kan huske at jeg dengang tænkte det var utroligt vitalt danset af sådan en gammel mand. Well... :)


Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Er jo ikke i byen i aften - så må man jo finde sit musik selv.

Ceterum censeo Facebook esse delendam.