Ceterum censeo Facebook esse delendam.

...I am a free man!

Jeg har lidt svært ved ikke at tænke på starten af Iron Maidens The Prisoner når jeg ser forfilmen til I Am Number Four herunder (som jeg betales for at du klikker for at se).

Jeg kan jo godt lide science fiction... men den ser dog gudsjammerlig dårlig ud - det er lige før jeg synes serien med Laura Bach nøgen tegnede mere lovende.

Og jeg bryder mig ikke om at se Timothy Olyphant i filmen (Seth Bullock i Deadwood) - for ham kan jeg ellers godt lide, og synes ikke lige han hører hjemme i en film på det tilsyneladende niveau. Jeg får indtryk af at det er en slags Highlander - i modsætning til Highlander springer den bare en okay etter over, og hopper direkte til elendige sequels.

Ellers er I Am Number Four med Alex Pettyfer, Teresa Palmer og Dianna Agron, og filmen instrueret af D.J. Caruso. I Am Number Four har premiere 17. marts (2 dage efter Facebook muligvis ikke lukker).


Ceterum censeo Facebook esse delendam.

I nat gjorde jeg noget af et fund på YouTube: jeg ledte af en en eller anden grund efter Hot Summer Night med Meat Loaf (underligt, for den har jeg ellers tidligere postet).

Men istedet for Meat Loafs version fandt jeg den indspillet af Iron Maiden. Med den samme fyr, der siger de indledende ord i The Number of The Beast (Woe to you on Earth and Sea etc), til at sige de indledende ord til denne sang (On a hot summer night, would you offer your throat to the wolf with the red roses - etc).

Men det sejeste af det hele - videoen var optaget oppe i toppen af Rundetårn i København, samt lidt rundt omkring i byen i nærheden. Jeg fandt ud af, at det var en indspilning der var lavet mere eller mindre for sjov, engang da de alligevel var i byen og skulle give koncert.

Jeg syntes det var noget af et scoop at finde den, og glædede mig til at lave indlæg om det idag.

Men det glemte jeg så alt om. Jeg kom så i tanker om det, da jeg var ude på en gåtur for lidt siden. Men havde også en uvirkelighedsfølelse omkring det, selvom det hele stod meget skarpt. Så jeg var nok mest tilbøjelig til at tro det var en drøm - men ikke mere sikker på det, end jeg lige har været inde på YouTube og lede efter, om noget sådant skulle eksistere.

Men, nej - det var altså en drøm. Det var åbenbart det, at jeg fandt Professor Balthazar-tingen igår, og planlagde indlæg om den, der gik ind og blev forvansket lidt i løbetg af natten. Lidt ærgerligt, for jeg ville gerne have genset den Iron maiden udagve af Hot Summer Night.


Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Okay, det er måske for meget sagt - man ved ikke hvad der sker, og der er i øvrigt sket meget siden. Men et sted føler jeg det stadig sådan - for min ulykkelige kærlighed fra mine teenage-år.

Som tidligere fortalt opdagede jeg og forelskede jeg mig i hende i en tur til Bakken med hele klassen i slutningen af 8. klasse.

Og jeg var siden da forgabt i hende, men havde ikke modet til at sige det til hende. Og hun havde jo også en ældre kæreste fra en anden kæreste. Men de næste måneder kom mange klassefester - blandt andet arrangerede hun et pyjamasparty. Det var på alle mulige måder en stor tid, og en bestemt LP med Rod Stewart som jeg besad var meget populær, blandt andet fordi den var lidt udover de andre hits.

Men udover gruppedansen - som bestod i at stå i en rundkreds og smække skiftevis det ene og det andet ben ind mod midten - blev det sgu ikke til så meget. På trods af alle de gode fester.

Det var før begrebet stalker blev indført, ellers ville jeg nok have været det. Jeg begyndte at gå ture om natten, og hænge ud overfor hendes opgang. Ikke for at overvåge hende, men for at være tæt på, at beskytte, at velsigne. Hvis mine velsignelser har haft nogen kraft er der to huse der kommer til at stå for evigt.

For hun flyttede på et tidspunkt (faktisk tror jeg nok jeg fandt ud af jeg hængte ud foran det forkerte hus en måned efter hun var flyttet).

Hun lærte mig at elske Bowie og heavy (AC/DC og Iron Maiden - Judas Priest kom jeg selv på senere).

Jeg har vist været ret obvious omkring det, for jeg kan huske jeg engang blev hånet på den lokale grill, af en fra min parallelklasse. Ganske uheldigt, for jeg havde min gamle ven med, som gik på en ganske anden skole, og han vidste ikke noget. Og hvad fanden siger man, når man ikke har vedkendt sig en kærlighed offentligt, men bliver hånet for den? Jeg har stadig ikke noget svar på den idag (udover naturligvis at vedkende sig kærligheden).

Og så holdt skolen jo op, og jeg skulle i gymnasiet. Og det var da meget sjovt, og der var nogen søde piger. Men hun var der jo ikke (hun gik på efterskole). Og jeg fik hvad jeg idag anser som depression, kunne ihvertfald ikke holde ud at gå der, og droppede ud efter et halvt år.

Hvilket jo gav ekstra tid til at (stalke?) hænge ud overfor hendes opgang, hører musik på walkmanen - og hvad ved jeg, romantisere?

Vi så hinanden indimellem. Hun må have været klar over jeg meget gerne ville være hendes ven, men om hun bevidst lukkede øjnene for mere ved jeg ikke. Jeg lagde hendes horoskop, kan jeg huske, og diverse andre ting.

Til min 18 års fødselsdag (godt 3 år efter bakketuren) arrangerede jeg en gammel elev fest for vores klasse, og jeg fik hende til at komme tidligere under et påskud.

Jeg havde skrevet en længere historie i 3. person - om Han og Hun, om hvordan Han så Hende på Bakken dengang, etc - meget det jeg ridser op nu. Som jeg gav hende, og bad hende læse da hun kom, mens jeg gik og ordnede stuff til festen. Meget mærkeligt at stå der, og føle de sidste mange års hemmelighed blive lagt åben, og håbe, men samtidig vide... at det var no-go, hvilket det også var.

Men foreslket i hende var jeg stadig. Indtil jeg besluttede at nu måtte det være; der var på det tidspunkt gået ca 5 år siden bakketuren, og Bowie's 5 years, that's all we've got skrattede mig i ørerne.

Havde været i London, og havde toldfri gin og vodka med hjem, og inviterde hende til at indtage det. Det endte så med at det mest var mig der indtog, og jeg husker ganske ydmygende sekvenser med mig skiftevis grædende og kastende op.

Men det blev så også min endelige løsrivelse fra forelskelsen - eller måske snarere det ensidige forhold, for forelskelsen ligger stadig og og ulmer, selv efter alle disse år - og kort efter havde jeg mit første fuldbyrdede samleje (altså med en anden); kort forinden var det blevet til lidt ting - men netop ikke fuldbyrdet; jeg tror jeg har manglet den closure.

Men altså total closure bliver det aldrig: den romantiske teenagedreng dengang gav en del løfter langt ud i evigheden, og selvom jeg ikke nødvendigvis føler mig hængt helt så meget op på dem, som han nok gerne ville have haft (især ikke da de aldrig er afgivet overfor andre end mig selv), hænger en del af dem stadig ved.

Og hun er stadig dejlig pige/kvinde. Jeg har heldigvis kontakt til hende per mail. Hun har to døtre, og jeg kan godt blive lidt nervøs for hvad der vil ske, hvis mine drenge nogensinde møder dem.


Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Siger tælleren. Og så jo det jo fejres med dette:

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Når jeg nu påstår overfor folk, at denne blog fungerer lidt som en FAQ, må jeg vel også se at få besvaret nogle af de mest frequently asked.



Og toppen af det må vel næsten være, hvor jeg har lært at danse.Svaret er ingen steder. Eller måske lidt fra Eldorado? Jeg ved det ikke.



Jeg ved, at første gang jeg bemærkede at der var en speciel reaktion var ved en familiefest, hvor jeg og min bror slog os løs til The Number of the Beast (Iron Maiden). Skolefester skete der vist ikke det store til. Men da jeg begyndte at gå i byen - i starten var det mest U-Matic, og siden Kracnapolsky, fik piben en noget anden lyd, og jeg opdagede at jeg åbenbart kunne noget særligt.



Bedømt ud fra folks reaktion - for som jeg selv følte det gjorde jeg som jeg troede man skulle. Men det var åbenbart lidt specielt.



Mere vigtigt er nok, at jeg i dansen har fundet en form at udtrykke mig på, som de fleste nok ikke forstår. Men jeg har hørt musikere tale om musikken som en form for sprog som musikere forstår indbyrdes, på tværs af alle mulige andre sproglige barrierer. Og den samme oplevelse har jeg med dans - som nogen gange er kommet meget konkret til udtryk.



Men idet jeg ellers ikke er jordens mest kommunikerende menneske, har dansen nok fået en endnu mere central betydning for mig, end den ellers ville have haft.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Har ellers besluttet mig til at jeg ikke vil skrive om arbejde eller relaterede ting her, men kan vel godt få lov at forklare bagskid med at jeg var til årets første julefrokost i går?

(Ganske udmærket, og fik fortalt både Strandvaskeren og Spytbakken, og lært dem at spille Hovedbanegård (mere herom senere) ).

Går jo så en anelse bedugget hjemad ved ½ 11 tiden om aftenen, og hvor kommer jeg forbi andre steder end krydset Studiestræde/Larsbjørnsstræde? Og kan det så - min tilstand taget i betragtning - betragtes som underligt, at jeg kort efter står på Floss med to guldøl til 30 kr i hånden? (Tror egentligt slet ikke der var Happy Hour, for det er ikke længere til at finde ud af - men Peter gav vist til mig som i gamle dage).

Og dér er jo så (igen, stadigvæk) en af de piger jeg virkelig ønskede i de unge dage - har set hende derinde før på et af disse sporadiske besøg - og hun er godtnok blevet gammel. Det er vi jo alle, men det virker nok stærkere med hende, fordi hun var yngre end mig dengang; iøvrigt var hun også lidt leopardet.

Anyway, der sker ikke det store, så besluter mig til at se ned i Undergrunden derinde. Jeg mener bestemt jeg har været dernede før - synes der plejede at være et par forkølede franske spilleautomater, og et par fulde unge, ditto forkølede. Nu kommer jeg ned ad vindeltrappen, og til en kæmpe Lounge, hvor Helge Adam Møller ville kunne spille golf i en våd drøm.

Fucking stort og fyldt med goths omkring de 20 - føles som et sted der befinder sig på grænsen mellem Subway og Underworld. Danser lidt mellem et par pool-borde, og folk kigger sultent på mig, eller som om jeg er idiot (det sidste er der ikke noget nyt i).

(Det mest utrolige er nok, at man ikke får noget indtryk af hvor mange der befinder sig dernede, når man er ovenpå - bor de der? - og det er ikke en joke, har selv mere eller mindre boet på Floss.)

Fortrækker så efter et par numre - men kan ikke rigtig komme mig ovser stedets størrelse - jeg ved nu hvor de rigtige 69'ere gik hen, NV er kun et skalkeskjul. Og jeg er sikker på de plotter en magtovertagelse - det varer ikke længe, så skal vi alle gå i sort.

Så det skal nok blive interessant. Tror jeg må derhen/ned igen - må finde ud af om det hele blot var en drøm - eller et mareridt.

('Cause in my dreams
it's always there
the evil face that twists my mind and brings me to despair
- Iron Maiden, The Number of the Beast)
Ceterum censeo Facebook esse delendam.