Da jeg var i Rom var en af de ting der slog mig prisen på den offentlige transport. 1 € kostede det - at køre 5 kvarter med metro, bus, sporvogn eller hvad man nu kunne finde på, i det Storromske område. 1 €. Sæt det op i mod de de kr 23 det koster at køre 2 zoner i København og omegn. Det er sådan ca 3 gange så meget, for et mindre område. (Og drop argumentet med, at man jo kan få det billigere med et klippekort - i Rom var der også rabatordninger. Det her er en sammenligning på den rå engangsbillet.)
Det kunne ikke lade være at undre mig - for jeg har altid fået indtryk af Rom som en by for biler - men de er altså også villige til at poste en del penge i den offentlige transport. For jeg regner ikke med at de får overskud på den ene euro.
Herhjemme ser det anderledes ud. Her kører DSB ikke med underskud, tværtimod. Siden man under den tidligere regering gav DSB mere selvstændighed og lavede 5 års aftaler, så man ikke ved hver finanslov lige skulle vedtage 10-minutters drift på strækninger med 2 passagerer i døgnet, for at please et 90. mandats vælgere, har DSB præsteret overskud.
Overskud som man jo så passende kunne have brugt på investeringer - eller måske endda brugt på at sætte priser ned, eller blot holde dem i ro. Altså, hvis pengene var blevet i DSB. Men det er de ikke - for dem har staten (regeringen) siden 2002 været inde og nuppe. I alt har de taget 5,3 milliarder i overskud - 93 % af overskuddet - siden 2002.
Så - hvis det iøvrigt passede at regeringens skattelettelser har været fuldt finansieret, hvad det jo ikke gør - kunne man sige, at man ved købet af en billet til 23 kroner var med til at betale for dem. Så direktøren i Nordsjælland kunne få råd til en ny bil?
Én ting er at mene at DSB skal være selvfinansieret, det er reelt nok. Men at bruge offentlig transport som en pengemaskine? Det stinker!
Åh - og taktserne stiger iøvrigt igen efter nytår. Da stiger prisen på en billet til kr 24. Og et 2-zoners klippekort stiger med 5 kr til kr 140.
(I Rom har prisen ligget fast på 1 € i hvertfald fra 2005 kan man se på den billet jeg fandt på nettet. Det vil da også være et helvede for dem at ændre, da det jo er dejligt enkelt at automaterne skal modtage en 1€ mønt.)
Jeg har aldrig spillet Assasin's Creed, men ud fra hvad jeg har læst har jeg en idé om at det skulle være ganske godt. Så - når der nu kommer en 3'er - Brotherhood - kunne det da godt være man skulle overveje at hoppe på vognen. Så kan man også få en lille rejse tilbage til Rom, ser det ud til. Det tror jeg faktisk jeg vil.
Udkommer 18. november.
(betalt reklame, men jeg mener altså hvad jeg siger)
På turen til Rom skulle vi jo også ned og se Peterskirken - selvom det bestemt ikke var den kristne del af Rom som interesserede mig eller den ældste synderligt, er det da et bygningsværk man sådan nok føler man bør se. Det er jo også med i nogle udgaver af Civilization.
Tidspunktet blev en søndag formiddag, det passede fint ind i andre planer, og var så i øvrigt min mors fødselsdag. Ville også passe hende fint med lidt hellighed på sin 70-årsdag, kunne jeg mærke.
Det er svært at se her, men
paven befinder sig ca foran hovedporten
Så vi begav os på vej lidt i 11, og kunne efterhånden godt høre, efterhånden som vi nærmede os, lyde som af en fjern 1. maj demonstration. Med en pibende pave-stemme som hovedtaler. Og det gik op for os, at det altså var en fungerende kirke og en fungerende kirke og en rigtig messe vi kom til. Jeg troede ellers det var noget med, hvis man var heldig, at man så paven vinke fra et vindue.
Men, nej: vi kommer til Peterspladsen, som er ganske fuld, og kommer igennem security (det eneste sted dernede bortset fra i lufthavnen hjem, vi så noget af den slags). Og så ser vi ellers det meste af ritualet.
Men, fuck, jeg blev grebet af det. Hele det cirkus med kirken som baggrund, på latin - hvor de forskellige rangordner skulle stå forskelligt, og nogen specielt udvalgte hellige personer kom op for at modtage personlig velsignelse, og så ellers nadver med vin & brød og det hele som en hær af messedrenge - ja det var vist voksne, ved ikke om det er noget nyt at man vælger voksne af PR hensyn? - blev sendt ud for at fordele blandt pladsens tilhørere.
Så stod jeg ellers der og blev grebet af en eller anden samhørighed gennem i sær tid, fordi man kunne se hvordan det her var noget der var gået for sig på samme plads på samme måde gennem hundreder af år. En underlig følelse for en agnostiker og religionsskeptiker - men meget fint at opleve.
Og da det endte med at paven velsignede os alle - var det på en eller anden måde perfekt, for jeg kunne også mærke at det betød noget for min mor, at det skete netop på hendes 70 årsdag.
Den ældste var jo så - forståeligt nok - efterhånden blevet noget utålmodig - og da vi fandt ud af at der ville gå nogen timer efter ritualet sluttede helt - og vi anede ikke hvor længe det ville være - før man kunne få adgang til selve kirken, droppede vi det. Og gik under stadig messen og fik en kop kaffe.
Og, ja, det var sådan set det. Men meget fornem oplevelse.
Ach, en af de mindre sjove dage! Dels på grund af den yngste har været noget svingende syg, med tilsvarende svingende humør de sidste dage, og dels på grund af noget opsparet frustration, tror jeg.
Den startede ellers fint: egentligt havde jeg haft nogle planer om at gå i Zoologisk Have i dag, da vejret så ok ud, og det var en af de ting den yngste var blevet stillet i udsigt, fordi han ikke var med i Rom. Men så i går, da vi skulle til middag hos min mor, og vi skal til Vesterport, ser han den store plakat med reklame for Olsen Banden På De Bonede Gulve. Og den ville han altså meget gerne se.
Ok, fint siger jeg så, så lad os gøre det i morgen (idag). Selvom jeg ikke regnede med det var noget for ham, var det ikke noget jeg ville nægte ham, og den ældste ville jo meget gerne se den.
Så det var så med forventning om hyggelig eftermiddag vi gik i Palads i dag, og så den (endda til halv pris - det var åbenbart Biografens Dag eller noget, i dag, så alle billetter var halv pris - sgu dyrt nok alligevel :) ). Filmen var så ikke særligt god - men det havde jeg egentlig heller ikke forventet. Men den ældste syntes den var herlig, så det var godtnok, den yngste var mere tvivlende, og det forstår jeg fint. Der har været rigtigt meget han ikke har haft forudsætninger for at fatte en bjælde af.
Jeg spørger så ungerne om vi skal gå på Burger King, hvilket de - ikke overraskende - meget gerne vil. Men på vejen derhen laver vi det om til McDonalds, da den yngste bedst kan lide det, på grund af deres bedre legefaciliteter. Og jeg og den ældste har længe fået vores vilje med BK (hvor vi vil hen på grund af den bedre mad.)
Så vi havner i kælderen ved legelandet i McD på Vesterbrogade, og ungerne hygger sig fint. Spiser ikke rigtigt noget, men det er så heller ikke det vigtige for dem. Jeg spiser en Big Mac (og jeg giver deres reklamer helt ret - den første bid er det bedste, siden går det bare nedad bakke...), og får tiltagende hovedpine af støjniveauet, lyssætningen og indeklimaet.
Og så er det på hjemvejen at det går galt: den yngste flipper helt ud, og klager over at vi ikke var i Zoologisk Have. Hvilket jeg får dårlig samvittighed over, fordi det jo var del af den deal omkring rejsen til Rom, som jeg også har dårlig samvittighed over, selvom det altså var en ret fornuftig ting at han ikke var med.
Og det mest absurde er, at jeg jo langt heller ville have været i Zoo - men det var jo ligesom på hans ønske. Men det er ikke lige til at få forklaret ham, ihvertfald ikke på en måde som virker.
Og højst usædvanligt - men jeg kaster altså skylden på hans skiftende feber - er han sur, vred og ked af det i forhold til mig resten af dagen, det var kun lige omkring sengetid han faldt lidt til ro. Og han kan altså være effektivt sur, vred & ked af det, hvis han vil. Men sjældent længe ad gangen.
Så nu ender det nok med, at jeg holder ham hjemme i morgen - syg eller ej - og så går i Zoo om eftermiddagen, når den ældste kommer fra skole. Ikke lige sådan jeg havde regnet med at bruge mandagen - hvor jeg regnede med første børnefri dag - men så må det være sådan.
Jeg har før været i Italien under Berlusconi, og oplevet deres mildest talt sære TV. Men ikke i så ekstrem form som i det nylige Rom-ophold.
Vi havde en eller anden satelit-modtager, så vi havde agang til ca 100 kanaler. Et par af dem var udenlandske: en polsk og en russisk musikkanal, samt et par arabiske, og en på vistnok urdu. Og så en spansk.
Den spanske var den eneste kanal hvor vi ind imellem stødte på nyheder - de handlede altid om chilenske minearbejdere.
Bortset fra det stod menuen på italienske Hvem vil være millionær-kloner (+ den rigtige i italienske udgave) og andre latterlige quizshows, nogle af de berømte shows med ældre Berlusconi-lignende hårtransplanterede mænd og unge storbarmede blonde kvinder (dem var der dog ikke så mange af som jeg havde forventet), et par italienske soaps, et par amerikanske italiensk-eftersynkroniserede ditto (Ugly Betty kunne de godt li'), en enkelt gang eller to en amerikansk spillefilm - naturligvis eftersynkroniseret (Rocky på italiensk - Rocky Balboa talende med klar, distingveret, italiensk stemme), og ikke at forglemme TV Shop, TV Shop og atter TV Shop.
Og masser af reklamer. Mellem udsendelser, midt i udsendelser, sågar nogle gange reklameblokke midt i en anden reklameblok. Det var virkeligt svært at orientere sig om hvad man egentligt var midt i.
På intet tidspunkt oplvede jeg noget, der på mindste måde lignede et oplysende program. Hverken på de statslige RAI 1, 2 eller 3, eller RAI GULP eller hvad de iøvrigt hed, eller de private eller de regionale. Det hele den samme suppe af reklamer og lowlife TV. Jeg så dog ikke noget reality-TV (bortset fra fra den bløde ende, i form af X-Factor, som kørte hele tiden): tror at Robinson og Paradise Hotel er for lowlife til selv italiensk tv.
Anyways: det må være det mest dødssyge og fordummende TV jeg nogensinde har oplevet - og det tør jeg godt udtale, selvom jeg naturligvis har været lidt handicappet i min tilgang, i og med det hele var på italiensk. Men faktisk har jeg en fornemmelse af at jeg ville have syntes endnu mindre om det, hvis jeg havde forstået hvad de sagde. Jeg må dog indrømme - jeg så ikke meget der lignede propaganda, i det det jo ville kræve et eller andet forsøg på oplysning. Som der altså ikke var noget af.
Ikke overraskende at så mange romere søger på gaden om aftenen.
De kom med regnskab i går, og det var vist kanongodt. Ihvertfald set i forhold til danske luftfartsselskaber man kunne nævne, men som jeg vil undlade at være ond i mod.
Og efter at have fløjet med dem til og fra Rom, under jeg gerne Norwegian, at det går godt.
For billettene var overordentligt billige - vi fik dem til 30% under hvad deres nærmeste konkurrenter kunne tilbyde - og flyvningen forløb så gnidningsfrit som jeg aldrig har oplevet det før.
Start og stop totalt rettidigt - og ingen problemer undervejs, overhovedet. Så kan man vel ikke ønske sig meget mere? At man skal betale for maden, synes jeg er helt fint, så går det en del hurtigere med at få den vogn igennem - og det kan da godt være der altid var en eksotisk glæde, når man blev præsenteret for sin flymad i gamle dage, men jeg synes egentligt det er ganske udmærket ikke at være tvunget til at betale til.
Så thumbs up til Norwegian herfra. Jeg undrer mig bare over at jeg stadig har en gyngende fornemmelse i kroppen. Plejer det ikke at forsvinde indenfor et døgn? Har min balancenerve sat sig fast et skævt sted, eller hur?
Blandt diverse scammere i Rom, var også deres version af facere. Tror jeg det var, for jeg fandt aldrig helt ud af hvad de havde gang i. Men ihvertfald, da vi var ved indgangen til Palatiner-højen (og senere på Piazza del Popolo, ved opgangen til Monte Pincio) var der nogle unge folk, der kom hen og henvendte sig.
Overraskende nok på engelsk - det sprog støder man ellers sjældent på i Rom - sagde de "Please come sign... No to drugs!" De viste med hænderne vejen hen til et stort ark med flere kolonner hvor mange mennesker tilsyneladende allerede havde sat signatur.
Min hjerne - som allerede havde brugt meget energi på at undgå underlige tilbud fra romaer og andet godtfolk - begyndte at cykle afsted: hvad ville de få ud af min underskrift? hvad forestiller de sig en underskrift kan hjælpe mod drugs? er det et gældsbevis jeg skal skrive under på?
Da løsningen indfandt sig... for det gik jo op for mig, at jeg da ligemeget hvad overhovedet ikke har lyst til at skrive under på noget med "no to drugs!" - da jeg basalt set går ind for en legalisering af hele lortet, og det næppe var det budskab de arbejdede for.
Så med stor tilfredshed fik jeg udbrudt de forløsende ord: "No, no, no... I like drugs!" Hvilket gjorde dem meget forvirrede - men fik dem til at trække sig tilbage, meget hurtigere end jeg ellers kunne slippe af med romaer (og facere herhjemme, for den sags skyld).
Jeg tror, at hvis jeg går efter det helt forkromede dagbogstilbageblik bliver det for uoverskueligt, og så kommer jeg aldrig igang med det - og næppe heller særligt interessant for andre at læse om. Så der kommer nok nogle småbidder som de falder mig ind i den næste periode.
Her først om hvor vi boede, for det var jo ligesom udgangspunktet for andre ture rundt - som stort set alle foregik til fods. Jeg havde hørt, at man ville komme til at gå meget i Rom, og det havde jeg set frem til - da det er min foretrukne transportform - og det var ikke forkert. Men jeg blev faktisk overrasket over hvor lille et område der er tale om, når man taler om det centrale Rom. Så det var næsten altid overskueligt lige at se et eller andet mere.
Anyways, vi boede i en lille lejlighed i et lejlighedskompleks i en villa, som lå i en sidegade til Via Flaminio, som er den vej der går mod nord fra Piazza del Popolo. Faktisk boede vi i det yderste af Borghese-parken, med 3 minutters gang til del Popolo. Ret perfekt - ikke inde i byen, meget stille, men ganske kort fra at være del af det hele. Og de få gange, hvor vi valgte ikke at gå, var metroen også yderst tæt beliggende.
Selve lejligheden var ok, og vist efter romersk standard helt fremragende. Og udsigten var da ihvertfald ikke til at klage over.
En kort opdatering for at fortælle, at jeg er vel hjemme igen, efter vellykket Rom-udflugt. (Humøret blev dog lidt ødelagt af skænderi med eks kort efter hjemkomst. Hun forstår at time det!)
Jeg vil meget gerne skrive en rejsebeskrivelse, men er noget mat i sokkeholderne - så det venter lige lidt.Her på en aften hvor Prince spiller i STC Forum, og senere i Amager Bio, åbenbart. Og Lady Gaga i Herning.
Skulle jeg vælge, skulle det nok være Lady Gaga i Amager Bio. Eller dem begge to?
Og så er Jacob Winther en unavngiven person blevet sigtet for lækage af fortrolige oplysninger. Men her på bloggen ved vi naturligvis at man er uskyldig til det modsatte er bevist, og at der godt kan gå røg af en brand uden der er ildløs, så det vil vi slet ikke godte os over, nænej!
Og så tror jeg ellers jeg vil læne mig tilbage, og prøve at nyde den her lidt gyngende post-flyvningsfornemmelse. Hvis der kommer andre indlæg fra mig i aften vil de nok være ret syrede, tror jeg.
Jeg drager til den evige stad i morgen, med den ældste og min mor. Dernede skal vi fejre moderens 70-års fødselsdag. Det bliver sådan set rimeligt afslappet, i forhold til da hun blev 60, og dengang talte om at ved de 70 skulle hele familien på safari i Afrika. Nu er det så efterhånden - af forskellige årsager - blevet barberet ned til at det kun er os der tager afsted.
Og selvom jeg har lidt dårlig samivittighed i forhold til den yngste, som bliver hjemme med sin mor, er jeg egentligt ret glad for at det er blevet sådan. For ingen tvivl om at vi alle for bedre muligheder for at opleve byen, og det der interesserer os, på denne måde.
En uge bliver det til. Jeg har aldrig været i Rom før, og det er egentligt ikke noget jeg har tænkt så meget over - før her op til afrejse. Men nu går jeg faktisk og bliver lidt spændt på det hele.
Ikke mindst på grund af det som efter min mening er den bedste TV-serie ever, Rome. Som jeg i den grad har nydt alle de gange jeg har set den. Og som jeg nu som opvarmning til turen skriver nogle indlæg om, som kan blive postet mens jer er væk.
Rome
Alle jeg kender som har set serien på DVD har været vilde med den. Men blandt dem der har set den i TV har det været færre. Sandsynligvis fordi man ikke ser den på samme koncentrerede måde, og måske går glip af nogle afsnit. Og fordi den vistnok er blevet vist på kanaler med reklamer.
Det sidste er helt hul i hovedet, da den jo er en HBO-produktion. Og HBO har netop ikke reklamer, hvorfor manuskriptet ikke behøver være bygget op em et kimaks hvert kvarter. Og hvorfor det bliver totalt forstyrrende når reklamer smides ind på steder, hvor det aldrig var beregnet der skulle være en reklameblok.
Så har du snuset til den, og syntes den så lidt interessant ud, men uden at blive fanget - gør dig selv den tjeneste at prøev at se den på DVD. Jeg tror den er gammel nok til at den ikke længere koster en herregård at købe (som den gjorde da jeg fik den i sin tid).
Serien blev også i sin tid beskyldt for at spekulere i vold & sex. Hvilket overhovedet ikke passer. Bevares, der er vold & sex i, men ville det ikke være højst besynderligt med en historie om Romerriget, hvor det ikke indgik? Det føles på ingen måde overdrevent eller påklistret efter min mening.
Manuskriptet og skuespilspræstationerne er efter min mening absolut fantastiske. TV Serie som Kunst. Måske fordi de fleste skuespillere er engelske (BBC er også inde over som co-producer, og engelske skuespillere er generelt billigere og bedre.)
Og så behandler serien en periode, som vel nærmest for den vestlige civilisation er den mest betydende overhovedet - perioden omkring de romerske borgerkrige, hvor republikken bliver et kejserrige, først ledet af den guddommelige diktator, Julius Cæsar, og siden hans navne-arving Oktavian Cæsar (senere Augustus Cæsar).
Seriens pilot er ganske god - som jeg husker det var jeg en smule skuffet efter at have set dette første afsnit, fordi mine forventninger var ganske høje. Men fra middelgodt stiger det stødt over fremragende indtil afnit 8, som er helt suverænt - og det er så et niveau der holdes hele 1. sæson ud, med et lille dyk i afsnit 9.
Anden sæson (afsnit 13-22) er mere svingende, men bestemt overordnet set helt fantastisk. Og man lærer utrolig meget historie - på den gode måde - hele serien igennem. Jeg kan huske jeg brugte en time eller to efter hvert fasnit på at checke historiske facts, og læse uddybende om begivenhederne.
Og selvfølgeligt er der tilrettet enkelte ting af dramatiske hensyn, men i det store og hele er den særdeles nøjagtig.
Og - så får man også en del mere forståelse for fascismens væsen, og hvad den udspringer af.
Det eneste dårlige jeg har at sige om serien, er i virkeligheden at den slutter. De havde åbenbart ikke spekuleret nok i sex og vold, for den gav ikke penge nok til at fortsætte den ret dyre produktion. Hvilket kan ærgre, for jeg havde gerne set den fortsætte hele romerrigets tid ud, istedet for de blot 20-30 år den strejker sig over.
De følgende indlæg - hvis jeg når at få dem skrevet - vil jeg koncentrere mig om nogle af karaktererne fra serien.
[Opdatering] Nej, det nåede jeg så ikke. Jeg priorioterede fredelig pakning først. I overlever nok også uden. Til gengæld fik jeg tilføjet fin latinsk footer til alle indlæg! ;)
Jeg stiftede først kendskab til videospil på færgen til Oslo, da har jeg været 6 år gammel. Det har været "tv-tennis" hvor en kugle røg frem og tilbage over skærmen, og man skulle stoppe den før den røg over baglinien.
Og siden har det været Space Invaders, et cowboy skydespil, et tank spil, og så var der vist også et med at køre rundt med nogle biler på en meget lille bane, og undgå olien på vejene.
Jeg og min bror fik så siden en spillekonsol, hvor man på eget fjernsyn kunne spille TV-tennis + 3 andre spil (aller varianter af det samme).
Men spilleriet på datidens arcade spil tog først rigtigt fart, da jeg og min evige ven, opdagede at der var kommet spillemaskiner på den lokale kinagrill: Pacman og Galaxian. Og jeg husker hvordan jeg fik vabler på indersiden af langemand, efter for langvarig og belastende kontakt med joysticket.
Det blev starten på nogle år med et vanvittigt højt forbrug af en-kroner, hvor vi rendte rundt på områdets kinagriller - spillemaskinerne afgjorde hvilke der var hotte - og proppede penge i. Gog-ror-i-lol-lol var vores kode på røversprog, om hvad vi skulle tilbringe aftenen med.
Vores store drøm dengang - den totale uopnåelige utopi - var at have vores egen maskinpark, så man kunne spille hvad man ville så tit man ville.
Efterhånden blev vi jo så ældre, fik andre interesser. Og PC-spillene kom, med deres længere fokus end de par minutter man kunne opnå med 2 kroner på de gamle maskiner. Så interessen for betalingsmaskinerne gik fløjten, og i dag kan jeg kun ryste på hovedet over de enorme monstrummer der står i kælderen under Palads.
Tilgengæld er den gamle utopiske drøm jo allerede for nogle år siden blevet til virkelighed, med MAME: Multiple Arcade Machine Emulator. Som er et program som kan emulere de gamle maskiner.
Man skal så også hente ROMs for de spil man ønsker at spille - og det er naturligvis ulovligt at spille sådan en ROM, medmindre man også ejer en spillemaskine med spillet, eller på anden måde har en licens til det (nogle er faktisk givet fri).
Når man så har sin MAME og sine ROMs kan man ellers spille løs - jeg vil dog anbefale at man anskaffet et joystick, helst et som kan minde om de gamle - et game pad kan anbefales.
Hvis man så også fyrer op under frituren, og får nogle til at stå og heppe omkring en, kan illusionen af kinagrill årgang 1982 næsten gøres perfekt.
Jeg må så sige, at jeg faktisk ikke gider spille det så meget nu. Jeg er mere til de spil med bredere fokus - såsom Dragon Age: Origins eller Civilization. Men det er sjovt at genopleve - og det er sjovt lige pludselig at komme i tanker om et obskurt spil, som man måske prøvede på en endnu mere obskur grill i Dragør, og så ikke siden fik spillet, men altid havde lyst til at prøve mere.
Og så er det faktisk også ret sjovt at vise til drengene - og de gode spil holder altså endnu. (Det er så også lidt morsomt, at man får at kunne spille skal komme penge i - det sker så selvfølgelig ved tryk på en tast - det giver altså en lidt anden fornemmelse).
Ja, altså... kommer jo hjem til hende, og vi snakker for har ikke set hinanden rigtigt siden nytår. Og hun kører på Rom & Cola, så det gør jeg også. Frygteligt meget Rom & Cola.
Så der er mange ting som fremstår lettere tåget. Men på Ideal Bar kommer vi. Og danset bliver der. Og jeg ved jeg må have været heftigt nede på knæene en del gange, for jeg har blå mærker og hudafskrabninger dér.
Vi mistede så forbindelsen - eller jeg mistede den, jeg kan huske hun dukkede op ind i mellem, men jeg var vist fortabt i min egen dans - og brandert. Og på et eller andet tidspunkt, meget sent eller tidligt om man vil gik jeg på Amigo. Men der var lige så tåget, så jeg husker ikke så meget derfra, heller, udover at jeg var dygtig til at holde styr på hvor min jakke var.
Ville ønske DMI kunne træde i karakter, og få gjort noget ved den tåge, altså!
Da jeg skulle stille varer på plads i køleren efter dagens (hovedsageligt) alkoholiske indkøb, fandt jeg ud af hvorfor jeg tidligere ikke kunne finde den shower gel jeg købte i går: den stod nok så fint der ved af en liter letmælk og hyggede sig.
Nå, men skulle ellers vistnok have forsyninger til resten af påsken nu, alkoholmæssigt. Var i fakta og købte en del øl, samt en Rasputin-vodka til vodkasmoothie og en flaske Captain Morgan Rum fordi den var på tilbud.
Så nu er der vist ingen tvivl om jeg skal hjemsøge Amigo i nat, og få danset efter alt for lang pause. Yeah!
Og det må jo nok blive som Leoparddrengen, når nu det er så længe siden sidst. Dobbelt yeah!
Det kunne ikke lade være at undre mig - for jeg har altid fået indtryk af Rom som en by for biler - men de er altså også villige til at poste en del penge i den offentlige transport. For jeg regner ikke med at de får overskud på den ene euro.
Én ting er at mene at DSB skal være selvfinansieret, det er reelt nok. Men at bruge offentlig transport som en pengemaskine? Det stinker!
