Okay, det er måske for meget sagt - man ved ikke hvad der sker, og der er i øvrigt sket meget siden. Men et sted føler jeg det stadig sådan - for min ulykkelige kærlighed fra mine teenage-år.

Som tidligere fortalt opdagede jeg og forelskede jeg mig i hende i en tur til Bakken med hele klassen i slutningen af 8. klasse.

Og jeg var siden da forgabt i hende, men havde ikke modet til at sige det til hende. Og hun havde jo også en ældre kæreste fra en anden kæreste. Men de næste måneder kom mange klassefester - blandt andet arrangerede hun et pyjamasparty. Det var på alle mulige måder en stor tid, og en bestemt LP med Rod Stewart som jeg besad var meget populær, blandt andet fordi den var lidt udover de andre hits.

Men udover gruppedansen - som bestod i at stå i en rundkreds og smække skiftevis det ene og det andet ben ind mod midten - blev det sgu ikke til så meget. På trods af alle de gode fester.

Det var før begrebet stalker blev indført, ellers ville jeg nok have været det. Jeg begyndte at gå ture om natten, og hænge ud overfor hendes opgang. Ikke for at overvåge hende, men for at være tæt på, at beskytte, at velsigne. Hvis mine velsignelser har haft nogen kraft er der to huse der kommer til at stå for evigt.

For hun flyttede på et tidspunkt (faktisk tror jeg nok jeg fandt ud af jeg hængte ud foran det forkerte hus en måned efter hun var flyttet).

Hun lærte mig at elske Bowie og heavy (AC/DC og Iron Maiden - Judas Priest kom jeg selv på senere).

Jeg har vist været ret obvious omkring det, for jeg kan huske jeg engang blev hånet på den lokale grill, af en fra min parallelklasse. Ganske uheldigt, for jeg havde min gamle ven med, som gik på en ganske anden skole, og han vidste ikke noget. Og hvad fanden siger man, når man ikke har vedkendt sig en kærlighed offentligt, men bliver hånet for den? Jeg har stadig ikke noget svar på den idag (udover naturligvis at vedkende sig kærligheden).

Og så holdt skolen jo op, og jeg skulle i gymnasiet. Og det var da meget sjovt, og der var nogen søde piger. Men hun var der jo ikke (hun gik på efterskole). Og jeg fik hvad jeg idag anser som depression, kunne ihvertfald ikke holde ud at gå der, og droppede ud efter et halvt år.

Hvilket jo gav ekstra tid til at (stalke?) hænge ud overfor hendes opgang, hører musik på walkmanen - og hvad ved jeg, romantisere?

Vi så hinanden indimellem. Hun må have været klar over jeg meget gerne ville være hendes ven, men om hun bevidst lukkede øjnene for mere ved jeg ikke. Jeg lagde hendes horoskop, kan jeg huske, og diverse andre ting.

Til min 18 års fødselsdag (godt 3 år efter bakketuren) arrangerede jeg en gammel elev fest for vores klasse, og jeg fik hende til at komme tidligere under et påskud.

Jeg havde skrevet en længere historie i 3. person - om Han og Hun, om hvordan Han så Hende på Bakken dengang, etc - meget det jeg ridser op nu. Som jeg gav hende, og bad hende læse da hun kom, mens jeg gik og ordnede stuff til festen. Meget mærkeligt at stå der, og føle de sidste mange års hemmelighed blive lagt åben, og håbe, men samtidig vide... at det var no-go, hvilket det også var.

Men foreslket i hende var jeg stadig. Indtil jeg besluttede at nu måtte det være; der var på det tidspunkt gået ca 5 år siden bakketuren, og Bowie's 5 years, that's all we've got skrattede mig i ørerne.

Havde været i London, og havde toldfri gin og vodka med hjem, og inviterde hende til at indtage det. Det endte så med at det mest var mig der indtog, og jeg husker ganske ydmygende sekvenser med mig skiftevis grædende og kastende op.

Men det blev så også min endelige løsrivelse fra forelskelsen - eller måske snarere det ensidige forhold, for forelskelsen ligger stadig og og ulmer, selv efter alle disse år - og kort efter havde jeg mit første fuldbyrdede samleje (altså med en anden); kort forinden var det blevet til lidt ting - men netop ikke fuldbyrdet; jeg tror jeg har manglet den closure.

Men altså total closure bliver det aldrig: den romantiske teenagedreng dengang gav en del løfter langt ud i evigheden, og selvom jeg ikke nødvendigvis føler mig hængt helt så meget op på dem, som han nok gerne ville have haft (især ikke da de aldrig er afgivet overfor andre end mig selv), hænger en del af dem stadig ved.

Og hun er stadig dejlig pige/kvinde. Jeg har heldigvis kontakt til hende per mail. Hun har to døtre, og jeg kan godt blive lidt nervøs for hvad der vil ske, hvis mine drenge nogensinde møder dem.


Ceterum censeo Facebook esse delendam.