Leoparddrengens
Public Key
Viser opslag med etiketten islam. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten islam. Vis alle opslag

fredag den 28. januar 2011

Aftenbøn

Ingen kommentarer
Fascinerende billeder fra Al Jazeera, netop nu: politi og oprørere/demonstranter indgår kortvarig våbenhvile i Cairo, så der kan holdes aftenbøn.

Om 20 minutter begynder et annonceret udgangsforbud. Jeg tvivler på det bliver overholdt... - selvom det ser ud til at store politi-forstærkninger ankommer netop nu.

I Suez og Alexandria har politiet trukket sig tilbage, efter hvad der rapporteres.

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

søndag den 5. december 2010

Oplysningstiden i Europa

Ingen kommentarer
Nedenstående er i dag del af eBogen Til almeen Dannelse, som man også kan læse mere om her.

Mange snakker i dag om Oplysningstiden, men desværre ved en del ikke hvad den egentligt handler om. Det vil jeg her prøve at rode bod på.

Helt kort fortalt udviklede Oplysningstiden sig til en kamp - både bogstavelig og begrebsmæssig - mellem Kirken og visse videnskaber, om hvad man skulle have lov til at tænke og gøre - og på grund af navnet, Oplysningstiden, er der i dag mange som tror at det handlede om hvilke typer pærer man skulle have lov at bruge.

Tidlig alkymi-vejledning
Men faktisk er hele navnet en misforståelse, der er sket et vokalskifte. Egentlig hedder det slet ikke Oplysningstiden, men Opløsningstiden. Den drivende kraft i udforskningen af verden var nemlig på det tidspunkt alkymien. Som i begyndelsen var en jagt på De Vises Sten, med hvilke man skulle kunne transformere Grundstofferne (mest omtalt er transformationen af bly til guld). Ret hurtigt viste det sig imidlertid, at det slet ikke drejede sig om Sten, men om væsker, hvori man kunne opløse metallerne, og inddampe krystaller som andre metaller.

Sidenhen gik den alkymiske jagt ind på at finde en Eliksir til Evigt Liv, men perioden på over hundrede år, hvor man arbejdede med at opløse metaller, er det som har givet navn til tiden: Opløsningstiden.

Kirken var som nævnt meget imod denne praksis, og fandt den vederstyggelig - den mente at det var at forsøge at ændre på Guds skaberværk. Derfor udsendtes bandbuller mod de som praktiserede alkymi og relaterede beskæftigelser. Og da jagten på Eliksiren gik ind, følte kirken at den måtte gøre et modtræk - og fandt på historien om den Hellige Gral, som hvis man drikker af den ligeledes giver evigt liv.

Symbolikken er klar - om vejen til det evige liv (frelsen) går gennem egen tanke (alkymien), eller gennem troen - repræsenteret ved den Hellige Gral. Det er i bund og grund også derfor Kirken i dag har så meget imod Dan Brown - fordi de nødigt vil have at der ændres på folks forestilling om hvad Gralen er, af frygt for at man atter skal vende sig til alkymien.

Herhjemme var vi godt med - Tycho Brahe var en af tidens store alkymister. Et uheld gjorde dog at han engang kom til at opløse en fjerdedel af statskassen, hvorfor han blev sendt ud på Hven, så han kunne eksperimentere der uden at gøre yderligere skade. Det var i det samme uheld at hans næse blev opløst, så han lavede en ny i indsaltet sølv.

Idag er han dog mere kendt som astrolog - han var den første der fandt på at lave dagshoroskoper (som man kender det fra aviserne i dag). De blev hurtigt umådeligt populære, og han måtte have flere hundrede munke (som straks blev ekskommunikeret) sendt ud på Hven, så de kunne arbejde som Skriverkarle og dagligt kopiere horoskoperne for hvert stjernetegn. Disse kopier blev så sejlet ind til København og derfra videre rundt i landet, så adelen (som var de eneste der havde råd til dem) kunne få at vide, hvad dagen ville bringe.

Da Tycho Brahes tyske ven, Johann Gutenberg, var på besøg, og så hvilke enorme ressourcer der blev brugt på at skrive denne mængde af horoskoper, tænkte han over om der ikke fandtes en bedre løsning - og det var på den måde han fandt på Trykpressen, som straks blev brugt til at udbrede dagshoroskoperne til endnu flere. Hvilket igen betød at en af Kirkens grundpiller, informationsmonopolet, blev brudt.

De tidligere munke, skriverkarlene, blev omskolet til at være typografer - og kort efter opfandt de Strejken og dermed Arbejdskampen, men det er en anden historie.

Opløsningstiden var stor i Danmark, men det land som fik mest ud af perioden er uden tvivl England. Det skyldes at den mest basale ingrediens i væskerne til opløsning var portvin. Og portvin laves som bekendt på rosiner, og nogle af de bedste rosiner kom fra de engelske besiddelser ved Gibraltar, på grund af den tørre og salte luft der er i strædet. Så England havde stort set monopol på portvin, og tjente styrtende med penge - ikke mindst fordi de øvrige lande, som også kunnet have produceret rosiner var på Kirken og Pavens side. Det også derfor Opløsningstiden på engelsk omtales som The Age of Raisins (Rosinernes Tidsalder).

Men for at få rosinerne fra Gibraltar til England måtte man først forbi Spanien. Og Spanien var måske det land, som var mest på Pavens side. Derfor oprettede de et elitehold af toldere, kaldet Den Spanske Inkvisition, som støttet af Den Spanske Armada skulle opbringe engelske skibe og konfiskere eventuel last af rosiner.

Hvis spanierne var gode toldere, var englænderne dog endnu bedre smuglere. Ledet af den snu Sir Francis Drake (kendt som Dronning Elisabeths elsker) klarede de engelske skibe sig igen og igen udenom den Spanske Armada. Dette ses af mange som grundlaget for det Britiske Imperiums senere storhed. I et legendarisk togt snød Drake således de spanske toldere ved at sejle hele vejen rundt om jorden - den havde de ikke set komme.

Mange mener iøvrigt at Shakespeare-skuespillet Romeo og Julie er en slet skjult hentydning til Elisabeth og Drakes forhold.

Englænderne var også de eneste der nåede frem til en virkningsfuld ungdomseliksir, men opskriften er (vistnok) siden gået tabt. Faktisk er den eneste man med sikkerhed ved den har virket på Dronning Elisabeth, der jo som bekendt stadig sidder på tronen.

Man hører det iøvrigt ofte sagt, at Islam skulle være en problematisk religion, fordi den ikke har oplevet en Opløsningstid. Og det er både rigtigt og forkert - for for Islam fandt Opløsningstiden sted i Arabien før religionens formulering ved Muhammed, hvor tidlige arabiske alkymister eksperimenterede med portvin. Idéer om Opløsningstiden er således inkorporeret i Koranen - det er for eksempel derfor der tales om, at man i Paradis modtager 72 rosiner (senere fejltolket til at betyde 72 jomfruer).

72 regnes som det perfekte tal, som også Tycho Brahe regnede sig frem til - det består af (2 gange 3 gange 7) plus 13 plus 17 - alle sublime tal, som allerede Pythagoras slog fast. (2 gange 3 gange 7) kender man iøvrigt også fra andre skrifter, hvor det betegnes som Svaret på Livet, Universet og Alting. Araberne siger dog at regnestykket hedder 0 + (2 gange 3 gange 7) plus 13 plus 17 - resultatet er dog det samme, men araberne var så glade for at have opfundet 0'et at de ville have det med.

Historisk grænser Opløsningstiden i Danmark op til Guldalderen,  og indeholder andre betydelige perioder, såsom Kaudervældet.

Det var en lille primer på Opløsningstiden / Oplysningstiden. Jeg håber den har været oplysende. (Undskyld ordspillet!)

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

torsdag den 4. februar 2010

"Slet ikke Muhammed"

2 kommentarer
Kurt Westergaard siger i dag til TV Avisen, at hans tegning af en mand med en bombe i turbanen slet ikke forestiller Muhammed. Og han mener at det er er nogle sære islamister, der har fået den idé, og absolut vil gøre det til Muhammed.

Ja, hvordan kan det dog være de har fået den idé? Måske fordi den blev trykt på en side i Jyllands Posten, hvor der stod Muhammeds Ansigt med meget store typer - og hele pointen med siden var at tegnere skulle vise de turde tegne Muhammed?

Det er da meget muligt, at tegningen slet ikke har forestillet Muhammed da Westergaard tegnede den, men jeg synes altså ikke han skal brokke sig over, at islamister har misforstået det - så skulle han nok hellere tage en snak med sin avis, om at de måske har oversolgt hans tegning en lille smule?

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

onsdag den 28. oktober 2009

Der blev imamen godtnok sur

2 kommentarer


Jeg har lige siddet og se Deadline på DR2, hvor der var et indslag om hjemmesiden http://www.nymoedom.dk/* - som handler om at afkræfte myter for muslimske piger (og ved deres forældre), så de ikke nødvendigvis skal ud og investere i en operation, så de kan få en ny hvis den gamle skulle være bristet - af den ene eller anden grund.

Med videre.

I studiet var initiativtageren til siden, Kristina Aamand, og imam Abdul Wahid Pedersen. Kristina Aamand pointerer, at hun godt kunne ønske sig, at imamerne gjorde noget mere for at fortælle, at islam altså ikke opfordrer til at svigermor render ind og checker lagenet.

Det er imamen sådan set enig i (virker det som), men han mener altså ikke at han har opfattet at der var et problem. Og har derfor ikke rigtig kunnet tale om det. Og begynder at tale om, at han synes der er en god del dobbeltmoral, for det at pigerne skal være jomfruer, betyder sandelig også at drengene skal.

Men Kristina Aamand er vedholdende, og kan ikke forstå at han ikke kender til probelemet, men det bliver imamen ved med at sige at han ikke gør.

Og så kører den lidt frem og tilbage med det, til indslaget slutter.

En jingle køres af, og så tilbage i studiet. Hvor imamen uden for billedet åbenbart ikke ved at det er live igen, og overfuser Mads Brügger for den måde "de kastede sig over ham". (Den opfattelse havde jeg nu iøvrigt ikke). Og lidt mere som jeg desværre ikke helt kan huske - og så vælger DR2 åbenbart at slukke for lyden i studiet, men man kan se han fortsætter ca 10 sekunder endnu foran en lidt befippet studievært.

Hvorefter man kan se lidt skygger, og en arrig skikkelse passerer meget tæt forbi kameraet.

Og et øjeblik efter runder Mads Brügger udsendelsen af.

Det er jo ikke så tit det sker på live TV, men det er nu meget underholdende når det gør!

[Opdatering]: Hændelsen kan ses her. Og selve debatten kan ses her.

* Jeg sad og tænkte over en joke i løbet af udsendelsen, den blev aldrig helt færdig, men nu må jeg tvunget af omstændighederne fyre den af allerede:

Peter Brixtofte sidder og checker om domænenavnet til hans nye site er ledigt. Desværre viser sig at det er det ikke. Så nedtrykt går han ud efter endnu en flaske vin.

Det havde han nu ikke behøvet - for lidt påvirket af rødvinen er han kommet til at lave en slåfejl. Det domæne han ville checke var nymoegdom.dk - men han kom til at skrive nymoedom.dk....

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

lørdag den 22. august 2009

Forbyd kvindelige subs!

Ingen kommentarer

Naser Khaders seneste forslag møder bred opbakning: forbud mod kvindelige submissives, såkaldte subs - altså kvinder som bliver domineret i et forhold:

Naser Khader siger: submissive betyder jo underkastende, ligesom Islam betyder underkastelse, og muslim betyder en der underkaster sig. Så man kan vel roligt kalde disse "subs" for islamister! Og de indrømmer jo, at deres mand hersker over dem, og det er jo så kvindeundertrykkende. Og de går i noget tøj, som enhver kan se er ydmygende og kvindeundertrykkende, og der er ingen der skal fortælle mig at nogen frivilligt kunne finde på at gå i sådan noget tøj!

Hvad nu hvis det ikke er en mandlig hersker, men en herskerinde, der siger de skal gå klædt sådan?

Det kan jeg slet ikke forestille mig! Men det vil jo alligevel under alle omstændigheder være kvindeundertrykkende.

Hvad så med mandlige subs, skal de også forbydes?

Nej, nu handler det her jo om ligestilling, og der er det altså kvinderne der skal beskyttes. Iøvrigt må man gå ud fra, at en mand selv har kunnet tage stilling til spørgsmålet, og gør det frivilligt. Derudover synes jeg det tøj ser ret lækkert ud, det kunne jeg da godt forestille mig selv at have på.

Vi ser frem til forslaget bliver vedtaget, held og lykke med det. Og hav en godt aften!

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

fredag den 3. april 2009

Alamut

Ingen kommentarer
Alamut Vladimir BartolDer er gjort mange forsøg på at analysere historien i Alamut i alle mulige retninger, både pro-og-anti islamisk og anti-shia og anti-fascistisk. Men jeg tror man skal passe meget på at prøve at lægge mere i den, end at det er en god historie, og den giver stof til eftertanke. Hvad eftertanken så kommer frem til er nok mest op til en selv.

Bogen er meget vel researchet og lærerig, hvorfor det fiktive element fungerer ekstra godt - man er nødt til at aktivt at huske på, at det altså ikke er historiske sandheder det hele.

Den er skrevet for godt 70 år siden, af sloveneren Vladimir Bartol, og foregår i hvad der i dag er Iran, i nogle konflikter i mellem forskellige shia- og sunnimuslimske sekter.

Vores hovedperson er blevet sendt afsted af sin familie, for at slå sig til lederen af en af disse sekter, Hassan ibn Sabbah, som har forskanset sig med en mindre hær i det stort set uindtagelige fort Alamut. Men udover at have denne hær, træner de også i fortet en eliteorden, de såkaldte Hashshashiner - som er en historisk frygtet orden, der idag lever videre i ordet assasin på alverdens sprog (dog ikke dansk). Nogle mener at første del af ordet henviser til deres brug af hash, det er ihvertfald en fortolkning Bartol følger.

For ibn Sabbahs trick er, at han har lavet et privat paradis, med jomfruer og tamme leoparder (as if!) og hele moletjavsen - som han bilder hashshashinerne ind at han kan skaffe dem adgang til; under indflydelse af hashen tror de på hans fup, og er villige til at gøre hvad som helst.

Hvad der siden sker må man læse sig til - men bogen er en fantastisk beskrivelse af, hvordan mennesket kan og vil narres. Om man så vil bruge islam-vinklen som mere må være op til en selv, jeg synes ikke det er nødvendigt - på den anden side er der da ingen tvivl om, at bogen idag kan virke utrolig profetisk, når man ser på nogle af de fanatiske linier der stortrives for tiden - og det er mærkeligt at tænke på at bogen er skrevet i sidste halvdel af trediverne.

Det kan egentligt undre at bogen ikke er filmatiseret - men jeg tror simpelthen den vil være for kontroversiel at udkomme med i dag. Men en god bog for folk som kan tænke selv.

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

onsdag den 18. marts 2009

Muslimsk håndfri

1 kommentar
Hæ - så lige en kvinde komme trillende med barnevogn, ivrigt snakkende i mobil. Hun så (etnisk) dansk ud, men bar et turkis-tørklæde; det er selvfølgelig ingen garanti for nogen trosretning, men jeg vover et gæt, som siger hun er muslimsk konvertit.

Egentlig også ligegyldigt - det pudsige var at hun havde fundet på ny brug af tørklædet, som hun havde proppet mobilen op under, så den sad der ved øret af sig selv - så ud til at fungere ganske effektivt.

Kunne nok være et udmærket svar til forargede "danske" mørkemænd m/k, når de stiller det evindelige spørgsmål: "Hvorfor lader du dig dog undertrykke og går med tørklæde?" - "Jamen, det er så jeg kan have hænderne fri når jeg snakker i mobil."

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

torsdag den 5. februar 2009

Fleggaard og den muslimske satsning

(Jeg mener) det er Fleggaard der i øjeblikket på TV reklamerer med "3 x 24 dejlige dåser" - som jeg ubevidst reagerer på hvergang jeg hører det (ja, er åbenbart i det humør for tiden, se også det tidligere indlæg).

Men det er nu gået op for mig, præcist hvad de mener: de prøver selvfølgelig at lokke muslimer til, med reference til den (kontroversielle) muslimske tradition, om at der skulle vente 72 jomfruer i paradis. (Apropos kan jeg anbefale bogen Alamut.)

Gad vide om det virker?

(Har i øvrigt ifbm med dette indlæg været inde på deres side, for at se om jeg huskede rigtigt at det var dem - det fandt jeg så ikke ud af, men deres ucensurerede reklamer er faktisk meget sjove - i det mindste den seneste.)

Ceterum censeo Facebook esse delendam.