Forfærdeligt smukke strande, med mange imponerende klippeformationer over og omkring indbugtningerne hvor strandende er, så man kan sagtens forestille sig hvordan en af de kan rive sig løs.

Men det fik mig til at tænke på, at jeg har haft en tilbagevendende drøm fra min rejse dertil: om at ligge på mit Coca-Cola håndklæde en del meter fra vandet og vågne op, og opdage at tidevandet stige med forbløffende fart. Faktisk viser det sig at hele stranden tipper, og stranden nærmest synker i havet, mens de solbadende går i panik og prøver at slippe væk - først med at prøve at få fat på håndklæder, tæpper og badedyr, men de bliver hurtigt glemt i panikken.

Jeg tror ikke der er nogen fast slutning på drømmen - og jeg kan ikke engang huske tidevandet var specielt slemt (men detskal nu nok passe det har været kraftigt, det er trods alt Atlanterhavet udenfor Gibraltar).

Og det for mig så igen til at tænke på en anden tilbagevendende drøm jeg har haft - den er det godt nok længere tid siden, men den stammer også fra en rejse, på Island, da jeg var ca 15 år. Hvor jeg og min mor rejste på en længere rundtur på den vestlige del. Og i den drøm er vi ude i en (kold) lavamark, da der pludselig opstår lommer i marken, hvor glødende lava pibler frem. Og vi må gå og balancere på skrøbelige broer mellem pøle af lavaen, og jeg kæmper for at redde hele selskabet vi var med, ikke mindst min mor. Og der er også noget med nogle fugle der flyver rundt.

Igen ingen fast slutning.

Og som altid med drømme ved jeg ikke om der er en pointe med dem, endsige at genfortælle dem. Og der er ihvertfald ingen konkret her - udover jeg blev mindet om dem.

Og der er ihvertfald en lighed og konklusion jeg kan drage: naturen gør indtryk på mig når jeg rejser!