Jeg skal love for det var noget af en overraskende nyhed der ramte mig tidligt i eftermiddags - at der lige i øjeblikket foregår supllerende optagelser til filmen The Hobbit lige her på Sjælland, i Gribskov. Man kan vel et eller andet sted synes det er meget passende, når de fleste optagelser ellers foregår på New Zealand, at vi også får lidt på (Old) Zealand.

Men overraskende var det.

Min kilde - en trofast læk - havde også sagt at optagelserne snart var slut, så jeg kom hurtigt af sted. Først i et S-tog til Hillerød, og siden med lokalbanen, hvor jeg stod af i Kagerup, nær hjertet af Gribskov.

Jeg havde blot fået at vide at jeg skulle gå mod øst, og at jeg ikke måtte forlade stien. Og endelig ikke drikke af vandet. Instrukser jeg fulgte, men det var svært, det føltes som evigheder jeg gik, og skoven blev mørkere og mørkere, og det hele mere og mere uhyggeligt.

Det var dunkelt - men så gik solen ned, og det blev helt mørkt. Men det hjalp faktisk, for jeg så nogle lys længere fremme, og tænkte at det måtte være der optagelserne foregik.Så jeg løb frem - og kom til en lysning, som jeg væltede ind i, og med et blev alt mørkt, og jeg fik et gok i hovedet ...

... og da jeg vågnede op igen var lysningen tom. Det kunne jeg først ikke se, der var buldermørkt, men jeg brugte lyset fra min mobil.

Der var dog tegn på at der havde været en eller anden form for fest, og spor i jorden efter de skinner de kører kameraerne på. Men der var ingen mennesker tilbage.

"Fordømt!" tænkte jeg - jeg var åbenbart kommet for sent. Og skulle til at gå igen - da jeg hørte en spag stemme:

"Hjælp!" sagde den. "Jamen, så hjælp mig dog!"

"Halloo," kaldte jeg, og gik i retning af lyden - hvilket er svært i en mørk skov.

"Hjælp! Hjælp!" lød det igen. "Jeg er her!"

Hvor nu her var, var nu ikke sådan til at finde ud af, men tilsidst fandt jeg det - en slags hvidlig puppe i udkanten af lysningen.

Jeg stak til puppen med en gren. "Er der nogen?" spurgte jeg.

"Ja, av, hjælp!" sagde puppen.

"Rolig nu, jeg hælper!" kaldte jeg, og prøvede at flå puppen op, men det var lettere sagt end gjort. Det var et eller andet klistret plastik, som skulle ligne silke.

"Hov, hov, pas nu på!" sagde puppen.

Jeg syntes jeg kendte stemmen. Var det mon en kendt skuespiller?

"Undskyld, kender jeg mon dig?" spurgte jeg.

"Det synes jeg er et meget upræcist spørgsmål!" lød det fra puppen.

"Lars? Lars Løkke? Er det dig??"

"... æh ... ja, det er det vist"

"Men hvad i alverden laver du der indhyllet i filmedderkoppespind i Hobitten?"

"... æh ... jeg blev castet ..."

"Castet? Og hvordan gik det lige til?"

"Ja, det var en sekretær i Venstres Pressetjeneste. Hun så en notits på nettet - at de søgte en stand-in for en dværg, som skulle være indhyllet i spind. Og så tænkte hun at det kunne være starten på min internationale karriere, ligesom Anders' ... - jeg tror hun troede det skulle være spin."

"Okay, så du skulle være Bombur - eller en af de andre dværge? Men hvorfor efterlod filmholdet dig her ...?"

"Det ved jeg ikke - jeg husker det ikke. Jeg drak lidt, jeg tror det var vand fra Esrum Sø, og siden husker jeg ikke noget. Men jeg har drømt så dejligt!"

Jeg var efterhånden ved at have kæmpet mig igennem det meste af det falske spind - hvilket ellers kan være svært nok - men fandt ud af der var et lag mere; en slags net af tynde reb, som nærmest havde Lars Løkke snøret ind som en rullesteg.

"Nå, men det bliver nok ikke til så meget med den store internationale karriere, så ..." konstaterede jeg.

"Tværtimod, Peter sagde at jeg ville selvskreven i hovedrollen i hans næste film ..."

"Wow, talte du med Peter Jackson selv?" måtte jeg afbryde.

"Jaja, det var også mig der fik dem til at lave optagelserne her. De talte om Dunkelskov, jeg mente Gribskov måtte være godt nok."

"Og han tilbød dig hovedrollen i sin næste film?"

"Ja, en filmatisering var det vist. Af en eller anden Viktor Hugo. Sært navn."

"Skal du spille Jean Valjean i Les Miserables??" udbrød jeg med undren.

"Nejnej, det var en en eller anden kendt film, en Disney film. Noget med en klokkemageren fra Notting Dam?"

"Ah, jo, det giver mening. Ved du hvad, jeg tror ikke jeg kan finde ud af at løsne de her reb!?"

"Nåh, dem? Nej, det er bare min hængekøje, dem skal du sandelig ikke gøre noget ved. Bare lad mig ligge her lidt!"

Og det gjorde jeg så. Jeg forlod ham liggende der i lysningen, på vej mod stjernerne. På vejen hjem kom jeg ud for mange eventyr, men det fører for vidt at fortælle om her. Jeg var blot glad for at være hjemme igen, da jeg nåede til mit dørtrin.

Jeg modtog for et par dage siden en mail. Den lød:

Kære Leoparddreng -

Jeg og Venstre vil hermed gerne invitere dig til stegt flæsk med persillesovs og fadøl ad libitum på et af Jyllands fineste spisesteder, nemlig Kravlegården i det fashionable Trekantsområde.

Vi håber du dermed vil være med til at dække vores kamp og fest for frihed!

Bedste hilsner
I. Støjberg
Forhenv. beskæftigelsesminister

Jeg må sige jeg først var noget skeptisk. Jeg var før gået i vandet med hvad jeg troede var gode tilbud, først med Claus Hjort og siden med Lars Løkkes madklub.

Men det her var jo en klokkeklar invitation, tænkte jeg - hvad kan gå galt? Og skal jeg være helt ærlig lød det også lidt frækt med Inger Støjberg og Trekantsområdet - ville jeg mon kunne finde ud af om det i virkeligheden skulle vise sig at være at være ægte rødt?

Så jeg endte med at sende en bekræftende mail tilbage, fik at vide jeg skulle møde op onsdag kl 15 ved ved Venstres landskontor i Holte, hvor der ville være busafgang til Kravlegården.

Og hvad ventede der mig ikke - selveste Venstres valgbus fra FV '11 - fyldt med en masse glade fortrinsvis unge mennesker, fortrinsvis mænd. Den var ret flot indrettet, med bar med fadølsanlæg nede for enden. Mange ungersvende var allerede godt i gang, desværre viste det sig åbenbart at man skulle have et "Løkke-kort" for at kunne få noget, så jeg måtte klare mig med min medbragte vandflaske på vejen til Jylland.

Men stemningen var munter, der var blå balloner og sange der kørte på "Lå-LÅ-lålå-LÅ", og sjove variationer.

Så det føltes faktisk ikke som særlig lang tid , før vi var både over broen og over Fyn og ankom til Kravlegården.

Her skulle vi først forbi et par forhutlede typer der sad uden for i gul vest, som åbenbart havde fået lov at indtage deres medbragte mad udenfor, for de sad og spiste rugbrødsmadder.

"Nå, har I husket leverpostejen, som Möger siger?" råbte en af de unge, og det morede de andre sig meget over.

Indenfor i Kravlegården blev vi budt velkommen af noget meget nydeligt og venligt personale, som førte os til vores til vores pladser, jeg skulle være ved langbordet i hovedstuen, kaldet Kravlestuen.

Her stod der allerede en velskænket fadøl på hver plads ved bordet, jeg fandt min plads, og tog en ordentlig slurk - det syntes jeg ærligt talt jeg havde fortjent, nu jeg havde siddet og vansmægtet uden Løkke-kort i bussen.

Inger Støjberg stillede sig op, ringede på et glas, og sagde: "Så - nu hvor Københavnerne også er kommet, synes jeg vi skal tage fat på den del der virkelig betyder noget..."

"Stegt flæsk!" lød det fra en jeg genkendte som Peter Christensen - jeg gav et indvendigt gisp, for ham havde jeg tidligere haft problemer med - og alle lo.

"Nejnej, Peter, men du skal nok få," lo Inger Støjberg også. "Men det her handler om kamp for frihed, om retten til at organisere sig som man vil. Det er meget vigtigt!"

Hun kiggede på nogle papirer hun havde i hånden: "Først og fremmest føler jeg det er vigtigt at sige, at den danske model naturligvis er fantastisk. Det sagde Anders Fogh selv ude i Europa da vi blev skamrost for den for få år siden, så det holder vi naturligvis fast ved. Og den vil vi ikke røre ved! Men vi vil modernisere den!"

"Øj, hvor skal den moderniseres, hva' Inger," råbte en stemme jeg genkendte som Anders Samuelsens. "Vi skal modernisere den så meget, at den Danske Model kun er noget man kan stemme Like til på Facebook!" Her ville jublen ingen ende tage.

Inger smilte dog kun afmålt. "Nuvel, Anders, det har vi talt om, det er måske ikke så smart at sige - det lyder ikke pænt!"

"Pænt, schmænt!" gav Samuelsen til genmæle, han havde vist allerede fået lidt inden for vesten.

"Nå - men inden vi går igang med den dejlige stegte flæsk," fortsatte Støjberg, "skal jeg sige at middagen er betalt af Venstre og LA's party-støtte i fællesskab. Vi kan ikke på den konto give drikkepenge, men det håber vi I vil bidrage med, det går nemlig direkte ind og støtter Kravlegården! Og så skal jeg sige at der ved hver kuvert ligger et lille brev fra Saxo Bank, en start-konto på kr 100, som man kun skal investere 3 gange igennem før man må hæve pengene. Og så til bords!"

Almindelig jubel! Vi satte os, og de flinke - og kønne - tjenere kom ind med fad på fad fyldt med stegt flæsk - dejlig fedtglinsende flæsk - og kande på kande med god tyktflydende hvid-grøn sovs. Et dejligt syn! Og der blev hurtigt langet til fad.

Dog bemærkede jeg at Simon Emil fik en børnetallerken med røde pølser og pomfritter, med hjemmelavet ketchup og remulade: "Jeg kan nu altså så godt li' rød pølse!" forklarede han de omkringsiddende.

Samtalen omkring mig handlede om hvor forfærdeligt det var, at Kravlegården var blevet blokeret af en fagforening, som gjorde at ingen kunne komme ud eller ind, og der ikke kunne blive tømt skrald og de ikke kunne få afleveret annoncer til avisen.

"Hva' for en blokade?" spurgte jeg, for jeg syntes ikke jeg havde bemærket at stedet sådan var omringet.

"Så du ikke fjolserne, der stod udenfor?" blev jeg spurgt.

"Åh, men jeg troede bare de spiste noget mad... hjemmebragt leverpostej? De blokerede da ikke noget!"

"De er altså nogle bøller! Nogle mafia-bøller!!" sagde en anden sidemand. "Og jeg har hørt de har kommet klistermærker på biler - det er næsten det værste!"

"Og de forhindrer altså der bliver hentet skrald?" spurgte jeg.

Her blev der ringet på et glas, Inger Støjberg rejste sig, og sagde: "Jeg synes lige vi skal give en skål til Rico, som desværre ikke kunne være her idag. Men tak Rico!"

Alle hævede deres glas, nogle klappede, andre så undrende ud. Men jeg tænkte ikke nærmere over det, jeg måtte høre videre om blokaden, det lød spændende:

"Og de forhindrer altså der bliver hentet skrald?" gentog jeg.

"Nej, egentligt altså ikke dem... men der er ikke nogen der vil hente det!", sagde første sidemand.

"Mafiametoder!" sagde den anden.

"Og de forhindrer at ejeren kan levere sin annonce?" spurgte jeg.

"Nej, ikke de der... " sagde første sidemand. "Men der er ingen der vil trykke den."

"Mafiametoder!" sagde anden sidemand.

"Men hvad skyldes alt det?" spurgte jeg.

"Det er fordi en fagforening er sur over ejeren ikke har villet lave aftale med dem, men med en anden fagforening! Og de vil have det skal være med dem!" sagde første sidemand.

"Mafiametoder!" sagde anden sidemand.

Nu kom jeg i tanker om noget. "Hov, den sag har jeg hørt om. Men var det ikke noget med at restauranten allerede havde en aftale med den ene fagforening, den ser nu er sur? Men den aftale ville restauranten ikke længere have - og så sagde den aftalen op, og sagde til de som var medlem af den gamle fagforening, at nu var de låst ude fra at arbejde, fordi den gamle aftale ikke gjaldt mere. Så hvis de ville arbejde der måtte de skifte fagforening?"

"Det ved jeg ikke så meget om," sagde min ene sidemand.

"Mafiametoder," sagde den anden.

"Og så sagde den gamle fagforening til restauranten: "Vi vil ikke have I tvinger vores medlemmer til at indgå dårligere aftaler, for det kan være til skade for alle vores medlemmer i det lange løb. Derfor vil kæmpe for at få jer til at indgå en acceptabel aftale - om det er med os, eller den forening I helst vil med, det må I sådan set selv om - men det skal ikke være en aftale som undergraver forholdene for alle!"

"Det lyder rodet," sagde min ene sidemand.

"Det lyder af mafiametoder," sagde min anden sidemand.

"Okay - men nu handler denne aften jo om frihed... så: de som nu var ansat her under den gamle aftale - hvilken frihed havde de så?"

"De var jo fri til at skifte forening!" sagde min ene sidemand.

"I'll give you an offer you can't refuse!" sagde jeg med min bedste Marlon Brando stemme (som ikke er særligt god).

"Mafiame..." sagde min anden sidemand - men nu sænkede der sig en tavshed om bordet. En mere dunkel tavshed, end blot en engel der gik gennem stuen.

Anders Samuelsen rejste sig op, lettere rød i hovedet: "Sig mig, er det dig Leoparddreng? Hvad i hede hule Helveg laver du her?"

"Jeg blev inviteret...." sagde jeg.

"Det må vist være en fejltagelse!" sagde Anders. "Du forstår jo aldrig noget som helst - dig har jeg altså opgivet. Du er bare til latter!"

"Øh, nå.... du kan jo prøve mig?"

"Okay - er du klar over hvorfor vi er her?"

"Ja, det tror jeg," sagde jeg. "I bruger et forvansket billede i pressen til at få det til at fremstå som om det her er en frihedskamp, hvilket er ganske fordrejet. Konflikten her er en helt naturlig følge af overenskomstsystemet, og som alle jurister har sagt hele vejen igennem er konflikten helt efter bogen.

Hvor frihedskampen kan komme ind, er at I selvfølgelig har ret i, at enhver form for kollektiv overenskomst kan ses som et brud på den enkeltes frihed. Det I så i den forbindelse glemmer at sige, når man taler om den absolutte frihed, det er at den enkelte lønmodtager - især den ufaglærte - uden kollektive overenskomster vil møde et gevaldigt løntab, især i en periode med arbejdsløshed.

Hvis hver enkels løn skulle aftales individuelt, ville ufaglærte lønninger i løbet af ingen tid blive halveret, ja sikkert mere,  for der vil altid være en der vil tage jobbet billigere.

Det er selvfølgelig også det I i Venstre og Liberal Alliance gerne vil have - og det er også helt fair som sådan - jeg ville bare ønske I ville sige det åbent, i stedet for at ævle om fine ord som frihed, med videre.

Det handler om at I gerne vil have lønninger ned, det giver øget konkurrenceevne, og ikke mindst, det giver øget profit til aktionærer, et cetera.

I har sikkert også ret i at det vil styrke vores BNP, hvis man går op i det - det man bare skal være klar over, det er at det er dem med de i forvejen største indtægter der vil score den gevinst - hvor lavtlønnede bliver fattigere. Og hvad kan flertallet så bruge stigning til?

Jeres trickledown effekt kan I stikke skråt op - den virker ikke, og har aldrig gjort det. Det eneste punkt hvor I kan have et argument, er at lavere lønninger vil give færre arbejdsløse, og dermed kan der være en solidaritetsafvejning der - man skal bare også være klar over, at lavere lønninger naturligvis også vil give lavere dagpengesatser og kontanthjælp - for det skal jo kunne betale sig at arbejde!

Så det er det I gerne vil have: mange flere penge til i forvejen højtlønnede, virksomheder og aktionærer, markant færre penge til lavtlønnede og overførselsindkomster. Men, ja, mere arbejde - dog altså til en meget lavere løn.

Det er fint - det må I gerne mene. I kan endda have ret et stykke henad vejen, at nogle lønninger muligvis er for høje i dag - jeg tænker nu egentligt mest på bankdirektørers, med videre - men først og fremmest: hvis det er det I vil så SIG DET DOG, i stedet for jeres forløjede frihedsævl."

Den ubehagelige tavshed fra før var nu blevet en rungende stilhed.

Så spurgte Anders Samulesen: "Hvem har dog inviteret Leoparddrengen?" Intet svar. "HVEM HAR INVITERET LEOPARDDRENGEN??"

"Det har Inger Støjberg," sagde jeg.

"Det passer ihvertfald ikke! Det ville jeg aldrig have gjort!" sagde Inger.

"Jeg har invitationen her," sagde jeg og fremviste et udprint.

"Det må være en forfalskning! Jeg må være blevet hacket!!" sagde Inger Støjberg. "Jeg er virkelig ikke sådan en som sidder i min kælder med ledninger ud af væggen!"

"Leoparddreng, jeg må bede dig gå - du er ikke velkommen længere..." sagde Anders Samuelsen.

Med dukket nakke gik jeg ud af Kravlestuen. Udenfor blev jeg mødt af en tjener, som sagde hun havde forstået at jeg havde snydt mig ind, og jeg derfor var nødt til at afregne separat.

Det blev lige 3xStegt Flæsk, som var det der i alt var lagt ind per person, á kr 139 + 2 fadøl. Jeg havde kun nået at spise 2 skiver flæsk, så det syntes jeg var lidt overdrevet, og at jeg da troede der var ad libitum. Men det var kun om tirsdagen der var ad libitum, og aftalen med Venstre og LA var en eksklusiv-aftale, så den kunne jeg ikke være med i.

Jeg endte op med at betale uden yderligere brok, nu ville jeg bare hjem. Da jeg kom ud hørte jeg at der indefra Kravlestuen blev sunget Anders Samuelsens slagsang, Bingo Banko sangen.

Kort efter opdagede jeg, at jeg også havde fået skrevet Simon Emils røde pølser på regningen, og betalt dem, og at jeg ikke havde flere kontanter, at mit dankort var spærret og - well, at jeg ikke har et rejsekort vidste jeg godt. Så vejen hjem blev en besværlig og ydmygende affære, dog havde jeg nok til en cheeseburger på McDonalds da jeg nåede Hovedbanen. Da var jeg nemlig blevet sulten igen. Jeg var nu stadig sulten da jeg kom hjem, men så kogte jeg mig en gang spaghetti, og kom noget ketchup på.