Normalt er mine nye indlæg på Google indenfor få sekunder af at jeg har udgivet dem. Men ikke det sidste døgn eller så - jeg ved ikke præcist hvornår det begyndte, men ihvertfald i nat var det begyndt - jeg blev ignoreret. Og har ikke haft besøg senere - jeg er ihvertfald ikke kommet ud i søgeresultater.
Åh, Google, lad nu Dit lys skinne på mig igen!
Og nu spekulerer jeg så på, om jeg kan have gjort noget for at pisse Google af? Som i nat, da jeg efter Wozniacki-kampen linkede til et russisk streaming-site. Måske er det site i bad standing, og hvis man linker til det kommer man også selv i bad standing?
Så nu har jeg taget det indlæg offline - for hvis der er noget jeg ikke ønsker, er det at være i skammekrogen hos Google.
Faktisk er det lidt som at have en kæreste - som er blevet pissed over et eller andet, men man aner ikke hvad. Og måske er det slet ikke noget man selv har gjort, men noget helt andet. Eller måske er det bare den tid på måneden for Google?
Jeg ved det ikke, men jeg håber hun snart bliver god igen...
Nej, det er ikke fordi jeg er blevet sur på Google - tværtimod, jeg elsker dem som altid. Og de har ikke gjort noget for at pisse mig af.
Men nogle gange får jeg alligevel sådanne associationer, når jeg hører om Google - især nå de brugs som verbum, når nogen (eller jeg selv) googler.
Og hvorfor?
Jo, det er deres egen skyld. For 4-5 år siden var de ude og sige, at de ikke var så glade for at blive verbiseret - altså at verbet at google (to google) opstod. For selvom det var smigrende, kunne de se på fortilfælde at det måske ikke var så heldigt for virksomheden på den måde at blive del af sproget.
Og her tænkte de især på fotokopifirmaet Xerox (nu om dage Rank Xerox), som jo i USA var blevet synonymt med det at fotokopiere: I xeroxed the documents.
Men mit kendskab til Rank Xerox stammer mest fra den løbske Terminator*-agtige robot RanXerox, som jeg først lærte at kende i et par Heavy Metal-blade (som jeg først og fremmest købte i Fantask for at gøre indtryk på min flamme).
Og hvis punkede univers jeg blev ganske fascineret af - RanXerox havde én svaghed, sin forelskelse i en 11-12 årig junkiepige, Lubna - og da den kom som album købte jeg den, selvom jeg kan huske det var vanvittigt dyrt.
Desværre havde jeg det udlånt til en klassekammerat fra gymnasiet, da jeg endte op med at droppe ud - og fik det aldrig tilbage. Det er virkelig en ting jeg savner.
Men - det er altså grunden til, at jeg nogle gange tænker på en togkupé med blod, hjernemasse og knuste indvolde på væggene, når jeg tænker på Google.
*Det er lidt misvisende at kalde ranXerox Terminator lignende, men det giver nok det bedste billede. Sandheden er nok snarere at Terminator er inspireret af RanXerox, for RanXerox var først.
I fredags, kort inden jeg forlod Amigo, var der en pige som - hvad skal vi sige? - ytrede ønske om at lære mig bedre at kende, og det var sådan set gensidigt. Men også at det ikke skulle være noget der tog sin begyndelse samme nat. Hvilket også var fint med mig.
Jeg har en fornemmelse af, hun havde samlet mod i lang tid, og da hun endeligt gjorde noget ved det, var hun ret - fremfusende? direkte? Ikke på en dårlig måde, men hun virkede ret interesseret - vel at mærke i mere end one-night-stand, hvilket også er fint med mig; selvom jeg jo ikke ved hvad jeg er ude efter, om noget - er jeg ihvertfald åben for hvad der sker.
Så hun fik min seddel, med Leoparddreng-mail, og url til blog.
Og jeg har så ikke hørt fra hende siden; hvilket generer mig, da jeg faktisk godt kunne tænke mig noget dating/flirt/med videre i mit liv, kan jeg mærke nu. Og hun lød bestemt ikke uinteressant.
Men hvis hun havde fået kolde fødder, kan jeg da godt forstå det; jeg kan så bare ikke forstå, at hun ikke har været inde og checke bloggen - for det ville jeg da have gjort, hvis det var mig. Men jeg har ikke kunnet se nogle besøg med mønster som ville passe på hvad jeg ville regne med fra besøg af hende. (Mine sedler plejer faktisk at give et hop i antallet af direkte besøg søndag/mandag/tirsdag efter byture, men det har der faktisk slet ikke været dennegang; så det er ikk ekun hende, som "svigter" mig, det er mange? Hvad gik galt?)
Alternativt kan hun have tabt seddel - men selv da synes jeg hun burde kunne google mig. Og det har jeg heller ikke set tegn på.
Eller hun kan have været blevet så stiv, at hun intet husker - men så galt fat virkede det nu ikke.
Så jeg sidder lidt og føler mig som teenagepige, som ikke kan forstå fyren i hendes liv, som hun mødte på diskoteket, ikke ringer.
Og det irriterer mig lidt. Samtidig kan jeg egentlig godt være lidt glad for, at mærke et savn på den måde - det virker på mig, som om jeg er ved at komme lidt videre, på et eller andet plan.
Men lige nu tyder det på, jeg kan skyde en hvid pind efter noget i dette tilfælde; eller skulle det være en af Amor's hvide pile - måske dukker hun op på Amigo næste gang jeg er der?
Time will tell... sooner or later, time will tell.
Okay, det er måske for meget sagt - man ved ikke hvad der sker, og der er i øvrigt sket meget siden. Men et sted føler jeg det stadig sådan - for min ulykkelige kærlighed fra mine teenage-år.
Som tidligere fortalt opdagede jeg og forelskede jeg mig i hende i en tur til Bakken med hele klassen i slutningen af 8. klasse.
Og jeg var siden da forgabt i hende, men havde ikke modet til at sige det til hende. Og hun havde jo også en ældre kæreste fra en anden kæreste. Men de næste måneder kom mange klassefester - blandt andet arrangerede hun et pyjamasparty. Det var på alle mulige måder en stor tid, og en bestemt LP med Rod Stewart som jeg besad var meget populær, blandt andet fordi den var lidt udover de andre hits.
Men udover gruppedansen - som bestod i at stå i en rundkreds og smække skiftevis det ene og det andet ben ind mod midten - blev det sgu ikke til så meget. På trods af alle de gode fester.
Det var før begrebet stalker blev indført, ellers ville jeg nok have været det. Jeg begyndte at gå ture om natten, og hænge ud overfor hendes opgang. Ikke for at overvåge hende, men for at være tæt på, at beskytte, at velsigne. Hvis mine velsignelser har haft nogen kraft er der to huse der kommer til at stå for evigt.
For hun flyttede på et tidspunkt (faktisk tror jeg nok jeg fandt ud af jeg hængte ud foran det forkerte hus en måned efter hun var flyttet).
Hun lærte mig at elske Bowie og heavy (AC/DC og Iron Maiden - Judas Priest kom jeg selv på senere).
Jeg har vist været ret obvious omkring det, for jeg kan huske jeg engang blev hånet på den lokale grill, af en fra min parallelklasse. Ganske uheldigt, for jeg havde min gamle ven med, som gik på en ganske anden skole, og han vidste ikke noget. Og hvad fanden siger man, når man ikke har vedkendt sig en kærlighed offentligt, men bliver hånet for den? Jeg har stadig ikke noget svar på den idag (udover naturligvis at vedkende sig kærligheden).
Og så holdt skolen jo op, og jeg skulle i gymnasiet. Og det var da meget sjovt, og der var nogen søde piger. Men hun var der jo ikke (hun gik på efterskole). Og jeg fik hvad jeg idag anser som depression, kunne ihvertfald ikke holde ud at gå der, og droppede ud efter et halvt år.
Hvilket jo gav ekstra tid til at (stalke?) hænge ud overfor hendes opgang, hører musik på walkmanen - og hvad ved jeg, romantisere?
Vi så hinanden indimellem. Hun må have været klar over jeg meget gerne ville være hendes ven, men om hun bevidst lukkede øjnene for mere ved jeg ikke. Jeg lagde hendes horoskop, kan jeg huske, og diverse andre ting.
Til min 18 års fødselsdag (godt 3 år efter bakketuren) arrangerede jeg en gammel elev fest for vores klasse, og jeg fik hende til at komme tidligere under et påskud.
Jeg havde skrevet en længere historie i 3. person - om Han og Hun, om hvordan Han så Hende på Bakken dengang, etc - meget det jeg ridser op nu. Som jeg gav hende, og bad hende læse da hun kom, mens jeg gik og ordnede stuff til festen. Meget mærkeligt at stå der, og føle de sidste mange års hemmelighed blive lagt åben, og håbe, men samtidig vide... at det var no-go, hvilket det også var.
Men foreslket i hende var jeg stadig. Indtil jeg besluttede at nu måtte det være; der var på det tidspunkt gået ca 5 år siden bakketuren, og Bowie's 5 years, that's all we've got skrattede mig i ørerne.
Havde været i London, og havde toldfri gin og vodka med hjem, og inviterde hende til at indtage det. Det endte så med at det mest var mig der indtog, og jeg husker ganske ydmygende sekvenser med mig skiftevis grædende og kastende op.
Men det blev så også min endelige løsrivelse fra forelskelsen - eller måske snarere det ensidige forhold, for forelskelsen ligger stadig og og ulmer, selv efter alle disse år - og kort efter havde jeg mit første fuldbyrdede samleje (altså med en anden); kort forinden var det blevet til lidt ting - men netop ikke fuldbyrdet; jeg tror jeg har manglet den closure.
Men altså total closure bliver det aldrig: den romantiske teenagedreng dengang gav en del løfter langt ud i evigheden, og selvom jeg ikke nødvendigvis føler mig hængt helt så meget op på dem, som han nok gerne ville have haft (især ikke da de aldrig er afgivet overfor andre end mig selv), hænger en del af dem stadig ved.
Og hun er stadig dejlig pige/kvinde. Jeg har heldigvis kontakt til hende per mail. Hun har to døtre, og jeg kan godt blive lidt nervøs for hvad der vil ske, hvis mine drenge nogensinde møder dem.
Diverse indlæg de seneste dage har fået mig til (igen) at tænke over, hvad jeg synes er vigtigt i et parforhold. Og jeg når (igen) til den konklusion, at det vigtigste ikke er ærlighed eller kærlighed, men: respekt.
De 2 andre ting er naturligvis også vigtige ingredienser, men har man ikke respekten kan resten faktisk være lige meget. Så kan man altid tale om at mangel på ærlighed kan undergrave respekten, men det kommer an på forholdet. Og med kærlighed kan man overleve meget, også mangel på respekt - men det vil (forhåbentligt, har jeg nær sagt) være dødfødt i det lange løb.
Nej, for mig er respekt alfa og omega i et forhold; og jeg mener da også det var manglen på det, der endte med at forlise mit forhold til min ex, mine børns mor. Uden at jeg skal begynde at gøre mig til dommer over hvis skyld det var.
