Leoparddrengens
Public Key
Viser opslag med etiketten Wikipedia. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Wikipedia. Vis alle opslag

tirsdag den 8. januar 2013

Manipulation, skorpioner og frøer

2 kommentarer
En gammel fabel fortæller om en skorpion, som gerne ville over en flod. Derfor spørger den en frø om den ikke vil bære ham over.

"Hvorfor skulle jeg dog det?" spørger frøen. "Jeg risikerer jo bare at du stikker mig og dræber mig?!"

Men skorpionen overbeviser frøen: "Du kan være helt rolig, det ville jo være idiotisk af mig at stikke dig - hvis jeg stikker dig dør du, og så går vi begge til bunds, og jeg drukner."

Frøen bliver overbevist, og med skorpionen på ryggen svømmer han ud i floden. Halvvejs ovre stikker skorpionen ham dog alligevel. Næsten lammet af giften, og ved at gå under spørger frøen: "Hvorfor stak du mig dog - nu dør vi jo begge!"

Skorpionen svarer: "Jeg kunne ikke lade være. Det ligger i min natur."

Dette indlæg er en lille kommentar til Ellen Trane Nørbys kronik i Politiken i dag, Når BT skaber historier og folkestemninger, som igen tager sit udgangspunkt i B.T og Lars Fogts historie om at ELTs ansatte rettede i hendes opslag på Wikipedia. Jeg stiler kommentaren direkte til hende, ellers bliver den vist sær, sproglig.

Kære Ellen Trane Nørby -

Det er på mange måder en udmærket og interessant kronik du har i dagens Politiken. Og i hovedpunkterne er jeg enig. Jeg mener for eksempel også, at alt peger på at Lars Fogt er en skidenspræller. Og at B.T i bedste fald er en uvederhæftig sprøjte, som man ikke engang bør bruge til at pakke tabletter med rådden fiskeolie ind i når de skal smides ud.

Og jeg deler dit udtalte ønske om en debat om et mediekritisk filter - sådan nogle debatter kan man næsten ikke få for meget af.

Men netop derfor kan jeg ikke lade være med at føle mig en smule manipuleret af din kronik også. For du får det til at fremstå som om, at twitter gik i selvsving uden grund - eller ihvertfald uden anden grund en manipulation af B.T.

Og som en af de brugere, der var på twitter den dag, føler jeg mig nødsaget til at gå i rette med det indtryk - jeg føler mig nemlig ikke lige her synderligt manipuleret af B.T.

Da jeg først så link til artiklen klikkede jeg meget modvilligt ind på den - jeg har altid en grim smag i munden, når et link fører til B.T, og jeg alligevel vælger at klikke på det. Men da jeg så artiklen var af Lars Fogt droppede jeg med det samme at læse den, det gad jeg ikke spilde tid på.

Historien blev dog ved at leve på twitter, så til sidst syntes jeg at jeg måtte læse den. Og da kunne jeg ærligt talt heller ikke lade være at blive noget forarget. Ikke i sig selv over at der var rettet i wikien - det er en no-no og dårlig stil, men det kunne sikkert fint forklares eller ihvertfald undskyldes.

Nej, det virkeligt problematiske var, at du ikke selv kunne se problemet. Det er ihvertfald hvad du er citeret for i artiklen - og det er ikke noget du har dementeret.

Jeg kan selvfølgeligt godt se, at hvis du gik ind i interviewet i den tro, at det var en artikel med udgangspunkt i cosi fan tutte har du nok været mere nonchalant omkring det. Men det var ikke desto mindre den holdning du gav udtryk for, og den mener jeg det er helt naturligt twitter gør op med.

At det så utvivlsomt er sandt, at du ikke er den eneste, og der sikkert også var en del hykleri imellem forargelsen, ændrer sådan set ikke på at den, i mine øjne, var berettiget.

Du kunne så selv have lagt den død på twitter, hvis du ville. Du kunne for eksempel have tweetet: Ja, det er rigtigt, vi har rettet på Wiki - det var en fejl og vil ikke ske igen. Men der iøvrigt - forventeligt - mange fejl i den artikel. 140 karakterer som jeg er ret sikker på med det samme havde stoppet hvad der måtte være af selvsving. Og uden at du behøvede pege fingre af andre, som du jo nødigt ville.

Istedet tweetede du:
Et på sin vis humoristisk og overskudsagtigt tweet. Og det er helt fint. Men man kan ikke sige der var meget anger eller forholden sig til sagen i det.

Du skriver så selv i din kronik, at du ikke forsvarede dig mest af alt, fordi jeg ville se, hvor let det er for medierne at skabe en bestemt virkelighed og opkoge en folkestemning.

Og nu begynder jeg at føle mig forvirret. Ja, jeg begynder måske endda at føle mig en anelse manipuleret. Jeg synes ihvertfald, at en del af dine pointer udhules af den tilgang.

Men hvad jeg overordnet ikke forstår - og her er det så frøen og skorpionen kommer ind i billedet - hvorfor bliver I politikere ved med at entrere med Lars Fogt (ja, og B.T, men det sidste vil I nok mene I ikke kan komme udenom - og bladet fungerer jo også som fint ukritisk talerør for nogle af jer). Hvorfor kan du overhovedet tro på at Lars Fogt vil den brede debat? Når både han og hans chef altid, altid, altid går efter manden istedet for bolden? De er jo faktisk overhovedet ikke klar over bolden findes.

Og noget andet jeg ikke forstår: når nu der ind i mellem kommer disse skvulp omkring Lars Fogt - hvorfor støtter I så ikke hinanden? Hvorfor var der ikke flere, der var ude og støtte Zenia Stampe da hun skrev lignende, for eksempel. Hvorfor dukker i nakken istedet for at sige fra i fællesskab?

Det vil jeg opfordre jer til at blive bedre til. Og jeg synes det ville være fint hvis andre politikere gav støtte til din kronik - med forbehold, for jeg synes altså den skæmmes af det underliggende historie i denne sag, og det er synd.

Til sidst vil jeg gerne give et løfte: jeg skal nok lade være med at læse Lars Fogt, hvis du lader være med at snakke med ham. For vi bliver bare begge to stukket.

P.S: Og Twitter - hvis man absolut vil gøre opmærksom på artikler i B.T, så kan det anbefales med screenshot i stedet for link, ing?

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

onsdag den 6. april 2011

Det var da en god idé!

Ingen kommentarer
I en tweet foreslog @JegFreja (aka Freja Beha Erichsen) at man skulle sætte startsiden i sin browser til at pege på Wikipedia's random opslag - altså således at hver gang man åbner sin browser mødes man af et nyt tilfældigt opslag, om noget man sikkert ikke ved. Og det kan jo være det er noget interessant...

Det syntes jeg faktisk var en rigtig god idé. Jeg har ellers  i mange år haft Google som min standard startside, men efter jeg er gået over til Chrome, med søgefeltet integreret i adresselinien bruger jeg faktisk stort set aldrig googles side mere, ihvertfald ikke som starten på en søgning.

Så nu har jeg gjort som hun foreslog (med den engelske Wikipedia, som jeg generelt foretrækker) - og giver tippet videre. Hvis man har lyst til at gøre det skal man bruge dette link: http://en.wikipedia.org/wiki/Special:Random for den engelske Wikipedia, eller dette: http://da.wikipedia.org/wiki/Speciel:Tilf%C3%A6ldig_side for den danske.

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

torsdag den 27. januar 2011

Lyst til en Qwiki?

Ingen kommentarer
Jeg hørte første gang om Qwiki-projektet, som er i en Alpha-test, for nogle måneder siden, og meldte mig til. For jeg synes det er rimeligt cool - jeg ved ikke om det er fantastisk, men ihvertfald cool.

Det handler om, at de har lavet et program som gennemtrawler nettet for viden (nok især Wikipedia), og udfra det laves (automatisk) et leksikon med kortfattede opslag, digests, af den viden systemet har fundet.

Det bliver så præsenteret med billeder og stemmesyntetisering - som var det en science fiction film (og det har vist også været et af målene at efterligne netop det.)

Nu er deres test så gået i hvad de kalder en public Alpha - og hvorfor det så ikke er en beta ved jeg ikke helt - og så ville jeg lige gøre opmærksom på det. Prøv at gå på www.qwiki.com og check nogle opslag ud - det er altså lidt fascinerende.

Herunder et par eksempler:
Leopard


Frederiksberg


Månen

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

mandag den 5. juli 2010

73 år med Spam

Ingen kommentarer
I følge Wikipedia er det i dag 73 år siden Spam - Jaka-bovens udenlandske forbillede - første gang kom på markedet.

Jeg har aldrig smagt det, men mit indtryk er at det skulle være en ganske forfærdelig spise. Som iøvrigt, ifølge samme Wikipedia, produceres i Danmark til det engelske marked. Af Tulip, som også laver den der Jaka-bov, så det er vel meget det samme. Men det har jeg nu heller aldrig smagt.

Wikipedia siger så også, at navnet skulle komme fra Shoulder of Pork and Ham. Det er nok meget god trivia-viden at kunne droppe, næste gang snakken går på spam-mail. Som jo er opkaldt efter spam, fordi Monty Python lavede en sketch med spam hvor de spammede helt vildt.

Så - tillykke til Spam. Og beklager at dette var sådan et spam-indlæg!


Ceterum censeo Facebook esse delendam.

mandag den 26. april 2010

Tjernobyl fra Fælledparken

4 kommentarer
Tjernobyl reaktor 4For 24 år siden, den 26. april 1986, kl 1:23:04 Ukrainsk tid begyndte et eksperiment på reaktor 4 i atomkraftværket Tjernobyl - eksperimentet blev sat i værk for at prøve at finde måder at forbedre sikkerheden ved en ikke-planlagt nedlukning af værket.

Mindre end 1 minut senere var eksperimentet gået grueligt galt; en damp-eksplosion blæste det 2.000 tons tunge tag af reaktoren, og en efterfølgende brinteksplosion blotlagde kernen, og lod ilt komme til de overophedede grafit-isoleringer, som straks brød i brand.

Og verden var forandret for altid.

Der skulle ganske vist gå nogle dage, før det blev kendt i verden - først da opdagede måleudstyr på det svenske atomkraftværk Forsmark at noget var helt galt. Sovjet startede med i vanlig stil at nægte at det kom fra dem, og at noget skulle være forkert, men krøb tilsidst til korset. Selvom der gik yderligere tid før den almindelige sovjetborger blev orienteret om det fulde omfang.

Selv husker jeg dagen den 28. april, da jeg først hørte om ulykken meget tydeligt - jeg havde nemlig den dag, samt de foregående, ligget hele dagen i Fælledparken og læst og fået sol. Vejret var usædvanlig varmt og klart for april, og jeg kan huske at jeg var meget imponeret af den kulør jeg allerede så tidligt på foråret havde opnået.

En imponerethed der et par timer efter blev til nervøsitet, da jeg i TV Avisen hørte om den her mystiske atomsky svenskerne havde opdaget, og påstod måtte komme fra Sovjet. (Vi troede såmænd nok det var et af de svenske værker, dem havde vi jo ikke udpræget sympati for.) Jeg kunne ihvertfald ikke lade være at tænke på, om noget af min farve skulle være kommet fra den sky.

Det viste sig dog, at det var der ingen fare for - skyen havde ramt Finland og Sverige, men vi var gået fri; og da den senere svingede rundt, gik det så hurtigt, at Danmark også slap fri af det, nu var det istedet Tyskland og Tjekkoslovakiet som var i farezonen. Ja, skyobserveringen var mindste ligeså hektisk some vore dages askeskyer, og nok med lidt bedre grund.

Så vi gik dejligt fri herhjemme - det meste af radioaktiviten havnede i Hviderusland.

Imens kæmpede brandfolk for at få slukket ilden i reaktor 4, og da det var lykkedes, for at pumpe vand væk fra kernen, for at undgå en yderligere dampeksplosion, som ville sprede reaktorens indhold bogstaveligt talt for alle vinde; det lykkedes 8. maj, men ganske mange af de brandmænd med videre der udførte opgaven døde senere af strålesyge. Æret være deres minde.

For det radioaktive materiale som blev udsendt - man regner med 400 gange Hiroshima-bomben - var blot en brøkdel af det der ville være blevet udsendt ved den fulde nedsmeltning. Nu blev kernen i reaktoren istedet indkapslet i en beton-sarkofag, som blev hasteanlagt - og som skulle have været udskiftet i 2005, men den er blevet forsinket, og man forventer den først færdig i 2012.

Konsekvenserne er svære at gøre op, i præcise antal dødsfald med videre. Men ihvertfald er en lille ½ million blevet evakueret eller på anden måde flyttet, og et stort område omkring værket er stadig ikke egent til menneskelig beboelse (eller ophold uden beskyttelse) - tilgengæld er der så blevet anlagt en nationalpark, hvor dyrene vist stortrives (og sikkert får sjove unger).

Mikhail GorbatjovNår jeg mener katastrofen ændrede verden er det ikke så meget for de negative konsekvenser for ukrainere, russere, hviderussere og i resten af Europa. Men fordi jeg mener, at katastrofen på mange måder blev et gennembrud for Mikhail Gorbatjov - han havde på det tidspunkt været generalsekretær for Politbureauet godt et år - og hans nyligt lancerede glasnost (åbenhed).

Det gik ikke skide godt i starten, hvor fortielserne var som i gamle dage; men efterhånden blev bladet taget fra munden, og man oplevede en åbenhed og ærlighed, som man aldrig ville have troet mulig. (Under tidligere ledere ville de uden tvivl være blevet ved at nægte at noget som helst var sket, og folk som sagde anderledes ville blive kørt i lukkede tog til en gulag i Sibirien - eller måske til Tjernobyl, hvor de passende kunne blive reaktorarbejdere.)

Det var en åbenhed som både blev oplevet i Vesten og i Sovjet selv, og viste at det ikke kun havde været tom snak han kom med. Og som naturligvis udviklede sig over de næste år.

Derudover skete noget andet uhørt - amerikanske eksperter tilbød deres hjælp, og den blev modtaget af de sovjettiske myndigheder, og de var med til at lave sarkofagen som skulle holde kernen lukket inde. (Dette sidste har jeg ikke kunnet finde bekræftet, det er udelukkende efter hukommelsen fra datidens nyheder, men jeg mener den er god nok. Resten af indlægget her kan der findes dækning for i Wikipedia artiklen jeg henviser til i starten.)

Og jeg mener dette pludselige samarbejde i krisen på mange måder var første skridt imod det topmøde som blev aholdt ½ år efter i Reykjavik, og som ledte til de efterfølgende nedrustningsaftaler. Og afslutningen på den kolde krig.

Så der er meget at tænke på en dag som i dag.

Tilsidst lige en afklaring af navnet Tjernobyl. Lidt tid efter ulykken påstod en artikel i New York Times at en "unavngiven prominet ukrainsk forfatter" havde sagt, at Tjernobyl betyder "malurt".
bynke
Bynke

Og hvorfor var det så vigtigt? Jo, det fik jo straks de bibelkyndige til at slå ned på Johannes Åbenbaring (den med apokalypsen) 8:10-11 - som unægtelig var meget passende:
  1. Den tredje engel blæste i sin basun, og en stor stjerne, der brændte som en fakkel, faldt ned fra himlen og faldt på en tredjedel af floderne og kildevældene.
  2. Den stjernes navn er Malurt. Og en tredjedel af vandet blev til malurt, så mange mennesker døde af vandet, fordi det blev bittert.
God historie, men Tjernobyl betyder slet ikke malurt; det er afledt af det Ukrainske ord Tjornobyl (Чорнобиль) - som betyder bynke.

[Opdatering:] Læs eventuelt også om den mindre kendte Kyshtym-katastrofe.


Ceterum censeo Facebook esse delendam.

mandag den 19. april 2010

Google: Hvor gik Charles Darwin i skole

Ingen kommentarer
Ja, spørgsmålet var faktisk endnu mere specifikt, helt præcist var det: hvor går gik charles darwin skole da han var 6-14.

Og som altid vil jeg jo gerne hjælpe. Heldigvis giver et hurtigt opslag på Wikipedia en stor del af svaret, og det er så det jeg viderebringer.

Da han er 8 går han i skole, med sin/moderens prædikant fra den unitariske kirke som lærer. Da han er 9 år, efter moderens død, bliver han sendt på den nærliggende anglikanske skole, Shrewsbury School (hvor hans broder Erasmus også gik), som kostskoleelev. Som 16 årig, i 1825, kommer han i lære som læge hos sin far, inden han senere samme år kommer på medicin studiet ved Edinburgh Universitet.

Jeg håber det besvarer spørgsmålet?

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

søndag den 16. august 2009

At lægge navn til lort

Ingen kommentarer
Eller lægge lort til navn?
Da jeg tænkte dette indlæg, skulle det handle om Thomas Crapper, og hvordan han var en så succesfuld blikkenslager & lokumsmager, at hans navn var blevet synonymt med lort. Men efter at have læst wikipedia artiklen, kan jeg se at lorten kommer fra hollænderne - så kan man jo gisne om, at han blev succesfuld blikkenslager på grund af navnet?

En anden skæbnen har været mere hård ved, er Samuel Plimsoll. Hvis livs kald var gøre skibstrafikken sikrere, og først og fremmest få gjort de slemmeste skibe ulovlige. Hvilket er grunden til vi idag kalder et synkefærdigt skib en plimsoller. Jeg er ikke sikker på det lige var det han håbede på.

Men han har nok reddet mange liv, ligesom Crapper har ladet en masse englændere lukke lort ud, uden at andre har behøvet bekymre sig om det.

Så længe lever Crapper og Plimsoll!

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

tirsdag den 11. august 2009

Apropos Lilith

Ingen kommentarer

Jeg er som regel ikke synderligt interesseret i malerier, men da jeg lige slog Lilith op på Wikipedia, så jeg dette billede. Og det synes jeg faktisk er ganske flot!


Ceterum censeo Facebook esse delendam.

fredag den 26. juni 2009

Jeg er vist lidt naiv & bagud...

Ingen kommentarer
Jeg var inde på Michael Jackson opslaget på Wikipedia tidligere, og var imponeret og overrasket over at han allerede blev omtalt i datid, og at hans død allerede var indskrevet.

Hæ... Jeg læser lige på CNN, at opslaget siden hans død allerede er blevet opdateret 500 gange. Så det er nok ikke så overraskende.

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

mandag den 1. juni 2009

Besyng!

1 kommentar
Dette indlæg er lidt usædvanligt; for det er henvendt til én særskilt af mine læsere, og burde måske være holdt som mail. Men da jeg ikke har mail på hende må det blive i al offentlighed:

Inanna, jeg googlede dit noget... usædvanlige... navn den anden dag. Og sejt! Men det der virkelig får mig til at reagere, er at min anden D&D karakter var en druide som havde Ishtar som gudinde; Ishtar som altså er den samme som Inanna, ifølge Wikipedia. Og det kan jeg et eller andet sted ikke helt sidde overhørigt.

Så jeg er bare nysgerrig efter om du eventuelt kunne have lyst til at lave et indlæg, hvor du forklarer baggrunden for dit navn. Eller noget? Ved godt det er lidt underlig request.

(Hvis nogle spekulerer over det, kan jeg fortælle at min første D&D karakter var paladinen Unda Harvum, som var champion for Athena.)

Ceterum censeo Facebook esse delendam.