Jeg har lige siddet og set en ganske fantastisk dansk dokumentar, på DR1 - Valomanden. Om autisten Martin, som samler på vaskepulver fra tresserne, og meget andet. Hans næste projekt ville være blændede vinduer(?!).

Den var fantastisk, fordi den havde roen til at man kunne komme ind på ham (følte man). Mærke hans sårbarhed, og hans ønsker (en kæreste!). Og vi hørte fra hans mange venner, hans mor, hans regionalkæreste, og forstod dem så godt.

(Regionalkæreste er, ligesom når man ikke behøver bestille pladsbillet... i dette tilfælde var det vist mest noget med at de var kærester på arbejdet, i frokostpausen. Men han havde lidt mistet interessen da hun blev gravid.)

Jeg er jo ikke autist - jeg har ihvertfald aldrig fået en diagnose på det, og nej - det er jeg ikke. Men jeg har sgu tit følt mig som; min indelukkethed, og trang til samme, kombineret med en hukommelse som de fleste måber over. Og jeg forstår godt en fyr som Martin.

Jeg forstår hvordan endorfinerne kan sendes ud, når han får en ny original. Om det er et vaskepulver eller en single eller whatever. Den simple glæde, revet ud af et komplekst liv. Og nogle gange kan jeg ønske at livet var sådan.

Men så alligevel ikke. For livet er ikke sådan. Og det syntes han heller ikke - kunne man godt mærke.

Åndssvag var han engang diagnosticeret som. Det var han ikke. Men sympatisk og spændende - det var han.

Tak til DR for god dokumentar. Og tak til Martin for at lade os kigge med.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.