På turen til Rom skulle vi jo også ned og se Peterskirken - selvom det bestemt ikke var den kristne del af Rom som interesserede mig eller den ældste synderligt, er det da et bygningsværk man sådan nok føler man bør se. Det er jo også med i nogle udgaver af Civilization.

Tidspunktet blev en søndag formiddag, det passede fint ind i andre planer, og var så i øvrigt min mors fødselsdag. Ville også passe hende fint med lidt hellighed på sin 70-årsdag, kunne jeg mærke.

Det er svært at se her, men paven befinder sig ca foran hovedporten

Så vi begav os på vej lidt i 11, og kunne efterhånden godt høre, efterhånden som vi nærmede os, lyde som af en  fjern 1. maj demonstration. Med en pibende pave-stemme som hovedtaler. Og det gik op for os, at det altså var en fungerende kirke og en fungerende kirke og en rigtig messe vi kom til. Jeg troede ellers det var noget med, hvis man var heldig, at man så paven vinke fra et vindue.

Men, nej: vi kommer til Peterspladsen, som er ganske fuld, og kommer igennem security (det eneste sted dernede bortset fra i lufthavnen hjem, vi så noget af den slags). Og så ser vi ellers det meste af ritualet.

Og det er jo ikke fordi jeg har noget specielt positivt forhold til religioner, og slet ikke til den nuværende pave, Benedikt XVI.

Men, fuck, jeg blev grebet af det. Hele det cirkus med kirken som baggrund, på latin - hvor de forskellige rangordner skulle stå forskelligt, og nogen specielt udvalgte hellige personer kom op for at modtage personlig velsignelse, og så ellers nadver med vin & brød og det hele som en hær af messedrenge - ja det var vist voksne, ved ikke om det er noget nyt at man vælger voksne af PR hensyn? - blev sendt ud for at fordele blandt pladsens tilhørere.

Så stod jeg ellers der og blev grebet af en eller anden samhørighed gennem i sær tid, fordi man kunne se hvordan det her var noget der var gået for sig på samme plads på samme måde gennem hundreder af år. En underlig følelse for en agnostiker og religionsskeptiker - men meget fint at opleve.

Og da det endte med at paven velsignede os alle - var det på en eller anden måde perfekt, for jeg kunne også mærke at det betød noget for min mor, at det skete netop på hendes 70 årsdag.

Den ældste var jo så - forståeligt nok - efterhånden blevet noget utålmodig - og da vi fandt ud af at der ville gå nogen timer efter ritualet sluttede helt - og vi anede ikke hvor længe det ville være - før man kunne få adgang til selve kirken, droppede vi det. Og gik under stadig messen og fik en kop kaffe.

Og, ja, det var sådan set det. Men meget fornem oplevelse.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Jeg har før været i Italien under Berlusconi, og oplevet deres mildest talt sære TV. Men ikke i så ekstrem form som i det nylige Rom-ophold.

Vi havde en eller anden satelit-modtager, så vi havde agang til ca 100 kanaler. Et par af dem var udenlandske: en polsk og en russisk musikkanal, samt et par arabiske, og en på vistnok urdu. Og så en spansk.

Den spanske var den eneste kanal hvor vi ind imellem stødte på nyheder - de handlede altid om chilenske minearbejdere.

Bortset fra det stod menuen på italienske Hvem vil være millionær-kloner (+ den rigtige i italienske udgave) og andre latterlige quizshows, nogle af de berømte shows med ældre Berlusconi-lignende hårtransplanterede mænd og unge storbarmede blonde kvinder (dem var der dog ikke så mange af som jeg havde forventet), et par italienske soaps, et par amerikanske italiensk-eftersynkroniserede ditto (Ugly Betty kunne de godt li'), en enkelt gang eller to en amerikansk spillefilm - naturligvis eftersynkroniseret (Rocky på italiensk - Rocky Balboa talende med klar, distingveret, italiensk stemme), og ikke at forglemme TV Shop, TV Shop og atter TV Shop.

Og masser af reklamer. Mellem udsendelser, midt i udsendelser, sågar nogle gange reklameblokke midt i en anden reklameblok. Det var virkeligt svært at orientere sig om hvad man egentligt var midt i.

På intet tidspunkt oplvede jeg noget, der på mindste måde lignede et oplysende program. Hverken på de statslige RAI 1, 2 eller 3, eller RAI GULP eller hvad de iøvrigt hed, eller de private eller de regionale. Det hele den samme suppe af reklamer og lowlife TV. Jeg så dog ikke noget reality-TV (bortset fra fra den bløde ende, i form af X-Factor, som kørte hele tiden): tror at Robinson og Paradise Hotel er for lowlife til selv italiensk tv.

Anyways: det må være det mest dødssyge og fordummende TV jeg nogensinde har oplevet - og det tør jeg godt udtale, selvom jeg naturligvis har været lidt handicappet i min tilgang, i og med det hele var på italiensk. Men faktisk har jeg en fornemmelse af at jeg ville have syntes endnu mindre om det, hvis jeg havde forstået hvad de sagde. Jeg må dog indrømme - jeg så ikke meget der lignede propaganda, i det det jo ville kræve et eller andet forsøg på oplysning. Som der altså ikke var noget af.

Ikke overraskende at så mange romere søger på gaden om aftenen.

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

De kom med regnskab i går, og det var vist kanongodt. Ihvertfald set i forhold til danske luftfartsselskaber man kunne nævne, men som jeg vil undlade at være ond i mod.

Og efter at have fløjet med dem til og fra Rom, under jeg gerne Norwegian, at det går godt.

For billettene var overordentligt billige - vi fik dem til 30% under hvad deres nærmeste konkurrenter kunne tilbyde - og flyvningen forløb så gnidningsfrit som jeg aldrig har oplevet det før.

Start og stop totalt rettidigt - og ingen problemer undervejs, overhovedet. Så kan man vel ikke ønske sig meget mere? At man skal betale for maden, synes jeg er helt fint, så går det en del hurtigere med at få den vogn igennem - og det kan da godt være der altid var en eksotisk glæde, når man blev præsenteret for sin flymad i gamle dage, men jeg synes egentligt det er ganske udmærket ikke at være tvunget til at betale til.

Så thumbs up til Norwegian herfra. Jeg undrer mig bare over at jeg stadig har en gyngende fornemmelse i kroppen. Plejer det ikke at forsvinde indenfor et døgn? Har min balancenerve sat sig fast et skævt sted, eller hur?
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Blandt diverse scammere i Rom, var også deres version af facere. Tror jeg det var, for jeg fandt aldrig helt ud af hvad de havde gang i. Men ihvertfald, da vi var ved indgangen til Palatiner-højen (og senere på Piazza del Popolo, ved opgangen til Monte Pincio) var der nogle unge folk, der kom hen og henvendte sig.

Overraskende nok på engelsk - det sprog støder man ellers sjældent på i Rom - sagde de "Please come sign... No to drugs!" De viste med hænderne vejen hen til et stort ark med flere kolonner hvor mange mennesker tilsyneladende allerede havde sat signatur.

Min hjerne - som allerede havde brugt meget energi på at undgå underlige tilbud fra romaer og andet godtfolk - begyndte at cykle afsted: hvad ville de få ud af min underskrift? hvad forestiller de sig en underskrift kan hjælpe mod drugs? er det et gældsbevis jeg skal skrive under på?

Da løsningen indfandt sig... for det gik jo op for mig, at jeg da ligemeget hvad overhovedet ikke har lyst til at skrive under på noget med "no to drugs!" - da jeg basalt set går ind for en legalisering af hele lortet, og det næppe var det budskab de arbejdede for.

Så med stor tilfredshed fik jeg udbrudt de forløsende ord: "No, no, no... I like drugs!" Hvilket gjorde dem meget forvirrede - men fik dem til at trække sig tilbage, meget hurtigere end jeg ellers kunne slippe af med romaer (og facere herhjemme, for den sags skyld).

Vis stort kort
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Jeg tror, at hvis jeg går efter det helt forkromede dagbogstilbageblik bliver det for uoverskueligt, og så kommer jeg aldrig igang med det - og næppe heller særligt interessant for andre at læse om. Så der kommer nok nogle småbidder som de falder mig ind i den næste periode.

Her først om hvor vi boede, for det var jo ligesom udgangspunktet for andre ture rundt - som stort set alle foregik til fods. Jeg havde hørt, at man ville komme til at gå meget i Rom, og det havde jeg set frem til - da det er min foretrukne transportform - og det var ikke forkert. Men jeg blev faktisk overrasket over hvor lille et område der er tale om, når man taler om det centrale Rom. Så det var næsten altid overskueligt lige at se et eller andet mere.

Anyways, vi boede i en lille lejlighed i et lejlighedskompleks i en villa, som lå i en sidegade til Via Flaminio, som er den vej der går mod nord fra Piazza del Popolo. Faktisk boede vi i det yderste af Borghese-parken, med 3 minutters gang til del Popolo. Ret perfekt - ikke inde i byen, meget stille, men ganske kort fra at være del af det hele. Og de få gange, hvor vi valgte ikke at gå, var metroen også yderst tæt beliggende.

Selve lejligheden var ok, og vist efter romersk standard helt fremragende. Og udsigten var da ihvertfald ikke til at klage over.

Vis stort kort
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Der var et stenskred ved Albufeira på sydkysten af Portugal i dag. Jeg var der på min første (og vist egentlig eneste?) solo-chartertur, det har vist været ca 20 år siden.








Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Ceterum censeo Facebook esse delendam.