En skarp erindring fra min skoletid bliver der ofte pustet liv i. For jeg bliver ofte mindet om den i en eller anden form.

Som det ikke er nogen hemmelighed, var min første skole - hvor jeg var det meste af min skoletid - ikke nogen udpræget god oplevelse.

Der var dog lyspunkter. For eksempel da vores dansklærer - som egentligt var barselsvikar - engang i ca 5. klasse, sidst i 70'erne eller måske 1980, fandt på, at vi skulle skrive en historie skulle blive en video-optagelse.

Lige noget for mig jeg - jeg skrev alligevel altid fiktion. Som regel science-fiction. Her valgte jeg dog at gå krimi-vejen (jeg tænker, at jeg nok har været fornuftig nok til at indse, at special effects kontoen nok ikke ville være stor til optagelserne.) Så jeg skrev en film-noir agtig sag - jeg tror vi var ude i noget Malteserfalken-agtigt noget. Og jeg tror det har været ret godt, for jeg var selv ret glad for den. (Og jeg skrev faktisk ikke dårligt.)

Jeg husker ikke hvordan processen var, men det ender ihvertfald op med at der kun er to manuskripter tilbage - måske var det frivilligt at komme med et bud, og vi var de eneste, eller måske har der været en udvælgelse. Jeg kan ikke huske det. Ihvertfald husker jeg, at min "konkurrent" er en af de få fagligt nogenlunde kompetente drenge i klassen (han gik også ud kort efter). Lad os kalde ham Kasper. Han havde skrevet en Night of the Living Dead-agtig ting. Fin nok, men efter min mening alt for forudsigelig og monoton.

Alle i klassen får til opgave at læse manuskripterne, og så skal der vælges hvilket filmen skal laves fra. Og da timen så kommer, hvor det skal afgøres hvilket det skal være, stiller en af pigerne sig straks op:

Jeg synes det skal være Kaspers historie, for Leoparddrengens er mandschauvinistisk!

Bang! Som søn af en af halvfjerdsernes rimeligt kendte feminister ramte den mig hårdt, og fuldstændigt ud af det blå.

En af pigens klikeveninder gav sit besyv med: Ja, den er vildt chauvinistisk!

En tredje: Ja, Leoparddrengens historie har ingen roller til piger!

Det var sådan set rigtigt. Jeg må indrømme, at da jeg skrev historien lavede jeg ikke nogen specielle roller til piger, karaktererne var rimeligt løst formuleret. Og når jeg skrev der optrådte nogle politibetjente, tænkte jeg at det jo kunne være begge køn, ligesom journalisterne vel ikke var kønsbestemte - eller for den sags skyld detektiven. (Her må jeg dog nok indrømme at jeg nok havde forestillet mig en mandlig hovedrolle skuespiller - nok mig selv.)

Jeg prøvede at fremføre argumenterne, at jeg da først syntes noget blev mandschauvinistisk, hvis nogen mente at piger ikke kunne optræde som politifolk eller journalister, eller whatever. Og min lærer (som mellem linierne tydeligt mente at min historie skulle vinde) gav mig ret. Men det hjalp ikke:

Nej, det er vildt mandschauvinistiskt, at der ikke er nogen roller til piger! Se på Kaspers historie - der er da pigeroller!

Og det var rigtigt - i hans zombie fortælling optrådte 3 piger. Deres bidrag til historien var, at de skreg og skreg når de så zombier, og at de blev reddet af drengene.

Jeg prøvede sikkert at fortælle noget om stereotyper og lignende... men jeg vidste jo godt her at slaget var tabt. Naturligvis blev det zombie-manuskriptet som næsten enstemmigt gik af med sejren. Filmen/videoen blev naturligvis aldrig til noget, som alle andre projekter på den skole gik det i vasken.

Men jeg lærte en vigtig lektie, som jeg har svært ved at sætte ord på i dag, men man skulle gerne kunne fornemme den, hvis man har læst indlægget her. Og så tror jeg iøvrigt også, at det var ved den lejlighed jeg for alvor opgav min klasse, og lod den synke ned i den sump af dumhed den hørte til i.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Jeg har altid haft en idiosynkrasi mod Mødrehjælpen. Uden at jeg egentlig har vidst hvorfor, var det bare en organisation jeg havde noget imod - uden rigtigt at kunne sætte en finger på hvad.

Så da dele af Blogland her op til jul gik i velgørenhedsmode og foranstaltede en indsamling til fordel for Mødrehjælpen, valgte jeg at stå uden for. Ellers ville jeg muligvis have deltaget, om ikke andet så for at komme mere ind i blogger-communitiet og/eller måske scorer et link hertil.

Men jeg valgte altså, at det ville jeg ikke. Tilgengæld fik det sat noget i gang i baghovedet, så jeg nu helt klart ved hvad jeg har imod Mødrehjælpen. Og jeg synes faktisk det er en forbandet god grund.

Det jeg har imod Mødrehjælpen er navnet. Mødrehjælpen. For hvorfor er det kun mødre, som har brug for hjælp - hvorfor ikke fædre?

Og det er det da heller ikke kun - i Om Os skriver de selv, at de støtter børnefamilier, som har det svært. Men det er næsten værre.

For hvorfor så det navn? Som jeg ser det, er det med til at fastholde en gammel forestilling om at det er mødre som er de naturlige (og eneste) børnepassere. At hvis en far er alenefar, er det unormalt og mod naturens orden.

Og det kan da godt være, at det stadig er sådan for det overvejende flertal, at det er moren som har mest med ungerne at gøre. Men hvis man gerne ser det udjævnet - så er det da ihvertfald det helt forkerte signal at sende.

Og det er jo ikke fordi, det kun er "synd" for enlige fædre, at de ikke kan anerkendes som ligeværdige. Mødre/kvinder fastholdes jo også i, at det er dem der er de rigtige, Mødrene. Hvilket de muligvis kan have det fint med, hvis der er et martyrkompleks, som skal fodres - men det kan jo også være meget begrænsende.

Nej, jeg synes simpelt hen, at Mødrehjælpen på grund af sit navn, er sexistisk, og hjælper til at fastholde mennesker i forældede kønsroller. Navnet kan have haft en gyldighed op til 70'erne, men jeg synes faktisk det er en skændsel at det ikke er rettet endnu.

Til Forælderhjælpen, for eksempel. Det synes jeg faktisk lyder helt ok.

(Og det her skal ikke tages som et angreb på hverken de, som arbejder for organisationen, eller de som støtter den, på den ene eller den anden måde. De har garanteret hjertet på rette sted, og gør sikkert meget godt for mange. Men det ændrer altså ikke ved min holdning til navnet.)


Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Jeg har egentlig altid været lidt forundret når jeg hører om den der tilsyneladende evige diskussion om toiletsædet nu skal efterlades slået op eller slået ned.

For jeg har aldrig følt jeg rigtig har været involveret i den, og har heller aldrig fået henstillinger fra partnere eller samlevende kvinder om det ene eller det andet. Ligesom jeg ikke selv har insisteret på noget.

Men jeg tror måske jeg har forklaringen på det har været så relativt fredeligt for mig. Og det er da en mulig løsning jeg gerne vil give videre ud i den store verden.

For jeg har hvad toiletter angår haft den samme holdning, som jeg har haft med alt muligt andet - nemlig at jeg ønsker at være så diskret som muligt, og man helst ikke skal kunne se jeg har været der. Så jeg efterlader så vidt muligt ting og steder som de så ud, da jeg kom. (Måske noget med en leopards jagtinstinkt?)

Så hvis sædet er oppe når jeg kommer ind på et toilet, efterlader jeg det også sådan. Ligemeget om det har været nede i mellemtiden. Og ligeledes hvis det er nede - så er det også nede når jeg går.

På den måde er ikke rigtig nogen der kan brokke sig - eller det vil ihvertfald være åbenlyst urimeligt. Og der er samtidig ikke nogen position der har forret frem for en anden, og ingen som bliver forfordelt.

Så hvis alle gjorde sådan burde alle kunne blive glade - naturligvis med undtagelse af Carl-Mar Møller, som sikkert vil udvikle nye teorier hvis han hører om det.

(Jeg skal dog lige understrege at det ikke fungerer sådan når jeg er alene hjemme - der efterlades det ganske vilkårligt.)
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Jaja, jeg tænkte jo at det var en overskrift der nok skulle lokke læsere til.

Men det handler om, at jeg aldrig har brudt mig om de ord der er blevet givet til børns kønsorganer, tissemand og tissekone. Og jeg kan huske, jeg også havde det sådan som barn, og for mig hed det jeg havde altså en pik.

Og egentlig ville jeg nok foretrække vi bare brugte voksenord i forhold til børn - selvom jeg godt kan forestille mig der vil gå noget tid, før det accepteres at den mandlige pædagogmedhjælper spørger lille Sylvia-Mathilde på 3 om hun skal have tørret sin våde fisse, når hun har tisset i bukserne.

Men jeg må også tilstå, at jeg i forhold til mine drenge omtaler deres som tissemænd - selvom det giver sig lidt i mig hvergang, for jeg bryder mig ikke om ordet.

Jeg synes dog altså også at tissekone er værre - heldigvis har jeg ikke selv piger, så det er meget begrænset hvor meget jeg har skullet bruge ordet. Men jeg tror nok det gik op for mig i dag, hvad jeg især har i mod det.

Og det er at 'kone' semiotisk betyder at man er gift, eller i moderne brug ihvertfald i partnerskab. Som igen betyder, at tissekonen ikke kan stå alene - at den kun eksisterer hvis den er gift med en tissemand, eller en anden tissekone.

Og det synes jeg er en underlig meddelelse at give små piger igennem hele deres opvækst - det matcher nok meget godt med synet på seksualitet for 50 år siden og tidligere, men ikke rigtigt tingenes tilstand idag.

En tissemand er der ikke det samme problem ved, da en mand jo både kan være i bundet forhold, eller enkeltstående.

Så hvad ville være et godt ord i stedet? Tissedame ville jo være oplagt. Eller tissekvinde. Det sidste er dog nok ikke specielt godt til et barn; og dame er på en eller anden måde ikke et særlig populært ord i vore dage.

Det bedste jeg kan finde på hiver så lidt engelsk ind i sproget - men det der signalerer mest fritståenhed og selvstændighed for tiden er girl - som i "You go girl!" eller girlpower. Eller grrl for den sags skyld - det vil dog nok blive lidt vel mærkeligt på dansk.

Men tissegirl syntes jeg ville være en udmærket modernisering af sproget. Så kunne drengen omdøbes til en tisseboy - det ville også være fint nok.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Konvertitten Anna Nielsen, som i går aftes stod frem i TV2 Nyhederne, og fortalte om sin brug af niqab virkede jo rimeligt oprigtig - efter min mening. Og fortalte om hvordan brugen af niqab'en var hendes eget valg - hun havde brugt den i perioder før hun blev gift, lagt den på hylden, men så igen selv foreslået det da hun blev gift - og hendes mand havde sagt, at hvis det var noget hun havde lyst til, så ok med ham.

Nok ikke specielt overraskende, hvis mange af de 50-100 burka/niqab bærende vil være at finde blandt konvertitter - som tilsyneladende ofte har et større behov for en mere bogstavelig (fundamentatlistisk?) tolkning af koran mv, end muslimer der er vokset op med troen.

Men det er sådan set ikke min pointe - min pointe er, at Anna Nielsen gav udtryk for en stor frustration, over at diverse politikere kunne blive enige om hvor undertrykt hun var, uden overhovedet at ville høre på hvad hun selv havde at sige om sagen.

Og det kan man jo godt forstå - som jeg nævnte for nylig, inden det hele gik amok, er det en teknik man også støder på andre steder.

Jeg vil ønske vi kommer til at høre mere til Anna Nielsen og ligesindede i fremtiden. For hun taler godt for sig, og demonstrerer efter min mening fint hvilken skændsel det er de skøre konservative prøver at gennemføre.

At jeg så ikke fatter hvorfor hun render rundt i det tøj, og ikke selv ville kunne tænke mig det kommer ikke sagen ved - det må ligesom være hendes eget valg. Jeg ved der heller ikke er mange der rigtigt fatter hvorfor jeg render rundt i stramtsiddende leoparddragt, og heller ikke kunne forestille sig selv at gøre det. Men jeg håber sandelig ikke på et forbud af den grund.

Og jeg kan faktisk godt forestille mig jeg køber en burka eller niqab og begynder at gå rundt i den indimellem, bare som en protest.

(At jeg er med på et forbud mod tvang i forhold til hvilken beklædning man skal være iført er en anden sag - det er jeg helt med på, og det tror jeg sådan set allerede der findes i loven. Det er faktisk det der er hele pointen.

Ligesom jeg da går fuldt ud ind for et forbud mod at nogen skal tvinges til prostitution - jeg vil endda gå endnu længere; jeg går ind for et forbud mod enhver form for tvangsarbejde, ligegyldigt hvilket køn der tvinges, og ligegyldigt hvad de tvinges til. Men den sag skulle også allerede være på plads.)
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

TV2 Nyhederne havde et indslag her til aften, om en test der allerede fra 10ende uge, via en simpel urinprøve, kan fortælle om en kvinde er gravid med en dreng eller en pige.

Hvilket jo vil betyde, at hvis man er virkelig utilfreds med kønnet, vil kunne få en abort, indenfor den almindelige abortgrænse. Et medlem af abortankenævntet, psykolog Birgit Petersson, og et medlem af etisk råd, teolog Morten Kvist, var straks ude og mene at testen skulle forbydes.

For puhada!

Nu tror jeg reelt set ikke problemet er særlig stort - det ville være noget andet hvis vi boede i Kina, men det gør vi jo ikke. Men lad os sige, vi har nogle gale forældre som absolut ikke vil have en pige? Så kan vi mene om dem hvad vi vil - men strengt taget ville det måske heller ikke være det bedste for en datter at vokse op i det miljø?

Men det er jo sådan set irrelevant - testen findes, og lad os bare sige den skulle blive forbudt i Danmark. Så er der jo ikke noget til hinder for, at disse mennesker ville tage til udlandet og få lavet testen. Og siden få lavet en eventuel abort dér, eller herhjemme.

Højst sandsynligt ville der ved et forbud straks opstå nogle netsider, hvor man kan bestille en test, sende urinprøven, og få svar et par dage efter.

Så hold da op med at tale om forbud, som alligevel ikke nytter en brik, og blot vil være til hinder for at der tages fat om det egentlige problem:

Nemlig de tilfælde hvor faren har et bestemt ønske om barnets køn, og ønsker at presse moren til en abort. Det er ikke utænkeligt, og der skal man da ihvertfald sørge for at støtte op om moren, og sørge for at hun er orienteret om at hun hverken kan tvinges til testen eller aborten.

Men der er nok ingen tvivl om, at der vil opstå problemer i den retning. Men tag da fat om den nældes rod, istedet for at tale om latterlige forbud.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.