Inspireret af et indslag i TV Avisen 18:30 for lidt siden, hvor Brian Mikkelsen ikke ville følge Forbrugerrådets anbefaling om at indføre en maksimumsgrænse på forbrugslån, "fordi at så er det så sikkert som amen i kirken, at så vil alle sætte deres rente på maksimumet!" - spurgte jeg ministeren med ansvar for konkurrence:

Brian Mikkelsen - en klar max 10'er - amen!

"Brian Mikkelsen - hvor dum er du egentlig - på en skala fra ét til ti?"

Til hvilket han svarede: "Ja, når du sådan sætter et maksimum på, kan jeg forsikre dig for at det er så sikkert som amen i kirken, at jeg er en 10'er!!"

Og så skulle det vist være på plads.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

I USA sagde man om Nixons vicepræsident, Gerald Ford, som blev præsident efter Nixon måtte gå af på grund af Watergate, at han var for dum til at tygge tyggegummi og gå på samme tid. Blandt andet på grund af et par fald episoder.

Og, tja.... jeg kunne altså ikke lade være at tænke på udtrykket i dag, da man i Nyhederne kl 22(:20) først ser Naser Khader snuble op ad trin på vej ind til integrationsstramningspointmøde (fordi han havde fart på for at undgå spørgsmål, jeg så det live tidligere), og kort efter stod han ivrigt tyggende tyggegummi bag Birthe Rønn Hornbech som talte om Danmark som foregangsland for den stramme og snævre adgang til det allerhelligste.

For tilsidst at prøve at snakke udenom spørgsmål om hvorfor pointene er indrettet som de er - hvilket ikke lykkes, da Cecilie Bech holder ham fast på spørgsmålet.

Ja - jeg kunne alstå ikke lade være at tænke på det amerikanske udtryk... too stupid to walk and chew gum at the same time. Og det kan da godt være, at det er en tynd og under bæltestedet sammenligning. Frankly, my dear - I don't give a damn!

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Jeg har siddet en del af aftenen og undret mig over nogle pibende/fløjtende lyde som indimellem dukkede op.

Og jeg har spekuleret på, om jeg har haft noget siddende næsen, som har givet mig en dårlig vejrtrækning, uden jeg rigtigt har kunnet mærke det - og har af samme grund gået hårdt til mine næsebor i forskellige former for forsøg på udrensninger.

Og har troet at naboerne har fået undulat eller kanariefugl. En tanke som har irriteret mig grænseløst. Og er der iøvrigt ikke noget med at sådan nogle fugle skal sove om natten - så hvorfor bliver den ved at larme?!

Fik så opklaret det for lidt siden - da jeg blev bekymret for at det var noget i min monitor der kom med lydende, og jeg et kort øjeblik troede at den var ved at bryde sammen.

For det kommer jo - ganske dæmpet - fra højtalerne. Det er åbenbart en (meget diskret) ambient baggrund til et eller andet @^!#¤& spil en af ungerne har haft kørende. Som ikke kan finde ud af at lukke ordentligt ned for lyden når det ryger i baggrunden.

Jeg kan godt føle mig lidt dum over at være blevet snydt på den måde. Især da jeg svagt erindrer at det vist ikke er første gang.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Jeg er lige blevet gjort opmærksom på, at den mailadresse man har fået, hvis man trykkede på Kontakt-knappen her til venstre var forkert.

Bande, svovle og meget mere. Jeg har ikke rigtigt det, fordi jeg har gjort adressen ret kompliceret med noget javascript og sådan, for at undgå at nogle harvester adressen. Men åbenbart også så kompliceret at jeg ikke selv kunne finde ud af det.

Anyway, den skulle fungere nu. Så hvis nogen har prøvet at sende mig interessante mails, kærlighedserklæringer eller andre ting (jeg syntes jo også der var blevet så stille efter jeg lagde den knap på) - så kan det altså lade sig gøre igen.

Tak til M for at gøre opmærksom på problemet!
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Efter en kommentar i går fik jeg lige et flashback - Norge, sidst i 70'erne.

Jeg har været 9-10 år; årligt fra jeg var 6 havde vi (jeg og min mor + vekslende andre) været på skitur i Norge på vekslende hoteller. Egentligt var jeg mest til det alpine, men var også blevet ok glad for langrend, sålænge det var på gode vekslende skovløjper.

Men det hotel vi var på her (og det var sidste gang, uvidst på det tidspunkt) havde de arrangeret nogle mærker man kunne tage. Således at man kunne få et bronze, sølv, emalje (what the fuck?) og guld mærke, hvis man løb en tur på en bestemt tid. Som var en lille rundstrækning, afhængigt af hvor gammel man var skulle man løbe et bestemt antal omgange, og opnå bestemte tider for at kunne få de forskellige mærker.

Men de var jo smarte på hotellet: så man kunne ikke opnår sølv før man havde fået bronze, ligemget hvor hurtigt man løb; og man kunne ikke få emalje (what the fuck?) før man havde fået sølv; og ikke guld før man havde fået emalje (what the fuck?). Meningen var naturligvis at det skulle bringe folk tilbage år efte år, fordi ungerne ville have næste mærke.

Anyways, det stillede jeg altså op i. Og jeg var den første af ca 20 børn der skulle løbe. Min alder gjorde at jeg skulle løbe 2 omgange.

Og jeg kom fint af sted, og ud på rundstrækningen, og cirka da jeg var i bunden - og heldigvis uden for synsvidde af alle - skvattede jeg. Ned i en kæmpe snedrive. Hvor jeg lå og sprællede og ikke kunne få nogen form for fodfæste. Og var vanvittigt panikslagen og ville op hurtigst muligt. Ikke for tidens skyld, men jeg vile op, inden nogen så mig ligge sådan. For jeg var god til at stå på ski, faldt aldrig, hvorfor så lige der, nu?

Sprælle, sprælle, sprælle. Det føltes som en evighed, men langt om længe fik jeg pludselig kontakt med noget, så jeg kunne komme på benene igen. Og op i sporet, og løb videre som en rasende, nu var der noget der skulle indhentes.

Og jeg beholdt min førsteplads rundt og rundt, og mig bekendt har mit fald indtil nu været ukendt af alle bortset fra migselv. Jeg blev endda rost meget, fordi jeg var den eneste der ikke blev overhalet af en 14 årig pige, som var startet bagerst, og havde taget alle andre. Og min tid var god nok til guld (men jeg fik jo altså kun bronze).

Men hvad jeg tog ud af det løb var skammen over at ligge der, sprællende, og panikken. Og erfaringen om endnu engang at holde ting for mig selv.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

M's historie om snefald i går, kombineret med nyligt indslag i TV Avisen om snekæder til sko, fik mig til at tænke på en histore fra skoletiden.

Og min ældste fandt den ganske underholdende da jeg fortalte ham den fornylig, så hvorfor ikke også her:

Det har været i 9ende klasse, om vinteren. Vi havde fysiktime, hvor vi skulle prøve at puste glas. Og problemet er jo så, hvad prøver man at puste?

Well, jeg besluttede mig for at prøve at puste en hash-pibe til min bror, som (også) dengang indtog en del af stoffet. Og der kom da også noget ud af det, som med lidt god vilje kunne forestille at være en pibe - men altså langtfra så checket som den jeg har fundet som illustration.

Da der så er frikvarter kommer jeg ud på den forhøjede gårdsplds. Pas på, råber nogle af mine klassekammerater, der er skide glat!

Men for sent, jeg var allerede trådt ud på det forræderisk godt skjulte glatte område, som jeg ihvertfald slet ikke havde set, da jeg gik og beundrede glas-piben.

Og jeg satte en vild dans ind, for at prøve at finde fodfæste eller balance: en ulige kamp, som dog bølgede frem og tilbage - til tider troede jeg var lige ved at være der, men så måtte min ben gå som trommestikker igen - til det endte med at jeg endte hårdt med ryggen i den isbelagte flisegård.

Mine klassekammerater grinede & jublede over showet, som havde varet væsentligt længere end sådan noget normalt ville.

Selv var jeg lykkelig: Piben, råbte jeg triumferende, mens jeg holdt den sejrrigt i luften fra mit vandrette leje, jeg reddede piben!


Dette gav selvfølgelig ikke mindre moro. Jeg fik kravlet ud fra det glatte område, og op og anbringe piben i sikkerhed i min skoletaske.

Og det var så sådan set enden på glatføre historien. Bortset fra - du er måske nysgerrig efter hvordan sådan en glaspibe fungerede? Det er jeg sådan set også - og skal jeg være helt ærlig tror jeg slet ikke det ville gå, glasset ville bare smelte eller sprænges.

Men jeg ved det ikke - for den lå ikke så sikkert i min skoletaske. Da jeg kom hjem var den knækket under vægten af bøger. Hvilket vel egentligt ikke var så mærkeligt. Men lidt dumt...
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Nej, må indrømme - det er virkelig ikke særlig smart. At skulle følge sin søn til fest med overnatning. Og da vi når frem opdage, at jeg huskede fuldstændig fejl omkring hvor fødselsdagsbarnet bor.

Og måtte ringe op og spørge... "Øh, hvor er det nu I bor?"... og være fuldstændig blank på den adresse man får at vide. Og bruge en halv time på at komme derhen - alt imens regnen bryder ud i skybrud.

Og komme frem og opdage, at man fuldstændig har glemt at den fødselsdag var en 70'er fest, og se de andre børn være klædt ud, og ens egen søn bare ligne sig selv.

Nå - forhåbentlig bliver det ikke et traume. Han virkede faktisk meget cool omkring det, syntes vist det var mest pinligt vi kom for sent. (Men vi var heldigvis ikke de sidste, der kom et par flere druknede mus lige efter os.)
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Og det i en grad at det indimellem senere har givet mig problemer - fordi jeg derudover har svært ved at indrømme det, når jeg har gjort det. Hvilket bestemt ikke altid er skide smart.

Jeg tror grundliggende det skyldes, at jeg faktisk dummer mig ret sjældent. Og derfor har jeg ikke været vant til at håndtere det som barn, hvilket altså hænger ved. Sikkert lommepsykologi, men hvad ved jeg.

Jeg tror muligvis også det er en af grundende til, at jeg opfører mig sådan lidt ekstremt afvigende, indimellem. Ved at påtage mig denne form for klovnerolle, kan jeg få lov til at dumme mig, men være i kontrol over det - og så er det jo ikke en rigtig dumhed. Mere lommepsykologi...

Anyway: mit første minde om en dumhed: jeg var kort forinden begyndt i fritidshjem (nogenlunde det der idag hedder SFO, dengang var de bare ikke del af skolen), så jeg har vist været lige over 7 år.

Vi skulle lave linoleumstryk - altså hvor vi først udskar motivet fra linoleumsplader. Jeg havde prøvet det én gang før; under alle omstændigheder fik vi igen lange forklaringer om hvordan vi skulle passe på knivene, og altid kød bag kniv etc.

(For de som ikke har prøvet at lave linoleumstryk: det er sådan nogle udhulede syle af forskellige størrelse, man kiler ned i linoleumen og drejer rundt, og dermed skærer motiverne ned i den.)

Når men dethavde jeg jo udmærket styr på, mente jeg. Jeg gjorde jo altid alting rigtigt, dummede mig ikke.

Men pludseligt - ved stadig ikke hvordan det gik til - befandt den her sylekniv sig altså i min venstre tommelfinger, som den jo flåede et godt stykke op.

Min første tanke har været vantro. Den næste (oversat til nudansk) oh fuck, hvordan kommer jeg ud af det her. Dernæst væk!

Så jeg skyndte mig, med den anden hånd dækkende såret, for at dets sprøjt ikke skulle blive for åbenlyst, ud og tog jakke og ike mindst vanter på (det var vinter), fik sagt et hurtigt farvel til en pædagog, og at jeg måtte gå nu.

Jeg må have været ret bleg, og jeg gad vide hvad de siden tænkte om blodet? Det har jeg aldrig fundet ud af.

Så gik jem, mens jeg stramt holdt om min venstre hånd med min højre. Kunne se hvordan den blå vante blev mørkere og mørkere som blodet spredte sig. Jeg vidste min mor var hjemme, men ikke hvordan jeg skulle sige hvad der var sket.

Jeg kommer hjem (det var ca 10 minutter et kvarters gang - i dag vil man nok undre sig over at en 7-årig gik turen selv, men ganske normalt dengang, på Østerbro). Hvor jeg råber Hej da jeg er kommet hjem, og at Jeg gik tidligt i dag.

Hilser lige på hende, med min hånd skjult, siger jeg skal på toilettet, så går der uden at tage overtøj af.

Hvor jeg lirker min venstrevante af - vel i det håb at kunne vaske blodet af og kunne lade som ingen ting. Men er ved at besvime af det syn der møder mig, med vanten nærmest fyldt med blod, som klistrer i foret, og min egen hånd så indsmurt at den for mig bare fremstår som en blodig kødklump.

Med spag stemme for jeg kaldt på min mor, som selvfølgelig bliver forfærdet. Som jeg egentlig husker det viser det sig ikke at være så slemt - hånden bliver vist skyllet, og plaster og gaze på eller sådan, og det var vist sådan set det.

Men det for mig typiske er, at jegaldrig over for hende indrømmer at jeg var klar over jeg havde skåret mig - jeg påstår, jeg ikke havde opdaget det, og det må være sket lige inden jeg gik (det var selvfølgelig også sandt nok, det sidste, men ikke på den måde).

Jeg ved ikke om hun bare troede på mig, eller lod mig "slippe". I retrospekt tror jeg nok det havde været en del bedre for mig, at få frem til overfladen, at jeg altså vidste det, men ikke turde indrømme det, og at det havde været ok, og alle dummer sig indimellem, og at det ikke var noget at skamme sig over. Men dertil kom den historie ikke.

Jeg gik halvhjertet i fritidshjemmet lidt tid endnu, men var aldrig rigtig glad for at være der siden; så jeg kom der mindre og mindre, begyndte at pjække fra det, og endte med at få lov til at droppe det.

En lettelse for mig dengang, men selvfølgelig medvirkende til mit tildels selvvalgte behov for isolering siden.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.