Da jeg første hørte at HBO var igang med at lave en serie baseret på den gamle, semi-klassiske Science Fiction film Westworld, syntes jeg det lød interessant, men så heller ikke mere.

Det var først da jeg for nogle måneder siden stødte på et interview med en af hovedrolleindehaverne i serien, Evan Rachel Wood, at jeg fik fornemmelse af at det måske var mere end blot… interessant. (Og, ja, jeg ved godt interviews gerne må skabe hype, men jeg fornemmede nu en ærlighed, som jeg i det hele taget finder hos hende. Har fulgt hende på twitter et års tid.)

Sister Babe Knudsen introducerede Westworld

Så jeg har gået og glædet mig til det skulle blive start oktober pænt længe. Og fik så muligheden for at komme ind og se premiere-afsnittet i Imperial i dag. (Man kunne godt have fortalt mig det var en decideret gallapremiere med rød løber og fotografer, så skulle jeg nok være kommet i leoparddragt!)

Og det er en lettere opgave end normalt at fortælle indtryk, for jeg er normalt meget undvigende i forhold til at fortælle selv basale ting om historien, da jeg ikke vil spoile noget. Men når serien er baseret på en 40 år gammel film, kan man vel godt slippe afsted med at fortælle hvad grundkonceptet er: Westworld er en forlystelsespark, hvor folk i dyre domme kan tage hen og opleve en tur i det vilde vesten. Og der er befolket med menneskelignene robotter, så du kan skyde beboerne som du lyster. Eller gøre andre interessante ting med dem. Og naturligvis går det hele på et tidspunkt galt. (Jurassic Park med robotter; eller snarere omvendt, da Michael Crichton lavede Westworld længe inden han skrev Jurassic Park.)

Den oprindelige film husker jeg (omend det er længe siden jeg har set den) mest af alt som en forgænger til Terminator.

Men allerede fra seriens første øjeblik drages tankerne snarere hen på Blade Runner; det lyder næsten som er vi havnet i en Voight-Kampff-test.

Og selv om jeg var særdeles interesseret i handlingen på lærredet, sattes mine tanker undervejs igang: fra hvor kunne det være fedt at være gæst i sådan en park — ikke nødvendigvis for at skyde eller kneppe nogen, men for det fuldstændige rollespil, over ville være interessant at skulle programmere de storylines de skal følge, må være meget som level-programmering i et CRPG, til hvordan kan man som gæst være sikker på man ikke er vært [værter er seriens betegnelse for androiderne/robotterne], det er sgudda Paint It Black og fuck, der kommer mange lag i det her!

Netop det sidste synes jeg meget man fornemmer. Det her er ikke gjort med et Spartacus-lignende robotoprør, og lidt bugs værterne har svært ved at håndtere.

Vi skal dybere ind — helt ind i sindet. Og dertil kommer intriger i parkens ledelse, en skjult dagsorden, Asimov og filosofi. Og vi er ikke engang kommet igang endnu, så vi har ikke fået nogen J.J. Abrams what the fuck-øjeblikke endnu, men vi ved det kommer.

Den levede op til mine forventninger for første afsnit. Jeg glæder mig helt vildt til næste mandag. Og jeg tror den ender med at blive større end Game of Thrones. Ihvertfald for mig.

Produktion og cast er der naturligvis ikke en finger at sætte på, det skriger blot på mere. Dobbelt-plus-godt.

[Skal måske lige gøre opmærksom på at jeg ikke fik billet tilgengæld for anmeldelse, dette er skrevet helt på eget initiativ. Billetten havde jeg også fået som almindelig dødelig!]
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Da jeg får et par uger siden opdagede at der var en nyere TV-serie med denne titel, blev jeg straks ret nysgerrig - især i det jeg var - er- stor fan af TV Serien Rome, og gerne vil have mere af det. Jeg kunne dog se, at serien mere blev sammenlignet med et mix af 300 og Gladiator - men det lød nu heller ikke dårligt.

Jeg forhørte mig lige på twitter, at det ikke var en helt dødssyg historie - det ar det ikke fik jeg at vide. Og så købte jeg Blood and Sands. Som ankom i mandags - og jeg er allerede kommet til at se alle 13 afsnit - så helt dårlig var den vist ikke :)

Handlingen foregår inden det berømte slaveoprør, og følger thrakeren Spartacus' vej til at blive og være gladiator  i provinsbyen Capua i det sydlige Italien. Men hvis man forventer en prequel til filmatiseringen/serialiseringen af Howard Fasts Spartacus-fortolkning tager man fejl.

Der er ikke meget socialist-romantik over denne historie; den handler mere om ære, forræderi og intriger. Og blod, sex og drab.

Sammenligningen med 300 og Gladiator er ikke helt forkert, men den giver også et lidt forkert billede synes jeg, for så tror man det hele handler om kamp. Og det gør det ikke - den bærende historie er efter min mening ganske udmærket, og tager sit udgangspunkt i Spartacus ønske om at genvinde sin kone fra før han blev slave - og om fortabelsen undervejs.

(Spartacus hedder iøvrigt slet ikke Spartacus, det er blot hans "kunstnernavn" som gladiator - det drilles vi som seer en del med, da vi aldrig lærer hans rigtige navn.)

Men, når det så er sagt, at historien faktisk er udmærket, kommer man heller ikke uden om at nævne andre hovedingridienser i serien. Nemlig sex og nøgenhed, og vold & blod.

Der er nemlig ganske meget nøgenhed i den serie, det er nok den mest gennemførte på det punkt jeg har set endnu. Og mere demokratisk fordelt end sædvanligt - jeg tror aldrig jeg har set så meget full-frontal mandlig nøgenhed (porno undtaget) - men så er der også tale om meget veltrimmede, og ikke mindst meget barberede mænd.

Og blodet - ja, det er der meget af. Lemmer afhugges, pulsårer skæres over, maver spiddes - i et væk, og i stop-motion sekvenser som i 300. Og med et farvefilter som lever op til titlen, som tillader blod og sandfarverne at trænge igennem - så får vi det hele med, og mere til. Indimellem grusomt, men ikke som sådan sadistiskt.

Det kan lyde som om det bliver trivielt, men det gør det ikke. Ikke for mig, ihvertfald. For der sker trods alt også en del andet. Men ingen tvivl om - føler man sig frastødt af tanken om at se nøgne mennesker, eller vold & blod - så er det en serie man bør gå i en stor bue udenom. Hvis ikke - så kan den klart anbefales.

Den når dog ikke Romes højder - dertil er perspektivet alligevel for begrænset. Historien er stort set begrænset til areanaen og den sært beliggende gladiatorskole - at anbringe sådan en på kanten af en skrænt forekommer mig at være en sær idé. Og udover at det hele naturligvis er en optakt til slaveoprøret, er der ikke mange henvisninger til historiske begivenheder.

Skuespillet fungerer fint, baserer sig mest på australske og britiske skuespillere, hvoraf kun én for alvor er kendt i forvejen, John Hannah, som giver den som Batiatus - ejeren af gladiatorskolen.

Spartacus spilles af Andy Whitfield - og jeg blev helt trist, da jeg i researchen til denne anmeldelse så at han døde af kræft sidste år, 40 år gammel. Fandme trist, når man lige har lært ham at kende. Han spiller defor af naturlige årsager ikke Spartacus i fortsættelsen, Vengeance - som jeg ikke har set, men glæder mig til. Der blev også, men Whitfield var syg, lavet en prequel, Gods of the Arena - den må jeg også have fat på.

(Det føles iøvrigt helt som der er en dansk connection - Whitfield lignede Coster-Waldau en del, slynglen Ashur ligner Michael Carøe - og slavinderne Naevia og Mira ligner henholdsvis Rikke Rønholt og Cecilie Stenspil - ikke at det har noget med noget at gøre, det føltes bare så sært at det måtte nævnes.)

Anyway, som opsummering: har man lyst til god underholdning i 13 episoder, og kan man tåle blod og nøgenhed - så er Spartacus: Blood and Sand absolut et køb værd.


Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Fabian Cancellara alias Spartacus

Ja, det er noget jeg egentlig har besvaret før, men i anledning af Tour de France (og lidt bedre SEO-forståelse) gør jeg det igen.


Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Ceterum censeo Facebook esse delendam.