Leoparddrengens
Public Key
Viser opslag med etiketten Hobbitten. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Hobbitten. Vis alle opslag

onsdag den 11. december 2013

Hobbitten 2: Smaugs Ødemark - anmeldelse

Ingen kommentarer
En kort opfølgning, på min anmeldelse af Hobbitten 1.

Der er om muligt skåret endnu mere af selve historien fra Hobbitten ud af 2'eren - hvilket jeg egentligt synes er fint, for det var noget af det der holdt 1'eren lidt tilbage , efter min mening. Og meget af det der er fra bogen er lavet en del om.

Så hvis man skal have fornøjelse af filmen er det vigtigt at være så glad for Tolkien universet, at alt det andet Peter Jackson har stykket sammen til os har interesse - og at man samtidig ikke er så puritansk, at man ikke tåler ændringer i forhold til bogen. Eller - man kan også slet ikke gå op i Tolkien, og bare nyde en god gang ramasjang & eventyr.

Selv hører jeg til Tolkien-nørderne, men jeg elsker det Peter Jackson giver os - et bud på den sande historie, som vi der har læst bogen kender i én udgave, nemlig Bilbos fortolkning. Men der stikker jo meget mere under - som vi også har kunnet læse os til i appendix & andre skrifter.

Visse dele af historien er så tydeligvis tilpasset det cinetamografiske aspekt, men det lever ihvertfald jeg fint med når musikken spiller.

Så er der også blevet plads til et indflettet romantisk trekantsdrama, med elverinden Tauriel i centrum. (Hun er på alle måder ny i historien, spillet af Evangeline Lilly (Lost)).  Både hun og Legolas fungerer fint i filmen, men selve den romantiske del fungerer altså ikke rigtigt - det var vist noget af det eneste hvor jeg tænkte, "ok, kom nu videre!".

For at opsummere - jeg er stadig fan. Fed oplevelse. Jeg vil ha' mere, også efter små 3 timer timer - glæder mig til det bliver sommer, hvor 3'eren har premiere.

(Og det var iøvrigt også ganske herligt at se den i Imperial i dag, hvor der for alvor var premiere-stemning!)

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

onsdag den 12. december 2012

Hobbitten: En uventet rejse - anmeldelse

Ingen kommentarer
Så var det i dag Hobbitten første del havde premiere, og da det er min fødselsdag i morgen var det jo bare med at genoptage traditionen fra Ringenes Herre filmene, og fejre den med en tur til Middle Earth.

Og hvor har jeg dog savnet sådan en tur - det kunne jeg mærke såsnart der blev blændet op for historien, nu i 3D af typen jegskagidajskaja, hårene rejste sig på mine arme da musikken begyndte og Hobbitrup tonede frem igen.

Som de fleste der kender universet nok har gættet, holder filmen sig ikke stramt til bogen - men tager meget mere med. Jeg var faktisk overrasket over hvor meget - jeg havde godt nok håbet at Gandalfs tur til Dol Guldur ville blive dækket i de senere film, men The Necromancer er allerede her i første film en omtalt fare - og Radagast har ... - nej, skal ikke spoile.

Jeg synes alle tingene som ikke er i bogen fungerer rigtigt storartet - det er faktisk de steder hvor bogen følges tættest at filmen fungerer dårligst - hvilket dog stadig er ganske fremragende efter min mening.

Der er gensyn med mange karakterer fra Ringenes Herre-filmene, langt flere end jeg havde regnet med, og filmen er således i langt højere grad integreret med Ringenes Herre end bogen Hobbitten er med bogen Ringenes Herre.

Hvilket er godt, for den største svaghed i filmen er nok, at historien simpelthen ikke har det episke format som Ringenes Herre har - men ved at tage mere af Saurons genkomst med afhjælpes denne mangel. Ikke helt, men noget af vejen.

At lave 3 film á 3 timer ud af den relativt lille historie Hobbitten er, kunne lyde som halsløs gerning. Men det fungerer altså fint for mig, i kraft af sidehistorierne (som jo egentligt er hovedhistorien i det store perspektiv) - jeg havde gerne siddet en time mere i det gode selskab. Jeg kan dog godt forestille mig at ikke-inkarnerede Tolkien fans vil have et andet syn på det, de vil næppe forstå hvad det hele skal gøre godt for. Så vandene vil nok være mere delt end de var omkring RH-filmene - denne film er i høj grad for fans.

Og jeg glæder mig til næste år, og turen gennem Dunkelskov og mere Dol Guldur. Filmen levede helt op til mine forventninger, og mere til.

Det mest negative jeg kan komme på er oversættelsen - og det er ikke oversætterens skyld. Man holder sig nemlig til den oprindelige Hobbitten-oversættelse, og den er altså desværre noget bedaget. Der måtte filmens oversætter meget gerne være gået egne veje, efter min smag.

Anyway - 5 af 6 leopardkløer herfra. Det var dejligt!

(Opdatering, et års tid efter: min anmeldelse af anden del af Hobbitten)

Ceterum censeo Facebook esse delendam.