Det er ingen hemmelighed at Dan Simmons er en af de forfattere jeg holder rigtigt meget af - især hans science fiction, med Hyperion-bøgerne som de absolutte stjerner, men også hans gentolkning af Illiaden (bøgerne Illium + Olympos) står mig nært.
Denne sag, The Abominable, er ikke science fiction. Men man er langt henad vejen lidt i tvivl om hvilken type bog det så er: er det en rejsefortælling, en thriller, eller er det en monsterbog - titlen lægger op til at vi skal møde en afskyelig snemand - og da handlingen for en stor dels vedkommende udspiller sig på ganske få kvadratmeter af Himalaya - nærmere bestemt Mt Everest - er det vel også temmeligt nærliggende.
Tintin i Tibet er et af de værker jeg ofte kom til at tænke på undervejs - men ellers er det en meget klassisk komponeret bog, som i sin grundighed i forberedelsen af læseren til ekspeditionen nærmest kan give mindelser om Jules Verne eller Kaptajn Marryat. (Okay, må indrømme det er meget længe siden jeg har læst sidstnævnte, så jeg er ikke sikker på sammenligning holder - men det var ihvertfald en tanke jeg fik undervejs.)
Plottet er da også på overfladen klassisk: den unge bjergbestiger Jake Perry får i 1925 chancen for at komme med en ekspedition med sin mentor til Mt Everest. Officielt for at lede efter (formoder de) liget af en ung brite af god familie (men vist lidt af en laps), som forsvandt på bjerget året før - næsten samtidig med Mallory og Irvine. Uofficielt er deres mål at nå toppen - når de nu har finansieringen af ekspeditionen på plads.
At der er ugler i mosen får man en fornemmelse af undervejs, hvor forberedelserne således også går over en bayersk vinkælder med nogle ubehagelige tyskere i brune skjorter.
Bjergbestigning er ikke noget jeg har haft nogen synderlig interesse for - så det er noget af en bedrift at bogen (over 672 fysiske sider, skriver Amazon - jeg læste den på Kindle) kan gøre ikke blot bjergbestigningen men også teknikken og logistikken sindsygt medrivende.
For medrevet blev jeg - på bjerget og spillet udenom, som afsløres undervejs, og gør fabelagtig brug af den historiske ramme, på en måde jeg som historieforfalsker kun kan sætte pris på. Og som læsere af Simmons vil vide: når hans personer kommer under huden på én, så sidder de fast - således også med flere i denne. Jo, der dryppede tårer adskillige gange undervejs.
Jeg kan kun anbefale den, den er i mine øjne fremragende - men den må være lidt acquired taste, for på Amazon har den kun et gennemsnit omkring de 3.5 - for mig er det en klar 5'er. Jeg tror muligvis det er den meget lange og meget grundige indledning der skræmmer nogen væk.
For mig var det ihvertfald fortrinlig litteratur til en uges badeferie. Og, iøvrigt - hvis nogen har købt et Kodak Vest Pocket kamera på et loppemarked, cirka 1992, må de meget gerne lade mig det vide!
Ceterum censeo Facebook esse delendam.
Din Adresse til Sex og Erotik Qloo.dk
3 måneder siden
0 kommentarer:
Send en kommentar