Jeg havde meget store forventninger, da jeg i går var til forpremiere på denne femte X-Men film (eller syvende, hvis vi tællere wolfies side-film med). I modsætning til Spiderman - som i de moderne Marvel-film også har 5 film under vesten - har der heldigvis ikke været noget reboot undervejs. Istedet er man så hoppet tilbage i tiden for at se på de unge dage.

I den aktuelle x-travaganza får vi så hele kagen - alternativ fremtid, fortid og glimt fra en nutid vi vel strengt taget ikke kan være sikre på eksisterer. Med et cast der kan sparke benene væk under de fleste, selv Avengers-filmene kan dårligt følge med.

Fra en fremtid, der ikke hverken historiemæssigt eller visuelt er helt uinspireret af Terminator, kæmper de sidste mutanter for overlevelse. Som en desperat udvej sender de den eneste hvis krop og sind kan holde til belastningen (guess who ...) tilbage i tiden til sit eget tidligere jeg, i det herrens år 1973, for at forhindre at historien skal udvikle sig som den har gjort.

Der går kun en smule Austin Powers i den, mens man puster ud - og inden løjerne genoptages. I første omgang gælder det om at få forklaret datidens helte (og skurke), at man altså godt kan komme fra fremtiden - og den ser grum ud.

Og så går det ellers over stok og sten og stadion og Det Hvide Hus i en legesyg, fantastisk film, der også byder på Peter Dinklage (Tyrion Lannister i Game of Thrones) i egen lave person i protagonistens rolle. Og Nixon, ikke at forglemme.

Jojo, man kan godt komme med indvendinger om tidsparadokser (og at det da er en tidlig alternativ fremtid vi starter i, når hverken professor X eller Magneto er døde af alderdom). Og undre sig over de tidslinier der efter filmen muligvis ikke længere eksisterer, muligvis aldrig har gjort det og muligvis aldrig vil komme til det. (Lidt som når man ser Fringe.) Sådan vil det uvægerligt være.

Men forhåbentligt er det ikke noget man fordyber sig for meget i mens musikken spiller - hvilket den gør med fuldt drøn på alle subwoofer-kanaler.

Efter X-Men 2 - som for mig stadig er den mest vellykkede Marvel-film - vil jeg for nuværende sige at dette er min favorit blandt de øvrige X-Men. (Som det vil være en god idé at få set inden denne film, da meget vil give en del mindre mening uden den viden. (Det vil sige, 3'eren er det måske mindre forvirrende ikke at have set ....) ).

Er man til ramasjang og X-Men - i deres mange skikkelser - er dette en must-see. Mine forventinger blev indfriet!

(Men jeg savnede nu lidt Stan Lee ...)

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

I USA sagde man om Nixons vicepræsident, Gerald Ford, som blev præsident efter Nixon måtte gå af på grund af Watergate, at han var for dum til at tygge tyggegummi og gå på samme tid. Blandt andet på grund af et par fald episoder.

Og, tja.... jeg kunne altså ikke lade være at tænke på udtrykket i dag, da man i Nyhederne kl 22(:20) først ser Naser Khader snuble op ad trin på vej ind til integrationsstramningspointmøde (fordi han havde fart på for at undgå spørgsmål, jeg så det live tidligere), og kort efter stod han ivrigt tyggende tyggegummi bag Birthe Rønn Hornbech som talte om Danmark som foregangsland for den stramme og snævre adgang til det allerhelligste.

For tilsidst at prøve at snakke udenom spørgsmål om hvorfor pointene er indrettet som de er - hvilket ikke lykkes, da Cecilie Bech holder ham fast på spørgsmålet.

Ja - jeg kunne alstå ikke lade være at tænke på det amerikanske udtryk... too stupid to walk and chew gum at the same time. Og det kan da godt være, at det er en tynd og under bæltestedet sammenligning. Frankly, my dear - I don't give a damn!

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Så kom jeg ind og se Watchmen her til aften - som jeg jo fornylig læste (og anmeldte) i dets graphic novel forlæg. Måske lidt for fornylig - ville måske gerne have haft historien en kende længere på afstand, så jeg for alvor havde kunnet genopleve den - nu blev det istedet lidt for analyserende (nå, det har de valgt at flytte derhen, og nå, sådan løste de det). Villet hellere have kunnet give mig helt hen.

For der er noget at give sig hen til - som i bogen kommer vi vidt omkring - både i tid, rum og stilart; dog naturligvis ikke med så mange sidehistorier, men alligevel er imponerende mange med, uden at tage drive af hovedhistorien. (Og der er en extended version, hvor vistnok mere er med.)

Castingen er efter min mening sublim, dog kan man godt se det til tider har været en hård opgave for makeupartisterne at spænde især de kvindelige hoved- og bipersoner over så lang tid, som de skal dække. Men Tricky Dicks næse er flot udført :) - dog kunne jeg godt have tænkt mig at Kissingers stemme lige var gjort en oktav dybere - det fortjener den.

Jeg vil ikke sige så meget om historien, for den er vist meget godt dækket ind af den tidligere omtale - blot fantastisk at det altså kunne gøre at læge sig så tæt opad den. Dog er slutningen ændret, men jeg vil ikke sige hvordan, blot røbe at Dr Manhattan om noget bliver gjort mere henad en gud i filmen.

Og brugen og valget af musiknumre til at understrege ting i tiden er suveræn - jeg kan bedst sammenligne den med brugen i Forrest Gump - som Watchmen i øvrigt også på en del andre planer kan minde om, blot er der her tale om et Amerika i en alternativ virkelighed.

Min største anke er heltene - som efter min mening (især Nite Owl & Silk Spectre, men tildels også Rorschach) er for gode til at slås, og kommer for tæt på deres superhelte spejlbilleder - og det er de jo netop ikke - superhelte. Men kan godt se det ville have været svært at lave filmen ellers. (Og sjovt nok går den meste brok jeg har set i anmeldelser - selv for de som elsker tegnserien - at Nite Owl er for vattet; for helvede, han skal være vattet!)

Hvor jeg kan være lidt i tvivl, er hvordan filmen fungerer hvis man ikke kender forlægget. Jeg synes filmen intelligent og hurtigt samler op på fortiden, men om det går for hurtigt ved jeg ikke - og om det gør noget, hvis man ike får fat i det hele ved jeg heller ikke. At dømme fra de betragtninger fra folk, som ikke har læst bogen, i denne tråd gør det ikke så meget.





Og som service bringer vi lige billede af Dr Manhattan, aka Mr Swing King, så man kan vænne sig til billedet - så man kan koncentrere sig om historien :)
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Der kommer en film baseret på tegneserien Watchmen om en uges tid. Og det er en god ting.

For hvad enten filmen er god eller dårlig, fik den henledt min opmærksomhed på dette mesterværk indenfor Graphic Novel genren, som jeg indtil nu har været uvidende omkring. Lykkeligt uvidende, kan man næsten sige, for som folkene i Fantask talte om da jeg købte den, misundte de dem der skulle læse disse mesterværker for første gang.

Jeg tror nu dog også man kan finde andre glæder i at læse dem senere.

En af grundende til jeg ikke har læst den da den kom frem - den er fra 1985, og da var jeg ret meget på amerikanske tegneserier - er at den er udgivet på DC, og jeg har altid mest været Marvel-mand, hvad angår superhelte.

Men den her indgår ikke i noget "univers", så hvor den er udkommet er totalt ligegyldig.

Vi følger, i ufatteligt mange historier og sidehistorier, to generationer af "super" helte. Super i gåseøjne, for de har ikke nogen superkræfter (bortset fra en enkelt, han er tilgengæld en gud...), de har blot valgt at iklæde sig kostumerne, tildels for at bekæmpe kriminalitet - men vel også for spændingen og opmærksomhedens skyld. (Det sidste lyder bekendt et eller andet sted - hvor har Leoparddrengen hørt om det før??)

Fra at handle om opklaringen af et tilsyneladende tilfældigt mord, ender den med at handle om verdens frelse eller fortabelse. Udover at gå igennem et parallel-tids USA fra 30'erne til 1985, foregår selve hovedhistorien i 1985 - fantastisk at få smækket op i sylten igen; for den skræk der gennemsyrer historien for atomkrig husker jeg ganske tydeligt, og i årene 1983-1985 føltes det ikke som et spørgsmål om der ville komme en sådan, men hvornår og hvordan den ville bryde ud. Først ca et år efter Gorbatjov kom til i Sovjet begyndte gemytterne at dæmpe sig.

Men i denne alternative verden er Nixon stadig præsident - for med heltenes hjælp vandt USA Vietnamkrigen og Watergate blev forhindret - Sovjet går ind i Afghanistan, og vi venter blot på der bliver trykket på den røde knap.

Så mens uret langsomt tæller ned til midnat, er vores fastelavnshelt Rorschach (helt? manden er psykotisk morder!) i færd med at undersøge hvem der tilsyneladende er ude på at slå hans gamle klubvenner ihjel - og det finder han da også ud af, men først efter at have gennemgået en del sammen med sit gamle sidekick, Nite Owl, som også er trukket i fastelavnstøjet igen. Undervejs har vi så også lige været et smuttur på Mars og Antarktis, samt fået fortalt nogle dystre, halve pirathistorier.

Der er stort set ikke noget action i bogen, så hvordan man har tænkt sig at lave den om til en slå-på-tæven film er jeg spændt på at se. Men den kan ihvertfald på det varmeste anbefales, ikke mindst for sine mange sidehistorier. Den er skrevet af Alan Moore, som også er manden bag V for Vendetta, hvis filmatisering jeg anmeldte for nogle uger siden. Alan Moore er efter sigende stærkt imod at bogen er blevet filmatiseret, men det har han åbenbart ikke haft så meget at sige i forhold til...

Iøvrigt er der også kommet et computerspil baseret på filmen/historien, lavet af danske Deadline Games. Det har jeg nu ikke prøvet endnu.

Og slutter lige med en video som meget godt beskriver stemningen fra dengang, Frankie Goes To Hollywoods Two Tribes, med en Reagan og Tjernenko lookalike i kløerne på hinanden.


Ceterum censeo Facebook esse delendam.